Sider

onsdag den 1. december 2010

1. december - Når tiden går langsomt!

Kære venner,

Jeg har besluttet at jeg, i det omfang det er muligt, vil åbne op for en smule jule-dagbog igen. Nogen af jer ved måske at jeg i flere år første en onlinedagbof hvor jeg lod alle der ønskede det følge med i hvad der skete i mit liv - Den blev lukket tidligere på året, men jeg savner at skrive, og jeg savner at dele min hverdag i min dagbog. Derfor vil jeg her i december åbne op for lidt at mine skriverier igen.

1. december
" Godmorgen Mor, og glædelige første december - Jeg har ikke sovet mere end to timer i nat, det kunne jeg se på uret."

"Jamen Sebastian, du har jo ikke noget ur?!"

"Jamen det kunne jeg altså se alligevel! - Og jeg har altså fået en pakke med pirater på. Faaaar, er det julemanden eller julenissen der har lagt den her?" (Indforstået; FÅ nu lige styr på jeres historier så de i det mindste lyder en lille smule troværdige! Tsk!)

Totalt kaos breder sig, kampen om at nå frem til Sakarias først udspilles midt på stuegulvet. 3 mennesker vil alle ind og hive tumlingen ud af sengen, for i år er første år hvor han har en smule rigtig forståelse for hvem nissen er - Selv om han endnu er en smule bange for ham - og at alt det her julehalløj kunne ske at bringe nogle gode ting med sig. Moren vandt, og drengen bliver helt fortumlet da han ser colgatesmilet og en hoppende forældre stående som en anden hundehvalp i det han gnider søvnen ud af øjnene - kl 6 om morgenen!

Julekalendren bliver åbnet, altså den fra LEGO som er fyldt med små bitte dele som drengen slet ikke må få endnu, men det er en gave så Moren nænner ikke at tage den fra ham. Den første låge indeholder en sød lille snemand i mange små dele, og da den sirligt er blevet samlet af alt for mange fingre (fordi mor insisterer på at blande sig) peger han på kalenderen og siger "Den der!" moren siger nej, det er til imorgen - Drengen kigger igen op på moren og forsøger sig endnu engang "Den der og den der og der?!" hun må jo tydelig være langsom i optrækket, har hun ikke opdaget at der er flere låger der skal åbnes? Tsk!

Julelyset må vente, producenten har åbnebart ikke brudt sig færlig meget om den første dag i december, lyset er i hvert fald ikke udstyrret med en sådan og kan først tændes imorgen, i stedet bliver adventslyset tændt igen. Moren farer forvillet rundt og forsøger at overvinde hovedpinen mens hun gør sig kalr til arbejde, drengene har travlt med at åbne diverse julekalendre - Og den store indvilliger frivilligt i at vente med Bedstes Chokoladekalender af hensyn til den lilles chokolade lyst. Ingen orker vist at forklare 2årig tumling hvorfor han kun må få eet stykke chokolade når der nu er 24 i pakken, her kl. 6 om morgenen.

Desværre udspiller dagen sig hverken værre eller bedre end at morens hovedpine, som ellers var forsøgt ignoreret, udvikler sig til en regulær migræne men hun forsøger at arbejde. Hun må desværre tage hjem fra arbejde og gå i seng. Vågner senere på dagen fyldt med feber og feber-vildelses-agtige drømme. For Statoil har da ikke udviklet en "Tank selv kaffekop" der selv kan tanke slik og veje det, vel? Narj..

Første december, med alt sin pragt var en fantastisk morgen - Og en dag der bliver sluttet i sengen for morens vedkommende. Det er utrolig hvordan man altid husker "den første". Den første forelskelse, den første brækkede knogle, den første gang i hestevogn. Når jeg får feber er det altid det samme minde der dukker op. Den første gang, efter jeg fik konstateret leukæmien, hvor jeg havde fået feber og måtte ringe til sygehuset. Dengang var jeg ikke inde i alle "reglerne" for kræftpatienter, jeg var knap nok opmærksom på at jeg var syg, det hele var så nyt og jeg følte mig stadig helt ved siden af mig selv - 20 år og gammelmandsleukæmi, narj, det måtte være en fejl! Men en aften hvor jeg godt havde kunnet mærke noget var galt, Sebastian overnattede hos sine oldeforældre begyndte jeg at fryse mine tær så frygteligt og selv de mest ihærdige forsøg på at varme dem mislykkedes, lige så langsomt begyndte jeg at fryge så meget så jeg lå på min gamle uldne (og misfarvede) sofa og rystede. Temperaturen havde sneget sig op på 39,6 og jeg havde papiret med nummeret til sygehuset liggende hos mig.Jeg kunne ikke få mig selv til at ringe der ind, for jeg havde egentlig ikke ondt - jeg frøs bare så frygtelig meget. Min evige støtte, min mor, var for en gangs skyld ikke hjemme og jeg kunne ikke søge råd hos hende. Jeg blev ved med at sige til mig selv "Hvis den rammer 40 så ringer jeg, det er først høj feber når den rammer 40". Den ramte heldigvis aldrig 40 - Min mor må have kunnet mærke ngoet var galt, så selv om hun var til fest langt væk ringede hun bare for at tjekke om jeg var ok, og der var jeg temmelig langt væk - Jeg ringede til sygehuset og fik fat i den hæmatalogiske bagvagt som gav mig en verbal skidebalde "For det er normal kutume at leukæmipatienter kommer ind når temperaturen er 38,5". Hun sendte en ambulance og da den kom måtte jeg have en del ilt på vej ind til sygehuset. Jeg havde fanget mig en lungebetændelse. Min første af mange det følgende år - og derefter huskede jeg at ringe hver eneste gang min temeratur ramte præcis 38,5 grader. Men se nu har tingene ændret sig. Jeg er blevet mor til endnu et barn, jeg er blevet ældre og bedre til at mærke efter hvad min krop siger og måske også en lille smule mere "hårhudet" så selv om jeg nu ligger med feber - Så snupper jeg lige en panodil, slår feberen ned, og ser lige feberen an til imorgen - Jeg har jo ikke ondt ;) (Så måske er det i virkeligheden bare ældre og en smule mere ignorant - Det kommer vist med alderen)

Hurra for 3 gange tv julekalender i løbet af eftermiddagen og aftenen, så skulle der være en chance for at den stakkels far kan få et pusterum en gang imellem - Og tænk sig, ingen har givet ham en pakkekalender" Tsk!

Glædelig 1. december :D

0 kommentarer: