Sider

lørdag den 11. december 2010

11. december - Sådan helt bermudatrekants-agtigt!

11. december.

Ja dagen igår bliver altså skrevet i dag, lige pludselig løb tiden fra mig og hvad der skulle have været een time blev til 7½ - Sådan lidt Barmudatrekants-agtigt!

Er det skidt når man starter morgenen med at sidde og tude over Leroy og Stitch? Den ér altså en smule sørgelig der hvor rumvæsnerne forlader jorden og efterlader Lilo alene. Jeg er blevet så blødsøden efter jeg har fået børn, disney, barbie, ja selv børnetimen kan gøre øjene våde - Pinligt!

Ja, dagen startede forholdsvis tidligt, så en omgang tegnefilm kunne der godt blive plads til. Vi havde en aftale med Renés familie om at lave en lille spontan julefrokost hos hans morfar. Renés mormor gik bort meget hurtigt i sidste måned, hvor vi som de første nåede frem og sad hos hans morfar mens alle holdt vejret og håbede det bedste. Det kom meget, meget pludselig og endte lige så pludselig samme dag, hvor de desværre måtte slukke for respiratoren og tage afsked alt for hurtigt. I dagene efter brugte vi en del tid sammen med Renés familie og det samme havde vi planlagt at gøre i dag. Der er mange ting de stadig skal have styr på alle sammen, så min rolle i alt det her er bare at være René støtte og hjælpe hvor jeg kan. I dag blev det så med at tage leverpostej og bacon med til frokosten og hjælpe lidt i køkkenet.
Jeg vil så gerne gøre meget mere, det gør meget ondt på mig at se René i sorg (ja rent faktisk gør det ondt på mig at se alle mennesker i sorg og jeg er sådan en der bare græder med, totalt pivdyr!) og jeg kaperer ikke død ret godt. Jeg kan sagtens klare hele processen og eftersom at jeg jo desværre en gang selv har været alt for tæt på døden et par gange og været nødt til at tage alle dens aspekter med i mine overvejelse for min families fremtid er jeg ret godt inde i "stoffet" men det er kom utrolig meget bag på mig hvor svært det er at stå som en af de efterladte, og så endda en efterladt som kun har kendt den afdøde i knap 5 år. Renés mormor var et lille, sødt og stille menneske som jeg nåede at have nogle rigtig gode snakke med, mest når vi var alene, for hun havde ligesom jeg oplevet en del ting så vi havde en masse tilfælles trods en alderforskel på 40 år. Så det er vel naturligt at blive berørt at hendes død selv om hun ikke var en af mine allernærmeste.

I hele situationen har også været hvordan Sebastian ville tage det, hele Renés familie har taget Sebastian til sig som deres egen og alle titler har været ens for børnene, så Sebastian har nu oplevet at miste sin første oldemor. Jeg er endnu engang blevet positivt overrasket over hvor fantastisk børn klarer tingene, de spørger om lige præcis de ting alle andre ikke tør spørge om og forventer ærlige svar og så længe at man bare lader dem deltage i hvad der sker så kan de bære utrolige byrder og overkomme de mest fantastiske ting. Derfor har Sebastian også været med i det omfang han selv ville det, han så hende i kapellet dagen efter hendes død, sprugte lidt, græd lidt og aede hendes fødder - Siden da har intet været. Jeg går ind for at indrage børnene i familiens helhed, ikke bare som små mennesker, pyntegenstande og status symboler men som ligeværdige familiemedlemmer, som har en egen mening og en vilje. Jeg bryder mig meget lidt om bare at udstikke ordre, selv om jeg godt ved at det tit kan blive en nødvendighed, men jeg vil langt hellere tage dem med "på råd", forklare og have en dialog. Derfor mener jeg også det er utrolig vigtigt at børn får den fulde sandhed, i det omfang at de kan forstå og fortolke den, alt serveret på et plan hvor barnet forstår det, mener jeg er en fordel - Hvis nogen skulle undre sig over hvorfor jeg mener at en 8 årig, ligesåvel som en 5 årig, kan klare at se et dødt familiemedlem.

Et eller andet sted har det for mig også været en måde at forberede Sebastian. Han har et ualmindelig tæt forhold til sine oldeforældre på min side og der vil uundgåeligt komme en dag hvor vi også kommer til at miste dem. Ved at inddrage ham i denne oldemors død tror jeg på at han er bedre forberdt til når vi skal sige farvel til en af hans andre oldeforældre, som vil blive et langt større tab for ham.

Nå men afsted vi drog til julefrokost, denne gang havde vi dog ikke Sebastian med, han havde en aftale med hans oldefar på min side om at det skulle på jagt sammen med en flok jægere. Jeg var nu noget (læs: MEGET) skeptisk og mindst lige så meget nervøs over at sende min 8årige ud i skoven med en flok jægere, men drengen var ellevild og oldefar har mange gange bevist at han er fuldt i stand til at varetage Sebastians interesser stort set lige så godt som jeg selv kan. Bedstefar havde udstyrret Sebastian med en jagtkasket, så hele hans hovede lyste orange og det betryggede mig en smule at han i det mindste ikke bare lignede en stor mærkeblå træstamme i sin skidragt. Sakarias var med os, ham har vi ellers holdt ude af alt postyrret, for selv om jeg tror på at børn har godt af at være med mener jeg trods alt at de skal have en vis alder og en vis forståelse for at det bærer noget godt med sig, i dette tilfælde mener jeg ikke at en 2årig får andet ud af sådan en oplevelse end at opleve hans forældre triste og frustrerede, følelser han vil tage på sig uden at forstå hvorfor.

Da vi ser Renés morfar bliver vi modtaget med varme håndtryk og knus. Det er tydeligt at vi er kommet meget tættere på ham end vi måske nok var før denne oplevelse. Han har altid været et varmt menneske og jeg har altid syntes rigtig godt om ham, han overraskede mig faktisk rigtig meget efter vi havde mistet Elias. En dag vi var sammen og jeg gik rundt ude i min svigermors lille have kom han hen til mig og spurgte som den første på deres side af familien hvad JEG følte, hvor mange af de andre på deres egen måde havde prøvet at drage omsorg for os ved at undgå at tale for meget om Elias. Det vil jeg aldrig glemme ham for, han delte den eftermiddag flere fortrolige familieoplevelser med mig som lettede mit hjerte og varmede mig så meget. Som vi står der og trykker hinandens hænder får jeg igen den der "For f... der må da være et eller andet mere jeg kan gøre?!" Men som eftermiddagen skrider frem går det tydeligt op for mig at det eneste vi kan gøre er at være der, besøge ham, tage drengene med og lade dem lære ham at kende. Sakarias har i hvert fald en forrygende eftermiddag, griner og skråler, og for første gang siden Rene´s mormor gik bort bruger morfaren hele besøget inde i stuen og ikke i køkkenet hvor han ellers sidder og ryger.

Da vi kører hjem efter en hyggelig eftermiddag, og en kort tur i Randers storcenter hvor vi er i Tiger og finde pakkeapilspakker, tikker der en sms ind på min telefon, en af mine veninder, som lige er valgt ind i vores spareklub, spørger om jeg vil med hende hen og putte penge i kassen omkring kl. 19. Jeg er godt nok lidt træt, men springer til da jeg så slipper for at skulle der hen imorgen hvor vi bl.a. skal julehygge hos min mor.
- Og det er så her Bermudatrekants tidsperspektivet træder ind. Jeg smutter ud af døren og siger til René: "Vi ses om en times tid" og da jeg kommer tilbage 7½ time senere ligger han grinende inde i sengen og morer sig. Som bartenderen sagde da vi stødte på hende til julemarked i dag "Det var da godt hun ikke sagde 3 timer, så havde hun ikke været hjemme endnu!"

Jeg ved ikke hvad der gik af mig, for som nævnt før er jeg ikke specielt god til at komme ud af starthullerne når det gælder om sociale events som ikke omhandler mine børn, men igår hyggede jeg mig simpelthen kostligt - igen! Da jeg tænkte at det var tid at gå hjem, som jeg jo havde lovet efter en times tid, begyndte håndboldkampen på "storskærm" og jeg blev faktisk lidt grebet af stemningen, om end det nok egentlig mest var mig og min veninde der lavede stemningen selv og pludselig var kampen slut, vi havde vundet og det skulle der skåles på, ligesom der var blevet det på hvert eneste mål. Aftenen gik med tøsesnak, sludder og sladder og var ganske enkelt bare hyggelig!

Jeg forstår overhoved ikke hvordan helbredet kunne holde til det, jeg kan ganske enkelt ikke huske hvornår jeg er kommet i seng på den anden side af midnat og jeg ved at det er flere år siden at jeg har været vågen så langt ud på nattetimerne uden at det har været på grund af smerter, bivirkninger og andet skrammel. Men da jeg lagde mit lille hovede på puden og hurtigt faldt i søvn, var det uden hverken smerter eller ubehag - Og desværre også uden kemo, for det glemte jeg alt om i min iver efter at fortælle den grinende René om alt og alle jeg havde oplevet, snakket med og mødt.

Glædelig 11. december - Lidt forsinket.

0 kommentarer: