Sider

mandag den 13. december 2010

13. december - En rigtig møgdag, og det er ikke engang fredag!

13. december

I dag har været en rigtig møgdag så der er egentlig ikke så meget at fortælle. Jeg har ligget i sengen hele dagen, med undtagelse af nogle få timer her til aften hvor jeg har været sammen med familien.

Jeg tog jo min sprøjte igår eftermiddags i håb om at jeg kunne lave samme finte som i torsdags hvor jeg næsten nåede at blive frisk inden jeg tog på arbejde i fredags, desværre havde det overhoved ikke samme effekt denne gang, så allerede igår aftes var jeg meget smerteplaget. Det er svært at sige om det var sprøjten alene der gjorde det eller om det også havde noget med vejret, kulden og bivirkninger til kemoen af gøre, men jeg tvivler nu på at sprøjten alene har kunnet gøre mig så dårlig når nu de andre gange ikke har været helt så slemme. Det endte med at blive en utrolig hård nat, og først efter mange timer venden og drejen faldt jeg udmattet i søvn, til nogle ret hæftlige mareridt, så jeg er aldrig nået ned i den helt dybe søvn hvor jeg finder mest ro.

Da jeg vågnede her til morgen kunne jeg ikke komme ud af sengen så jeg nøjedes med at spise noget hurtig morgenmad og tage min dosis af morgenmedicin med en del smertestillende, hvorefter jeg faldt i søvn igen - og der har jeg så stort set ligget hele dagen. Jeg hader mig selv og hele situationen på de her dage, jeg hader når jeg kan ligge inde i sengen og høre hvordan de andre har et aktivt familieliv inde i stuen og jeg ved at jeg ikke gør dem noget godt ved at gå ind til dem. Der ér tidspunkter hvor det er bedre at holde sig i sengen end at forsøge at deltage trods at jeg har det skidt, jeg har måttet indse at jeg på mine virkelig dårlige dage som denne har en tendens til at være en smule kort for hovedet og det er ikke fair overfor de andre, specielt ikke børnene som ikke kan forstå hvad der sker. Specielt hovedpinen gør det slemt, smerterne i muskler og knogler kan jeg jo mindske ved at holde mig i ro og det ville jeg også kunne inde på sofaen, men hovedpinen er stort set umulig at få væk. Jeg tror det er sådan folk med migræne har det, så jeg har også altid kaldt det migræne. Det er der hvor øjnene føles som om de fylder for meget i hovedet, det trykker inde bag øjnene på en måde der er umulig at beskrive, lyset gør at det føles som om at alting brænder når man kigger på det, og det behøver ikke engang være lys, det er egentlig nok med en hvid væg. Lydene er 5 gange højere end normalt og de skærer sig ind i hovedet på en måde så det gør ondt alle steder i kroppen når der kommer en høj lyd, og det behøver ikke engang være højt, selv lyden at et gulvbræt der knirker eller lyden af hoveddøren der bliver åbnet skærer sig gennem hovedet og får det til at føles som om det springer lige om lidt.

Derfor vil jeg heller ikke bruge mere tid foran computeren, for selv om den godt nok står på mine ben lige nu, mens jeg ligger i sengen og lyset i skærmen er sænket så meget som muligt så er det meget ubehageligt. Jeg vil i stedet sætte en af mine tv-serier på og se om den kan hjælpe mig igennem aftenen. Min familie undrer sig altid over at jeg ønsker mig tv-serier til jul og fødselsdag og jeg er ganske udemærket klar over at det er et ret ringe ønske, men på mine dårlige dage som denne, eller mine mange nætter hvor jeg ligger søvnløs med smerter eller kvalme er tv-serier simpelthen guld værd! At der kører lidt "baggrundsstøj" er en fantastisk måde at fjerne toppen af smerterne, det lyder underligt, men det at der er noget andet der kører i baggrunden fjerner fokus fra smerter og kvalme og gør det faktisk nemmere at komme igennem.

- Men nu hvor jeg lige har åbnet facebook og tjekket et par af de nyeste beskeder er jeg simpelthen nødt til at dele denne oplevelse også. Jeg får utrolig meget post på facebook og jeg er langt bagud med at få svaret folk. Der er mange rigtig søde mails, folk der har set mig i "De unge Mødre" og spørger hvordan det går, folk der stiller spørgsmål hvad enten det er til rollen som forældre, livet med kræft eller bare søger et godt råd til et eller andet og så er der de mails som kommer helt bag på mig, som denne her til aften. Der er mange der kommenterer mit hår, da jeg var lille hadede jeg det som pesten, altså håret, det var grund til meget mobning og navne som "rådhætte", "jordbærhjelm" og "rødkælk" gjorde mig ret ondt den gang, men da jeg nåede til teenageårene og jeg som alle andre teenagere søgte efter måder at skille mig ud fra mængden blev jeg ret glad for mit hår, det er ikke så tit man ser naturligt rødhårede. Jeg har altid haft semilangt hår - noget jeg bebrejder mine mormor for, hun traumatiserede mig grundigt ved at lade mig maskinklippe i en længde af 7 mm da jeg var 5 år gammel og hun skulle passe mig i 8 dage mens min mor var på ferie, jeg skreg når hun skulle rede mit lange hår og det gad hun ikke høre på, så håret måtte lade livet. Det resulterede i at da vi skulle hente min mor ude ved flyveren og jeg stod glædestrålende og tog imod hende, ja så gik hun lige forbi mig. Hun siger selv at hun overhoved ikke kunne kende mig, det barn hun sagde farvel til havde de sødeste lange rottehaler og det hun kom hjem til lignede en dreng! (joke - jeg er ikke traumatiseret ;)) - men da jeg fik kræften og jeg fik at vide at der var en god sansynelighed for at jeg ville tabe mit hår når jeg begyndte i kemobehandling stoppede jeg med at klippe mit hår. Jeg havde en eller anden idé om at HVIS jeg begyndte at tabe håret så ville jeg lade mig klippe og få lavet paryk ud af mit eget hår. jeg kunne dengang ikke rigtig klare tanken om at skulle bære en andens hår, og jeg er meget lidt køn med kort hår så jeg forestiller mig ikke jeg er ret meget kønnere helt uden hår! Dagens mail er fra en kvinde i Holland der har set på mit billede at jeg har langt hår, hun komplimenterer det som så mange andre, men fortsætter så med at fortælle om nogle kvinder i hendes hjemby som bruger menneskehår til deres hjemmelavede dukker, og beder mig overveje at donere mit hår til dem, i tilfælde af at jeg skal klippes. Se den var ny, og jeg har ellers fået ret så mange mails i årenes løb, men den her var helt klar ny. Tanken var nu meget sød, og det må da et eller andet sted været et stort kompliment når nogen syntes at ens hår er så fint at de vil bruge det selv, så jeg har selvfølgeilg skrevet tilbage at jeg takker for komplimentet men ikke har planer om at lade mig klippe lige forløbig.

Glædelig 13. december til jer andre.

0 kommentarer: