Sider

tirsdag den 14. december 2010

14. december - Med kagehus på tæerne..

14. december

Man kan ikke både have held i kage og held i radio! Nå..

Vores lokale radio, beliggende i Randers, så måske er den egentlig ikke så okal når alt kommer ti alt, men så siger vi den eneste der er forholdsvis lokal og som er til at holde ud at høre på, kører dagligt forskellige konkurrencer. Når jeg fra tid til anden sidder i bilen og lytter radio kan jeg godt finde på at deltage, de har nogle ret fede præmier som lige nu omfatter 50.000 kr og forskellige "Goodiebags" med alverdens gaver, film og CD'er. Jeg har længe forsøgt at vinde hovedpræmien på de 50.000 kr, men da det handler om at få fingrene i en helt speciel hundredekroneseddel er det endnu ikke gået til held for mig - Dog har jeg en dag jeg forsøgte at bytte min ene hundrekroneseddel til 1500 kr vundet en film og en cd, ved at svare på et musikspørgsmål, jeg er en DØR til musik, jeg aner ikke hvem der spiller hvad, jeg lytter bare til musikken, enten er den fed eller også er den ikke! Men ved et totalt tilfælde gættede jeg rigtigt da jeg med panik i stemmen først havde sagt til den nynnende radiovært "Det der lyder mest af alt som Bamses Julerejse" og derefter opgivende med krydsede fingre og tæer sagde "Jameeen, kunne det så ikke være Thomas Holm, han er så søøød?!" utroligt nok var det Thomas Holm med hans nyeste single Ikea (og det ved jeg så kun fordi de søde radioværter forklarede mig det, haha!)

Her til morgen satte jeg af uforklarlige årsager mit håndfri headset til at ringe direkte til Radio ABC ved et enkelt tryk, jeg havde lidt travlt og tænkte egentlig ikke over det da jeg gjorde det. Da jeg er halvvejs på arbejde siger de i radioen "Og nu er det tid til quiz" og jeg skynder mig at trykke på mit headset, der er optaget, jeg ringer op igen og der er stadig optaget, og af ren og skær vane ringer jeg op igen, som havde det været lægen jeg ringede til og deres uendelig trættende telefonkø system, og utroligt nok er der ikke optaget, ja faktisk sker der ikke noget overhoved.. Tror jeg. I bilradioen kan jeg høre radioværterne sige "hallo, halloooooo" og jeg prøver lige så forsigtigt med et "hej" og kan til min store forskrækkelse høre mig selv i højtalerne! Chok!

Morgenværterne, et par fyre jeg har hørt på de sidste 10 år af mit liv, er i rigtig hopla her til morgen og inden jeg ved af det har jeg fået fortalt om alle vores spiste pebernødder, mine juleplaner jeg ikke har nået endnu og accepteret radioværterne som nye adoptivbørn der skal lege med afskyeligfarvet marcipan og konfekt. Da de spørger mig om jeg vil have et nemt eller et svært spørgsmål skynder jeg mig at tigge om et nemt spørgsmål, jeg er som tidligere nævnt en dør til alt det der med musik så jeg frygter virkelig for at få et spørgsmål om hvad Aquas julehit tilbage i 90'erne hed eller sådan noget! Men til min store overraskelse er det rent faktisk et julespørgsmål jeg kan svare på! Hvad betød engel oprindelig? 1: Lille pige med vinger. 2: Budbringer eller 3: helgen - Jeg mindes at kunne huske noget om at engle var budbringere i diverse julesange, og jeg svarer også korrekt.

- Et ca. 2000 kr's spørgsmål, udbetalt i Radio ABC's Goodiebag stoppet med film, CD'er og ABC merchendise. Fedt!! Sikke da en fantastisk måde at starte morgen på!

Dagen på arbejdet bliver rimelig stresset, der er mange små opgaver som ligger på mit bord og venter samtidig med at jeg gerne vil have styr på chaufførernes ugeafregnigner. Jeg er alt for god til at sige ja til at påtage mig en opgave og tit ender det med at blive grund til at jeg stresser mig selv, nogle gange glemmer jeg det og så bliver det til et irriterende nederlag når jeg opdager det eller endnu værre når andre mindre mig om det. Jeg bryder mig meget lidt om ikke at kunne alt, jeg ved godt at der ikke findes mennesker der kan alt, men jeg tror jeg har sådan lidt en tendens til gerne at ville behage andre og derfor tager alt for mange ting på mine skuldre. I dag endte det ud i at jeg lige pludselig blev rigtig frustreret og måtte tage en dyb indånding, for derefter rent visuelt at få styr på hvad det er jeg skal, jeg er stadig ikke sikker på at jeg når det i det tempo som jeg gerne selv vil, men det kan kun tiden vise.

Efter arbejdet kom min mor ud og bortførte mig, ellers kunne jeg havde fundet på at sidde der endnu. Når jeg går i det "mode" er jeg ikke ret god ved mig selv og så kan jeg godt finde på at køre på til jeg er mentalt oven på med alle de ting der fylder i mit hoved, men det er ikke videre smart for helbredet. I dag havde jeg i forvejen en aftale med min mor, så da hun kom ud på jobbet da jeg havde fri og kunne se at jeg ikke var i helt godt humør tog hun mig under armen og med på café. Det er også meget længe siden vi har haft tid til sådan en tøsetur, vi arbejder jo samme sted og tit med forskudte arbejdstider så det er faktisk ikke så tit vi har tid til at ses i hverdagene mere, og eftersom min mor er min bedste veninde havde jeg faktisk savnet hende. Det var skønt og afstressende at sidde og sladre lidt om alt og intet, så da jeg tog hjem til familien var jeg i totalt godt humør og helt ovenpå igen!

Da jeg kom hjem sad ungerne allerede med hver deres lego kaldender og åbnede låger, de har glemt at åbne dem de sidste par dage så det var yderst underholdende at se dem åbne 3 låger i træk. Da Sakarias er så lille skal hab overvåges mens han sidder med legoen, så jeg satte mig med ham på skødet og Sebastian ved siden af mig og nød hyggen. Frisk igen, og ved godt humør fik vi nogle yderst interessante lege ud af deres lego.

Jeg har længe haft en kageform liggende, sådan en der ligner et hus. Jeg fandt den billigt en gang og tænkte at jeg nok ville få brug for den, med energien i top besluttede jeg mig for at i dag skulle være dagen hvor vi bagte et hus og dekorerede det! Efter aftensmaden, og efter at vores søde nabo som havde hentet min præmie hos radioen havde leget "julemand" var gået, efter et kaos af en jublende, skrigende og fuldstændig ustyrligt glad Sebastian-monster, gik vi i gang på bedste kokkestil med at blande dej, smage på dej, slikke på dejkroge og blive godt fedtet ind i chokoladekage. Vi så virkelig skønne ud da kagen endelig var kommet i formen, så mens kagen bagte blev ungerne smidt i bad med deres pakkekalendergaver, vaskeklude der folder sig ud når de kommer i vand. Sebastian var ikke videre inponeret over den pakkegave, men Sakarias så virkelig ud til at nyde den.

Kagen blev lynkølet udenfor, jeg var ellers lidt skeptisk, sidst jeg prøvede på at køle en kage af udenfor var der et eller andet lille dyr der havde været og spise af kagen, så jeg lokkede Sebastian til at sidde vagt ved havedøren, i det omfang han nu kunne sidde stille, mens jeg gjorde klar med glasur og krymmel. Det skulle simpelthen blive årets julekage med alt hvad sådan en tilhører og med alle mine kreative evner på stil. Ud skulle kagen, den sad en smule bedre fast end forventet, så jeg vender formen på hovedet og forsøger at banke kagen ud, og ud kom den - Over hele køkkenbordet i sådan ca 453 stykker og krummer!

ARGH, og så står man der og er bare helt klar til den helt store omgang julehygge, Sebastian stod med store forventningsfulde øjne, og ud over mine tæer ligger så det der skulle have været vores første kagehus.. var jeg særlig venligt stemt overfor kagehuse lige der? NEJ!! Heldigvis var Sebastian i en smule mere fornuftigt humør og foreslog straks at vi så bare dekorerede hvad der var tilbage af kagen, se det var jo sådan noget jeg opmundrende skulle have sagt til ham, køre lille dreng! Så til "aftenskaffen" i dag sad vi med små stykker ugenkendeligt kagehus på hver vores tallerken og dekorerede dem med rød og grøn glasur (og den røde var så stærk at det ikke kunne spises), krymmel og godt humør.

Jeg må indrømme at det blev ret hyggeligt alligevel, også selv om det ikke blev til det helt store kagehus med sukkervinduer og chokoladeknapper. Men måske skal alting heller ikke altid være perfekt, måske er det den lektion jeg skulle lære i dag. AT SLAPPE AF - Både med arbejdet og med hjemmefronten, det gik jo alt sammen alligevel, det var hyggeligt og ungerne grinte af mig mens jeg sad der og skumlede over at kagen ikke lignede et hus med i stedet troldesnot og dinosaurus blod.

Glædelig 14. december - Det har bestemt været en glædelig dag hos os!

0 kommentarer: