Sider

lørdag den 18. december 2010

18. december - Sammenbragte familier giver ekstra kærlighed!

18. december

Jeg ved ikke hvad der er med Sakarias og voldsomme vækninger, men imorges stod det på et slag i hovedet med den overstregningstuch der fulgte med "spare-dåsen" nissen havde lagt i hans julesok i nat. Ja det lyder måske ikke af meget, men når man er uforberedt og han rammer lige i munden, ja så gør det faktisk temmelig ondt! Øv! Han nået til et stadie hvor han forstår at sige undskyld, men vil han? NEJ! Han forstår det godt nok, han ved også godt at han skal men han vil ikke, han nægter og kan simpelthen stille de mest onde øjne op når han bliver bedt om at undskylde. Det tog sin tid for ham at overgive sig, men det lykkedes da til sidst, da han kunne se at der nok ikke var anden udvej hvis han ville ind og se Elmo i morgen tv. Jeg forstår det simpelthen ikke, hvad er det der er så slemt ved at sige undskyld? Her tænker jeg ikke kun på børn men også på mange voksne som ikke kan finde ud af at sige undskyld, som om det er et eller andet stort og farligt. Jeg kan godt forstå at det kan være svært at indrømme at man har taget fejl eller gjort noget forkert men at undskylde er da ikke så svært, er det?

Efter at have ringet over til olderne og bedt Sebastian komme hjem, diskuteret med ham længe om vigtigheden af at få ryddet op inden der kommer gæster, hvortil han spurgte om han så ikke bare kunne rydde op på Sakarias' værelse, der var jo ikke så meget rod, fandt jeg mig selv siddende midt i et kaos af sten, plasticdimer, gammel jern, bøjede skeer og ind imellem også en bil eller to. Opgivende tør jeg godt indrømme! Jeg skulle aldrig have tilbudt min hjælp, men hvis det nogen sinde skulle blive til et værelse igen så var jeg vist nødt til det.

Sebastian er rigtig dreng, dreng med stort D, en af den slags som hænger i træerne hele dagen lang, samler på pinde, sten og dyreknogler, hans største ønsker lige i tiden (ud over lego selvfølgelig) er gamle nøgler og hummelstrømper. Sådan en dreng der ikke finder ret meget fornøjelse i hverken computer eller tv, han skal ud og bruge sin krop og sit hovede. Det er en af de ting jeg elsker utrolig meget ved ham, det har i mange år betydet at den eneste grund til at hav havde for meget legetøj var min, for han har ikke brug for det, og det har han heller ikke nu, men hans værelse er fyldt med de mest mystiske ting. Gamle skatte han finder i skovbunden, og når jeg siger skatte mener jeg skatte, for Sebastian ér det skatte. Han har gammelt sølvbestik, en mærkelig sølv anordning jeg tror måske har været en gammel lighter, gammel rustent metal, stenøkser - Ja der er snart ikke det han ikke har, og det er alt sammen noget han har fundet ude i naturen! For mig er det skrammel, for ham er det skatte.

Det giver nogle ret heftige diskutioner når vi skal rydde op. Da han var mindre og inden han slæbte andet end pinde med hjem, lavede jeg en større oprydning ca 14 dage før hans fødselsdag og igen ca. 14 dage før jul, så var der plads til nye gaver og nyt legetøj. Jeg gør det stadig, for selv om han rydder op på værelset hver torsdag så magter han ikke selv at "muge ud", men nu er han selv med til at gøre det nu. For hvad der for mig er ubetydelige ting og dimser er for ham det mest værdifulde han ejer. Han brokker sig aldrig, men bliver trist hvis jeg har smidt noget forkert ud, og han takker mig altid i enorme mængder når jeg har ryddet op. I dag var ingen undtagelse, så da jeg sad med en meget smuk læderæske, åbner den og finder ud af at den er fyldt med flinteskår (det der er hugget af når de i stenalderen lavede en økse) og gamle falmede knoglestykker var jeg lige ved at få et anfald af kvalme, og spørger ham om det ikke bare skal smides ud.. "Neeeeej, det er min allerfineste samling af sten.. og sådan noget..!" Hmm.. jeg overgav mig efter en del tøven, gemte den inde bag en fin lastbil og en skattekiste fuld af glasperler, falske diamanter og rollespilsmønter - Og jeg håber inderligt at jeg glemmer at han har den og at den er forsvundet inden næste store oprydning. Ad!

Derefter lagde han sig inde under hans højseng, i hulen som vi i daglig omtale kalder Onkels værelse fordi det er der min lillebror altid sov når han overnattede da han var yngre, og han har takket mig noget nær tusind gange for at have gjort hulen fin igen, den har i flere måneder været fyldt med bøger og skrammel og ikke været mulig at komme ind i. Han har hængt et navne skilt op, foret hulen med alle hans tusindvis af bamser og har indrettet sig et "værelse" der inde hvor han agter at sove i nat. Jeg var smadret, totalt! Men jeg tror min plan om at aktivere ham mens vi ventede på hans biologiske far og faster lykkedes. Der blev i hvert fald ikke så meget som een gang spurgt til hvornår de ville komme - Så var det bare med at få mig selv på benene inden frokosten skulle laves og gæsterne kom.. Puha! Men drengen var glad, tilfreds og aktiveret!

Heldigvis var han så glad for sit nye ryddelige værelse at han ikke opdagede at der gik over en time over det aftale tidspunkt, heldigvis. Han kunne lige såvel havde siddet ude i gangen og ventet, blevet muggen og rettet sin frustration mod os andre, men i stedet lå han glad og tilfreds inde på hans flodheste gulvtæppte og legede med hans højt elskede Lego Atlantis borg. Da de kom gik det hele op i hat og briller, Sebastian kunne slet ikke styre sin glæde så han rendte rundt og skulle vise alting frem og hans biologiske far er også bare et stort legebarn med alt for meget energi, så det er ligesom at tænde en hel pose kinesere inde midt i stuen og bare vente på at de damper af så der er ro nok til at sætte os ved bordet og spise. De er et stort rod af grin, høje lyde og en masse fis når de er sammen og man kunne fristes til at tro at de rent mentalt er på samme alder. Det var kun den biologiske far og faster der kom, farmor var desværre blevet syg, ligesom sidste år var hun rendt ind i en influenza, Sebastian var lidt trist over at hun ikke kunne komme men det gik hurtigt af igen mens de rendte rundt som hovedløse høns!

Da vi havde spist vores frokost, og Sakarias var stået op af sin middagssøvn og havde brugt lidt tid på at sidde ved mig og tø op overfor det hurlumhej der foregik rundt omkring ham, tog vi et smut hen i vores lokale forsamlingshus, der er hver jul en lille juletræsfest for børnene. Desværre kom vi i år så sent at vi ikke kunne få en siddeplads, så efter vi havde danset om juletræet, sunget og leget med julemanden, og børnene havde fået en slikpost trillede vi hjem ad igen. Sakarias var ikke helt så imponeret af julemanden, han er faktisk ret bange for ham i år, så han forsøgte ihærdigt med "Hvis jeg ikke kigger på ham forsvinder han nok"-tricket og hang hele tiden på enten jeg eller Rene under julelegene, det gav en ret grim holdning i ryggen da han så endelig hoppede af min hofte igen - AV! Der plejer ellers at være noget underholdning efter børnene har fået slik, men der var simpelthen ikke plads til os, så vi valgte at forlade festen før den næsten var begyndt. Vi tog i stedet hjem og spillede pakkespil sammen.

Sakarias var utrolig heldig i pakkespil, han var vildt stolt hver eneste gang han skulle slå med terningerne og ret mange gange endte han også med at slå seksere. Han var ikke interesseret i at tage nogle af gaverne, kun i at slå med terninger - Og meget interesseret i en pakke honninghjerter som ikke var blevet pakket ind. Dem sad han tålmodigt og rugede over hele spillet igennem. Sebastian derimod startede ud med at være møg tvær, for han og jeg slog stort set ingen seksere og fik derfor heller ikke ret mange gaver, og da jeg så tillod mig at tage en af hans gaver midt i spillet blev han temmelig muggen. Han kender ellers spillet ret godt og plejer at grinte højt under hele forløbet, han tøede dog op efter han havde vundet alle de 5 største gaver og der ikke rigtig var nogen af os der turde tage nogen af dem fra ham igen. Så Sakarias og Sebastian blev spillets helt store vindere med langt de fleste gaver da uret endelig ringede efter 13 minutter.

Derefter gik det slag i slag med at kigge på gaver, spise kager og lege. Begge unger er rigtig glade for både Sebastians biologiske far og deres faster - Ja jeg siger deres faster, for i Sebastians fars familie har de været virkelig søde til at tage Sakarias til sig. Da Sebastians biologiske far og jeg gik fra hinanden fortsatte Sebastians farmor med at give mig fødselsdags- og julegaver og da Sakarias kom til verden spurgte hun om det var okay at jeg så ikke længere fik gaver men Sakarias fik det i stedet, for hun brød sig ikke om at gøre forskel på børnene. Derfor hedder hun også bare farmor, fasteren er faster til dem begge og den biologiske far er bare J for dem begge. Sebastian har altid kaldt ham ved navn og det gør Sakarias jo også, så indtil videre er der ingen forskel at spore for Sakarias. Det er nøjagtig som at der på Renes side heller ikke bliver gjort forskel på drengene og Sakarias' farmor også er farmor for Sebastian. Jeg har altid ment at børn ikke kan få for mange mennesker der elsker dem og så betyder titler faktisk ikke ret meget. Eftermiddagen susede væk i leg og pjat og selv om de mange gange nåede at sige at de ikke ville spise med til aften og at de skulle køre lige om lidt så nåede de både at få aftensmad og aftenskaffe sammen med os.

Da de gik krammede Sebastian hans biologiske far farvel og sagde, på en måde kun et barn kan det, at han var glad for at han var kommet og at han håbede at han snart ville komme igen. Det stak mig virkelig i hjertet, for gud hvor må det være svært for sådan et lille menneske at sige farvel og vide at når hans far går ud af døren, ja så ved han ikke om der kommer til at gå 14 dage eller 14 måneder inden han ser ham igen. Det er hårdt for mig at se og min "smerte" er jo ikke en brøkdel af det Sebastian føler. Jeg kan godt forstå at det er svært for ham at rumme de følelser og jeg kan godt forstå at det giver nogle store knuder i maven. Jeg ved at hans biologiske far gør det så godt som han kan, hans vilkår i livet gør det ikke så nemt for ham at sætte en dato for hvornår han kommer igen, men han forsøger i det mindste og jeg ved at han ønsker at gøre det bedste for Sebastian. I dag spurgte Sebastian ham hvorfor han ikke kan bo ved ham og det gjorde mig glad at høre hans biologiske far selv forklare Sebastian hvorfor det ikke kan lade sig gøre, i mange år er det mig der har været den dumme, mig der har været den der skulle forklare og komme med undskyldninger, men nu er Sebastian gammel nok til at forstå og hans biologiske far er blevet bedre til at forklare Sebastian tingene og være ærlig for ham. Det gør det nemmere for mig at være den der trøster og det gør det også nemmere for Sebastian og hans biologiske far bare at være sammen og nyde hinanden når de så ér sammen, selv om man godt kan mærke på Sebastian at han vil gøre alt for at holde på ham og han bliver meget anspendt når hans biologiske far begynder at snakke om at hans skal hjemad.

Men det har været en god dag i dag. Helbredet har virkelig været med mig og Sebastian har fået en dag lige som det passer ham, hvor han har været i fokus sammen med 5 mennesker der elsker ham og der har været plads til både leg og grineri men også til at stille seriøse spørgsmål. Nu ligger han inde i sin hule under sengen og ser en tegnefilm, jeg gætter på at han sover når jeg har skrevet dette færdigt og går ind og kigger til ham. Sakarias ligger inde i sin seng, sammen med sin elskede Buster-hund og grynter lidt, jeg tror det er i søvne. Det har været en meget begivenhedsrigdag for dem begge, så ud over min klapren på tasterne og Sakarias' grynt er der helt stille i huset. René er tage hen for at putte penge i sparekassen, jeg glæder mig til at se om det varer lige så mange timer før han kommer hjem som der gjorde dengang jeg tog hen for at putte penge i kassen. Imens vil jeg nyde roen, måske sætte en dvd i afspilleren og lade som om jeg følger med, mens jeg i virkeligheden vil nyde stilheden omkring mig og glæden ved at have haft en oprigtig god dag.

Glædelig 18. december

0 kommentarer: