Sider

mandag den 20. december 2010

20. december - En dag med store følelser!

20. december

En meget mærkelig dag, med totale opture og lige så totale nedture! Der er ingen grund til at skrive en dagbog hvis det ikke er en ærlig dagbog, så der skal være plads til både opture og nedture - Også i december!

For mig startede dagen unaturlig friskt - Det gav totalt bonus at tage sprøjten tidligt igår, og det var skønt at vågne op en mandag uden smerter, krum ryg og hovedpine. Der var meget på programmet så det var bare med at komme ud af fjererne og få noget fra hånden. Lidt i kl. 9 kommer René ind i stuen og siger "Der står en dreng udenfor og siger at Sebastian ikke er taget med bussen men er gået med oldefar hjem igen?" efter at have ringet til skolen og til oldefar finder vi ud af at bussen ikke er kommet og at alle børnene er gået fra stoppestedet en halv time efter at bussen skulle være kommet. Vi aftaler med oldefar at Sebastian får lov at holde snefri ovre ved ham, det passer alligevel meget godt med at vi skal have huset gjort juleklar. Vi bruger formiddagen på at få pakket den sidste gave og sendt afsted, få styr på kontoret som skal være min mors arbejdsplads juleaften og på at forsøge at lave status over hvad der stadig mangler.

Over middag smutter vi til Grenå og får ordnet de ærinder vi har og får handlet lidt ind og da vi vender tilbage hen på eftermiddag, i et større snevejr, er det til at hente begge unger ovre ved oldeforældrene. De er begge glade og spendte på at finde ud af hvad vi har bragt med hjem fra vores tur, bilen er "proppet" (ja det er en meget lille bil) med julegodter, julemad og forventningen om at NU bliver det sgu jul på pilevej! Ungerne er ellevilde over at se svesker, juleand, ris, piskefløde, appelsiner og alverdens andre gode ting. Det er virkelig julen der træder ind af døren og det er en smule morsomt at se hvordan de farer rundt med varer og hjælper til. Åhh hvor var det bare herligt, virkelig skønt at komme hjem med favnen fuld og se hverdan julestemnignen spredte ud i hver eneste lille krog - Og så på grund af noget så simpelt som madvarer. Ja det varmer altså!

Efter vi havde spist aftensmad kom reaktionen, ja den reaktion som jeg vidste ville komme efter Sebastians biologiske fars besøg - Det er klart han reagerer og vi ved det kommer, den frustration jeg har beskrevet før, frustrationen over ikke at vide hvad der kommer til at ske, hvornår de ses igen, og som altid gik det ud over mig. Jeg ved godt at det er et klart udtryk for at han er tryg ved mig, tryg nok til at vide at jeg elsker ham lige meget hvad han siger og gør, men det gør bare så pisse hamrende ondt at se det der lille menneske i pine og høre de ting han siger. Ting han ikke mener men hjælper ham med at beskrive hvor frygteligt han har det inden i. I dag sagde han, som han har gjort før, noget som små børn bare slet ikke skal sige, noget som børn slet ikke skal tænke - Noget der ødelægger mit morderhjerte totalt. Jeg får bare lyst til at kramme ham og sige at alt bliver godt, og det er også det eneste jeg kan gøre. Jeg vil give ham hele verden for at fjerne den smerte han føler og jeg har sådan en lyst til at råbe ud i ingenting at det her slet ikke er fair! Altså ikke situationen, for den kan ingen ændre på, men den følelse mit lille vidunder har i maven, det er bare ikke iorden, slet ikke okay!

Da Sebastian var kommet sig over den følelse og var faldet helt til ro, ja så brød jeg helt sammen. Jeg kunne mærke at tårerne pressede sig på og jeg kunne simpelthen ikke stoppe dem, så jeg skyndte mig at gå for mig selv, og så brød jeg sammen. Jeg kan bære så mange ting på mine skuldre, men at jeg ikke kan tage hans smerte fra ham piner mig. Det gør ondt helt ind i det allerinderste i mit hjerte og den frustration aner jeg ikke hvor jeg skal placere - For det hjælper ham jo ikke at give ham hele verden, det hjælper ikke at råbe ud i ingenting og jeg føler mig så magtesløs i forhold til at hjælpe ham. Jeg ved godt at det eneste jeg kan gøre er at lade ham reagere, lade ham få luft for de følelser han har i maven og kramme ham mens han græder, men det føles bare ikke som om det er nok. Det er fantastisk at han er så gammel nu at han forstår nogle af tingene, men det åbner også bare op for så mange andre ting inde i ham som jeg ville ønske han aldrig nogen sinde behøvede at føle!

Da jeg havde samlet mig gik jeg lige så stille i gang med at lave konfekt, Sebastian gjorde sine lektier færdig og kom ud til Sakarias og jeg som stod og trillede kugler af marcipan. Eller det vil sige at jeg trillede kugler, Sakarias spiste små sukkerkugler vi skulle have pyntet med. Det var en lille smule syrealistisk at både jeg og Sebastian en halv time forinden havde følt os helt fortabt og nu stod vi så der og grinte med chokolade, marcipan og krymmel ud over hele køkkenet, som om det aldrig var hændt. Lidt ligesom stemningen efter et ordenligt tordenvejr på en hed og tør sommerdag, som om alt det onde er skyllet væk og tilbage er bare at åbne øjnene, trække frisk luft helt ned i lungerne og mærke den rensende virkning. Det blev julens absolut grimmeste chokolader der kom ud af det, men det var lige præcis det vi alle havde brug for for at få aftenen til at slutte lige så godt som dagen var begyndt.

Nu ligger Sebastian i hulen og sover sødt, præcis som en 8årig skal gøre. Sluttede af med at sige "Mor, jeg vil ikke have mareridt, jeg elsker dig!" og hele min fortvivlelse forsvandt som dug fra solen. Hvorfor skal livet være så svært for sådan en skøn lille trold, en dreng som har alle de bedste egenskaber - han er så kærlig, så omsorgsfuld og så vidunderlig på alle måder at det virker helt forkert at han skal sloges med så store følelser. Når han ligger der, helt afslappet og smiler går mit liv op i en højere endhed og jeg kan slappe af, det eneste en mor ønsker er jo glade og trygge børn. Jeg nyder at Sakarias endnu er så lille, han er så nem at tilfredsstille, så nem at gøre glad og så ufattelig let i sit sind - Jeg ville ønske at det kunne fortsætte sådan for evigt, men som de bliver ældre og får en større forståelse, så kommder der ting der påvirker dem, ting der gør at deres liv ikke altid er let og fornøjet. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved mig selv når de en dag kommer hjem med kærestesorger, for lige meget hvor meget jeg ønsker det, så ved jeg at jeg ikke kan tage alle deres frustrationer fra dem for altid, og det kan jeg simpelthen ikke bære.. Mine små mennesker.. Åhh..

Glædelig 20. december

0 kommentarer: