Sider

fredag den 24. december 2010

24. december - Klimax og tykke maver!

24. december

I aften er det juleaften - der er længe, længe til!!

Ja der er meget, meget længe til. Da jeg vågnede troede jeg at det var som den første i huset, jeg vil gerne kunne sige at jeg vågnede fordi jeg havde ondt i min møgmave, men det hang nok nærmere sådan sammen at jeg vågnede af spænding og opdagede at jeg også havde ondt i min møgmave. Maven er rigtig træls i dag, ikke lige det fedeste tidspunkt at blive så træls, men det går. Vi har allerede sagt til folk at det bliver en afslappet jul, ikke noget med stress, jag og skinnende overflader, men i stedet en hel masse hygge, slappen af og plads til børn og deres legetøj over DET HELE! Vi vil have lov at nyde dagen!

Da jeg havde ligget lidt i sengen og overvejet om jeg virkelig ville have hængende på mig at jeg var den første der stod op, begyndte Sakarias lige så stille at kalde på mig, jeg sprang lidt for ivrigt ud af sengen og fik vist vækket René, som dog faldt i søvn igen. Da jeg gik ind efter Sakarias kunne jeg høre at fjernsynet inde ved Sebastian kørte, så var jeg altså ikke den første der vågnede alligevel.

Jeg smuttede ind til Sakarias og hev ham ud af sengen, vi satte os lunt og godt inde på sofaen under et tæppe og tændte for morgenens juletv. Kort efter kom Sebastian luntende ind til os og viste dagens pakkekalendergave, den sidste i år, et eller andet grimt ørelys. Gad vide hvad pokker "julenissen" har tænkt på den dag "han" købte den, men det var bestemt lige i Sebastians ånd. Han fortalte at han havde smuttet rundt i mørket med hans øre-dimse-lys på og leget at han var nisseagent. Guderne må vide hvor længe han har været oppe, han faldt i søvn ret sent så jeg havde egentlig forestillet mig at han ville sove noget længere end til 7.30 hvor jeg stod op.

Morgenen tog vi i det tempo som passede os, ikke noget med at have travlt eller stresse. Tiden er alligevel lang for børnene, så vi gør det kun værre ved at presse dem eller køre os selv op i en spids hvor vi så bliver korte for hovedet. Morgenmaden blev indtaget i ro og mag hvorefter at Sebastian hjalp Sakarias med at samle hans gave fra julenissen, en Mega Blocks Drage. De var ualmindelige søde til at hjælpe hinanden, man skulle næsten tro at de virkelig tror på at det kun er artige børn der får gaver - Og så helt uden at jeg skulle "true" dem med julemandens fravær.

I formiddag havde vi een eneste plan - En tur på kirkegården. Det gør stadig ondt at vi mangler et familiemedlem, og det gør nu nok også en lille smule mere ondt i højtiderne. Specielt de højtider som betyder familie og børn. Jeg har det lidt svært med min "sorg" over Elias, jeg udlevede sorgen mens vi stod i det, jeg græd når jeg havde brug for at græde og jeg fulgte mit hjerte hele vejen, så jeg føler ikke at der er noget jeg ikke har gjort rigtigt eller noget jeg mangler at få gjort, jeg fortryder intet og føler jo et eller andet sted at det burde betyde at sorgen er gennemlevet. Det er præcis som man siger, at tiden læger alle sår, men arrene kan ingen tage fra os - Jeg sørger ikke mere, men jeg har tidspunkter hvor "arret" gør mere ondt end andre. Det er svært for andre, og det er også svært for mig, de som ikke havde tabet helt tæt inde på kroppen som vi selv havde har "glemt" Elias, så det er svært for dem at forstå at det stadig kan give våde øjne og stik i hjertet at mangle et familiemedlem. Samtidig var det jo sådan at jeg blev gravid igen så hurtigt efter at vi mistede Elias at det rent fysisk på ingen måde ville kunnet have været muligt både at have Elias og Sakarias i familien, og havde vi valgt at gå graviditeten ud med Elias havde vi aldrig fået Sakarias - Derfor har jeg også en snert af dårlig samvittighed når jeg fra tid til anden bruger lidt tid på at tænke over hvordan vores liv måske kunne have set ud hvis vi havde valgt anderledes, hvis Elias ikke var syg og hvis han stadig var hos os, for det ville betyde at vi ikke kunne have Sakarias.
- Det er svært at håndltere så store tanker og de kommer helt naturligt frem på en dag som i dag, børnenes dag. En dag hvor jeg gerne vil være noget for alle mine børn, hvor jeg i den perfekte verden kunnet havde siddet med min store dreng ved min side og mine små tumlinger på skødet. Det er klart at det efterlader et savn, et savn vi håndterer ved at tage på kirkegården og sige god jul.

Inden vi kørte på kirkegåden tog vi hen til min mor, vi skulle jo se om nissen havde spist af grøden. Stakkels nisse siger jeg bare! Grøden var frossen, og det havde vist også været temmelig svært for min stedfar at tage lidt af grøden for at få det til at se ud som om der var spist af den. Drengene var heldigvis meget begejstrede, specielt da de opdagede at nissen som tak havde lagt en gave i julesækken. Jeg kunne ikke lade være med at grine højlydt af Sebastian da han lige pludselig udbryder "AHA! Nisser ér lige så store som os!!" i direkte modsætning til det han og min mor igår stod og blev enige om, at nisser er nogle små nogle på omkring en halv meter. I tapen på den gave han havde fået af nissen var et fingeraftryk, et fingeraftryk der var lige så stort som en voksen kvindes, og det måtte jo klart betyde at nisser er lige så store som mennesker - min mor stod og vred sig lidt, og det var tydeligt at se at hun tænkte "Hvordan redder jeg lige den?".

Det blev en meget kold fornøjelse på kirkegården, vi havde ellers alle sammen taget overtræksbukser på, men mine er kun regntøj så det er begrænset hvor meget varme der er i dem. Jeg havde købt nye lanterner til gravstedet, den gamle lanterne som har stået der de sidste 3 år er blevet rusten og ikke særlig køn, så jeg havde fundet nogle nye i zink som kan få lov at stå der indtil de også er ødelagte. Det er et familie gravsted vi har, min mors biologiske forældre døde da hun var på Sebastians alder, så da Elias døde blev deres urner flyttet over på et større gravsted sammen med Elias' urne. Jeg kunne ikke bære tanken om at han skulle ligge alene og ville egentlig først have begravet ham hos de ukendte, men René ville gerne have et gravsted og min mor foreslog at vi lagde dem sammen og oprettede et familiegravsted til os alle. Det var lige i min ånd og de fik en virkelig pæn urnenedsættelse alle tre. Vi ryddede gravstedet så godt vi kunne for sne og lagde vores kirkegårdspynt og tændte lys og inden vi kørte hjem igen ønskede vi dem glædelig jul.

Da vi kom hjem var ungerne ved at være spændte, Sebastian havde oparbejdet en rigtig irriterende attitude, og selv om vi voksne sagtens forstår at det er fordi der er længe til jul så er det et helvede for Sakarias - Det er nemlig ham der går ud over hver eneste gang. Det var helt befriende da Sakarias blev lagt ud for at sove til middag og Sebastian smuttede ud i vaskebaljen for at få årets julebad. Sikke en dejlig ro. Jeg gik i gang med at pudse Oldemor, ja folk kigger altså lidt når man siger at man skal have pudset sin oldemor til jul, specielt når man står midt i Superbedst og er ved at købe pudsemiddel. Historien er den at min olemor engang gav min mor en sølvlysestage, og den er på bordet juleaften - Alle andre aftner står den i min vindueskarm, for nu er "oldemor" nemlig gået i arv til mig.

Da ungernestod op, fra middagssøvnen og fra badet fortsatte de deres hærgen, og på trods af mange forsøg på at aktivere dem med tegnefilm, resterne af deres julekalendre og bordækning var de alligevel et mindre helvede at være sammen med i perioder. Den lille forstår ikke at det er en speciel dag som sådan, men han kan mærke på hans overspændte storebror at der skal ske noget, og når så storebror lader al hans frustration gå ud over lillebror, ja så kører det op i en spids. Det var faktisk først da Disneys juleshow startede at der endelig blev ro i det lille hus - Utrolig at det samme gamle juletv stadig kan underholde alle, i alle aldre. René og jeg kunne ikke lade være med at grine da vi tilfældigvis opdagede at vi sang med på den samme sang, han stående i køkkenet og jeg stående i sofaen for at tænde lys - Fantastisk! Sakarias besluttede sig pludselig for at slukke alt lys i hele huset så vi sad i sofaen og så tegnefilm i fuldstændig mærke, med ungtagelse af en snemand og en kanin som stod og skiftede farve, i hæslige farver.

Det betød at da gæsterne (endelig) kom, så var der for det første totalt mørklagt i huset, så de var lige ved at tro vi havde gjort alvor af at tage på en eller anden afbudsrejse til caribien, og ellers at ungerne faktisk slet ikke have tid til at byde dem velkommen. Sebastian havde ellers brugt tid på både at tage fin tøj på og sætte hår selv, han var vist bare gået kold for en tid. Mine forældre kom tidligt, for min mor havde desværre vagt og måtte sætte sit arbejdsværelse op ude på vores kontor så hun kunne løbe der ud og tage taxatelefonen når den ringede. René og jeg gik for alvor i gang i køkkenet, vi havde nemlig været så smarte at forberede det hele på forhånd så det var meget lidt der skulle ordnes, anden havde min mor lavet, kartoflerne blev sat til at koge og jeg gik i gang med de brunede kartofler. Jeg eeelsker brunede kartofler og jeg plejer at lave de fineste, flotteste brunede kartofler - Men et eller andet går der simpelthen galt juleaften, det samme skete sidste år. De bliver klistrede, smattede og matte, ja ikke specielt kønne. Nu er jeg jo ikke den bedste kok (snarer den værste) så jeg bliver temmelig ked når sådan noget ikke lykkedes, og i dag var ingen undtagelse, øv! Men alt andet var jo fint og flot, og kartoflerne smagte fantastisk så på bordet de kom!

Julemaden blev spise stille og roligt, som det nu kan være juleaften med to spændte drenge ved bordet. Sakarias ville ikke spise noget først, men han fik da klemt en enkelt frikadelle ned og da han fik øje på chipsene køre de ellers i en lind strøm ind også. Sebastian gjorde ham stort set efter, spiste en masse frikadeller, chips og sluttede af med 4 store kartofler - Der er ikke noget at sige til at den dreng vokser som ukrudt i tiden!! Midt under anden slog Sebastian på glasset, rejste sig op og holdt en lille tale. Hold op hvor så han bare stor og voksen ud da han rejste sig op og sagde "Nu når vi er ved at være godt i gang med maden vil jeg gerne sige tak fordi I ville komme og spise! og så sagde han noget mere jeg desværre har glemt, åhh hvor ville jeg ønske at jeg havde haft telefonen til at filme med, for han var bare så sød og stolt som han stod der. Da maden var ved at være indtaget begyndte det også at være svært at sidde stille for specielt Sebastian, han løb lidt frem og tilbage mellem hans værelse og havde svært ved at finde ud af hvad han skulle gøre af sig selv mens vi andre sad og sludrede. Min mor og jeg besluttede lyn hurtigt at vi ville springe ris ala manden over og gå direkte til jueltræs dansen. Først og fremmest for ungernes skyld (og oldefars, som har lige så svært ved at vente) og så fordi der ikke er nogen der kan spise noget lige efter sådan et stort måltid!

Så snart Sebastian høre ordet juletræ var han i gang med at tænde lysene. Vi plejer at høre oldefars gamle julebånd med tilhørende sanghæfter, men der er da heldigvis ikke nogen der har båndoptagere mere - troede vi. Bedst som vi stod og argumenterede for at det skulle være uden bånd, så kom Sebastian lige så stolt rendende med hans lille ghettoblaster, heldigvis var han nem at overtale til at vi kunne bruge Bedstes julecd med Kim Larsen i stedet, Sebastian har en eller anden forkærlighed for Kim Larsen - Og det er nu heller ikke det værste at have :) Som altid gik dansen om juletræet let og glat, der blev sunget 6-7 sange og sluttet af med "Nu det jul igen" gennem hele huset, og eftersom vi har et meget lille hus er det meget godt at olderne ikke kan holde til at danse med på den, for der havde simpelthen ikke været plads til alle i nogen af rummene, ja knap nok stuen når juletræet også skulle være der.

I det øjeblik det sidste ord var sunget fløj begge unger ind under juletræet, som kun børn kan juleaften. Sakarias forstod egentlig ikke så meget af at han også skulle have gaver, han syntes bare det var fedt at gå og dele gaver ud. Egentlig skulle Sebastian have læst på gaverne og Sakarias skulle have delt ud, men Sakarias var bedøvende ligeglad med hvilken gave der var tilhvem, hvis han havde besluttet sig for at den var til olde så fik olde den altså! Sebastian var lidt bedre til det, selv om der var et par smuttere - Det er heller ikke til at finde ud af når der står "Til Mor" på halvdelen af gaverne, der var jo ikke mindre end 3 mødre til stede i rummet, med hver deres børn.

Da gaverne var delt ud gik ungerne i gang med at pakke gaver ud, Sakarias havde egentlig været i gang et stykke tid, for hver gang han fik en gave skulle den pakkes ud og leges med så snart den var ude af papiret. Det betød at Sakarias' gaver hobede sig op bag ham, men sådan var det også sidste år, der var han først førdig med at pakke gaver ud og lege med dem til nytår! Sebastian var lidt voldsommere, flåede papiret af gaverne med jubel og skrig, hvis det ikke var fordi René stod bag ham og skynte sig at skrive ned hvilke gaver der var fra hvem så havde vi slet ikke haft styr på det. Sebastian for rundt med en eller anden påtaget hip-hop attitude og sagde "Det kører bare det her, det kører bare" det var virkelig herligt, herligt på den måde hvor man ikke kan lade være med at have en lille smule våde øjne fordi det bare er så fantatisk at se på. Jeg elsker at give gaver fordi jeg elsker at se glæden ved den jeg giver til, og Sebastian formåede virkelig at udvise glæde - Jamen det kan slet ikke beskrives, det var intet mindre end fantastisk at se på ham! Det blev til en hel masse lego, hold op hvor har folk bare ramt plet den  her gang, det kan ikke have været helt billigt. Han fik stort set alt de lego han havde ønsket sig, det meste af Lego Atlantis serien, et enkelt gavekort, en elektronisk hamster, en hiphop trøje, en bilbane og en bog.

Det var gået min næse TOTALT forbi at de der elektroniske hamstre var SÅ stort et hit - Alt legoen blev lagt sirligt i en bunke som han brugte lang tid på at juble over" men hamsteren blev FLÅET ud af papiret og kassen med "ÅRRRH - ÅRRRH - SE MOAR!!! Det er bare den bedste juleaften nogen sinde". Jeg var lykkelig voer at min knap 20 årige lillebror er mere med på "beated" end jeg er og havde købt ham sådan en hamster, for Sebastian biologiske far havde nemlig købt en til Sakarias i julegave og jeg kan levende forestille mig hvilket helvede der kunne have udspillet sig hvis det kun var Sakarias der havde fået en. Drengene rendte rundt i et virvar af papir og gaver og jagtede hver deres hamster på gulvet. Virkelig underholdende. Sakarias som jo skulle lege med hver gave når den var åbnet fik slet ikke åbnet alle gaverne, han havde travlt med at lege, og da han nåede til at lille gave med en hue i tog han vildt stolt den på og gik ellers rundt med den mens han legede med den Brio togbane vi havde købt til ham.

Da gaverne var åbnet satte vi os til bordet med vores Ris ala mande, kaffe og småkager. Der var to mandelgaver i år, både mine forældre og mine bedsteforældre havde taget en med, men der var altså kun een mandel i skålen. Sebastian smuttede ind på værelset og pakkede også en mandelgave sammen af hvad han nu lige kunne finde i hans skuffer. Det betød at oldefar, som altid lavede et eller andet stund for at Sebastian kunne få mandelgaven. Det plejer egentlig at være oldefar der får mandlen og så lusker han den over i Sebastians skål, men i år var det altså ikke ham, så han gik i stedet ned i stuen og knækkede en nød og putttede i Sebastian skål - Ad. Sikke noget. Det skal nok blive spændende hvordan det kommer til at gå næste år når Sakarias forstår lidt mere, jeg håber ved gud at han husker at der er to børn og ikke fortsætter med at favorisere Sebastian på den måde. Det er ikke noget han gør bevidst, og det er heller ikek noget der generer nogen af drengene nu, men der skal nok komme en dag hvor Sakarias bliver opmærksom på det.

Resten af aftenen var bare ren hygge, drengene legede med deres gaver, vi sad ved bordet og sludrede. Det var helt sikkert en god idé at bytte om på gaveåbningen og ris ala manden, ungerne kunne slappe af med deres gaver og vi kunne lige gare ned efter at have pakket gaver ud med dem. Da aftenen var ved at være slut trissede vores gæster lige så stille hjem igen, vi prøvede på at få drengene til at falde til ro, men det var stort set umuligt. Specielt Sakarias kunne slet ikke finde ro, så det blev René der fik lov at ligge sig ind i juniorsengen med ham for at få ham til at falde i søvn. Sebastian fik lov at gå i seng og tænde en film, men der gik ikke mange minutter før vi kunne gå ind og slukke den igen.

En utrolig vellykket juleaften var overstået, en fantastisk hyggelig aften som på ingen måde kunne have været gået bedre - Med undtagelse af at det havde været skønt hvis ikke at ungernes Farfar og hans kone var sneet inde og måtte melde afbud. Ungerne havde hygget sig, og selv om det havde været en lang dag for Sebastian så opførste de sig faktisk bedre end ejg havde forventet. Maden smagte perfekt, også selv om de brunede kartofler ikke var specielt kønne og selskabet var skønt, selv om min mor måtte bruge en del tid ude på kontoret undervejs. Mens jeg gik rundt i huset og slukkede lys, kiggede på gaver og sukkede glad og mæt, kunne jeg ikke lade være med at føle mig en lille smule trist over at der er et helt år til vi skal holde jul igen. Jeg elsker julen, jeg elsker at se mine børns reaktioner når de åbner deres gaver, jeg elsker at lave hjemmelavede gaver til min familie og jeg elsker simpelthen hele stemningen denne ene aften, hvor alle er mere overbærende, hvor alle smiler lidt mere end de plejer og hvor alle bare er der.

Glædelig 24. december

0 kommentarer: