Sider

fredag den 3. december 2010

3. december - At kategorisere eens indre organer er da et juleprojekt, ikk'?

3. december

Da jeg vågner er det til smerter så stærke at, da jeg endelig får trillet ud over sengekanten og rejst mig op føler jeg mig som en nye Dronning ingrid med sammenfald i ryggen. Jeg hader disse morgner hvor jeg absolut intet er værd for familielivet og jeg priser mig lykkelig for at René efterhånden kender mine ture bedre end mig selv. Så huset var tomt, ungerne sendt afsted i skole og dagpleje og jeg kunne i mit eget tempo få rettet ryggen ud, taget mit smertestillende og ellers ligge mig mere eller mindre livløs på sofaen og klynke indtil det smertestillende begyndte at slå ind.

Denne morgen burde jeg egentlig arbejde, men da mit helbred i tiden ikke er så godt som man kunne ønske er jeg indkaldt til scanning på sygehuset, så jeg har heldigvis nogle timer til at få varmet muskler og led op inden jeg rigtig skal noget. Desværre betyder min sene opstandelse også at jeg ikke må spise og drikke da undersøgelsen skal foretages på tom mave. Så det bliver kun til en lille tår vand til morgens bjerg af piller og tabletter - Som selvfølge sætter sig på tværs i spiserøret og efterlader en brændende fornemmelse resten af dagen! Jeg hader når det sker!

Kl. 11 holder min mor uden for og venter, jeg ligner næsten noget der er i live, selv om musklerne desværre stadig er rigtig ondskabsfulde, men sådan er det med smertestillende, det virker bare bedst når man kan spise sammen med det! Min mor er stort set altid med på sygehuset, man skulle ellers tro at en 26 årig kvinde kunne klare sig selv, men jeg bliver aldrig ældre end at jeg nyder at have min mor med på sygehuset - Og hun ville heller ikke bryde sig om ikke at være med.
- Jeg husker min første ultralydsscanning af maven efter jeg fik konstateret leukæmien, min mor var selvfølgelig med, det hele var meget nyt og man skulle "kategorisere" alle mine organer og deres størrelse for at se om der var noget der var blevet påvirket af kræften. Min mor sad tragikomisk og grinede og sagde "Ja nu er det vist også kun 20 år siden jeg så dit hjerteblink sidst". Forstået på den måde at sidst hun så mit hjerte på ultralydsscanning var under en graviditetsscanning. Derefter udspillede sig flere scenarier, som endte ud med at jeg kastede min meget snottede serviet efter røntgenlægen i mit allerførste vredesudbrud efter at have modtaget min doagnose.

I dag foregår scanningen på samme afdeling hvor lægen modtog min tude-serviet, og da vi nærmer os venterummet hvor det skete kunne vi heller ikke lade være med at grine indforstået sammen - Visse ting glemmer man bare aldrig efter at have oplevet så voldsomme og tragiske ting sammen.

Assistenten der tog imod mig var en der allerede havde CT-scannet mig før og lægen der scannede mig var den samme som scannede mig for et par måneder siden, og så er det at man ved at man kommer der for tit - Men jeg må indrømme at det giver en vis grad af tryghed at møde "kendte ansigter" og jeg var heller ikke spor nervøs da de blotter hele maveregionen og smørrer mig ind i kold og klistret creme. Dog var der mange andre ting jeg hellere ville bruge min 3. decemberdag til end at kortlægge mine organer og tarmfunktion! Det viser sig desværre at der ér et eller andet galt i min mave, og på en eller anden foruroligende måde bliver jeg lettet. Nu har jeg i måneder gået og troet at jeg var ved at udvikle mig til en klynkende hypokonder, men der ér altså noget galt og selv om det egentlig ikke er spor rart, så er det nu rart at vide at jeg ikke er ved at blive skør. Hvad det betyder for mig, hvad behandlingen bliver og hvordan det skal foregå er op til hæmatologen så jeg må gå derfra uden viden om hvad der nu skal ske.

Min mor spørger som altid "Hvad skal vi nu?" det betyder som regel at vi skal på tøsetur - Det gør vi altid hvis besøget på sygehuset viser sig at være nogen lunde positivt, og i dag svarer mine mave for mig. Vi skal spise, nu har jeg fastet længe nok! Men med muskelsmerter og hovedpine er jeg ikke lige så opsat på den helt stor tur i shoppingcenter eller hvad vi nu plejer at gøre, så hun foreslå vi prøver noget nyt. En tur i CityVest - et sødt lille indkøbscenter vi har kørt forbi mange gange men aldrig besøgt.

SNYDT! Sødt og lille var da de allermest forkerte ord at bruge i den sammenhæng. Det var et kæmpe shoppingcenter, og så snart vi kommer op af rulletrappen priser jeg mig lykkelig for at min mor proppede mig med endnu en omgang smertestillende inden vi forlod radiologisk afdeling på sygehuset! I løbet af eftermiddagen får vi travlet flere kilometer, besøgt et utal af butikker og spist vores frokost på "Rasmus Klump familierestaurent" (familie og familie.. Hmm.. Priserne siger i hvert fald overklassefamilie!)

Det helt store shopping blev det nu ikke til, her i december skal man passe på sine finanser, men en tur i Søstrene Grene kan aldrig skade, og her fik jeg handlet lidt ind til min helt store passion - Scrapbooking. Jeg elsker dimser, dutter, knapper og farvet papir så det er slaraffenland for mig at komme ind sådan et sted, specielt lige nu hvor de fører en serie af scrapbooking materialer.

Nu er jeg vel hjemme igen, med frustrerende meget viden om hvordan en tyktarm ser ud på ultralyd, ømme muskler og skønne unger der har travlt med at fortælle mig om deres dag. Julekalendrene bliver stolt vist frem, lego og chokolade i et væk. Om lidt starter disney sjov og så skal vi alle sidde trygt i sofaen, godt pakket ind i de hjemmehæklede tæpper og hygge med hver vores skål slik - Så bliver det bare ikke bedre!

Glædelig 3. december.

0 kommentarer: