Sider

lørdag den 4. december 2010

4. december - "Hvorfor går Louise til bal" når det nu så klart er Nadja der har brug for det?!

4. december

I dag er jeg den første der kommer ud af dynerne, og da jeg liste ud af soveværelset kan jeg høre Sakarias' søvnige stemme kalde "Maor, moaaar" inde fra mørket. Jeg lister ind til ham, og selv om jeg har rig mulighed for at give ham igen for torsdagens heste-vækning nøjes jeg med at sige godmorgen og tage ham og alle hans pulleklude op på armen og med ind i stuen.

Mens vi sidder der og åbner dagens første julekalender kommer en søvndrukken Sebastian ind til os og meddeler at nissen har glemt at putte noget i sokken. Damn! "Mor, så kan vi jo ikke undgå at få øje på ham når han kommer?!" Hmm.. tænke, tænke, og det skal gå stærkt med at finde på en forklaring.. "Han kommer nok når vi mindst venter det og så opdager vi det slet ikke" Imens lister René forbi os med pakkerne gemt i favnen - Og så blev "nissen" alligevel ikke afsløret, pyha!

Det er heldigt at vi er vågnet tidligt, for dagen i dag byder på udbetaling i spareklubben og drengene skal tilbringe deres dag sammen med deres oldeforældre. Vi tager det stille og roligt, får spist morgenmad, får åbnet kalendergaver og gjort os klar. Drengene elsker deres oldeforældre til op over skyerne og for dem betyder en dag hos olderne ikke at de skal passes, men at de får lov at tilbringe en dag hos nogle mennesker som elsker dem lige så højt som deres forældre - Og en hel masse sjov og underholdning vi andre næppe kunne finde på at lave.

Når jeg normalt fortæller folk om vores sparekasse arrangement, som er en del af værtshuskulturen her nede, tror folk straks at vi er et eller andet fordrukkent par som render på værtshus i tide og utide - men sådan hænger det slet ikke sammen. Sparekassen er en gruppe af mennesker, unge som gamle som nyder hinandens selvskab i større eller mindre doser. For os er det ret sjældent at vi rent faktisk deltager, men vi putter penge i vores kasse hver uge og jeg tæller kassen op hver 3. uge.

For mig var det en god måde at komme ind i et sammenhold efter at jeg var flyttet tilbage til byen, som jeg gjorde straks efter at jeg fik konstateret kræften. Jeg kunne umuligt have klaret min rolle som mor alene i den første tid efter diagnosen og hele mit netværk bor i vores lille by. Jeg tror man skal kende små bysamfund for at forstå det, for her er værtshuset ikke et sted man drikker sig fuld og skaber sig, her er værtshuset et samlingspunkt ligesom køledisken i brugen og bænken på havnen er det. Der kommer folk hvis de skal sladre, hvis ambulancen har været i byen og de bekymrede vil vide hvad der er sket eller hvis de har brug for at finde altmuligmanden eller tømren.

I dag var så udbetalingen, den falder klogt nok på den første lørdag i december, dem der i tidernes morgen startede kassen op må have ment at det var et stratetisk godt tidspunkt at udbetale de opsparede penge, afholde generalforsamlingen og slutte med en julefroskost. Det er altid hyggeligt og stemningen er altid høj. Så da jeg tog morgenens bad og lagde noget der kunne minde om en let aftenmake-up var det også med forventning om en dejlig dag. René sidder i festudvalget og selv om man kunne forvente at han sladrer til mig om dagens hemmeligholdte planer er det utrolig lidt hvad der egentlig er sluppet ud, den mand er simpelthen fór god til hemmeligheder. Morgenens dosis af smertestillende bliver øget en smule og så smutter vi ellers afsted ud i vinterkulden på høje hæle og i laksko.

Så snart vi kommer ind på værtshuset er det som at træde ind i én stor familie julefrokost. Der er den højtrådende onkel som alle griner af, den stille tante i hjørnet, den evigt smilende moster og farbroderen med det vilde hår - For mit vedkommende ér det faktisk næsten een stor familie, for ud over at jeg har René ved mine ene side, har jeg også min mor og min stedfar ved den anden, selvfølgelig! Ved baren sidder min farbror med den strikke jordbær-hjelm og det vilde hår og rundt i alle krogene gemmer sig fire grandonkler og to grandtanter, og med garanti også nogle andre familiemedlemmer som jeg ikke ved jeg er i familie med. Det er bare én af de gode ting ved stedet!

Straks formaliteterne er overstået, generalforsamlingen og udbetalingen af vores opsparinger, går festen i gang, med den omskrevne julesang som altid rammer plet på flere af medlemmernes gøren og laden. En med hans skiftende kvinde bekendtskaber, en anden med hans klodsede udbrud og en tredje med hendes fnisen. Stemnigen er vidunderlig og jeg elsker det. For her er jeg både Nadja, Dorthes datter - Men jeg er også alles pige.. Nadja, VORES pige. Her kender alle min historie og her behøver jeg ikke lade som om alting er perfekt og godt, jeg behøver ikke at komme med mit autosvar "jeg har det okay, som man nu kan have det når helbredet driller". Der er heller ingen der danser om den varme grød - De skærer lige til benet og jeg må flere gange høre rå og usødet sandheder. "NU skal du altså heller ikke tabe dig mere!", "Husker du at passe godt på dig selv?!" og med et klap på skuldren eller en arm om livet får jeg hurtigt deres bekymring og forståelse at føle.

Jeg er sikker på at det er den følelse folk synger sange om og skriver digte om "Som at komme hjem til min fødeby". For selv om vi kan sladre noget så grusomt, hidse os op og falde ned, fejre for andres døre før vor egen - Så står vi sammen og vi bekymrer os om hinanden. Mange har sagt "Bønnerup, det er simpelthen så sammenspist et samfund at det ikke er til at komme ind, selv efter 3 generationer er man stadig tilflytter!" og ja, det er vi på nogle punkter. Jeg kan ikke forestille mig hvor frygtelig ensomt det må være at bo midt i en storby, og tanken om nogen sinde at flytte her fra findes ikke hos mig.
- Jeg husker faktisk en gang, en af de gange hvor jeg i et anfald af "ARGH - Det kan simpelthen ikke passe at en 20 årig skal slås ud af kræft" endnu engang havde forsøgt mig med at tage HF og sad ved bussen og var rigtig dårlig af kvalme. Jeg havde taget hovedet ned mellem knæene i et forsøg på at holde opkastfornemmelserne væk og har sikkert været ligbleg. Den lokale mekaniker kører forbi og få sekunder efter kommer han tilbage, ruller vinduet ned og spørger mig om jeg er okay, om der er noget han kan gøre for at hjælpe mig. Overrasket over hans venlighed og at han var opmærksom på at jeg sad der og havde det så dårligt, får jeg fremstammet et "Nej, jeg er okay". Men jeg glemmer aldrig hvor hvor glad jeg blev over at opdage at nogen tænkte på mig, for selv om vi udemærket kender til hinanden så kender vi faktisk ikke hinanden bedre end at han ved hvilken bil jeg kører i, og jeg ved at han kaldenavn er "Kyllingen". Men sådan ér byen her bare!

Eftermiddagen flyver afsted, jeg trisser i højt humør rundt som en anden dealer og sælger grunde i vores grundejerspil. Et spil hvor man kan købe numre, ligesom man kan købe lodder i et lotteri og når alle er solgt trækkes een heldig vinder som løber af med størstedelen af puljen. Den slat der er tilbage går direkte i vores festkasse som bruges til at betale næste arrangement. Jeg befinder mig godt med at sludre lidt her og sludre lidt der, så jeg nyder at trisse rundt på den måde. De store dådyreøjne og den overdimensionerede sløjfe i håret er heller ikke uden nytte i den her sammenhæng.

Men for sådan en som mig betyder det meget at få spist på de rigtige tidspunkter og få tager min medicin så jeg holder tilbage med alkoholden og da vi når aften og jeg står splittet imellem at blive og nyde noget mere af dagen eller tage hjem og få overholdt mine spise- og medicintider er der et par stykker der foreslår at vi i en lille gruppe besøger det lokale hotel og deres restuarent for at få stillet sulten. Det er smadder hyggeligt, og jeg kommer flere gange til at tænke over hvorfor det er at jeg ikke gør det her noget mere. Det er så sjældent at jeg lader børnene passe for bare at gå ud og more mig, det er så sjældent at jeg overhoved drikker alkohol og det kan tælles på en hånd hvor mange gange jeg siden vi fik Sakarias har været social på en måde hvor det var okay at skråle med på "Himmelhunden" og "Hvorfor går Louise til bal".

Det ærger mig faktisk lidt at jeg ikke er bedre til sådan noget, specielt når jeg kigger på René som også stortrives i sådanne situationer. Han er god til at snakke med alle, og han er blevet modtaget fantastisk flot i vores lille samfund - Altså da de først lige havde set ham an, og havde sikret at han ikke ville "vores Nadja" noget ondt. Han snakker, griner og dasker rundt, præcis som folk på vores alder burde gøre det. Dog aldrig mere end at jeg tydeligt kan mærke at han har et godt øje på mig hele tiden, ikke fordi han på nogen måde føler behov for at holde øje med hvad jeg laver, men fordi det ligger så dybt i ham hele tiden at passe mig på hvad angår mit helbred.

Efter vi har spist giver vi det et forsøg og går tilbage til Molino, som vores lille værtshus hedder, men efter godt 8 timers sjov og spas kan jeg ikke mere, og selv de mest ihærdige forsøg på at ignorere smerterne i mine knogler, trætheden og mavepinen er forgæves. Jeg hader at måtte bryde op, klokken er ikke mere end 20 og for de som ikke har deltaget i hele dagens festligheder og de med bedre helbred end jeg enten starter eller fortsætter festen nu. Stemningen er stadig god og på denne lørdag aften strømmer der hele tiden nye gæster til, folk som jeg kender fra før jeg blev syg, unge mennesker som jeg husker som 7 årige der legede med min lillebror og venner min mor har haft hele livet, som jeg elsker at tilbringe tid sammen med. Men mit helbred sætter desværre nogle begrænsninger og jeg syntes selv at jeg har holdt utrolig godt ud, jeg syntes selv at jeg har haft en fantastisk dag og i skrivende stund er det eneste jeg kan ærge mig over at jeg ikke magter at fortsætte med den øvrige flok.

Nu går turen i bad, selv om jeg fra tid til anden godt kan finde på at ryge en cigaret til en fest, så vænner jeg mig aldrig til lugten af røg og efter mange timers ophold i knap 40 kvm tæt pakket med rygere kan jeg simpelthen ikke holde ud at gå i seng med lugten af røg i mit hår. Men det er nu heller ikke den værste måde af slutte en god dag, et hurtigt bad og så i seng og falde i søvn til et afsnit af tv serien "bones" - Altså efter at jeg har taget dagens dosis af kemo, 3 små rødbrune dræberpiller, men i dag kan selv ikke tanken om kemo, mulig kvalme og smerter så mig ud, jeg har haft en vidunderlig dag og imorgen tidlig skal jeg hente mine skønne drenge til en søndag hvor de måske nok har en fysisk meget træt mor, men også en psykisk meget mere overskudsagtig og glad mor!

Glædelig 4. december

0 kommentarer: