Sider

søndag den 5. december 2010

5. december - De der julegaver?!

5. december

Jeg er træt, for pokker hvor er jeg træt - Jeg ved ikke om det lykkedes mig at jinxe det hele lidt igår aftes med at skrive om muligheden for kvalme og smerter i nattens løb, der gik i hvert fald ikke ret lang tid før jeg lå kryllet sammen som et kasseret lommetørklæde og peb af smerter. Da jeg stod op imorges var jeg både svimmel og slatten, simpelthen bare uden kræfter. René var i et vældig humør og mit humør fejlede bestemt heller ikke noget, det var ganske enkelt bare energien der var lidt svækket, men det havde vi jo forudset.

Da drengene kom hjem var det en træt og pylret Sakarias der kom ind og Sebastian var stik modsat, fyldt med energi og i et strålende humør. Nissen havde heldigvis husket at ligge pakker i sokken i nat, så det første begge drenge gjorde var at tjekke deres sokker og flå papiret af gaverne. De bragte fantastisk stor lykke, Sakarias anede ikke hvad det var men det betød ikke spor, for de fik det samme og Sebastian var overvældende glad og det smittede af på Sakarias. Gaven var en af de hersens lyd-maskiner fra BR som man kan købe ekstra kort til med nye lyde på, de slog vist aldig rigtig igennem og jeg har købt hele baduljen for 10 kr. Sebastian fik en tidligere på året som gik i stykker efter få dage, så han var virkelig glad for sin nye.

Da den første glæde havde lagt sig tullede Sakarias igen træt rundt og vi vaklede lidt imellem at lægge ham ud og sove allerede kl 10 eller at trække tiden. Jeg besluttede mig for at give drengen lov til at åbne begge chokoladekalendre midt på formiddagen, stik imod alt fornuft og alt hvad jeg har prædket de sidste 4 dage, men et lille sukkerkick var lige hvad der skulle til. Da han skulle have vasket fingre efter at have snasket med chokolade udviklede det sig lige så langsom til en større vand leg. Først røg trøjen som ret hurtig blev våd, så måtte undertrøjen af, så strømperne - Og da strømperne var kommet af kunne han lige se sit snit til at putte tæerne ned i håndvasken også. I løbet af et kvarter livede han totalt op og sad til sidst splitternøgen i håndvasken og skrald grinede. Det var simpelthen guld værd, og jeg må indrømme at det faktisk også kvikkede mig en del op at stå der ved siden af og grine sammen med ham. Det var virkelig et "Kodak-moment".

Efter jeg havde slæbt mig (eller rettere lokket resten af familien til at tage tøj på og køre mig de 300 meter) ned på Molino for at tælle sparekassen op, takket de få som var kommet ud af dynerne inden kl. 12 for gårdsdagens gode selskab og ellers lige fået opdateret på alt hvad der skete efter jeg gik sagde jeg GO og ringede efter René og drengene. For dagens plan hed sig nemlig at, hvis jeg ellers var nogen lunde frisk og ikke havde for ondt, så skulle vi ud og bruge vores opsparinger på at købe julegaver som vi plejer. René skal opereres i knæet imorgen tidlig og vi har gået at vide at vi ikke skal satse på at han bliver klar til mere juleshopping i år og han vil rigtig gerne være med til at købe familiens gaver. Jeg tog et kig på diverse storcentres hjemmesider, jeg kan nemlig ikke holde til at gå rundt ude i kulden så alt shopping ska foregå i centre, og vi valgte at tage til Randers hvor Postmand per ville komme i løbet af eftermiddagen, så kunne vi også lave en tur ud af det for ungerne.

Desværre holdt planen ikke ret længe, vi var ikke engang nået halvvejs til Randers før både Sakarias og jeg sad og snorkede på hver vores plads i bilen, og da jeg vågnede var det til flere smerter end først beregnet. Jeg kunne godt mærke at det nu var rigtig dumt at have sagt ja til shopping, men jeg bed det i mig for ikke at ødelægge hverken René eller ungernes tur.

Efter at have jagtet rundt efter "den perfekte gave" til vores forældre måtte jeg give fortabt. Jeg kunne knap gå og mit højre hofteled var tæt på at blive amputeret midt i kvicklys køkkenafdeling! Det hjalp nok heller ikke alverden at jeg havde taget støvler med hæl på, men det er de eneste langskaftede støvler jeg har, og jeg har det nu altså bedst med at have mine ben pakket godt ind og isoleret mod kulden. På den sidste tur ud mod bilen følte jeg mig endnu engang som en nyere version af Dronning Ingrid, både sammenfaldet i ryggen og hoften mindede i hvert fald mere om en 80årigs end en 26årigs!

Jeg føler mig altid så dum når jeg har lovet min familie at gøre noget som jeg ikke magter, det er faktisk mine største nederlag jeg får på dén konto. Det er hårdt at skuffe arbejdet og det er hårdt når jeg fra tid til anden må droppe aftaler med venner og veninder - Men det værste er at skuffe familien. Det gør så ondt at sige til dem at vi er nød til at afbryde en hyggelig eftermiddag nu fordi deres skvatning af en mor trænger til en ny hofte, eller snart kaster op i bilkas babytøjs afdeling eller må tage hjem fra Djurs Sommerland inden vi er nået ind af indgangen. De siger aldrig noget, selv Sebastian er god til bare at accceptere når der bliver sagt: "Fordi mor ikke kan", og det er jo helt forkert. Sådan nogle små mennesker skal ikke sætte deres behov efter deres forældres, det er forældre der skal sætte deres børns behov først!

Det gjorde det så heller ikke spor bedre at Sebastians lyd-maskine-dims var holdt med at virke lige inden vi tog hjemme fra. Da jeg købte den var den ved at være løbet tør for batteri så manden gav mig 3 nye med uden beregning, jeg regnede derfor bare med at de skulle skiftes og så ville den være køreklar igen - Men den virkede ikke, hverken med eller uden nye batterier. Den kan nu kun sige 2 lyde, og kun på 4 af kortene. Resten af de kort han har virker overhoved ikke. Han var ikke kun grædefærdig, han var helt opkogt af først at prøve at tilbageholde hans tårer og bagefter af at forsøge at stoppe med at græde igen. Det skar virkelig i hjertet. Først hiver jeg ungerne med hjem allerede inden Postmand Per går på scenen og når vi så kommer hjem så virker Sebastians gave ikke - FOR ANDEN GANG!

Næsten lige så slemt var det at jeg nu kom til at forklare det stakkels barn at vi kunne bytte den, og dum er han jo ikke, så lige pludslig stikker han i et nyt hyl; 

"Jeg e-e-e-er bare såååå keeeed aaaaf det!"
"Jamen hvorfor nu det Sebastian, vi må jo se om den kan byttes"
"For hvis den skal byttes, så betyder det jo at nissen slet ikke findes, så er det jo DIG der har købt den!?"

Og så fortsatte han ellers i et væk at tunge og ulykkelige tårer. Og så sidder man så der og kan sige til dig selv - Sådan mor! Så lykkedes det sgu alligevel at ødelægge drengens dag totalt OG slå hans forestilling om nissen og julemanden ihjel. Godt klaret, og alt sammen på under 2 timer! Heldigvis fik jeg den reddet lidt i land, og eftersom han udmærket godt er klar over at julemanden ikke findes, så godtog han opmundret min forklaring om at jeg er nødt til at hjælpe julemanden og nissen lidt en gang imellem fordi de har meget svært ved at nå at gøre det hele selv. Fantastisk heldigt var denne pakke som den eneste faktisk pakket ind i papir fra BR hvorimod alle de andre er pakket ind i papir med pirater på til Sebastian og papir med blomter til Sakarias, nu må jeg bare håbe at der ikke er andre der kræver en ombytning!

Ja sådan nogle dage har jeg også, dage hvor det hele føles som noget møg, dage hvor jeg har en smule ondt af mig selv og hvor jeg bander hele situationen langt væk. Jeg plejer at være ret god til at finde de gode ting frem i selv de værste situation, men nogen gange knækker filmen også for mig og det er som regel når det går ud over mine børn eller dem jeg elsker - Jeg hader hvordan mit helbred skal påvirke dem, jeg hader at føle mig utilstrækkelig og jeg hader følelsen af at skulle skuffe dem - og selv om jeg udemærket godt ved at det ikke er de dårlige dage drengene husker, men de dage hvor jeg en gang imellem har ekstra energi og laver nogle fantastiske ting sammen med dem, så er de dårlige dage dem der gør mest ondt på mig.

Nu ved jeg udemærket at det er min egen skyld at jeg ligger brak i dag, man kan ikke få det hele, så nu har jeg ved at skrive fået afløb for mit galde og så vil jeg hygge med mine dejlige drenge og få rettet lidt op på samvittigheden inden jeg putter dem tæt og forhåbentlig kan give slip på den dårlige samvittighed inden jeg igen hiver sprøjten frem, prikker mig selv i maveflæsket og inden for et par timer igen ligger med "influenza". For selv om det er drengene der giver mig den værste følelse af ikke altid at slå til, så er det også de to små krudtugler og monsterunger der giver mig allermest energi og glæde til at fortsætte hver evig eneste dag, på trods af sprøjter, kemo og alt det dårligdom! 

- Og så vil jeg faktisk til at indstille mig mentalt på at rollerne imorgen bliver byttet rundt, nu er det mig der skal vimse rundt med smertestillende til rené og spørge ham om der er noget jeg kan gøre for ham - kender jeg ham ret bliver det rigtig svært for ham at tage imod og ikke bare give, men det bliver helt sikkert også sundt for os begge at prøve!

Glædelig 5. december - Med ynk og klynk!

0 kommentarer: