Sider

mandag den 6. december 2010

6. december - Som altid, stavefejl og slåfejl er gratis!

6. december

Da vækkeuret ringede imorges overvejede jeg et kort økeblik at vende ryggen til og sove videre, men jeg kunne godt mærke på René at han heller ikke var voldsomt motiveret for at stå op, så jeg holdt mig vågen og sørgede for at han heller ikke fik ro nok til at falde i søvn igen. René skulle op og gøre sig klar til operationen så han hentede en sovende Sakarias og lagde ham ind til mig. Sebastian havde fået lov at sove over ved sine Oldeforældre, så een af os i det mindste slap for at blive hevet ud af sengen før fanden får sko på!

Jeg trak det lidt med at komme ud af sengen, gårsdagens sprøjte havde endnu engang sat sit spor på mig og min Dronning Ingrid holdning. Specielt de større muskler gjorde pænt ond, lårene overarmene og som altid lænden. Hovedpinen var skrækkelig og lyset inde fra stuen var nok til at mine øjne brændte sig ind i hovedet på mig - Men lige i dag kunne jeg ikke tillade mig at brokke mig. I dag var det René der havde brug for større og opmundring.

René fik en arbejdsskade i sit knæ for 2½ år siden, og lige siden den dag har han haft voldsomme problemer med sit knæ. Han er blevet opereret en gang før men det har ikke hjulpet ham, som tiden er gået er han blevet dårligere og dårligere og kan faktisk ikke engang cykle mere. Da vi var kommet i tøjet og havde kørt Sakarias over til hans fantastiske dagplejemor som gerne tog imod ham en time før normalt var der stille i bilen. Jeg kunne godt mærke på René at han var mere nervøs end han havde lyst til at sige, og jeg selv gjorde mit for ikke at pive. Jeg valgte at sympati-faste med ham, og mine smertestillende piller virker ikke rigtig før jeg har fået noget at spise.

Da vi kom til sygehuset brød René endelig tavsheden og sagde "Kan du huske det du sagde med at, du på en underlig måde var lettet over at de fandt noget i din mave, og du ikke var ved at blive skør? Sådan har jeg det lidt i dag"
Og jeg kunne sagtens forstå ham, og som pårørende sad jeg der ved siden af og vidste ikke hvad jeg skulle tænke eller håbe for ham, at han skulle igennem endnu en træls operation og genoptræningsperiode eller at han skal fortsætte med de smerter han går med nu. valget var ikke så svært, jeg håbede inderligt at de kunne reperere hans knæ og han kunne blive den fodboldspillende og glade René han var for 3 år siden!

Det tog en pokkers tid inde på sygehuset og selv om jeg havde sagt til René at jeg ville blive hos ham indtil han blev hentet ned til operation måtte jeg til sidst luske væk, med undskyldning om at det var kedelig og jeg hellere måtte bruge tiden nede på arbejdet smuttede jeg ud i bilen, kørte direkte til bageren og huggede en gulerodsbolle i mig. Jeg havde lyst til at skrige da jeg skulle gå ud og ind af bilen og jeg var lykkelig for at opdage at der var stille nede på arbejdet. Jeg humpede smerteplaget ind på mit kontor og lukkede døren efter mig. Der sad jeg så med hovede begravet i hænderne, som for at holde sammen på hovedet og rystede indtil de smertestillende begyndte at virke.

Lige så langsomt kom der liv i mine muskler igen, og fra stort set ikke at kunne flytte min mus gik det langsomt bedre og bedre - Men jeg er så heldig at printeren i stueetagen ikke virker, den printer der er tiltænkt min computer og i een dag spyttede kopier ud for mig, så når jeg skal printe noget skal jeg op af trappen og ind på chefernes kontor og hente det. En tur jeg normalt tager i yndige små spring og som ikke generer mig, men i dag kunne jeg stort ikke slæbe mig op og for hver eneste skridt jeg tog håbede jeg inderligt at der ikke stod nogen for enden af trappen og så min kamp. Jeg har min stolthed, og på min arbejde har jeg min "professionelle stolthed" jeg bryder mig ikke om at vise mine svagheder, og slet ikke mine svagheder på et punkt jeg ikke selv er herre over. Derfor har jeg også fast fridag om mandagen, men jeg så ingen grund til at køre hele vejen hjem for at tage turen tilbage til Grenå for at hente René et par timer senere, så kunne jeg lige så godt gemme mig på mit kontor og få lavet et par af de arbejdsopgaver der venter mig imorgen.

Det blev en hård dag, og jeg tror næppe at der var nogen der ikke opdagede og kommentere mit helbred og udseende i dag. jeg tror faktisk at det pæneste der blev sagt var at jeg lignede en hængt kat, og det eneste jeg kunne svare tilbage var at jeg snarer følte mig som en kat der var kørt over - Ja selv posten stak hovedet ind af døren og spurgte om han ikke bare selv skulle smutte op på førstesalen med posten i dag. heldigvis er der fuld forståelse der ude, de vidste jo hvad de tog imod da de sagde ja til at have mig rendende der ud - og så kender de jo min mor, eftersom hun har arbejdet der ude i.. hmm.. en del år efterhånden. Jeg håber inderligt at jeg kan få tilkendt flexjob, for jeg ville kunne holde til at komme hjem og gå igen, ikke nu hvor jeg endelig har fundet en arbejdsplads der kan acceptere at jeg ikke kan indgå i en vagtplan, og som har forståelse for hele situationen.

Da René ringede og halvskæv af narkosen sagde at han var færdig var jeg utrolig lettet, jeg burde så absolut ikke sidde der nede og arbejde, og jeg er faktisk også lidt ked af at indrømme at jeg stort set ikke fik lavet noget i det tempo jeg lagde for dagen. Få minutter efter ringede min mor og spurgte om hun ikke skulle hente os begge, for hun vidste at jeg var skidt i dag og gerne ville slippe for at køre, hun var iøvrigt allerede ude at "køre sygetransport" da min stedfar, som jo har samme diagnose som jeg, har været til knoglemarvsbiopsi i dag. Det må have været et kønt syg da vi svingede ind forbi McD for at give de to fastende Herrer noget at spise og det kun var min mor der kunne gå ordenligt, men hyggeligt var det.

Vel hjemme lige over middag tullede jeg rundt og forsøgte at pleje René, sådan gøre lidt gengæld for alle de mange gnage hvor han har plejet mig når jeg har været dårlig, men det endte nu hurtigt med at vi lå på hver sin ende af sofaen og var ynkelige sammen. Jeg faldt i søvn kort før Sebastian kom hjem og igen kort før min mor kom over med Sakarias. Der ér altså en grund til at jeg kalder mandag min dag hvor jeg restituerer efter weekenden. Det gør det så heller ikke bedre at jeg i min sympati-faste med René glemte at tage min dosis af opkvikkende medicin jeg får for at overkomme den værste træthed, da den skal tages sammen med mad. Så jeg er træt, afskyelig træt!

Hele eftermiddagen gik lige i slowmotion og da det kom til aftensmaden, blev det til nogle hurtige frikadeller og noget rugbrød. René er herrer i køkkenet, han elsker at lave mad og jeg hader det, så jeg plejer at overlade det til ham. Derfor skal vi have noget nemt de næste par dage indtil han får lov at vende tilbage til sit køkken - For han har prøvet til et par gange i dag, men bliver med hård hånd smidt tilbage på sofaen. Han skal simpelthen ikke have lov at overanstrenge sig nu!

Drengenes oldeforældre har vænnet dem til aftenskaffe, og vi har taget vanen til os, så vi plejer at spise lidt frugt, grøntsager og fra tid til anden noget kage om aftenen inden drengene skal sove. Sakarias er stadig så lille at han sover langt bedre hvis han får lidt i maven inden sengetid. men til min store skræk opdager jeg at det eneste vi har tilbage i køleskabet er en pakke bløde tomater og en halv agurk. For pokker altså, og så lige dag!! af ren og skær pligt og for at slutte dagen med en smule kvalitetstid går Sakarias og jeg i gang med at bage pebernødder og Sebastian slutter sig hurtigt til os, og opdager at vi mangler smør! heldigvis har vi fantastiske naboer, så Sebastian smutter op til parret for enden af vejen og kommer tilbage med en hel pakke smør og en stand Chokolade-Specie dej klar til at blive bagt - og så blev aftenskaffen alligevel reddet.

Nu sidder René og jeg så og hænger i hvert sit hjørne af sofaen og bare venter på at klokken bliver over 21 så vi kan smutte ind i sengen og klaske sammen. Det har været en hård dag for os begge, men nok mest for René som kom tilbage fra operationen med et meget nedslående resultat. De kan intet finde i knæet som de kan fikse, kun den gamle skade og nogle ar der fra og derfor kan de end ikke tilbyde ham genoptræning. Den stakkels fyr er så fyldt af energi og vil gerne springe rundt, så det var en nedslående besked for ham at få.

Glædelig 6. december, fra en Nadja der end ikke orker at tjekke for stave- og slåfejl!

0 kommentarer: