Sider

onsdag den 8. december 2010

8. december - Børnemishandling er en del af dagens program.. Øv altså!

8. december

Dagens overskyggende følelse må være følelsen af at "mishandle" et barn!

Morgenen startede som altid med at jeg skulle ud fra mit lune bo under dynen, noget jeg ikke er alt for glad for i den her vinterkulde, men det hjælper nu alligevel lidt på det når der er små drengestemmer der kalder fra hver deres hjørne af huset. Det er nu så hyggeligt. Begge unger var ved højt humør, så det blev en ganske god, stille og rolige morgen. afsted ud i vinterkulden, i bil selvfølgelig - Jeg hader vitterligt at køre i sne, jeg hader, hader, hader det, og havde heller ikke de bedste oplevelser på glatbanen da jeg tog kørekort så jeg tvivler en gang imellem lidt på mine evner i glatføre. Ikke at jeg ikke klarede turen på glatbanen fint, men jeg syntes det var en skræmmende oplevelse. Kørelærer sagde dengang at det var godt at jeg blev bange, det viste at jeg forstod kurset og havde respekt for vejens forskellige forhold. Jeg ved nu ikke om jeg vil kalde det respekt lige så meget som jeg vil kalde det ANGST!

Dagen på jobbet startede skønt, især da jeg opdagede at de multifarvede sokker har bredt sig til de andre kontorer også. Jeg har en (hemmelig, så shh!) kærlighed for absurte, grimme og anderledes sokker - og sidder i skrivende stund i nogle leupardplettede strømper med lyserøde hjemmefutter med musehoveder på - så det er fantastisk for mig at få lov at flashe de grimme sokker blandt andre i grimme sokker!

Mens jeg sidder i møde med jobkonsulenten, som glædeligt kan meddele at de er i gang med at lave resurceprofil på mig og gør klar til at indstille mig til et flexjob, ringer dagplejemoderen. Jeg kan godt regne ud at hun nok ikke ringer for sjov skyld, men jeg når desværre ikke at tage telefonen og må vente med at ringe hende op til mødet er slut og det tager heldigvis ikke så lang tid.

Sakarias er blevet syg, feber og klager over øret. Men der er styr på situationen siger hun, René er på vej over efter ham. God damn it! René skulle jo ligge der hjemme og passe på sig selv, grrh! Nå men hun forklarer mig lidt om det hele og jeg vurderer at jeg nok hellere må ringe til lægen ingen jeg kører hjem og aflaster René og hans knæ. Sakarias får en tid godt en time efter og jeg takker af for i dag og smutter hjem til dem.

Da jeg kommer hjem ligger der nede i sofaen en slatten klat og klynker og da jeg spørger om den vil op til sin mor grynter den bare bekræftende. Det er godt nok lang tid siden at han har været så syg, han orker end ikke at holde sit hoved selv, har intet spist siden hans morgenmad og er ligbleg - Ja næsten grå. Jeg sætter mig med ham og prøver at lokke lidt vand og mad i ham men alle mine forsøg er forgæves, ligesom René og dagplejemorens også havde været det. Jeg giver ham lov at åbne hans julekalender, men selv ikke chokolade kan friste ham. Jeg bryder mig meget lidt om når mine børn er syge, ikke fordi jeg som sådan er bange for situationen, men fordi at det stikker lidt i hjertet at se mine små have ondt og være slatne på den måde.

Hele vejen ind til lægen sidder han med hans chokoladestykke i en kop (og hele vejen hjem for den sags skyld, og det ligger der sørme endnu), i venteværelset hvor han plejer at være totalt besat af deres legovæg hænger han bare slatten på mig, og først inde ved lægen begynder han at røre liit på sig. Men det tror pokker da, det ville jeg også gøre hvis jeg havde en bragende mellemørebetændelse på mit venstre øre og min mor holder mig med vold og magt mens en dame, som man måske nok kender, men kun kender som en der er der når man er syg, stikker noget i øret der får det til at gøre mere ondt! Vi vidste det jo godt, at det var øret altså, det havde han allerede sagt hjemmefra, men at det var kommet så langt på så kort tid havde jeg ikke lige set. Han har godt nok været noget pyller på det sidste og ikke rigtig haft nogen tålmodighed men når jeg har spurgt ham om han havde ondt har han peget på hans finger hvor han fik et papercut for en uges tid siden.

Efter at lægen lige har kigget lidt på mine øre også og konstateret at de er fine ud over lidt undertryk jeg selv kan afhjælpe fiser vi direkte på apoteket så vi kan afhjælpe den stakkels klat som igen bare sidder totalt flad i sin autostol på bagsædet. Stakkels lille fyr som bare sidder og knuger koppen med chokolade og er helt blank i øjnene.

Hjeme igen kommer vi til "børnemishandlingen", jeg vælger at kalde det mishandling fordi det er den følelse det efterlader hos mig når jeg skal tvinge medicin i et lille barn, medicin som han overhoved ikke bryder sig om og hvor lugten af det giver mig opkastfornemmelser. Han skriger, bider sig selv i læben, vender sig væk og kigger bedende på mig om hjælp. Hans øjne lyser langt væk af svigt, og jeg forstiller mig at det er det blik børn der vitterligt bliver mishandlet sender deres forældre når de slår dem. Det blik der uden at bebrejde bedende spørger om hjælp, om hvor kærligheden er blevet af.. Jeg er ret god til at tage "mor-hatten" af og påtage mig rollen som den der holder og godt kan se det fornuftige i at medicinen er nødvendig for at blive rask. Men i dag gik det over mine grænser for hvor meget jeg vil gøre for at påtvinge mit barn nødvendig medicin, til sidst sidder jeg med tårer i øjnene og siger til René at han bliver nødt til at ringe til lægen, dét her vil jeg simpelthen ikke gøre mod mit barn - Det kan jeg ikke!!

Desværre er der ignen hjælp at hente, han SKAL have den her type medicin, og selv om han har kastet op, fået det i den forkerte hals, spyttet det ud over hele stuen og grædt sin allermest skærende gråd er der intet at gøre. Vi skal påtvinge ham at tage resten af dosen, og håbe på at han ikke kaster mere af det op. Det går imod alt hvad jeg har i mig at mishandle mit barn sådan, for det ér mishandling når man med magt må holde et lille barn, med magt må sprøjte grimt lugtende væske ind i munden på det, og derefter håbe på at det, når de forhåbentlig sluger det, kommer i det rette halsrør. Jeg prøver med mine bedste forhandlingsmetoder, forklarer så godt jeg kan - Men lige lidt hjælper det, og den sidste dosis bliver igen tvunget ned i halsen på ham.

Bagefter sidder vi begge med tårer i øjnene, totalt flade for energi og vugger. Føj hvor har jeg det bare dårligt med mig selv og selv om jeg krammer ham tæt ind til mig og han lagsomt begynder at åbne op for mig igen, så får jeg det bare ikke bedre med mig selv. Vi bliver siddende længe, for selv om jeg lige har forbrudt mig imod ham elsker han mig og jeg takker min skaber for at børn er så tilgivende og så kærlige, havde det været en vokset der havde fået den behandling var tilliden for altid brudt, men et barn vender sig mod sin forældre og elsker dem stadig lige højt. Sakarias falder langsomt i søvn, hans temperatur er opadgående igen og jeg kan se på hans måde at folde hænderne at han fryser. Han ligger præcis som jeg selv gør det når jeg har feber, forsøger at skærme sig selv fra kulden, som jo er inde i ham selv. Jeg pakker ham løst ind i dynen indtil han er faldet i søvn, jeg ved godt at han skal af med varmen, men jeg kender turen fra mig selv og jeg vil også helst have fornemmelsen af at blive varmet igennem indtil jeg falder i søvn. Han ligger på min mave og sover, præcis som da han var lille, spæd og have brug for mig døgnet rundt. Jeg stryger ham over håret og underskylder for, hvad der føles som, den hundrede gang efter hans medicinering og glæder mig over at jeg er af den slags mennesker der aldrig kan få for meget varme, for han er godt nok brændende varm! Han luger langt væk af feber, den der søde ubeskriveligt lugt som ikke er til at tage fejl af, jeg kan huske at min mor, dengang min lillebror og jeg var lille altid sagde "Du lugter af feber" og jeg dengang tænkte at man da for pokker ikke kan lugte af feber, men nu ved jeg hvad hun mente, jeg kan også tydeligt lugte når mine drenge har feber.

Da han vågner igen en times tid senere sender han mig det første smil siden jeg kom hjem fra arbejde, dejligt at se! Han får drukket lidt og kvikker nok op til at han kan lave lidt sjov med os, jeg er lettet over at se at han ikke hader mig nær så meget som jeg selv gør. Aftensmaden er klar, men hans appeltit mangler stadig, lige indtil han får øje på pebbernødderne. I dag er en af de dage hvor man ikke tvinger barnet til at spise aftensmad først, han får lov at sidde med skålen med pebbernødder mens vi andre spiser vores mad og da han næsten har tømt skålen er jeg bare glad for at se at han endelig får spist lidt.

En blanding af min dårlige samvitthed og ønsket om at være klar hvis han imorgen heller ikke vil spise noget gør at jeg strakt efter maden begynder at bage endnu en portion pebbernødder. Hvis det er dét der skal til, så gør jeg det gerne selv om min egen træthed er sat ind og smerterne i knoglerne er taget til igen - Hurra for en håndmixer med dejkroge, med sådan en kommer man langt.

Pebbernødderne er bagt og anden etape af "børnemishandlingen" er overstået. Det hjalp hverken at strø sukker på pencillinen eller at blande det i youghurt, så det blev til endnu en omgang hvor han med magt måtte holdes, mens han hostende og spruttende forsøgte at vride sig ud af mine arme mens vi langsomt sprøjtede det ildelugtende væske ind i hans mund. ØV - Det bliver ikke nemmere for mig at gøre det, jeg kan kun håbe at han i løbet af de næste par dage vænner sig til smagen og opgiver kampen, men kender jeg ham ret - han er vel sin mors søn - så er det ikke sådan det går. Jeg kan den dag i dag stadig ikke drikke Cuba Caramel og spise karameller med en bestemt smag, og det er såmænd efterveerne af alle de mange pencillinbehandlinger jeg selv fik som barn, for dengang smagte pencillinen af karamel - Troede de! Sengens hovedende er blevet hævet med tykke bøger og der er givet panodil mod smerterne. Han er blevet krammet og kysset hudløs og nu kan jeg ikke gøre mere i dag, ud over at håbe han får en rolig nat.

Men øv-følelsen, følelsen af at have forbrudt sig mod hans lille og uskyldige væsen sidder jeg med endnu. Sikke en dag!

Glædelig 8. december - Til jer andre!

0 kommentarer: