Sider

mandag den 12. december 2011

12. december - Hjemmehjælp, eller?!

Ahh, det er nu så hyggeligt når man vågner om morgenen kun for at trille ud over kanten af sengen og stavre sig afsted ud i morgen-livet, okay så formiddags-livet, som en anden Dronning Ingrid, meget har ændret sig siden sidste år, men ikke lige dette. Jeg bruger stadig to dage om ugen på at imitere dronningemoderen og skal jeg sige det selv, så gør jeg det faktisk ret godt - Altså lige ud over de der kleptoman rygter, det har jeg simpelthen ikke i mig, men ellers passer resten vist meget godt.

Men til min overraskelse var det nu slet ikke så slemt endda, så efter at have bikset lidt morgenmad sammen (hurra for microovn når man totalt gerne vil have scrambled eggs!) og hapset morgen-madpakken af piller, så var jeg egentlig i vældig humør. Felicity var da også totalt for mærkelig i dag, så selv om at jeg efterhånden kan zulu's tvprogram uden ad, så var det altså for kedeligt. Og tænk sig, min mor havde endda fri, for nogen lunde første gang (hint! hint) så jeg skyndte mig at lægge beslag på hende fra middag og frem. Så kunne jeg lige være sikker på at det der med at have det okay ville holde ved og gøre et ihærdigt forsøg på ikke også at ligne dronningemoderen når jeg nu bevægede mig ud i vinterkulden!

Farfar, altså drengenes farfar havde nemlig videregivet opgaven med at købe gave til drengene, jeg synets ellers at jeg faktisk var ved at være færdig, men jeg elsker at købe legetøj så det gjorde mig nu ikke noget at det blev min opgave i år! Min mor plejer at joke med, faktisk sammen med hendes frisør - meget mærkelig mand, at jeg skal lege med alt legetøjet inden jeg køber noget med hjem til drengene.. Og måske har de lidt ret, jeg skal i hvert fald lige sikre mig at det ikke er noget de mister interessen for indenfor de første par dage, så det skal da selvfølgelig testes så meget som muligt. Så jeg lagde mig lidt i baghold og lokkede min mor med til Randers, hvor jeg ved at der ligger en toys'r'us og så gjorde jeg det endda ved at sige "Husk nu at du mangler hængelåse, dét må de da have i Harald Nyborg" man skulle ellers tro at hun var ved at have lært mig og mine små tricks at kende. Det kan jo selvfølgelig være at hun havde gennemskuet mig og bare lod mig få min vilje, men jeg vælger nu at tro at jeg tog fusen på hende, det er meget sjovere!

Så da jeg havde sikret mig at René havde mulighed for at være der til at hente i børnehave og åbne døren når Sebastian kom hjem smuttede jeg glad afsted på endnu en etape af julegavekøbene, jeg tror min mor ville kalde det bjergetapen, for hun hader virkelig det der med legetøj! Ret nedslående lykkedes det mig faktisk også kun af finde gave til Sakarias, så jeg kommer til at tage endnu en etape. Det er simpelthen også skide irriterende at porto er blevet så dyrt og at der ikke er nogle spejder butikker her ude, for det Sebastian ønsker sig er alt sammen ting til at bruge til spejder og jeg er for nærrig til at bruge 80 kr på porto når de kunne bruges på selve gaven og jeg egner mig bare ikke til at rende rundt inde i Århus midtby, jeg skal shoppe et sted hvor jeg kan gå inden for ellers kan mine knogler simpelthen ikke bære mig. Jeg tror "desværre" bare at Sebastian er nået til det punkt i de fleste børns liv (altså ud over mig åbenbart) hvor de ikke længere leger med legetøj men begynder at få sig en hobby og gå op i det i stedet for. Det er jo egentlig meget fint, for vi slipper for alt mulig skrammel, men man skal også bare til at være mere kreativ i sine gavekøb. Kompasser, madkar, spejderbukser, foldebestik, soveposer og selvoppustelige liggeunderlag er bare ikke lige så sjovt som at købe racerbaner og actionfigurer - Men selvfølgelig langt mere praktisk!

Min mor skulle finde insektsæbe - Og nu lader jeg lige være med at forklare hvad det er, så kan I jo lige tænke lidt over dét, jeg ved godt hvad JEG tænkte, og det fik vi ret så meget sjov ud af! - så vi tog i plantorama for at finde det og kom selvfølgelig ud uden det som det eneste, som altid! Men mens vi gik rundt der inde ringede de fra sygedagpenge afdelingen, nu er jeg godt nok ikke på dagpenge, men jeg er da syg. Jeg tænkte selvfølgelig straks "Åhh, åhh det er NU de vil presse mig til noget jeg måske ikke er klar til" men tvært imod havde jeg simpelthen den bedste oplevelse jeg nogen sinde har haft i Norddjurs kommune, jeg mødte fuld forståelse, medfølelse og fik endda tilbud om hjælp. Den rare dame, som det ærger mig at jeg ikke fik fat i navnet på, spurgte om jeg kan få det hele til at hænge sammen og selv om at jeg ikke lige syntes det var det fedeste at stå i plantorama og blotte min sjæl, så fandt jeg da et hjørne jeg kunne stå alene i, nede blandt fisk og skaldyr og fik sagt at det faktisk ikke rigtig hænger sammen. At det der med alt det huslige er en mindre ting lige nu, så der godt kan tænkes at findes nullermænd på størrelse med hunden og at madlavning er noget René alene tager sig af - Til det spurgte hun til min store overraskelse om der var noget vi ønskede hjælp til?.. Vildt!! Nogen der tilbyder at hjælpe, jamen det er jo helt vildt. Hjælp af systemet er som regel noget man skal tigge og bede om og man så alligevel ikke får noget af. Jeg har for meget stolthed til at jeg har lyst til at sige ja til den slags hjælp, jeg syntes faktisk det går meget godt med at holde styr på hjemmet og jeg kender mig selv godt nok til at vide at jeg ville gøre rent inden en evt. rengøringshjælp ville komme, så det ville være spild af tid og energi at give os den slags håndsrækning - men jeg klapper lige mig selv på skulderen og er ret stolt af at jeg faktisk fik bedt om hjælp til noget. Jeg er så dårlig til at bede om hjælp, jamen ikke bare dårlig men direkte elendig, så det er noget virkelig stort der er sket og det burde næsten fejres (så det gør jeg lige ned et glas cola light, aahhh). Men nu vil nogen nok tænke, hvad beder man om hjælp til hvis det ikke er det huslige?! Jo det skal jeg sige, jeg beder om hjælp på mit barns vegne, jeg beder simpelthen om hjælp til at Sebastian kan få hjælp til at lave sine lektier af en der ikke er træt og derfor ikke har den største tålmodighed i verden. De der har pre-teen drengebørn vil måske vide at lektier er sådan noget som man bruger timer på at hade, sige man ikke kan lave, kæmpe imod og gøre sine forældre gråhårede over og jeg indrømmer blankt at jeg ikke har den nødvendige tålmodighed og energi til at gøre det bedste for Sebastian lige nu. Han er ellers en dygtig elev, så jeg forstår simpelthen ikke hvorfor han skal kæmpe så meget imod, han er skide god til matematik og han læser godt, men når han sidder med lektierne foran sig, så lader han til at syntes at hele formålet med lektier er at ødelægge hans liv - Og det bliver altså vendt mod mig, eller René hvis det er ham der tager kampen. Jeg håber virkelig at det er noget man kan få hjælp til, det ville fjerne en stressfaktor i vores hverdag, for er det en anden der laver lektier med Sebastian, så kæmper han sjovt nok ikke imod på samme måde og spørger man ham hvorfor siger han "Jamen jeg kan jo ikke opføre mig sådan overfor en der ikke er min familie" som om det er det mest tåbelige spørgsmål jeg kunne stille. Jamen for pokker dreng, haha!

Da vi havde hygget, hygget og hygget lidt mere satte vi snuden mod Bønnerup og vendte hjem til et hjem hvor der allerede var spist aftensmad, så jeg hoppede direkte ind i hyggen og satte mig til at lege lidt med Sakarias og et eller andet udgravningssæt han havde fundet frem. Det har ellers ligget i vindueskarmen længe, men i dag var så dagen hvor han havde tænkt sig at blive arkæolog, suuuper hyggeligt. Især for mig, for han ville ikke lave det grove arbejde med kun sidde med penslen og som tidligere nævnt er jeg et stort legebarn endnu, så jeg fik levet mig super godt ind i legen og fik gravet den grimmeste lille dino frem sammen med ham.



Imens vi gjorde det lavede René limen til vores honningkage huse, så vi kunne komme i gang med at lime dem sammen og pynte dem, altså med glasur selvfølgelig. René havde lavet nok til to, sådan at Sebastian kan få et med i skole imorgen så klassen kan hygge sig med det. Han var ikke selv med til at pynte det for mens vi hyggede med honningkagehuse her hjemme hyggede han sig med at lave konfekt sammen med sin oldemor, ganske fin fordeling, Sakarias fyldte mere end rigeligt selv og åd mere end rigeligt af glasuren alene, hver gang vi vendte ryggen til. Det blev faktisk rigtig fint, selv om det ikke helt blev som jeg havde håbet, men min sprøjtepose gik i stykker ved drengenes fødselsdag, så jeg havde ikke de bedste betingelser for at få det til at blive ordenligt desværre, en engangssprøjte er bare ikke det bedste man kan dosere med, i hvert fald ikke når man bruger royal icing til at pynte og lime med!



Sebastian kom hjem mens jeg lagde sidste hånd på hans hus til skolen og var ellevild, så det er jo helt perfekt. Derefter kunne jeg lige spise aftensmad, selv om det blev så sent at det blev sammen med julekalender - Eller spiste jeg inden honningkagehuset.. Åhh, jamen det er sgu da også ligemeget, jeg gjorde det i hvert fald alene og gud hvor er mad da bare kedeligt når man sidder alene og spiser, der er altså bare et eller andet hyggeligt ved at sidde sammen som familie og hygge sig med det i stedet!

Ungerne så julekalender, ungerne blev puttet og jeg har nu brugte de sidste timer på at tjekke op på de små opgaver jeg har rundt omkring på nettet der lige skal klares en gang imellem. Så for at min søde René ikke skal undvære mig hele dagen, så vil jeg runde af nu - Det er jo for fanden også lagt over min sengetid!

Glædelig 12. december

Ov ja.. Fik du tænkt over hvad insektsæbe er? Jeg kan med det samme sige at det ikke er til at vaske dine insekter i, min mor var ved at brække sig af grin da jeg spurgte om hendes insekter var beskidte, jeg tolkede hendes svar som at det ikke lige var dét det var til. Det er heller ikke til at fjerne insekter fra bilen med, det er nok heller ikke lige på denne årstid der sker flest insektdrab på forruden - nej det er filme til at vaske sine planter i, for at få insekterne til at holde sig væk fra dem. Totalt misvisende navn, men så fik vi da slået fast at jeg ikke aner noget om plante-pleje! Men nu er jeg jo altså heller ikke den i familien med de grømme fingre, det er jo min lillebror som om 10 dage kan kalde sig et eller andet fancy og afslutter på "anlægsgartner-skole" i Beder! WuuHuuu!

0 kommentarer: