Sider

mandag den 19. december 2011

19. december - Hvad dato er det efterhånden?!

Er det allerede mandag igen, dagene er bare smuttet afsted for mig de sidste mange dage. Jeg har ikke fået skrevet, jeg har ikke fået sovet - Ja jeg ved efterhånden snart ikke hvad dag det er, hvad dato det er eller hvad det egentlig er jeg skal hver dag. Det hele løber ud i et for mig i en eller anden form for tåge af træthed og ting jeg har besluttet mig for BARE skal gøre, afholdes eller klares. Jeg render rundt med en konstant hvalme, med konstante tømmermænd af træthed og med børn som skal tale ret højt for at trænge igennem til mig. Gæt selv, det er ved at være jul om 5 dage sidder vi lige nu forhåbentligt og er klar til at danse om juletræet eller er ved at åbne gaver, men ikke engang derefter kan jeg sige at der bliver ro på. Det bliver der nok ikke før efter nytår og jeg bliver helt kvalm ved tanken!

Jamen mit krop kan sgutte finde ud af noget som helt mere, jeg kører mig selv for hårdt og det påvirker vist både hormoner, humør, og alt andet i mit system. Jeg tror jeg er nødt til at aflægge lægen et besøg snart for min krop er helt ved siden af sidg selv med konstant feber, konstante smerter og ikke rigtig nogen ting der tyder på noget bestemt der skulle udløse den situation - men har man tid til at tænke over det i julen, NEJ! Og når jeg har, ja så er jeg så træt at jeg skvatter bevidstløs om af træthed og først kommer i tanke om det igen når det er for sent.

I dag startede med en rigtig sød unge i sengen, Sakarias havde valgt at sove længe endnu en gang, noget der jo ellers kun sker sådan ca en gang om året, men nu har vi altså oplevet det to dage i træt. Wee! Det er så fedt at starter med et "Mor, du er MIN dreng!" og så de der små iskolde fødder ind på sine godt varme lårbasser under dynen. Sebastian skulle blive hjemme fra skole, vi havde nemlig en aftale - En aftale med nogle "professionelle" som skulle hjælpe mig med at få snakket med ham om det her med kræften. Det lyder meget højtideligt, men så slemt er det ikke, men når man er en familie som vores med hypersensitive børn, eller bare børn for de er i sig selv hybersensitive, så er det svært at æøbe ind i sådan en omgang her og så bare tro at det kan gå ubemærket hen. Så afsted i børnehaven med Sakke og videre afsted med Sebastian i bilen. Der var meget stille hele vejen, jeg var nervøs, Sebastian var vist bare træt og René er ved at blive syg.

Det er frygtelig hårdt at skulle tage sådan en snak med sit store barn der på een gang forstå alt for meget og alt for lidt. Heldigvis får vi god hjælp til at tackle det hele lige nu og den eneste der endte med at sidde med tårer i øjnene var mig, mest af alt fordi at han afslørede at han allerede ved alt for meget uden at vi har sagt noget, men også ved tanken om at han som en af meget, meget få 9 årige der ved at meget medicin udvikles i USA og er "nødt" til at have en viden om sådan nogle ting. Mens alle de andre drenge kan koncentrere sig om at lokke deres forældre til at lade dem stille spil de ikke er gamle nok til, så er han nødt til at bryde sit søde lille hoved med at "Mor venter på om hun kan blive forsøgs person på noget nyt medicin". Jah, personlgit syntes jeg jo det lyder frygteligt "forsøgsperson" så jeg er SÅ bange for hvad der nu kommer til at ske inde i hans lille skaldede hoved, vil han nu komme til at se mig sidde i bur, med læbestift smurt ud over hele ryggen og ryge på cigarer mens jeg tager en masse piller, her i hans næste mareridt. Eller er det kun mig der har sådan en eller anden ubehagelig fornemmelse af at blive den næste hvide kanin i bur, eller rygende chimpanse. Sådan hænger det jo ikke sammen, men når jeg kan have det billede hvad kan en dreng på 9 så? Jeg er nok nødt til at stole på at dagens snak er den rigtige, det er trods alt ikke mig der er uddannnet til at snakke med børn om sådan noget, så mon ikke at det er okay når de siger det er sådan det skal foregå?

Resten af dagen er gået med en klump i halsen og meget tæt til våde øjne hele tiden, jeg venter hvert andet øjeblik at han kommer og stiller mig spørgsmål jeg ikke ønsker at svare på - Hvad sker der hvis han spørger mig hvad der sker hvis jeg ikke bliver godkendt?! Jeg ved det jo ikke engang selv og jeg har ikke lyst til at vide det, af skræk for hvad der så er derude for mig.. Måske det i virkeligheden er mig der har mest brug for at snakke med nogen om det her.. Ikke en tanke jeg har tænkt mig at gøre til ende lige nu, for jeg har simpelthen ikke tid til at tænke på hvordan jeg har det, jeg tror der kommer et eller andet nedbrud sammen med det, angst for fremtiden og alt det der som jeg ved vil slå mig ud i de dage det tager at tude mig selv dehydreret, så nej, det er ikke nu jeg skal snakke med nogen om det. Det må komme når de alle er tilbage i skole og jeg kan hulke i fred! Men ja, det er nok ved at være tid til at det kunne være sundt at få det ud af systemet for en tid, jeg er for god til at gemme det inde så længe at det ikke bare er lidt der skal ud, men en stor, sort regnsky!

Eftermiddagen er gået med julehygge, lave juledekorationer, ungerne har lavet julegaver og jeg har siddet og haft ondt, igen. Men drengene har haft en fantastisk eftermiddag, selv om at begge deres forældre er ved at være godt brugte for i dag - Og det er simpelthen det vigtigste. Eftersom vi havde en lang eftermiddag blev det til rygbrødsmadder da vi kom hjem, og Sakarias blev ret hurtigt sengeklar. Jeg begynder at undre mig over at han sover mere og mere, men det må virkelig være hårdt at gå i børnehave. Lille pus altså.

Sebastian er i gang med at rydde op på hans værelse, noget jeg har gjort frem til nu men nu er mine smerter simpelthen for slemme, så her mens jeg sidder og venter på at det smertestillende vil hjælpe kan jeg lige skrive lidt her. Han rydder op fordi hans onde, onde mor har sagt at der ikke kommer nye julegaver ind før han har ryddet op og gjort plads til dem. Han er rasende på mig, for han kan ikek se nogen grund til at man skal kunne se gulvet eller at tøjet skal vaskes inden HELE tøjskabet er tomt. Han er MAX teenager p[ det punkt, så det er simpelthen noget med at stå inde på værelset og sige "Sebastian, nu skal du rydde det område der op" og så hele tiden holde ham til ilden ellers falder han i en eller anden leg hver eneste gang han får ngoet i hånden, om det så er pappet fra en adventsgave, en gammel ind eller et stykkelegetøj, det har alt sammen en historie og så forsvinder han simpelthen fra virkeligheden når han kommer i tanke om hvad han lavede med det sidst. Det er virkelig en prøvlse for en mor med manglende tålmodighed i tiden, men de der trusler med julegaverne virker endnu - Utroligt at han stadig tror på det, men hvad fa'n, så længe det virker så er det jo bare fedt. Der skal nok komme en tid hvor han er bedøvende ligeglad med hvad jeg siger og murre sig inde i hans rod.

Dog tror jeg det er ved at være ved tid at sende ham i seng nu, det var det første område jeg bad han få "cleared", så der skulle være en mulighed for at han kan sove uden at have alt mulig skrammel i fodenden i dag. Så må resten af oprydningen komme de næste par dage, der er trods alt et par dage endnu. Og så vil jeg hoppe i seng også, jeg er så smadret at jeg lige nu tvivler på at vi nogen sinde bliver kar til jul i det her hus!

Glædelig 19. december!

0 kommentarer: