Sider

søndag den 4. december 2011

4. december - Julemandens værksted flytter ind

Sikke en skøn morgen det har været, smerterne har stort set været tålelige, jeg har fået lov at sove til jeg vågnede af mig selv og mine unger var glade, søde og utrolig veloplagte til at lave julegaver da de kom hjem fra overnatning hos deres oldeforældre - Og det skulle selvfølgelig udnyttes på bedste vis.

Så vores dag har altså stået på julegave-making. Sebastian og startede ud med at finde et billede som Sebastian skal give sin biologiske far, de tog Sakarias og jeg så med op til vores søde genboer som var behjælpelige med at printe ud på en laserprinter mens vi drak the og spise de julesmåkager hun var i gang med at bage - Og Sakarias drak så lidt sodavand, spildte resten ud over sig selv og det halve møblement og da det var aller mest kaos forlod vi den synkende skude, sorry! Derefter fandt ungerne selv ud af at de ville male på æsker, egentlig var det overhoved ikke en del af årets hjemmelavede-julegaver-plan men jeg syntes det var så skønt at de helt selv tog initiativ til at lave gaver at jeg ikke ville stoppe dem i deres kreative udfoldelse (jeg syntes også engang at jeg hørte at man bruge den undskyldning til alt - Lad nu barnet, man må ikke bremse dem i deres udfoldelser!) så frem med malertape, akrylmaling og æsker.



Jeg fortryder virkelig at jeg aldrig har brugt penge på de der forklæder til ungerne, eller måske bare havde syet nogle selv, for mine drenge er drenge og når de får de bedste ideer så er det altså med hele kroppen de bliver ført ud i livet, så selv om jeg nærmest strippede dem til skindet inden de gik i gang, så endte det aligevel med at der midtvejs var maling på spisebordet, væggen, det meste af Sakarias og stort set alt andet indenfor hans rækkevidde. Det havde også været ganske okay hvis det ikke lige var fordi at vi havde en plan om at skulle i kirke og se Sebastian opføre krybbespil sammen med de andre minikonfirmander. Så lige pludselig fik vi travlt med at rengøre alt hvad der kunne rengøres, og mest af alt barnet og så ellers komme afsted.

På vej i bilen, på vores 6 km korte køretur fik Sebastian et akut anfald af sceneskræk. Først var det med "Jeg er en lille smule usikker, en bette smule genert og har sommer fugle i maven" og selv om at vi prøvede på ikke at kommentere hans kommende optræden nåede det på de få kilometer at udvikle sig til et regulært angstanfald så vi endte med at måtte bruge de første 5 minutter, ham og jeg, i våbenhuset hvor han skulle tales til ro og forsikres om at han ikke ville blive presset til noget som han ikke selv følte sig klar til. Det er utrolig synd at det skal være sådan, for han er en fantastisk unge og han vil bare SÅ gerne deltage i sådan noget og vise os andre at han er stor - ja jeg kan udemærket huske følelsen, jeg deltog selv i stort set hver eneste mulighed for at synge til skolens koncerter, i kirkekoret og deltage i små skuespil, bare for at vise mine forældre at de kune være stolte af mig - men han er så usikker på sig selv, uden at have nogen som helst grund overhoved, at det tit kommer til at blive et nederlag for ham når der skal være sådan noget, i stedet for en sejr. Vi fik en snak om at det jo ikke er alle der har en skuespiller gemt i maven og måske er det bare ikke det kan er udset til at blive. Da han var faldet lidt ned kom en af dem fra kirken og fulgte ham over til de andre der var ved at tage kostumer på og jeg måtte igen forsikre ham om at ingen ville presse ham til noget han ikke havde lyst til.

Jeg syntes faktisk det tegnede ret godt, præssten kom ind i kirken, klokken begyndte at ringe ind og Sebastian var endnu ikke kommet tilbage, så jeg sad med et spirende håb i maven om at han havde overvundet sin angst og var trukket i tøjet som Josef. Men nej, få sekunder inden præsten var nået hele vejen op til alteret kom Sebastian ind og satte sig ved siden af os på bænken. Han var altså ikke klar til at tage det skridt endnu, heldigvis var der ingen der kiggede skævt til ham og han sad så pænt og så roligt ved siden af os og så på at hans tre minikonfirmand kollegaer opførte krybbespillet at jeg var lige ved at blive nervøs. Den dreng har da aldrig siddet så stille før og da slet ikke i en kirke! Sakarias var så i stedet uromageren, den der havde alt for meget krudt i røven til at sidde stille og til at tie stille. Men der er jeg altså af den mening at når man tager sine børn med i kirke, så må det være fordi at kirken kan rumme dem. I dag var en minikonfirmandgudstjeneste, så jeg brugte ikke voldsomt meget energi på at få ham til at sidde eller tie stille, han fik lov at gå ud på gangen, fik lov til at pege op mod præsten og til at snise og snakke. Hvis ikke børnene får lov at opleve kirken som et godt og hyggeligt sted, så er jeg bange for at de aldrig kommer der igen og det vil jeg egentlig være lidt ked af.

Efter gudstjenesten havde de arrangeret at der var saftevand og æbleskiver til alle der havde lyst, og selvfølgelig skulle minikonfirmanderne da med til det, så vi tog vores bedste med under armen og fortsatte over i et lille hus ved siden af kirken og gjorde klar til at hygge! Og hyggeligt det blev det, den tryggede Sebastian som sad i kirken forsvandt med det samme krybbespillet var overstået og da vi sad der bagefter var det min glade, skønne, store unge jeg havde tilbage - Med alt hvad det indebærer af narrestreger, sjov og spas. Han er en sjov en er han altså, han er uden tvivl den der tror mest på gud her i huset, han fandt meget trøst i kristendommen og vores fortællinger om gud og himlen efter vi msitede Elias, vi havde alle brug for at tro på et eller andet, en mening, en der tog sig af ham, at vi skal ses igen, efter at vi mistede ham men jeg tror at min tro er falmet lidt igen som årene er gået, der er det tvært imod blevet meget stærkere for Sebastian og han snakker tit om gud og de ting de lærer i kristendom. Derfor valgte vi også at presse ham lidt til at begynde til minikonfirmand, for hans usikkerhed tog igen over og det tog ham faktisk 14 dage at komme afsted på trods af at vi havde tilmeldt ham og fortalt ham hvordan han skulle finde den taxa der kører dem fra skolen til kirken. Vi vidste godt at det kunne blive fantastisk for ham, og vi fik ret. Nu hvor de har gået til minikonfirmand nogle måneder og det i dag er slut syntes han det er ganske forfærdeligt at der er 4 år til de igen skal komme i kirken på den måde og han var ude af sig selv af glæde da hver af minikonfirmanderne fik en gave som indeholdt et lille kors lavet af noget vulkansten i en halskæde. Jeg er slet ikke i tvivl om at vi om 4 år skal til at arrangere en konfirmation, for selv om at jeg har en pla om at han skal tage det valg selv, om han vil konfirmeres eller ej, så føler jeg mig helt overbevist om at han vil træde ind i kirken (endnu en gang).

Hjemme ventede anden, den and som har ligget i vores fryser stort set siden sidste jul. Den har ellers været på madplanen mange gange nu uden at det er blevet til noget, senest igår, men de er jo herre lang tid om at tø op sådan nogle kræ! Der duftede af and hele vejen ude fra bilen, René var ellers ved at gå ud af sit gode skind over at vi nu havde været væk fra anden i en time og fyrre minutter, og med rette, den var nemlig løbet tør for vand i bunden så hele vores lille hus kke bare duftede af and, det var også så tåget at jeg tror det er et under at røgalarmerne ikke har fanget det før vi kom. Se det kunne have set godt ud hvis vi var kommet hjem til en dør der var sparket ind, en brandbil og 10 forskrækkede naboer som havde slået alarm over at anden havde sat alarmen i gang, NOT! Der var nu ingen fare på færde, men det var jo ikke til at se udefra. Og den blev god, uhh hvor blev den god. Jeg har altså en forkærlighed for and og jeg glæder mig afsindig meget over at vi i år har indgået aftale om at der kun er and på menuen juleaften, og ldit frikadeller eller medister til Oldefar og ungerne men det kan de beholde for dem selv! Jeg glæder mig både over at det betyder at vi kan slippe list af stressen og over at jeg så ikke behøver at spise et stykke steg af pligt, men kan holde mig til at smovse i and - og endda min mors gode andebrystfiletter. Der er altså ingen der laver mad som mor, specielt ikke sovs!!

Desværre nåede vi ikke færdig med julegaverne for selv om akrylmaling tørre hurtigt, så tørrede det ikke hurtigt nok anden gang til at vi kunne nå at blive helt færdige i dag desværre. Så jeg håber inderligt at mine små julegave-alfer har mod på at lave dem færdige imorgen! Jeg selv har en lille overraskelse til Sakarias og Sebastian jeg skal have hæklet færdig i aften, så jeg vil skynde mig at runde af her (uden at tjekke for stave- og slåfejl) så jeg kan gribe hækelnålen og se om jeg ikke kan nå at gøre det færdig til de kommer hjem imorgen. Desværre er det jo i dag søndag og jeg er ikke kommet af med mine triste sprøjter siden sidste jul, så for en lille halv time siden stak jeg mig selv i maveflæsket og venter nu på at blive ramt af influenzasymptomer, for i dag var der desværre en blodåre i vejen, det er ellers meget længe siden det er sket at jeg har ramt i sådan en sidst og når det sker så bliver jeg en del hårdere ramt end ellers.

- Glædelig 4. december.

Dagens kreative indslag består af rå trææsker, de kan tit købes i en pakke med 3 størrelser til få penge i Søstrene Grene, Harald Nyborg eller Panduro. Jeg har pakket æskerne ind i malertape på alle flader undtagen toppen, da vi kun ønskede at male låget.

Drengene har fået lov at male dem med akrylmaling, akrylmaling tørrer hurtigt hvis det er malet i tynde lag og det er derfor nemmere at få en pænt resultat for børnene. Jeg har valgt at give begge drenge to æsker hver, sådan at jeg mens de maler nr. 2 kan tørre den første med en varmepistol. Vi kender det jo alle, de der børnemalerier hvor de stort set er malet i een brun farve, fordi malingen ikke har fået lov at tørre inden næste farve er kommet på. Derfor har drengene også kun fået een farve på en tallerken af gangen og en pensel. Det giver godt nok lidt mere arbejde for vi forældre, men det giver helt sikkert også nogle pænere resultater.



Vores æsker fik lov at tørre et døgn inden vi gav dem et lag limlak og drengene så fik lov at beklæde deres malede æsker med bogstaver, stjerner og glimmer. Da de havde gjort det og det første lag limlak var tørt gav jeg dem et ekstra lag sådan at overfladen bliver glat og glimmer og stjerner ikke falder af, det er så trist når alt i miles omkreds er dækket af glimmer fordi det falder af alle steder.



0 kommentarer: