Sider

mandag den 16. januar 2012

Det er sgu svært, det her!

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg kan snart ikke kende mig selv mere og det skræmmer mig faktisk lige så meget som alt det andet vi står overfor lige nu.

I dag har jeg endelig fået hul på lidt af bylden, altså den der klump som sidder i halsen og brænder, gør ondt og er ved at kvæle mig, den der klump jeg hver dag prøver på at synke sådan at jeg ikke giver mig til at tude et eller andet sted hvor det slet ikke er belejligt. Vi lever jo i en verden hvor vi helst ikke skal vise for mange følelser, hvor vi stort set ikke ved hvad vi skal stille op hvis vi ser en anden være ked af det og hvor vi er nået til et punkt hvor vi ikke engang ved hvad vi skal stille op med os selv når vi er kede af det - Jeg er i hvert fald nået til det punkt.

Der er gået over 3 måneder nu, fra den dag lægen ringede og sagde at noget var galt - Og jeg har ikke tudet, jeg har rent faktisk ikke sat mig ned og givet frit løb for tårerne sådan rigtigt og givet mig selv lov til at føle hvor stort, overvældende og frygteligt det hele rent faktisk er. Jeg har gjort som det blev forventet af mig, ikke mindst fra mig selv, jeg har grebet efter vejret oven på den hårde besked, rettet ryggen og sagt "Selvfølgelig klarer jeg mig" og derefter forsøgt at klare en ganske almindelig hverdag som om intet var hændt mig.

Vi ved alle sammen der er noget galt, hele familien ved det og jeg gætter på at jeg langt fra er den eneste som dagligt går med kvalme af ren og skær nervøsitet, forvirring og angst for fremtiden - Men vi siger det ikke. Vi kigger på hinanden, smiler og spørger hvad vi skal have til aften. Jeg har hele tiden tænkt at det var bedst sådan, bedst at ungerne intet vidste, bedst at omverdenen intet vidste og bedst hvis jeg ikke behøvede at tænke over tingene. Jeg har hele tiden troet at det var fordi jeg ville få noget nyt medicin hurtigt og så ville vi kunne fortsætte som om intet var slet, men nu kan jeg ikke lade være med at tænke på om det ikke bare er sådan jeg er. Om jeg gået hen og blevet sådan et menneske der passer perfekt ind i den tid vi lever i, hvor vi klarer tingene bedst ved at lade som om det ikke eksisterer - Hvis vi ikke snakker om at det hele er svært og grimt og rigtig uretfærdigt lige nu, så er det sikkert slet ikke så slemt.

Men det er slemt, og jeg har brug for at græde! Jeg har brug for at nogen, ikke mindst jeg selv, anerkender at jeg er bange og har brug for at nogen stryger mig over håret og siger "Det er okay, det ér uretfærdigt!"

Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv, efter så mange år at have stolet på at jeg kan klare at, så at opdage at min krop er godt i gang med at svigte mig - og der er ingen vidundermidler der kan trylles frem af den sorte hat som kan rette op på det hele lige nu og her. Hvad gør man når man intet selv kan gøre? Jeg er sådan et af de mennesker der handler når der er noget galt, jeg tager sagen i egen hånd, springer ud en løsningsmodel og har det bedst med at gøre noget aktivt for at komme videre. Men nu kan jeg intet gøre, jeg kan ikke påvirke min krop til at reagere på kemo'en, jeg kan ikke bestemme om medicinalfirmaet skal bruge mig som forsøgsperson så jeg kan bare sidde her og vente på at nogen bestemmer hvad der skal ske med mig. Jeg kan ikke råbe af nogen, for det er ikke nogens skyld, jeg kan ikke skælde nogen ud, for det er ikke nogens skyld og jeg kan ikke tvinge nogen til at hjælpe mig videre.

Hvad gør jeg så..? Jeg skriver min blog nu her, tørrer de sidste tårer bort, lægger lidt koldt om øjnene så den værste hævelse og rødme fortager sig og så går jeg ud til familien igen, smiler og spørger hvad vi skal have til aftensmad. For.. hvad fanden kan jeg ellers gøre..?!!?!?

0 kommentarer: