Sider

tirsdag den 10. januar 2012

Er det januar nu?!

Wow - 10. januar 2012.. Jeg syntes ikke det er så længe siden at jeg sad her foran computeren sidst og skrev d. 22. december, men kalenderen siger noget andet, julen er overstået, nytåret er sendt til vejrs og vi skriver nu 2012.

Noget gik helt galt i min juleblog og da jeg et eller andet sted gerne vil fortsætte bloggen her, sådan lejlighedsvis, så bør jeg nok starte året her med at forklare hvad der gik galt. Jeg overvurderede mig selv! Jeg troede at jeg skulle lege mig selv fra 2010 hvor jeg var rask, derfor startede jeg kort før december med at lave en lang liste med ting jeg ville lave med ungerne og vise på bloggen, ting der kunne vise at jeg trods at jeg nu er temmelig meget mere syg så er jeg stadig en overskudsagtig mor der kan klare hele verden - og gerne mere til. Jeg havde ingen intentioner om at være sådan helt 100% ærlig om hvor skidt det står til, for hvis jeg først skulle indrømme det overfor hele verden, ja så betød det at jeg også var nødt til at indrømme det overfor mig selv, og det var (og er) jeg altså slet overhoved ikke klar til.

Men det står altså skidt til, kombinationen af at kræften ikke reagerer på det kemo jeg hidtil har haft god brug af, og at jeg rent faktisk stadig skal tage det som en slags "damage-control" er ikke god for mig. Hver dag er en kamp at komme igennem, en kamp for at holde mig oppe på trods af de symptomer sygdommen giver fysisk, de bivirkninger kemoen har og det store psykiske roderi det hele selvfølgelig efterlader. Jeg klarede ikke julen som jeg havde håbet på og det var ikke alene rigtig træls, men det gav mig også en kampe nedtur da jeg skulle erkende at jeg ikke er superwoman, at jeg havde skuffet mig selv og at jeg nu skal til at i gang med at finde mig en helt ny måde at finde ro med mig selv.

Sakarias og jeg blev syge på skift, flere gange om dagen både d. 23., d. 24. og d. 25. måtte vi have fat i vagtlægen og var på apoteket efter medicin til os begge. Juleaften var en blanding af udmattelse, frustration, selverkendelse, savn og glæde i en stor blanding som jeg ikke formåede at holde styr på inde i mit hoved eller med min krop. For selvfølgelig skulle vi da både i kirke, på kirkegården og tænde lys, bade og klæde hele familien fint på, hygge med tv, dække bord, gøre klar med mad og alle de ting som min søde familie ellers havde været så fantastiske at sige "Dét klarer vi" (selvfølgelig på en måde hvor jeg ikke opdagede at det var for at aflaste mig, ellers havde jeg aldrig givet lov til det), så noget af aftenen husker jeg som værende på grådens rand af udmattelse, noget hvor jeg var småhysterisk og noget hvor jeg trods alt var en glad, lettet og lykkelig mor med favnen fuld af hjemmelavede gaver og noget husker jeg slet ikke.

Nytåret.. jamen det husker jeg stort set heller ikke. Før i tiden var nytår sådan noget jeg elskede, så frem til og nærmest gjorde til noget der var lige så stort som juleaften. Denne gang havde jeg pakket det væk i en lille kasse og skubbet ind under sengen i håb om at alle andre så glemte den. Mellem jul og nytår havde vi helt bevidst valgt at tage hjemmefra, over til en veninde hvor vi kunne låne en tom lejlighed, på den måde slap vi for alle de der stressende julefrokoster i dagene efter juleaften og kunne bare slappe af i ro og mag og anti-jul. Det var fantastisk! Og eftersom vi først kom hjem dagen før nytårsaften, ja så havde vi ikke tid til at planlægge store nytårsfester. Min mor gav mad ude på hendes arbejde hvor hun havde nytårsvagten, jeg blev og holdt hende med selskab lidt, René og drengene kørte hjem hen på aftenen - Og sådan kom vi nemt, hurtigt og smertefrit over nytåret uden de store strabasser.

Men nu er det så januar, hverdagen er trådt ind igen - Den der grimme hverdag hvor ungerne er afsted i institution, hvor jeg ligger og sover det meste af alle dagene og hvor René bruger sine sidste juleferiedage på at holde styr på om skuden er klar til overdragelse til mig lige om snart. Julen og alt det glimtende og glitrende jeg kunne gemme mine mangler bag er forsvundet og tilbage står jeg i en skrabet udgave og må lægge hovedet på blokken og sige - Det går bare ikke! Jeg har ingen nytårsfortsæt, for jeg ved at jeg ikke kan overholde nogen af dem, jeg trøstespiser for meget sukker og jeg har ikke kræfter til at motionere nogen som helst steder hen, så hvis jeg skulle lave et, så må det være at jeg nu skal til at se sandheden i øjnene, lade folk se hvem der gemmer sig inde bag hende den matte udgave af Nadja og prøve at være realistisk omkring mig selv, mine evner og lade være med at tro at jeg skal være superwoman hver dag! (hver anden må være nok).

Så, dette er mit første indlæg i 2012, hvor jeg altså lægger ud med at indrømme at jeg ikke kan klare alt!

0 kommentarer: