Sider

onsdag den 25. januar 2012

Et flueben på tjeklisten.. OG!

Igår skrev jeg tre punkter jeg skulle tage op med mig selv, nogle som jeg på forhånd vidste kunne blive rigtig svære for mig at tage hul på - Men ganske som jeg havde forventet så blev det lidt mere et "løfte" til mgi selv når det først kom på skrift. Så jeg kan rette ryggen lidt mere i dag og sætte et lille flueben på tjeklisten.

Jeg har nemlig spurgt om pasning/legeaftale til Sakke - Og puha det var svært, og det var det iøvrigt stadig i dag da jeg så den pågældende mor i børnehaven. For selv om at jeg ved at Sakke får det fantastisk og at det er okay at spørge om hjælp en gang imellem, så er det sgu også lidt af en fallit erklæring at skulle bede om hjælp til lige præcis mine børn! Jeg tror nu at Sakarias får en fantastisk oplevelse, eller det VED jeg, de har allerede inviteret ham med til både håndbold og en tur i svømmehal, noget som jeg overhoved ikke ville have energi til at gøre selv, hverken fysisk eller mentalt. Det giver lidt et stik af dårlig samvittighed overfor ungerne at det er andre der er nødt til at gøre sådan noget med dem - men samtidig så er jeg bare SÅ glad for at der findes mennesker i vores liv som vil gøre det. Det ér sgu da stort! Da jeg spurgte ham her i dag om han glædede sig til at sove hos M brød han ud i et stort og langt "JAAAAAAAA!!!" og da jeg spurgte ham om han troede vi kunne undvære ham sagde han meget voksent "Jamen mor, Så må I jo hente mig" på den der vildt kære måde som betyder "Nu er du skør mor!".

Og René glæder sig! Han ville som jeg allerede vidste ikke selv have været den der bad om hjælp, hvis det ikke var fordi vi skulle noget. Men det har vi ikke planer om, vi skal bare slappe af og se hvad dagen bringer, måske kommer vi til at snorkboble på sofaen hele aftenen eller måske vi rent faktisk har energi til at gå ud og lave noget sammen, det må tiden vise. Men at han er glad, det er der ingen tvivl om!

Jeg har brugt lidt af dagen på at kigge på det der legat halløj, lidt af dagen. For jeg har faktisk været lidt ude i den virkelige verden igen i dag. Min tidligere chef fra jeg var i arbejdsprøvning havde nemlig inviteret mig ned på kaffe, (jeg mistænker lidt min mor for at have en finger med i spillet - noget med at jeg er ved at blive en lille smule sær af at sidde og stirre på de samme vægge dag ud og dag ind *fløjter*) og i dag takkede jeg så ja til den der kop kaffe, som så blev til morgenbrød og vand. Det var virkelig skønt at komme lidt ned på kontoret hvor jeg jo har elsket at være! Der kom flere af mine tidligere kolleger ind og sagde hej og selv om at jeg ikke har været der nede i omkring 8 måneder så kørte snakken bare så nemt. Og jeg fik endda lov til at kigge lidt med i de nye ting der er sket siden jeg selv sad med det, de har skiftet nogle systemer i taxa'erne og har lavet aftale med 4x35 taxa, så det er jo viiiildt spændende det hele! Jeg er ret nysgerrig af natur så jeg kunne ikke lade være med at syntes at det var noget at jeg var nødt til at vide mere om. For et par timer følte jeg mig faktisk helt Nadja-agtig igen! (Og lur mig om det ikke var det de havde planlagt hele tiden!)

Da jeg kom hjem med bussen var jeg super træt, men glad, positiv og opløftet træt. Det lykkedes mig ikke at sove selv om jeg lige ville tage et par timer inden Sakke skulle hentes, men det var egentlig okay. Jeg er da ikke faldet helt sammen endnu selv om René siger jeg ser frygtelig ud, tak tak! I stedet fik jeg kigget lidt på det der med at søge legater, for selv om at jeg syntes at jeg har været lidt på forkant med den der CTR-saldo som nulstilles snart så har jeg langt fra kunnet samle det fulde beløb, ligesom jeg har en nagende fornemmelse af at det bliver en meget skuffet dreng der ikke kommer på spejdernes landslejr i år (det er dyrt at skulle have mor og far med!) - Så hvis et par legater måske kunne hjælpe os, så ville det jo være helt fantastisk! Men det er altså bare slet ikke så ligetil, "Vejviser til legater og fonde" er helt vildt dyr, det koster penge at finde legater på nettet og Norddjurs kommunes biblioteker har ikke nogen udgave der er nyere end 1990 (og der sgu nok sket en udvikling i legaterne de sidste 22 år!) så ja, det er sgu temmelig nedslående. Jeg har dog ikke tænkt mig at give op endnu, jeg skal blot til at tænke kreativt, eller måske ønske mig lidt mere fornuftige ting end hobbyartikler i fødselsdagsgave!

Sebastian skulle have været til minikonfirmand i dag, men et par timer inden det startede ringede præsten så og sagde at hun havde glemt at tage højde for at de to skoler ikke havde fri på samme tid, så minikonfirmand lå faktisk på et tidspunkt hvor Sebastian ikke engang havde fri! Jeg kunne ikke lade være med at blive en lille smule irriteret, drengen havde glædet sig og vi havde brugt en masse energi på at få ham presset lidt blidt til at tage afsted - Han er nemlig meget bange for at prøve nye ting hvis der ikke er nogen med han kender som kan hjælpe ham og da de andre forældre nok havde opdaget fejlen med tiderne, så var han altså det eneste tilmeldte barn fra hans skole, sammen med en flok fra en anden skole. Jeg syntes bare det var vigtigt at han kom afsted fordi han tror rigtig meget på gud, han ved allerede nu at han vil konfirmeres og fordi at han ikke fik den fulde minikonfirmandundervisning da det var i den by han går i skole (i en anden kirke end han hører til og skal konfirmeres i) netop fordi at han var så nervøs at han de første par gange ikke turde tage med taxa'en fordi han troede man skulle betale, eller ikke troede han kunne komme hjem, eller bare var utryg. Så SUPER øv at vores egen præst havde lavet den fejl når det rent faktisk var lykkedes mig at få ham overbevist om at det ville blive sjovt og godt, selv om at han var den eneste fra hans skole! Ihh.. Og han ville bare have SÅ godt af at komme lidt ud i tiden og jeg tror at det er meget godt at have noget at tro på når man står i en situation som vores. For mig har det i hvert fald hjulpet meget at kunne sige "Det er ude af mine hænder" eller "ARRRGH, hvad er det lige han har tænkt, ham oppe på skyen" eller som da vi mistede Elias at kunne tro på at vi ses igen i et efterliv!
- Jeg håber præsten gør et eller andet, laver en aftale med skolen eller måske kan flytte undervisningen så Sebastian også kan være med. Men jeg tror desværre at det er for meget at håbe på! Øv!

Egentlig er der vel ikke så meget at fortælle i dag - Andet end at jeg kan mærke at jeg er ved at blive mig selv igen. At jeg har det langt bedre med at skulle igennem en hård omgang med ny behandling end at rende rundt i det uvisse. Det gør ikke noget at det bliver slemt og hårdt og grimt og gør ondt - Bare det at jeg kan se at der sker noget, noget håndgribeligt, det gør mig altså i langt bedre humør. Det er fantastisk at kunne begynde at mærke lidt at mig selv igen, at kunne kende mig selv lidt igen, jeg er ikke vant til at være på randen til at give op, jeg er vant til at knurre og vise tænder!

Ja - Jeg har endda fået lavet lidt kreativt. Det har godt nok taget nogle dage at få det færdiggjort, energien bliver jo ikke ligefrem bedre selv om humøret gør det. Men jeg har da fået lysten til at lave noget, et klart fremskridt!

- Og stavefejl er stadig gratis.
Specielt når man er løbet tør for dymo strimmel til at rette sine fejl *fløjter*



Jeg er nødt til lige at tilføje et "OG" til dagens blogindlæg.

Jeg sad lige og kiggede lidt på status her inde, jeg syntes det er lidt hyggeligt at følge med i hvor mange der læser min blog, hvor mange der kommenterer og nogle gange kigger jeg lidt på hvor de besøgende kommer fra. I dag så jeg så at jeg har fået en vel besøgende fra Norge og tænkte at jeg ville gå ind og se hvad det dog kunne være der henviste til min blog.

- Og nu sidder jeg nærmest med tårer i øjnene, det er ualmindelig skønt at se at de norske tv-seere og bloglæsere har så pæne ting at sige om mig. Det betyder virkelig meget, trods at jeg ikke aner hvem I er! Tak for de pæne ord!

(En sidebemærkning til jeres spørgsmål - Elias døde som følge af en misdannelse han havde fået på grund af den type kemo jeg fik 3 måneder før jeg blev gravid med ham. Lægerne havde regnet med at kemo'en var ude af kroppen efter 3 dage, men det var det desværre ikke og Elias' urinveje udviklede sig ikke rigtigt. For at undgå en meget smertefuld død valgte vi at han skulle forløses meget før tid. Mit livs sværeste beslutning, men det mest skånsomme for Elias)

1 kommentarer:

Shadowz sagde ...

James du kan da lige tilfoere England til din fan base for vi laeser med hver dag og syntes da bare du er for sej. Knus herovre fra