Sider

lørdag den 14. januar 2012

Jeg er en oversize gul kylling! En Fighter!

Jeg er en Fighter - Og ikke bare forstået på den måde at jeg hver eneste dag kæmper mine kampe, men jeg er en Fighter, en af de der mange mennesker der en dag og en nat i sommeren trækker i en gul t-shirt og går rundt til "Stafet for livet"og skilter med at jeg er syg. I forbindelse med min første (og faktisk indtil nu eneste) stafet meldte jeg til at være en af en gruppe mennesker som i det næste år skulle være med til at "hverve" nye Fightere.



Sagen er nemlig den, at når vi trækker i vores gule t-shirts og render rundt og ligner en flok over-size kyllinger, så gør vi det ikke for at sige "Se stakkels mig - jeg har kræft" men for at sige "Prøv at se hvor mange vi er, og det er blot en lille del af den store folkemængde der går rundt og har kræft". Men vi ér bare ikke ret mange til at vise hvor stor en del af befolkningen som rent faktisk har været eller er kræftpatient. Det er et virkemiddel der skal få folk til at indse hvor meget kræft fylder i hverdagen for rigtig mange mennesker - Og selve stafetten kører i 24 timer for at gøre opmærksom på det faktum at når man er Fighter, så er man det hver evig eneste time af døgnet, uden pauser! (Dog er Fighterne der ikke i 24 timer, med mindre de gerne vil det - Så bare rolig, det kræver kun en time med mindre man selv ønsker mere! - Og det gør du!)

Det var for mig en utrolig overvældende ting at komme til Stafetten og havde det ikke været fordi at jeg modtog et brev der opfordrede mig til at tage med, så havde jeg heller ikke gjort det. Det er måske lidt svært at forstå, men som jeg siger i videoen som jeg har langt link ind af længere nede, så har jeg brugt SÅ mange år af mit liv på at bevise at jeg er stærke, jeg er næsten rask, jeg kan godt og at folk ikke skal se mig som stakkels Nadja med kræft.

I det øjeblik jeg trådte ind på pladsen, som jo er kæmpe stor, fyldt med telte til holdene, telte til oplysning, telte til mad, telte til underholdning, blev jeg ydmyg og følte en smule trykken for brystet - men det kan overhoved ikke sammenlignes med hvad jeg følte da jeg trådte ind i Fighter-teltet, hvor alle Fighterne mødes, og fik udleveret min gule t-shirt og kunne kigge ind på over 50 andre mennesker i deres t-shirts. jeg var nødt til at bakke ud igen, få luft og kæmpe lidt mod den kvalme som arbejdede sig op. Alle de mennesker, helt almindelige mennesker som jeg aldrig havde gættet havde eller har haft kræft sad der inde, stemplet, og i det øjeblik jeg tog min på ville jeg være en del af dem, stemplet som "Nadja med kræft"

Det krævede noget overvindelse og jeg er virkelig glad for at jeg havde Sakarias med til at løfte stemningen for mig, jeg gik mange gange frem og tilbage til teltet, ud på pladsen og ned på dammen og kigge på ænder. Hver eneste gang jeg kom tilbage til teltet kunne jeg se hvordan der strømmede mennesker til, hvordan de grinte, snakkede lystigt, krammede hinanden og fortalte hvor glade de var for at se hinanden igen i år. Det tog mig noget tid at opdage at jeg ikke var stemplet her, men at jeg i stedet var godt i gang med at blive indlemret i et stort fællesskab, en stor familie af "oversize gule kyllinger" som alle havde den samme ting med i baggagen.

- Fra det øjeblik blev det en fantastisk dag, og selv nu hvor jeg sidder og skriver om det står dagen som noget næsten magisk for mig. Åhh, jeg ville ønske jeg kunne beherske de skrevne ord bedre, for jeg vil så gerne kunne skrive præcis hvad det var der skete med mig den dag, for der skete noget stort, som slet ikke er til at beskrive alligevel! Da vi sad og hørte et kort foredrag inden vi skulle starte stafetten så jeg mig omkring, på alle de her mennesker, unge, gamle, kvinder og mænd i en stor blanding og oplevede faktisk hvordan det var at føle sig helt rigtig godt tilpas med mig selv om min sygdom.

Og følelsen jeg fik da vi, med hver vores solsikke, trådte skridtene til den første runde i stafetten er helt ubeskrivelige, det var næsten med tårer i øjnene at jeg med ryggen rat, brystet frem og stoltheden lysende ud af mig travede afsted med en beslutsomhed som aldrig før. Og selv om at jeg lige præcis der blev stemplet, som jeg havde frygtet så meget, så gik det op for mig at jeg ikke blev stemplet som "Stakkels syge Nadja" men som hende den seje Nadja, Fighteren Nadja!

Stafetten har mange formål, nogle vil sige at den er der for at samle penge ind til kræftens bekæmpelse, nogen vil sige at den er der for at gøre opmærksom på hvor mange der egentlig lever med kræft - men jeg vil sige at den er der for at skabe sammenhold mellem fightere, et usynlig bånd skabt af en følelse.

jeg håber inderligt at jeg får rigtig mange flere Fightere at se i Syddjurd, nærmere bestemt Rønde Bypark, næste år. Jeg håber at der kommer flere deltagere og jeg håber at, i der har læst dette vil gå idn på www.stafetforlivet.dk og finde jeres nærmeste stafet og afgive et løfte til jer som om at deltage til sommer, om i er kræftpatienter, pårørende eller bare helt almindelige mennesker er ligemeget, I vil uden tvivl få en oplevelse for livet.

Er det ikke nok til at lokke jer?
- Så kan jeg måske lokke med gratis mad og drikke til de tilmeldte Fightere, gratis frugt og vand til alle (fightere, deltagere, besøgende) hele dagen og natten og meget, meget mere!

Se en kort video omkring det at være Fighter her: Fighter-video
- Videoen er optaget til vores første Fighterambassadør seminar, endnu en helt fantastisk og meget udviklende oplevelse jeg har haft omkring Stafet for livet. I videoen deltager jeg og tre andre, med lidt af det vi har oplevet omkring stafetten.

0 kommentarer: