Sider

tirsdag den 24. januar 2012

Wow.. Klarer jeg det virkelig, er det virkeligt nu?!

Da jeg lagde mig i sengen i aftes, efter en følelsesmæssigt forvirrende dag skete der et eller andet i mig. Den følelse som jeg havde i halsen da jeg gik ud fra lægens konsultation og op mod skranken kom endelig op til overfladen - Lettelsen!

Jeg er sikker på, at hvis man kunne se den følelse der kom ud der, så var det en sort sky som blev pustet ud efter et langt suk, og så havde jeg bare brug for at græde. Brug for at græde over at det hele har været så træls og uretfærdigt og at vi nu endelig har noget håndgribeligt at koncentrere sig om, at jeg nu endelig kan bruge min energi på at kæmpe for at komme videre.

Da jeg lagde mig med hovedet hos René, så kom tårerne - Og jeg lod mig selv græde! Glædestårer! Endelig fik jeg sagt "Det er bare så skide svært det hele" noget som jeg burde have sagt for meget lang tid siden, men alting bliver så virkeligt når man får det sagt højt og jeg havde ikke lyst til at det skulle være virkelighed at jeg havde (og har) det svært. Men det skulle ved gud være virkelighed at DET HAR (med stort tryg på det har) været svært og uretfærdigt og at nu er jeg lettet over at kunne kæmpe mod en modstander, med kemo på min side. Bolden ligger ikke længere på leukæmiens banehalvdel, nu er det min tur til at styre spillet!

Det er frygteligt at få at vide at man har kræft, men det er til at tage og gribe om når man skal kæmpe mod og med noget håndgribeligt. Jeg begynder bedre at kunne forstå hvor svært mine pårørende har det, de har aldrig noget de kan kæmpe med, de kan kun stå og afvente og tage imod hele tiden. Jeg har altid sagt at jeg tror det er nemmere at være den det går ud over, men nu er jeg sikker. Jeg kan kæmpe, jeg kan beslutte mig for at den her nye kemo, lige meget hvor slem det bliver, så skal den og jeg arbejde sammen om at sparke leukæmi-røv. Men de andre, de står bare og skal afvente om jeg tager beslutning om at give op, være ked af det eller kæmpe. De kan intet gøre, andet end at lytte og afvente hele tiden. Det er nok ikke meget galt når jeg siger at jeg føler jeg står midt i det hele og alle bare kigger på mig og afventer mit næste træk - For hvad skulle de ellers kunne gøre, der er jo ingen af dem der kan påtage sig mine frustrationer, mine smerter eller den skæbne jeg skal igennem. Lige meget hvor svært det er, så er det altid min kamp og mig der skal kæmpe den.

- MEN, det gør det nu nemmere at der står nogle ved min side klar til at hjælpe når jeg falder. Igår var det i hvert fald rart at René kunne stryge mig over håret og give mig ret i at det er en frygtelig tid vi har gået igennem og at det også bliver en frygtelig tid at vi skal igennem nu, men at vi selvfølgelig klarer det!

Nu skal jeg bare lære at bede om hjælp hos andre også. For det bliver nødvendigt nu, jeg har efterhånden flere gange måttet erfare at jeg ikke kan klare det hele alene - Og med frisk erindring om hvor slemt det var for René og drengene i efteråret da jeg skulle afprøve en type kemo jeg ikke tåler, så er jeg nødt til at hjælpe dem lidt inden jeg starter ny behandling om præcis 3 uger! René beder i hvert fald ikke om hjælp, han er omtrent lige så stædig som jeg og jeg kan mærke at han tænker "Det er jo ikke mig der har det hårdt, så jeg skal nok klare det" men ingen af os har været nok opmærksomme på at det her ikke kun er mig alene, det går ud over hele vores lille familie. Så nu er jeg nødt til i det mindste at prøve at få lidt hjælp! Så..

- Jeg regner med at jeg vil ønske mig legathåndbogen til min fødselsdag, min CTR-saldo bliver nulstillet 4 dage efter min fødselsdag, en udgift vi godt nok har sparet lidt op til, men det ville være sjovere at bruge de penge på noget andet. Så der skal søges nogle legater så vi måske kan få penge til at gøre livet lidt sjovt at leve for os alle i 2012, med spejderlejer og Sebastians første runde fødselsdag. Hæng mig op på det søde blog-læsere, vil i ikke nok?!

- Jeg skal få lavet nogle overnatningsaftaler for Sakarias. René trænger efterhånden også til at kunne prøve at sove længe en gang imellem - Og Sakarias fortjener at komme lidt ud en gang imellem og vi er ærlig talt alt for dårlige til at støtte ham i hans ønske om at komme med andre hjem og lege. Så vi skal til at lære og give slip så han kan komme lidt ud blandt andre, og så skal vi lære at tænke lidt på os selv! Sebastian laver selv sine aftaler, men det kan Sakarias jo ikke endnu!

- Jeg skal til at lære og sige TIL. Eller.. Jeg skal til at sige til mine venner at de ikke skal bede mig sige til, men at de i stedet skal bede mig sige fra. Jeg kan ikke finde ud af at sige til, så hvis de kan se at vi har brug for hjælp, eller bare føler at de har lyst til at hjælpe, så skal de gøre det. Da vi mistede Elias var der en af mine veninder der sendte mig en sms "Jeg har lige været på McDonalds og jeg kom til at købe for meget mad, jeg kommer lige forbi med det". Det var så fantastisk sødt, og det var en lettelse at hun ikke bad mig selv spørge om hjælp men i stedet bare gjorde det og så var det op til mig at sige ja eller nej til hendes hjælp. (Det skal jeg iøvrigt også selv huske når jeg ved mine venner har det svært!!)

0 kommentarer: