Sider

tirsdag den 7. februar 2012

Det bliver bedre og bedre!

- Og det er absolut ikke det der trækker læsere til bloggen, men det er der altså ikke noget at gøre ved, for jeg har det virkelig fantastisk. Altså måske ikke sådan Wuhuuuu-Fantastisk, men i forhold til hvordan jeg har haft det de sidste par år, så har jeg det faktisk ret godt! Og hvor er det dog bare fantastisk at kunne slutte et langt og træls kapitel med at få det så skide godt, inden at et nyt starter, som garanteret også får sin charme både til den gode og den dårlige side!

Men det er nu også lidt tankevækkende at jeg lige nu render rundt med en leukæmi der ligger midt imellem rigtig godt og rigtig skidt, og det eneste jeg lige nu mærker til den er de der forbandede knoglesmerter og lidt træthed. Utroligt at den behandling der er så livsnødvendig for mig er det der gør mig syg og dårlig hverdagen, at noget som jeg får for at kunne leve, rent faktisk er det som hæmmer mig i at gøre det fuldt ud! Jeg ved jo godt at jeg kun har det så godt lige nu fordi leukæmien ikke er kommet til rigtig skidt endnu, for så snart at den kommer der op, og det gør den MEGET hurtigt uden behandling, så har jeg det bestemt ikke godt. Så der er ikke noget at gøre, hvis jeg vil leve så er det med medicin der gør min hverdag en smule træls!
- Og det er så her jeg takker min skaber for at have produceret mig med så kort en hukommelse, for jeg glemmer nemlig rigtig hurtigt hvordan det er at have det så godt som jeg har nu, og laver mig en ny hverdag med det som bliver budt mig, og kommer til et punkt hvor jeg faktisk også syntes at jeg har det godt sådan. Spurgte man mig i sommers om jeg havde det skidt, så havde jeg garanteret også sagt nej, eller det ved jeg at jeg havde (og det kan så ses på Kanal4 d. 28. februar) og dengang fik jeg altså dagligt det kemo som giver mig kvalme, kramper, smerter, gør mig nedtrykt (og træls hvis man spørger René, åbenbart! Hehe) og giver et hav af andre bivirkninger som jeg heldigvis ikke husker lige i skrivende stund - Så hurra for en kort hukommelse!

I dag har jeg været temmelig aktiv faktisk, altså i Nadja-målestok! Jeg startede selvfølgelig dagen, efter at jeg var kommet op, have taget mine morgenpiller, spist og været i bad, med at sætte mig og lave et kort mere. Jeg har slået lejr ved spisebordet så det er nemt lige at glide ned på stolen og fortsætte hvor jeg slap.

Kort før middag kom min mor og slæbte mig med i Bauhaus - Er I klar over hvor stor den butik er?!! - for at finde nogle ben til et eller andet møbel. Det lykkedes nu ikke, men det lykkedes mig at få lavet en ekstra nøgle til huset, så vi ikke længere behøver at sloges om dem der er. Så jeg kom endda ud og blive luftet i dag, og helt uden at blive kørt træt faktisk. For da jeg kom hjem tog jeg over i børnehaven tog to ikke kun et barn, men to med mig hjem! Og så fandt jeg da lige ud at vores børnehave virker sådan rent sikkerhedsmæssigt, for jeg måtte nemlig ikke snuppe Sakarias veninde med mig hjem før hendes mor havde givet personligt besked.

- Og hvad gør man så lige når man kommer hjem, strømmen går og tager varme, lys og vand med sig? Ungerne var ikke helt tilfredse og da jeg rodede mig ud i en forklaring om at der var nogen der arbejdede med strømmen blev det lige pludselig til at der var nogen der legede med lyset. Så de var pænt sure over at nogen kunne finde på at lege med lyset når de plejer at få at vide at de ikke må de. Hold kæft hvor er de bare sjovt sådan et par 3årige! Da de havde endevendt hele det lille drengeværelse fandt Sakarias billedlotteriet frem og så satte vi os ellers med det indtil René, Sakkes venindes forældre og søster og Sebastian og en kammerat kom hjem. Og så var der også fuldt hus! Men det var nu suuuper hyggeligt og jeg fik lov at vise lidt at mine kreative ting frem - Og så var jeg selvfølgelig glad!!

Aftenen har været meget stille og rolig, mig med ondt i ryggen, Sakke sovende og Sebastian til spejder. Da han kom hjem var han simpelthen så stolt af hans hjemmelavede dolk! Den er også rigtig fin! Heldigvis var han i super humør, jeg måtte nemlig meddele at hans fædrende ophav ikke kommer med til skolefesten og selvfølgelig blev han temmelig ked af det. Heldigvis havde jeg flere gode nyheder til ham, som f.eks at hans vinterferie starter allerede på fredag, med at vi tager ud og hygger os sammen - Og en kæmpe tillidserklæring til ham, i form at den nye nøgle og en fin nøglering.

Han var simpelthen så sød da han under putningen sprang mig om halsen og sagde "Jeg er bare så glad for at du er min mor og at far er min far" (altså René), større kærlighedserklæring får man vist ikke og jeg kunne heller ikke lade være med at få lidt våde øjne og krammer ham alt, alt for længe! Og så iøvrigt fortælle ham at han aldrig må blive stor og flytte hjemmefra, hvorefter vi var nødt til at tage snakken om hvornår han må flyttehjemmefra og endte med at indgå kompromis ved 28 år. Han sagde 18, jeg sagde 32 og han nåede selv frem til at så var 28 nok bedst - Jeg glæder mig til at se hvem af os der først skifter mening når han nu først nærmer sig de 18.

Hvor er det dog fantastisk at et barn på 9½ stadig kan få de der tidspunkter hvor han bare har brug for at kramme og blive bekræftet i at mor og far er de bedste. Der er godt nok længere og længere imellem efterhånden, men han gør det stadig - og jeg sætter måske nok større pris på de gange han så gør det. Han er sgu dejlig, ham har jeg fået bygget godt!!

0 kommentarer: