Sider

søndag den 26. februar 2012

Nu skal det fanme være nok!!

For at være helt ærlig, så duer jeg altså ikke rigtig til at være så negativ så lang tid i træk, jeg duer ikke til at være ked af det, skrive om triste ting - Jeg duer helt ærligt ikke til at være hovedpersonen i mit eget liv lige nu, jeg vil UD! Men desværre har jeg skrevet livstids kontrakt og rollelisten her er altså ikke til at ændre, for fuck også!

Nu kunne jeg godt skrive en masse om for meget smertestillende, at jeg ligner en med rødehunde eller hvordan jeg i de mørke timer er ved at miste modet - Men det har jeg simpelthen ikke lyst til. Jeg har lyst til at fortælle lidt om hvor skønt jeg syntes det er at jeg har været ved at hækle nogle flere bamser, som jeg slet ikke har brug for. Eller at jeg har lavet nogle flere fødselsdagskort, som jeg heller ikke har brug for, at jeg har været ude i solskindet med min totalt forårs-kuldrede hund - Og at jeg igår gjorde noget som jeg aldrig havde troet jeg skulle!

Igår var der nemlig "arrangement" i spareklubben - Om jeg egentlig vil kalde det et arrangement i spareklubben tror jeg ikke, for det var snarer spareklubben som sammen tog en bus, for at spredes for alle vinde i små grupper og bagefter samle sig for at tage hjem igen med selvsamme bus - men turen gik til et show med Ørkenens Sønner. Og, igen helt ærligt, så har Ørkenens Sønner ALDRIG nogen sinde sagt mig noget, jeg syntes de er dygtige skuespillere, men alt det der med pik, patter og et niveau som meget sjældent kommer over bæltestedet det er bare ikke mig. Men selskabet er hyggeligt, billetten var betalt og jeg trængte desperat til at tage lidt for meget smertestillende, dække mine røde pletter med makeup, tage den nye trøje på og komme hjemmefra, ud og lade som om at hende den kræftsyge stadig lå der hjemme i sengen og ynkede sig og at jeg lige igår var den glade, friske og smilende tvillingesøster! (Lidt personlighedsspaltninger tager man vel ikke skade af, en gang imellem, vel Bente?!)

Så, ud på eftermiddagen traskede jeg og min tro følgesvend (altså René!) ned af vejen, i overskyet vejr, men med et højt humør. Jeg havde sørget for at pakke forsyninger i form af den medicin jeg nu kunne ske at få brug for, og derudover havde jeg faktisk besluttet mig for at dagen ikke skulle handle om sygdom. Jeg ville stå i slående kontrast til den seneste uge og helst så meget at ingen ville have gættet at jeg havde brugt aftenen på at klynke mig i søvn! Og det lykkedes..

Ganske rigtig så var første del af showet ikke lige mig - det var i hvert fald ikke det jeg selv ville have valgt, men jeg var vildt imponeret over deres evne til at spille, deres evne til at leve sig ind i rollen og hvordan de kan synge så fantastisk - Det er jo helt vildt hvad de fire kan udrette med deres stemmer. Jeg fniste, jeg klappede og jeg nød i fulde drag stemningen af glade mennesker, småberusede mennesker med deres øl (og ikke engang et stik af jalouxi over kun at turde indtage vand) som i langt højere grad end jeg selv kunne gå op i showet. Og jeg sluttede faktisk af til pausen med ligefrem at glæde mig til at se næste halvdel.

Under anden halvdel skete der noget.. Ja.. Egentlig ville jeg skrive at jeg fik en forløsning, men jeg er ret sikker på at det sådan i ren "Ørkenens Sønner"-ånd vil blive misforstået, men.. Jah.. Måske var jeg ved at være træt, måske var jeg ved at være blevet beruset af den berusende stemning, eller måske var det hele bare så plat at jeg ikke kunne lade være. Det var i hvert fald plat da "Dorte og Grethe" gik på scenen, men lige pludselig så grinede jeg, og jeg grinede og jeg grinede og jeg grinede til mine mavemuskler krampede og tårerne trillede ud af mine øjne. Jeg tror ikke jeg vil kunne sige hvad det egentlig var jeg grinede af, men det var bare så befriende at grine, så jeg kunne slet ikke stoppe.

At sidde der, høre på platheder og bare kunne grine står i absolut yderste kontrast til hvad vores mange sidste måneder har handlet om og i høj grad de sidste dage - Så der i mørket i salen, der føltes det på een måde helt magisk at kunne give slip, lade mig rive med og bare grine den store mørke sky afmagt, vrede, fortvivlelse, sorg og desperation ud af brystet.

Det er ikke løgn når jeg nu skriver at jeg havde nemmere ved at gå ud bagefter, jeg havde nemmere ved at rette mig op, jeg havde mindre ondt og jeg følte det i det hele taget som om jeg var blevet lettere. Og så var jeg ligeglad med hvad ventede mig senere, aftenen måtte bare ikke slutte for tidligt! Jeg udskød aftensmaden og blev stik imod hvad jeg havde troet da jeg tog hjemmefra, sammen med vores spareklub i et par timer mere hvor jeg fik snakket, hygget og bare været. Og jeg nød det, JEG NØD DET! Jeg nød at være mig!! For det er altså ikke mig der ligger inde i sengen og er syg, selvfølgelig er det mig, men det er ikke sådan jeg er, jeg er glad, jeg er smilende og jeg ELSKER livet.. Hende den slatne der render bleg rundt og klynker hele tiden, det er ikke mig, det er ikke den måde jeg ser mig selv.. Det er ikke livet.. Det er bare noget der skal overstås så jeg kan komme ud igen og gøre det jeg elsker, og være den jeg elsker!

Selvfølgelig endte det med en hård omgang i nat, med smerter, kvalme og søvnløse timer hvor kun WordFeud og en god veninde var der til at hjælpe mig igennem de hårde strabasser - Men det er ligemeget, for jeg havde lige fået ladet batterierne op og intet kunne få følelsen af at have luftet den virkelig Nadja til sådan at forstumme!!

0 kommentarer: