Sider

søndag den 11. marts 2012

Overstadig, overtræt og SMASH'ing!

Jeg er blevet gjort opmærksom på at jeg har forsømt min blog - og faktisk vidste jeg det godt i forvejen, men for at være helt ærlig så har jeg været temmelig negativ på det sidste, rendt ind i sådan en periode hvor jeg kun har haft træls ting at skrive, hvor jeg ikke har kunnet se ret meget positivt og hvor jeg har været så træt at jeg har gået og vrisset af alting når det ikke har villet som jeg har syntes det skulle. Og det har jeg ikke lige haft brug for at dvæle i, det har været mere end rigeligt at skulle leve midt i det.

Men så var det at jeg rev 1½ døgn ud af kalenderen, sprang ind på bagsædet af en fremmed bil og mødtes med flere hundrede kvinder der går op i det samme som mig - Og nu er jeg bare klar igen!! Det kræver måske nok lige lidt mere forklaring for ikke at lyde alt for sært, så here goes.

To gange om året er der scrapbooking convention i middelfart, mange hundrede mennesker samles om den samme skønne hobby, ligesom 8-10 butikker også gør det. For 6 år siden var jeg afsted første gang og efter nogle års pause begyndte René og jeg for to år siden at tage med igen. Det er min hobby - Og det giver mig så meget at have den at gå op, den til at tage tankerne om det trælse bort for en tid og det glæder mig at forevige ungernes liv sådan at jeg ved at jeg har fortalt dem deres livshistorie og lige de her to gange om året, giver mig så meget gåpå mod og ny energi at det er både tid og penge værd.

René plejer at tage med, for selv om jeg har kørekort og sagtens kan køre i et par timer, så bryder jeg mig ikke om at sidde i en hals hvor jeg fiser rundt og bruger alt min fysiske og mentale energi hele dagen, og bagefter så skulle køre den lange tur fra Middelfart til Bønnerup om aftenen, jeg er faktisk ikke sikker på at det er muligt når alt kommer til alt. Han siger selv at det er derfor, men jeg tror faktisk at han nyder at være eneste mand blandt 300 kvidrende kvinder.
- I år er han blevet syg, MEGET syg, af halsbetændelse og selv om han på den der "Jeg kan klare alt"-måde blev ved med at sige at han sagtens kunne tage med, så forbød jeg ham det, det havde han nemlig på ingen måde kunnet, og jeg ville ikke være syld i at 300 kvinder om et par dage alle ligger syge med halsbetændelse. Så jeg gjorde mig klar til at droppe det hele, men kunne om morgenen mærke hvor ked af det jeg blev, så mig ind på facebook og klage min nød.

Og jeg kan nu sige, at selv om jeg vidste scrappere var hjælpsomme og betænksomme så er det kommet helt bag på hvor hvor søde, rare og imødekommende alle har været. I løbet af få timer havde jeg flere som tilbød mig hjælp, desværre var det bare ret svært at finde nogen der kom fra "min side" af landet. Men mens jeg sad i venteværelset hos lægen og ventede på dom over både jeg og René, så tikkede der en sms ind og så havde jeg kørelejlighed. René var nu lidt betænkelig, og jeg selv var lige ved at springe fra af generthed, men et mentalt spark bagi af min impulsive side fik mig til at styrte hjem, pakke lidt ting og springe afsted for at mødes med to kvinder jeg ikke havde andet end et par mobilnumre på.

- Det var fantastisk. Det var grin, hygge og fortrolige samtaler fra Randers til Middelfart og da jeg kom der ned, hvor to skønne kvinder ventede mig følte jeg mig simpelthen så opløftet, på trods af at jeg havde glemt at medicinere mig ud af trætheden og at jeg egentlig ikke selv var ordenlig på toppen, så havde jeg det bare så godt, så fantastisk.. Noget jeg rent faktisk ikke har følt siden den dag vi var i Kattegatcentret med ungerne. Jeg tog der ned for at møde to venner, men i løbet af dagen og aftenen havde jeg fået mig et helt langbord af venner som jeg pendlede lidt imellem at være sammen med, fra det ene bord til det andet, fra den ene latterkrampe til den anden!

Uhh.. Kender du det, når man har oplevet noget rigtig skønt og folk spørger; "Jamen hvad skete der egentlig, hvad lavede du?" så er det bare umuligt at gengive hvad det helt præcist var der skete som var så fantastisk. Det er ikke een ting ved convention der er så fantastisk, det er tusind små ting som bare falder i hak og er fantastiske. Det er ikke juleaften, det er bedre!!

René og jeg skulle overnatte på en lille B&B sammen med mine to veninder, jeg aner egentlig ikke hvor gamle de er for jeg har aldrig haft behov for at spørge, vi har det godt sammen og hygger os, griner og snakker - Men de har holdt sølvbryllup, så noget siger mig at den fysiske aldersforskel nok egentlig er en del, det kan bare ikke mærkes! Jeg overnattede jo så alene, den ene havde ellers været så sød at snamme med stedet og høre om jeg ikke blot kunne få en opredning inde hos dem, men det var for sent, så jeg faldt omkuld i det sødeste lille værelse med udsigt over lillebæltsbroens summende trafik og blev vugget i søvn af mine nabo-værelses-kammerater der grinede til langt ud på natten, en fantastisk måde at falde i søvn. En tung drømmeløs søvn som varede til næste morgen hvor jeg opdagede at jeg vågnede før væggeuret ringede og følte mig mere udhvilet end jeg har gjort længe, på trods af at jeg havde fået 3 timers søvn mindre end jeg ellers har brug for. Forventningens glæde kan gøre meget!

Efter en hurtig morgenmad, serveret inde på deres værelse hvor vi straks genoptog vores latterbrøl skynte vi os afsted til hallen igen - Mig med en smule ekstra baggage end jeg kom med, for da vi kom til vores værelser om aftenen gav de mig en kurv med skønne ting, et stort knus og et "Det er i stedet for en blomst" (og med det også lidt våde øjne). Ihh jeg føler mig heldig at jeg ved et tilfælde for 1½ år siden kom til at sætte mig ved siden af dem ved et af de lange borde til convention. Siden da har jeg set frem til at mødes med dem - og de er nogle af de få som får et svar uden omsvøb når de spørger hvordan det går.

Dagen gik selvfølgelig med shopping og hygge. De havde aftenen før sat mig i gang med et minialbum, som jeg har besluttet at lave som en bog jeg og ungerne kan tage med og udfylde når vi skal på spejderlejr til sommer og jeg faldt hurtigt ind i det igen. Jeg har spinket og sparet mine småmønter og pengegaver for at tage med til convention, men der har været vigtigere ting og meget tomt på kistebunden så jeg kom stort set tomhændet afsted denne gang - Men da jeg åbnede min pung for at betale på B&B faldt der et par sedler ud som jeg ved at jeg ikke havde lagt der, René havde givet mig lommepenge med. Hvor søren han har gemt dem er mig en gåde, det er mig der er finansminister og jeg har ikke opdaget dem. Det var nu også ligemeget, jeg var meget lykkelig og gik glad rundt og udså mig de bedste tilbud på de ting jeg gerne ville have, handlede fornuftigt og tjekkede alle de nye ting ud, faldt i svimer over alt det jeg gerne ville eje og klappede nyforelsket på posen med mine nye ting.

Det blev selvfølgelig til noget papir, et par stempelpuder, to små stempler, en dims til at sværte med, en die til bigshotten og en lykkepose (som jeg hurtigt fortrød jeg havde brugt penge på!) - Og da jeg egentlig regnede med at jeg var færdig med at shoppe, så rendte jeg ind i et helt nyt koncept som jeg faldt pladask for!

Noget der hedder SMASH og allermest minder om alt det rod der var i mine skolekalendre de sidste år i skolen, billeder af mine venner, mærker fra tøj, små beskeder skrevet i timerne, pynt klippet ud af blade, dimer og dutter - Dét kunne jeg simpelthen ikke leve uden at forsøge mig! Så jeg måtte til nødrationerne og hen og plukke ting ned at stativet.

Timerne gik, pengene var gået men hyggen går aldrig, så da klokken blev 19 og jeg knapt kunne hænge sammen mere, så gik jeg også - Lige ud og satte mig i en bil, hos en af de rigtig mange mennesker som havde tilbudt at tage mig med på deres vej tilbage. Til mit store helt havde en enkelt tilbudt mig at køre mig helt hjem, René havde på ingen måde kunnet hente mig lige meget hvor mange eller hvor få km han skulle have kørt for at gøre det. Vel hjemme pakkede jeg ud, viste frem og talte i lange sætninger til en mand som ikke magtede at se ret interesseret ud, selv om han måske nok var det.

I dag har jeg haft flere gøremål end jeg egentlig havde lyst til - For på mit spisebord ventede mine ting, og hver gang jeg kiggede på dem fik jeg hentet flere og flere af de "gamle" ude fra kontoret som jeg liiiige skulle prøve mig med.. Og ja, i skrivende stund ligner det jerusalems ødelæggelse (for nogen) men er i virkeligheden mit lille paradis!


Imorgen må jeg nok have en ekstra plade i *fløjter*

Og så vil jeg stolt vise mine første sider i min SMASH bog frem, jeg har besluttet af bogen egentlig bare er for at øve mig, lege med konceptet og huske hvad det var jeg syntes var så fedt da jeg gik i skole. Så det bliver en "Familien Jørgensen Kaags 2012" altså bare lige om det jeg har lyst til at sætte ind, når jeg har lyst. De første sider er således blot en præsentation af famililiens medlemmer.


SMASH ala Naddi
Jeg kan kun anbefale at man tjekker konceptet ud - Og til min familie kan jeg sige at det er dét jeg ønsker mig fra nu af og fremover. Mærker, lommer, dimser og dutter af mærket SMASH ;)


1 kommentarer:

Heather Spears sagde ...

kære Naddi
fandt frem til din blog fra nov. 2007 og er meget glad for det du skrev, og at få kontakt til dig, lige nu sender jeg breve mm ud for at finde frem til alle forældre jeg har tegnet over årene, fordi der skal være udstilling sponsorert af Foreningen Spædbarnsdød, på KBH Rådhus sal - og vil høre om tegningen skal være med. Her er brevet - håber du vil være med med familietegningen.
*Også lige nu sender jeg få kopier tíl Landsforeningen som kan være med i deres FaceBook invitation som kommer snart.*Ma tegningen være med?
Jeg er på Facebook også og har email spears.heather@gmail.com, og en illustreret blog ​heatherspearsblog.wordpress.com som jeg håber du vil Follow!
kh Heather

For længe siden har jeg
tegnet for jer,( gennem Landsforeningen
Spædbarnsdød. Nu
prøver jeg at kontakte så mange som mulig om en planlagt
store udstilling i KBHs Rådhussalen.Jeg vil gerne høre om i vil være
med, og udstille tegning eller tegninger.Den er sponsorert af Foreningen, og
Formålet er at fremme viden om emnet - og giv støtte omkring
sorg.
Jeg har få emails fra
dengang - nu vil Foreninen skrive om det på deres
nyoprettet Facebook - men jeg prøver mig frem, og
vil skrive også på
min Facebook. Jeg håber at i kender andre som har en
tegning, og at i vil vil vidersende dette
brev. Måske var der en
forældregruppe i stadig har kontakt til?Jeg vil virklig prøve at få
besked ud til alle jeg har tegnet for over årene - helt
tilbage til 90'ern!
Der er god tid - der
ansøges nu, og så gør der 1½-2 år.
(Jeg har kopier af
tegningerne og vil også gerne bruge nogle få
med Foreningens FaceBook invitation -
sig til o det er OK Er man ikke medlem af deres
Facebook, can man blive det ved:
forening@spædbarnsdoed.dk kærlige hilsner og håber at høre
tilbageHeather