Sider

fredag den 30. marts 2012

Venflon-helvede!

Hvad kan jeg sige om i dag.. Altså, jo det har egentlig været en ret begivenhedsrig dag, selv om jeg ikke har fået besøg hjemmefra i dag.

Men jeg har fået det skønneste håndskrevne kort fra min mors moster, som vi så bare alle sammen kalder Moster Birte. Hun er sådan et skønt, hjertevarmt menneske som altid tænker på alle andre, så jeg blev simpelthen så glad for at modtage et godt gammeldags håndskrevet brev her inde på sygehuset. Og så har hun andda selv lavet kortet, ud af materialer som hun købte da vi tilfældigt mødtes til scrapbooking convention i middelfart tidligere i marts. Det var dagens helt store "upper" for humøret, og jeg er helt vildt glad for det!

Stuegang kom hurtigt, ikke det nye i det. God effekt af kvalme- og smertestillende før måltid, mere movicol, 3 liter væske indenbord hvad dag hvoraf de to skal foregå i drop fordi jeg stadig ikke drikker nok, og så får jeg lov at blive weekenden over. Hvilket jeg klart har det bedst med. Den unge læge fortalte at han havde snakket med min egen læge kort, og at han havde sagt at han ville komme over og sige hej hvis han fik tid. Det gjorde bestemt også godt for humøret, for nu hvor jeg føler at de har nogen lunde styr på min mave er jeg begyndt at blive lidt lysgerrig efter hvad planen er efter det her. Skal jeg op i dosis, skal jeg blive på den her lave dosis, ja hvad skal der ske.

Og så kom snackvognen jo selvfølgelig forbi, som den gør hver eneste dag. Igår lokkede hun mig til at prøve nogle nødder og nogle tørrede jordbær mod kvalmen, og det endte med at være super godt. Så i dag, hvor jeg har fået at vide at jeg i hvert fald er indlagt weekenden over, så læssede hun det helt store "nødde/tørret frugt" orgie af til mig, med besked om at hun først kommer tilbage mandag, så jeg må lige klare mig selv med at presse tilpas på, få spist nogle nødder og så huske at sige til det øvrige personale at de skal komme med små nemme portioner til mig, indtil hun kommer tilbage og kan hjælpe. Jeg elsker altså alle de her omsorgsfulde mortyper der render rundt her inde - Selv om det også minder mig om at jeg savner min helt egen mortype som må nøjes med at genne rundt med mig ude på gangene når hun er på besøg!

Men så blev jeg afbrudt af det her venflon-helvede. Altså drop, der skulle lægges et sted så jeg igen kan få væske direkte i åren. Åren klappede jo åbenbart sammen igår og ville ikke være med til mere i lige dén. Så den unge læge startede med at forsøge at lægge en i højre arm, et lykkedes desværre ikke. Han havde både hørt mig fortælle om at jeg er svær at stikke i og oplevet det selv, så han valgte at ringe efter narkoselægerne allerede efter første forsøg. Hvilket jeg sætter stor pris på!

De var ret hurtigt på pletten, kun sådan 30-40 sider i "Nattens hus #4" og en sød dame åbnede døren og sagde som det første "Åhh, du er rødhåret, de ér bare sværer at stikke i!" - Den var ny. Ikke alene har jeg opdraget mine årer til at flygte fra overfladen ved ordet "nål" jeg er også rødhåret og besværlig. Jamen altså! Men det lykkedes faktisk den søde dame at likke drop, godt nok i en lille tynd åre i underarmen, i allerførste hug. SEJT! Jeg svedte tran, seriøst, men var lettet (og lettere lugtende, det syntes jeg i hvert fald selv)

Så blev droppet smækket op, og det sved! AV! Det fik jeg at vide at det godt kunne, og tænkte at det nok var på grund af at det er en lille tynd åre at det sved, for det plejede det da ikke at gøre de tre foregående dage det havde kørt! Jeg læste lidt, ømmede mig lidt, læste lidt mere og endte efter et par timer med at have "tygget" sådan en liter kalium/glykose til mig. Så skulle skidtet så skiftes til en omgang saltvand, så jeg kunne komme op på de der 3 liter (jeg kæmper i skrivende stund stadig med at få drukket den ene liter jeg selv ksal klare) men.. krise.. så virkede droppet ikke mere. Det sved helt vildt! Altså seriøst meget, og lige pludselig havde jeg samlet mig en ret stor og blå bule under huden. Sygeplejersken ville stoppe den med det samme, men jeg vidste godt at det betød der skulle lægges en ny, så jeg lokkede hende til at give den et lille forsøg mere, det blev den bare slet overhoved ikke spor bedre af, tvært imod!

Så.. mon 3 gang skulle være lykkens gang!? Ud skulle droppet i hvert flad, og jeg har fået mig en fin rød/blå plaage udner huden. Av for søren, men nu har den da nogen lunde den rette tykkelse igen. Igen blev der ringet efter narkoselægerne, de har bare mere styr på det der med de besværlige rødhårede nålepuder. Og ingen stod en sød dame og kiggede lidt på mig her, der og alle steder op op ned af armene. Hun var selv rødhåret, så vi havde os en vældig snak om det at være rødhåret, og hun mente bestemt at det var noget pladder at vi rødhårede skulle være sværere at stikke i, ligesom hun kunne fortælle at nogle af hendes kolleger var af den mening at rødhårede skulle have mere bedøvelse før det virkede, men heller ikke den troede hun på! Tak, vi rødhårede ér altså ganske almindelige mennesker, ikke en art for os selv! :P

Meeen - Den første åre hun fandt og ville stikke i, den et par cm over den store i albuebøjningen, den jeg har haft drop i de sidste dage, blot i modsatte arm, lavede et hop (sammen med mig) og rullede væk så den heller ikke kunne bruges. Det opdagede vi også ved at den væske hun sprøjtede ind lagde sig under huden i stedet for at løbe med åren rundt. ØV!! Og der svedte jeg for alvor tran, jeg var helt våd på panden, mine hænder var ikke bare fugtige, men driv våde!
- Og så videre til næste forsøg. Denne gang i den store åre i albue bøjningen, i venstre arm, efter at højre allerede var blevet skamferet 3 gange i dag! Og den ligger perfekt nu, forstået på den måde at den er så stor at den er til at ramme og det lille bitte rør ligger som det skal - Ligesom min arm så også bare skal ligge som den skal! Det vil sige strakt, hele tiden!!

Så mig ud og spise med straks arm! Det er pænt svært, men det gav mig da den fornødne tid til at spise stille og roligt. Går det for stærkt gør det ondt, så det hurtigste et måltid tager i løbet af en dag er omkring 45 minutter, og det er her om aftenen. Nu føler jeg mig så bare temmelig handicappet, jeg kan ikke ligge ordenligt, jeg kan ikke selv få tøjet til at makke ret - Og værst af alt kan jeg ikke komme ud i bad og få vasken luften af nåleskræk væk (men jeg ender nok med at gøre et forsøg alligevel, hvis ike den her liter saltvand er alt for længe om at løbe ind)

Da jeg var færdig med at spise stod min rare læge lige pludselig ved siden af mig og nikkede. Ihh, jeg blev så glad da jeg så ham at jeg straks rejste mig for at sige hej! Jeg havde ellers opgivet at han ville komme i dag, så det var bare rart at se ham. Selv om det er lidt mærkeligt at se ens læge i "civil", det er vist kun sket en gang før, dengang han besøgte mig ude på Skejby sygehus da jeg var gravid med Sakarias og indlagt der, og leukæmien lige pludselig også syntes den skulle gøre knuder. Så fik vi os lige en lille hurtig stuegang der ude i cafeen (her spiser vi ude i et lille hyggelig café område, i stedet for at sidde og spise på stuerne. Det fremmer både fordøjelsen, det sociale og garanteret også helbredet - Men mest af alt apetitten!). Jeg kunne sige at jeg syntes det går bedre efter at jeg er begyndt at få medicin før måltiderne, men at jeg stadig spiser mest om aftenen, ligesom det heller ikke går for godt med at drikke, selv om de er ved at have opdraget mig godt nu. Og han kunne svare på hvad der skal ske sådan indenfor de næste dage, og den nærmeste fremtid. Åhh det var nu rart at høre fra ham, han er sådan en rolig type, så når bare han siger at det nok skal gå, så føler jeg mig virkelig overbevist om at det nok skal gå. Så jeg stod med en følelse af at være smile fra det ene øre til det andet da han lagde tryg på "Denne gang er gangen hvor det lykkedes!" - Både fordi han sagde det på den måde, men også fordi at jeg tror ham helt og holdent. Jeg kan allerede mærke at jeg selv er mere tryg ved medicinen nu, og med sygeplejerskernes hjælp har jeg en plan for det at spise og drikke uden maven gør knuder. Det skal lykkedes! Og heldigvis sagde han at jeg får lov at blive på den her lave dosis af medicinen et stykke tid. Det gjorde mig bare endnu mere sikker på at jeg kan klare det denne gang. Jeg ved jo så selvfølgelig ikke hvor stor effekten af medicinen så er, altså overfor leukæmien, men det kan lægen jo heller ikke stå og sige noget om, der skal først tages yderligere prøver, efter noget tid med den her dosis, og så komme svar på de prøver. Så det ved vi sikkert først noget om om en måneds tid. Men, skulle det så ske at jeg skal sættes op i dosis, så må jeg håbe (og det tror jeg fuldt og fast på) at kroppen har vænnet sig til denne lave dosis, og kun brokker sig minimalt, hvis overhoved, over at få lidt mere kemo.

Kan I læse optimismen skinne ud af mig?! Jeg tror på det nu! Jeg troede ikke helt på det i tirsdags da jeg kom ind, og onsdag hvor jeg havde en træls dag var jeg faktisk lidt bange igen. Men nu tror jeg på det, med de rette hjælpemidler der hjemme også, så skal det nok lykkedes. Og igen, alt andet er for svært, hårdt og uudholdeligt at tnke på, så selvfælgelig skal det lykkedes.

Så, nu er min stive arm ikke rigtig med på at blogge mere for i dag, så jeg beklager på forhånd alle stave- og slåfejl, giver armen og det her apple-stave-kontrol skylden og vil forsøge at drikke lidt mere af de 800 ml væske jeg har haft stående siden imorges. Og så tænke på at alle mine 3 vidunder-drenge kommer på besøg imorgen, jeg savner dem godt nok meget nu!!

Jeg ved ikke lige hvad der går galt for billederne i dag..

0 kommentarer: