Sider

søndag den 1. april 2012

Dagens ord er BÆ!!

Det kunne også have været øv, møg, skod eller andet negativt ladet, men af flere årsager er BÆ altså det rette ord (lyder bare bedre og altid mere plat end LORT og ér virkelig passende!)

Jeg har haft den hidtil værste nat her inde, jeg vågnede kl. 3 med frygtelig ondt i maven og en følelse af at hvis jeg ikke løb mod toilettet NU (eller endnu bedre for 5 minutter siden) så ville det kræve en rengøring - og sådan fortsatte det frem til kl. 5.30 før jeg fik en pause, hvor jeg faldt om af træthed, udmattelse og ydmygelse. Der havde en venlig sygeplejerske hjulpet mig igennem ture med voldsom kvalme, voldsomme smerter og den gråd der følger med når man er så bange og påvirket af en krop man ikke selv kan styre. Det var ganske enkelt frygteligt - og præcis som dagene og nætterne har været der hjemme!

Ja NU viser medicinen sig som den plejer, i alt sin klamme tilstedeværelse hvor den ødelægger alt den optimisme jeg havde fået mønstret. Jeg har hele dagen være ked og trist, for det var faktisk lidt i planerne at jeg kunne komme hjem imorgen, men det kan jeg mærke vil være ganske tåbeligt. Hvis jeg kommer hjem står jeg her inde igen om to dage, skyldstynget fordi jeg ikke har kunnet drikke de tre liter hjemme og er stoppet medicinen, eller også ligger jeg bare og har ødelagt alt det de har oparbejdet den sidste knap uges tid. For jeg har (jeg kunne næsten sige selvfølgelig) hverken kunnet spise eller drikke voldsomt meget i dag, jeg har snart drukket hvad jeg skulle (1 liter selv, to i droppet) men det har været alt andet end fornøjeligt, og det der med at spise er gået helt i vasken. Så nu drikker jeg ikke vand længere siger sygeplejersken, nu drikker jeg noget med lidt næring i, ikke også Nadja?!! og jo, det gør jeg da i hvertfald, og kæmper med en juicebrik mere..

I dag har jeg haft et uventet besøg af en skoleveninde, hun ringede igår og spurgte om de måtte komme, og igen i formiddag hvor jeg var mere død end levende. Jeg besluttede mig at sige ja trods situationen - min mor siger jeg skal til at være ærlig omkring det hele, i stedet for kun at lade folk se mig når jeg er frisk og ligner en der aldrig har haft kræft. Så, det var et lille skridt på vejen at lade dem komme ind og se mig. De er sådan nogle typer som man ikke kan lade være med altid at have det godt sammen med, slappe af sammen med og så gør det ikke helt så meget om man er lidt bleg og svedig.
- Og det var faktisk rart at lukke nogen ind bag facaden, måske skulle jeg prøve det lidt mere. Jeg opdagede også at jeg automatisk "løfter" mig selv et par grader når der kommer nogen, det var lidt en lille smule nemmere at trække kvalme, smerter og træthed i baggrunden mens de var her, og så kom de på et perfekt tidspunkt lige efter jeg havde forsøgt at spise, hvor jeg trængte allermest til opmuntring. Og opmuntring havde de med i deres skønne måde at være på.. Og en fin gavepose!

Jeg har simpelthen fået mig den skønneste lille hund her ind, den er så grim at man ikke kan andet end at elske den helt vildt. En tøjhund nærmest i tro størrelse med Frode der hjemme, som selvfølgelig hedder Frode og er i skrigende pink bred fløjl! Jeg elsker den og den tager sig ganske godt ud sammen med Sebastians fine orange påskehare fra igår! De havde også købt lidt andre ting, Monika kunne huske at jeg havde (har) en lille Peter Plys-fetich gemt i maven, så jeg har fået tusser og en Peter Plys malebog, et pink kortspil (gæt selv hvad min yndlingsfarve er) og to små "Mal-selv" puslespil. Malebogen og puslespillene havde de selvfølgelig tænkt at jeg kunne bruge til drengene når de kommer her ind, en fantastisk tanke som jeg slet ikke selv kunne være kommet på, selvfølgelig skal vi da have lidt kreativt at hygge med her inde. Der ud over havde Moni en stor pose bøger med jeg må låne, så nu kan jeg lige gøre "Her i nærheden" og "Når mor kommer hjem" færdige, og så kan jeg vælte mig i tøsebøger og drømme mig tilbage til folkeskolen ved at læse "Erik menneskesøn"

I dag et jo også dagen hvor jeg har "8års dag med kræften" - en dag vi plejer at fejre. Ikke som i at vi fejrer at jeg har kræft, vi fejrer at jeg har levet endnu et år med den her snylter i kroppen. Vi har før taget ud og spise, enten hele familien med min mor, stedfar og lillebror også, eller René og jeg alene, men det er altid blevet fejret. I denne omgang har jeg ikke fejret noget, jeg har ikke engang haft mental energi til at gøre mig nogle tanker i dag. Jeg har bare sovet, løbet på toilet med min brækpose, og så sovet noget mere. En ung læge kom på stuegang og sagde "Jeg kan se i journalen at du har jubilæum i dag, tillykke" og jeg har fået et par sms'er fra to gode veninder der også har husket dagen - og det er egentlig meget fint. Med dagens besøg, og dagens strabadser har der ikke været energi til at gøre mere ud af dagen. Det må fejres på behørig vis når jeg er ude på den anden side af den her skod-medicin.

Egentlig er det lidt "sjovt" at jeg for 8 år siden sad her inde, med min mor ved min side, nede for enden af gangen, ved det runde bord der står der endnu, og fik at vide at hele min verden som jeg kendte den skulle vendes rundt. Alting skulle nu handle om at kæmpe mig igennem leukæmien og starte behandling lige med der samme, med piller, prøver, røntgen og stamcellehøst i dagene efter. Nu sidder jeg her igen, 8 år efter at de sagde at statistikkerne gav mig 3-6 år at leve i, og kæmper igen den samme kamp om at komme igennem og få et roligt liv. Jeg kunne vælge at se negativt på det og sige at jeg ikke vandt, men sådan ser jeg det ikke. 8 år er sgu da skide sejt, og at jeg igen skal kæmpe den her kamp er da også skide sejt, der er nyt medicin som gør det muligt for mig at få mange gode år endnu, hvis blot jeg kæmper mig igennem denne gang også! Det er rart at se nogle få af de samme ansigter her inde fra, et par sygeplejersker og nogle sosu'er er holdt ved fra aller første gang jeg kom, det er trygt og rart at sidde her igen, og få den samme støtte igennem endnu en gang. Så jeg tror det er gode tegn at jeg 8 år efter sidder her igen, de hjalp mig de første mange gange der skulle kæmpes, og de hjælper mig igen nu 8 års efter jeg fik diagnosen. 8 år.. Det er jo helt vildt, og ikke nok med det, så er det 730 dage mere end jeg dengang troede at jeg ville kunne gøre mig forhåbninger om at få. Dét er sgu da sejt, 8 år og et skønt barn rigere, og jeg lover mig selv at det ikke bliver det sidste fra mig, som en veninde skrev så vil jeg om 8 år mere kunne skrive 16 år.. Det er endnu et delmål, men nu starter jeg lige med at sigte efter de 9 år - og først og fremmest de 3 uger der kan gå inden kroppen forhåbentlig har accepteret medicinen.

Nu hopper jeg fra igen, det lykkedes mig overhoved ikke at spise noget aftensmad, så jeg vil prøve at kigge lidt på mine mange bøtter med tørede jordbær og nødder og se om de ikke kan hjælpe mig lidt, måske bliver jeg så tørstig af salten på nødderne at jeg kan drikke min juice. Og så skal jeg havde skrevet mine sprørgsmål til stuegang imorgen ned. Sygeplejersken kom med en lille blok før maden, så nu kan jeg bare gå i gang - og det der er vigtigst, er vist frygten for at blive sendt hjem lige nu, så det må jeg hellere få skrevet øverst.

- Og så lige mine tro væbnere, bamsen der har fulgt mig i over 8 år nu, påskeharen fra Sebastian og den nye fine Frode-kopi. (Nej, man bliver aldrig for gammel tilsat have tøjdyr med en historie bag ;P)

0 kommentarer: