Sider

torsdag den 5. april 2012

En ekstra update..

En update - Ja, jeg har så lovet René at komme med en update, sådan en hvor jeg skriver hvordan dagen har været, og ikke bare mit lille sammenbrud (som iøvrigt har sat sit helt tydelige spor på resten af dagen, ved at lægge mit hoved i en skruetvinge-agtig-hovedpige).

Men dagen er faktisk gået okay. Det er lidt vil dt kunne skrive sådan, for sidst jeg gjorde det virkede det lidt som om jeg jinxede det, for derefter gik det helt galt igen, men det gør det selvfølgelig ikke denne gang (bank under bordet). Natten er gået stille og roligt, oppe en gang, tage smertestillende og ellers kun moderat kvalme, som ikke var værre end at jeg var for doven til at ringe efter en sygeplejerske med kvalmestillende, så det må siges at væren noget af en fremgang. Så snart man er for doven til at gøre noget, så er tingene slet ikke så slemme mere!

Til morgen kom en af de få sygeplejersker jeg kan huske fra jeg startede her inde på afdelingen, hun er sådan en overfrisk dame som har alt, alt for meget energi - og som har den der "Hør nu her min pige, nu gør vi sådan..!". Lige det jeg har brug for at bryde ud af det mønster jeg er ved at tillægge mig selv her inde. Så det har været en lidt barsk dag for mig, forstået på den måde at der nu er blevet stillet nogle krav, og der er blevet fulgt op på dem.

1: Jeg skal drikke selv.
- Altså skal jeg i dag drikke ALT, det jeg kan selv, presse mig selv og min mave ud i at drikke virkelig alt hvad jeg kan. Så skal det tælles sammen så de kan se præcis hvor meget jeg egentlig kan få ned. Først derefter vil der blive sat drop op med resten. Egentlig ret godt, for jeg har ikke kørt min mave lige til bristepunktet de andre dage, men har nok snarer holdt lidt igen fordi jeg ved det kommer til at gøre ondt at drikke. Og det har det bestemt også gjort i dag, og jeg har (indvendigt) bandet lidt efter sygeplejersken. Men det er sådan noget der skal til, en der kan sætte hårdt mod hårdt på den der omsorgsfulde måde nogle mennesker bare har (og nogle andre så klart bare slet ikke ejer!!)

2: Jeg skal ud og røre mig.
- Lige det punkt har jeg bestemt ikke noget imod. Slet ikke efter den hovedpine jeg har fået samlet til mig i dag, så var det virkelig tiltrængt at komme ud. Desværre er der påskeferie lukket på sygehuset så jeg kan ikke få adgang til deres fitness center før de åbner igen på tirsdag. Så jeg må nok desværre skuffe lægen lidt. I stedet fik jeg så besked på at gå op i pølsevognen og spise mig en hotdog. Den ligger ikke langt uden for området, så da René og ungerne kom bad jeg den blive i deres overtøj mens jeg skiftede fra mit tynde sygehus tøj til noget lidt tykkere hjemmefra, og så smuttede vi ellers ud i forårssolen.

Det var en skøn tur. Jeg syntes at Sakarias blevet så meget større, snakker så meget mere og er blevet et rigtig lile bøllefrø siden jeg er kommer her ind. Jeg kan høre hvordan han har taget nyt ting til sig, så det var på en gang både helt fantastisk at gå med hans lille hånd i min mens Sebastian tumlede rundt og legede han var midt i en krig med en masse håndgranater flyvende om ørerne på os, og samtidig også sørgmodigt at kunne både se og høre hvor meget jeg går glip af i de her dage. Alting går stærkt lige nu, og selv om jeg jo bestemt ikke føler jeg ligger og laver ingenting her inde, for jeg kæmper virkelig for at få alting til at fungere, så føles det alligevel som om jeg er sat ud på et sidespor mens de andre stadig får lov at følge livet der ude. Men wha' det må være endnu mere motivation til at kæmpe igennem denne gang, så jeg hurtigt kan komme ud på den anden side og være med til at leve livet der ude igen.

3: Spise..
- Jah, det der med at spise ér og bliver altså en ting jeg er temmelig træt af i tiden. Jeg kunne helt seriøst godt tænke mig at kunne stryge den ting på listen så jeg bare kan koncentrere mig om at drikke, kæmpe igennem smerter og komme oven på, så kan vi tage det med at spise senere. Selv samme sygeplejerske som har helt styr på hvad og hvor meget jeg har drukket, har også fuldstændig styr på hvad jeg har spist. Og godt det samme!

Så i dag kan jeg prale med at jeg for sørste gang i mange, mange, mange dage har spist et helt morgenmåltid. Altså bare det at jeg har spist morgenmad er jo lidt af en sensation her inde, jeg var god til det der hjemme inden jeg gik i gang med Bo-Sune-Tine-og-Ib (som vi kalder medicinen for at huske alle savelserne BoBuTinIb) men den ødelægger jo min mave fra kl 22 til omkring kl 16, så det er egentlig bare blevet sådan at jeg har sprunget morgenmaden over for at skåne mig selv. Men det måtte jeg ved gud ikke få lov til i dag, der blev stillet krav. "Nu går du ud og spiser, og du spiser et æg, med salt og så bestemmer du selv hvad brød der skal til! Æg er godt for ødelagte maver" og tænk sig, jeg turde ikke andet end at høre efter. Det gjorde min mave så heller ikke! Så æg det blev, med salt og en meget lille halv franskbrød med smør. Det var sejt, det gjorde ondt og jeg var flere gange ved at springe fra bare ved skrækken om hvordan min mave ville straffe mig bagefter, men tanken om sygeplejersken var nu alligevel værre - Så jeg gjorde det, og det lykkedes. Med forbavsende lidt efterspil fra maven, jeg slap bestemt ikke, men jeg kastede ikke op og jeg endte heller ikke som igår, men jeg måtte da godt nok bruge formiddagen på at høre og mærke hvordan alt i min mave prustede, stønnede og vred sig. 

Frokosten blev ligesådan, jeg blev sendt ud og spise, og bedst som jeg sad og så på min store bakken, som jeg endda allerede havde fået reduceret, så kom sygeplejersken ud til mig og satte sig ved siden af mig. Og ja, så var det jo at hun kom til at snakke til mig og der stod lidt vand ud af mit hoved.. og alt det der (som der er kommet et godt og solidt låg på igen, indtil næste gang!) Men jeg havde simpelthen personlig træner under frokosten, og en halv tartelet og en halv rugbrød med æg blev det til, det holdt godt nok hårdt og der var ryddet for folk og personale inden jeg og sygeplejersken var færdige med vores mad-marathon. Men det giver altså sig selv, med alt det væske, så er der ikke plads til de store mængder mad i maven. Og helt ærligt, så satte gårdsdagens oplevelse altså også sit spor, jeg var hunde rd for at ende med at ridde rystende ude på toilettet endnu en gang, så jeg tror også kvalmen kom rent psykisk fordi jeg allerede var ved at forberede mig på at det skulle gå galt. Men deeet, gjorde det ikke!!

Turen med drengene var simpelthen så skøn. Vi fandt en lille kiosk hvor vi gik ind og købte et chokoladebar til hver af drengene og så gik vi ellers hele vejen rundt om sygehuset indtil jeg fandt den lille trappe som fører fra en betalingsfri parkering og næsten lige op til min afdeling. Jeg havde lidt en bagtanke med at vise René stedet, for jeg kan ligge og holde øje med hvor mange penge der bliver trukket på mit kort til parkering her inde. Så selv om jeg ikke er hjemme til at bruge penge på impulskøb, så trækker jeg alligevel ret store væksler på økonomien i både benzin og parkering, så hvis nu parkeringen kunne spares væk, så ville det bestemt være en bonus.

Den lille trappe fører op til et grønt område, og der slog vi os ned med chokolade - og mig med min fortyndede isthe jeg havde taget med mig. Så skønt at se dem tumle rundt på græsset, falde og tumle lidt mere, for at komme hen til mig og blive trøstet (ja ja, jeg er den onde mor der stadig har brug for at mine unger søger hen til mig når de er kede af det - Tænk hvis de fandt ud af at far godt kan og ikke har brug for mig når jeg kommer hjem. Totalt forskruet tankegang). Sakarias tog mig i hånden og sagde "Mor1 Jeg elsker dig" efterfulgt af et "Når man elsker nogen, betyder det at man kan lide dem rigtig, rigtig, rigtig, RIGTIG meget!" og så var jeg simpelthen så lykkelig som nogen mor overhoved kan blive.

Jeg holdt til en time ude i det gode vejr, og fik en del mere motion end jeg har fået på de sidste dage sammenlagt. Det var skønt! Derefter satte vi os i cafeen/opholdsstuen og hyggede lidt med den her iPad, den kan spille fantastisk mange sjove spil syntes drengene. Så det gav os lidt lidt ekstra kvalitetstid selv efter jeg var begyndt at blive dårlig. Jeg begyndte nemlig at få det skidt mens vi sad ude, min hofte, mine knæ og min hovedpine blev værre og værre - Men jeg havde bare slet ikke lyst til at sende mine 3 skønne drenge hjem.

Men det skulle jeg jo, for til sidst blev det for meget med smerterne og der trådte svimmelhed til, så jeg gik ind på min stue for at give René blomsterne med hjem og.. fandt at min seng var optaget!! I min seng lå der, godt pakket ind med dynen oppe om ørerne, noget som vist nok skulle ligne mig. Og så kunne vi jo ikke lade være med at grine. Min skønne sygeplejerske var gået fra mens jeg var ude og "motionere" og havde lige villet sende en lille hilsen som tak for i dag. (billede følger)

Jeg havde egentlig forstået det sådan at jeg ikke måtte få mere morfin overhoved, så jeg var noget slukøret, for ikke at sige temmelig smerteforpint, da jeg sendt drengerne hjem, men heldigvis var der en der havde misforstået så jeg fik lov at få en pille alligevel. Og da den begyndte at virker, så vupti, blev jeg sulten for første gang i laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa(og det sidste)aaaaang tid. Så eftermiddagen bød faktisk på en ostemad, helt af lyst. Åhh hvilken skøn ting, at spise for lystens skyld. Jeg tror virkelig den morfin tablet gjorde underværker, både for lige at få ro i maven og i hovedet. Så en god gåtur og så ro i maven, så kan det måske være at det ikke bliver nødvendigt at lægge mad-delen af hele det her eventyr i kunstigt koma alligevel. Jeg glæder mig allerede til at prøve det med motionen.

- Er der nogen der har opdaget at jeg skriver heeeelt vildt nu? Det er egentlig ikke fordi der er kommet så mange flere ord ind i mit rodede hoved, men blot fordi at jeg har fået et tastatur til  den hersens låne-iPad, så jeg kan fræse der ud af over tasterne, og det skal selvfølgelig prøves af. Åhh.. Hvor længe mon jeg kan holde mig til sådan en låne-Pad, jeg er da NØDT til at have mig en selv, det er jo guds gave til sengeliggende mennesker, eller mennesker der bare ikke gider slæbe rundt med en stor computer og har for store fingre til en smartphone!)

0 kommentarer: