Sider

søndag den 8. april 2012

God dag - skidt aften!!

Av!!

Egentlig kunne jeg fortælle en masse godt om dagen i dag. Lokkede lidt for at få udgang igen, gik en tur i botanisk have, hyggede med flere af mine skønne medpatienter og følte mit gamle overskud komme tilbage.

MEN det var kun lige til midt i aftenskaffen (bestående af påskeæg) så spassede min dumme mave helt ud igen og jeg endte med at blive lagt i seng. Av av!! Så overskuddet er væk, maven gør ondt og bloggen må lades i stikken.

Godnat!


Så er morgenen godt i gang, formiddagen også og jeg syntes jeg vil prøve at følge op på det blogindlæg jeg vurde have skrevet igår. Faktisk har jeg allerede skrevet det en gang, men fordi interettet her på sygehuset er en smule mærkeligt indstillet, så forsvandt hele lortet som jeg brugte en time på at skrive imorges. Jeg syntes ellers det er meget rart at have hele forløbet på skrift, hvem ved, måske får jeg brug for at læse det igennem senere når jeg er kommet igennem det hele, eller måske får jeg brug for at trøste mig ved mine egne ord hvis jeg mod forventning skal igennem det hele igen. Under alle omstændigheder er jeg i hvert fald glad for at jeg har haft overskud til at skrive tingene ned indtil nu - Jeg kan også mærke at min familie og mine venner i langt højere grad har forståetlse for hvad det her er, og hvor omfattende det griber ind i både min, og min lille families liv.

Dagen igår startede fantastisk, kun llidt natteroderi hvor jeg havde ligget vågen i et godt stykke tid, men jeg klarede mig uden at ringe efter hjælp og bede om smertestilende, så jeg stod op og var helt vildt stolt af mig selv. Vild sejers følelse at have kunnet bide tænderne sammen og klare det, igen! Så da sygeplejersken kom for at "vække" mig og måle værdier var jeg bare super frisk, og plagede en lille smule om at få lov at tage hjem, sådan helt hjem og aldrig komme igen. Eller, i hvert fald bare komme hjem med en åben indlæggelse eller sådan noget.

Morgenmaden, eller spisetiderne i det hele taget, er ren hygge nu. Igår var vi 6 patienter samlet om det store bord i cafeen, til hygge og snak. Og det er virkelig skønt at sidde der sammen med dem, vi lærer lidt mere om hinanden hver gang, ikke nødvendigvis om vores sygdomsforløb, men om hvem der lægger teresse, hvem der har børn i hvilke aldre og den slags. Det er en skøn lille gruppe hvor jeg er den yngste og alderspræsidenten er gammel nok til at være min bedsteforælder. Det giver så meget glæde at mødes på den måde, for selv om vi ligger her for hver vores alvorlige ting, og vi ved nogle måltider ikke kan samle alle på grund af sygdom, så giver det bare meget mere at være sammen om alt det onde.

Formiddagen blev brugt på at fjerne drop - E-N-D-E-L-I-G! Det betyder så at jeg nu ikke længere har en indgang til væske, så nu SKAL jeg drikke alt det jeg kan selv, eller ikke bare alt det jeg kan, mindst 3 liter i døgnet. Så jeg er selvfølgelig i skarp træning. Jeg ved jo så allerede nu at jeg igår kom op på knap 4 liter, så jeg gør det godt og der skulle ikke gerne blive brug for droppet igen med mindre jeg slæber en eller anden infektion til mig. Men så vidt jeg er informeret ligger mit immunforsvar rigtig godt lige nu, faktisk bedre end det har gjort de seneste år hvor jeg har været nød til at tage sprøjter for at styrke immunforsvaret flere gange om ugen. Det siger lidt om hvor giftigt kemo er, det slår altså ikke kun de syge celler ihjel, men også de raske. Den her nye kemo skulle gerne være endnu mere "intelligent" og undlade at slå helt så mange af de raske celler ihjel, og indtil nu ser det ud som om det virker. At det så har nogle andre bivirkninger, ja det er træls!
- Og ja, formiddagen bød så også på stuegang, ikke at jeg selv snakkede med lægen, for hans svar til min forespørgsel om at komme hjem mente han åbenbart godt at sygeplejersken kunne viderebringe, NEJ! Bare fordi jeg mener det har gået godt et par dage, så er det ikke ens betydende med at de mener jeg er klar til at komme hjem. (Og det blev jeg glad for senere!)

De var heller ikke ubetinget glade for at høre om mit ønske der hjemme, faktisk var der ikke den store jubel. Jeg har virkelig forskrækket dem den seneste tid, og ja, det har jeg det selvfølgelig ikke godt med, der er vist nogle skår der skal klinkes og noget tillid der skal genopbygges, både til mig selv men så sandelig også fra familien. René skulle til noget påske-frokost med sin klasse, så han var ikke helt glad for at jeg evt ville komme hjem og rende rundt alene, specielt fordi at jeg så ville være alene med Sakarias som stadig er syg. Ikke at jeg ikke kan være alene eller alene med mine børn, men når hverken jeg eller Sakke er på toppen, så er det måske heller ikke det smarteste. Så jah, der var faktisk ikke rigtig nogen der blev specielt kede af at høre at jeg ikke fik lov at komme hjem. Egentlig troede jeg heller ikke selv på det, så jeg blev ikke vildt skuffet.

Efter frokosten vist min medpatient mig ned i botanisk have i Århus, den ligger et stenkast fra sygehuset hvor jeg opholder mig og jeg trænte simpelthen bare sådan til at komme ud og lidt væk. Bare at kunne tage mit almindelige tøj på, træde ud fra sygehuset og for en stund lege at jeg er et helt almindeligt menneske som ikke har boet på et sygehus i 13 dage nu. Det var så fantastisk skønt at gå og kigge på blomster og træer der nede, jeg tog nogle skønne billeder, kiggede på mit ultimative yndlingstræ (et abetræ, noget jeg håber at få i gave når jeg bliver 30) og satte mig på en bænk og nød solen, faktisk var jeg lige ved at gå til af varme i min vinterjakke. Bagefter var jeg super trist over at jeg ikke have taget nogle flere penge med ud på sygehuset, for da jeg gik forbi Den gamle By kunne jeg virkelig godt lige have brugt en halv times tid på at gå op og ned af de gamle gader og måske købe en gammeldags stribet slikkepind eller en kop kaffe. Men det må blive en anden dag..

Tilbage på afdelingen og godt medicineret begyndte jeg at mærke hvordan timerne snegler sig afsted nu, hvor de første 10 dage fløj afsted med smerter, udamttelse, kvalme og at sove, så kan jeg mærke at timerne nu skal udfyldes af nogle flere ting. Jeg er blevet rigtig glad for den her låne iPad, og har brugt ufattelig mange timer på at trykke opdater på facebook og kigge tøj til ungerne jeg aldrig nogen sinde får råd til. Jeg trænger virkelig til at komme hjem til alt mit scrapboking, til at rende rundt med min lille hund for enden af snoren og til at drengene aktiverer mig hele eftermiddagen. Det må være gode tegn at jeg nu er begyndt at kede mig, så er det ikke så skidt længere. Uhh, alle de ting jeg skal hjem og have hækler, mine fingre trænger til at lave noget, kassen med hæklede ting skal nok nå at blive god fuld igen snart, godt at hende faster Anita er sød til at tage imod ;)

Desværre gik det jo galt om aftenen, jeg kunne lige pludselig mærke at NU skulle jeg ud for mig selv, hvor jeg kunne være alene med min panikkende mave, så jeg smed alt hvad jeg havde og styrtede mod det første og bedste alenerum, altså toilet. Og der endte jeg med at sidde med noget der mindede om veer, tårerne trillende ned at kinderne af ren og skær smerte, og med lyst til at skrige at nogen skulle få det til at stoppe, få det til at slutte. Da jeg endelig kunne få styr på mine ben og stavre ind på stuen måtte jeg ringe efter hjælp. Jeg kunne ikke rette mig ud af smerter og jeg svedte helt vildt. Desværre kunne de ikke give mig mere smertestillende, men jeg blev hjulpet i noget hospitalstøj og lagt i seng og så kiggede de ind jævnligt for at holde øje med udviklingen. Efter en time var kramperne stoppet igen og efter endnu en time var jeg så udmattet af hele oplevelsen at jeg lige hurtigt kunne smide en besked på bloggen og vende mig om på siden og falde i en tung søvn. 
- Det var en lige så grim oplevelse som den Sebastian var vidne til for nogle dage siden, og jeg er virkelig glad for at det ikke skete der hjemme alene, eller sammen med Sakarias. Så det var godt nok jeg ikke kom hjem. Vi kan ikke rigtig gennemskue hvad det er der får min mave til at reagere sådan, men jeg håber at det bliver bedre. Kvalmen og den konstante smerte er aftaget så meget at jeg har kontrol over den i løbet af dagen og det meste af natten også, så jeg håber at de her ture også stopper på et tidspunkt. Lægen siger at de andre i forsøget har været over det efter 3 dage op til 3 uger, og jeg er kun på 14 dage nu, så måske er det en af de ting som stopper om en uges tid.

0 kommentarer: