Sider

tirsdag den 10. april 2012

Hjemme igen!

Det bliver ikke til meget bloggeri i aften, jeg kan nemlig glædeligt meddele at jeg er blevet løsladt fra afdeling 170's trygge varetægt og nyder alt den tid med familien og min lille hund som jeg overhoved kan komme til. Derfor ikke ret meget tid til udenomsting som blog!

Dog skal der lige nævnes lidt om dage, det er blevet en stor del af hele den her omgang med ny behandling, og den er jo langt fra slut bare fordi jeg ikke har fast bopæl på et sygehus længere. At jeg er hjemme nu, betyder bare at kampen med at få en hverdag til at fungere skal tages op igen, der er ingen sygeplejersker til at hjælpe, guide og skubbe i den rigtige retning, der kommer ikke en læge så snart jeg har brug for det, og jeg skal nu til at huske alting selv, medicinere mig korrekt og huske alt det gode som de har lært mig. Altså bliver det nok faktisk bare endnu sværer nu, og jeg får mindst lige så meget brug for mine familie og mine venner (og alle mine skønne nye bekendte der hele tiden kommer til) til at hjælpe mig igennem opstarten.

Da lægen i dag udskrev mig, havde han faktisk tænkt sig at beholde mig til sidst på ugen, så det er lidt et forsøg det her. Jeg syntes det går godt nok til at jeg tør være hjemme, og jeg håber at han også syntes det går godt nok til at det er forsvarligt at lade mig prøve. Han gav sig rigtig god tid til at forklare mig en masse, og jeg syntes jeg prøvede på at forklare ham hvor ondt jeg faktisk har når det er værst og jeg ikke tror det kan klares med de få ting jeg har fået. Jeg vil gøre mit bedste for at det skal lykkedes, og jeg vil lære mig selv nogle afspændings øvelser, men jeg kan allerede nu sige at jeg kommer til at skulle kæmpe - Og desværre er jeg ike alt for optimistisk lige nu, hvislket er ris til egen røv, for der skal mønstres alt den optimisme der kan for at det her skal lykkedes. Jeg kan godt, jeg kan godt, jeg kan godt! (TPL, tpl, tpl som Elena ville sige!)

Da vi havde pakket (og det tog sin tid, selv om jeg havde været lidt meget optimist og brugt formiddagen inden stuegang på det også) og vi var kørt fra sygehuset, så havde jeg lige nogle ærinder der skulle klare.

1: Mine børn skulle forkæles.

2: Mine børn skulle forkæles.

Så eftersom Sakarias og René var sammen ude og hente mig, fordi de havde været til læge inden de kom, så kørte vi afsted ud iblandt andre shoppelystne mennesker og brugte helt vildt lang tid i Toys'R'us på at kigge på løbehjul og waveboards. Det er nemlig blevet besluttet at begge unger får deres fødselsdagsgaver på forskud i år. Den ene har fået en cykel, og Sebastian ønsker sig helt vildt et waveboars, og da de har fødselsdag sidst på sommeren, så virker det bare mere rigtigt at give dem de ting her i foråret så de kan bruge dem hele sommeren. Så det skulle testes, kigges på og tages beslutninger om. Samtidig havde en veninde sendt ungerne et "påskeæg" i form af en tur i BR, den blev så til Toys'R'us i stedet. Vildt hyggeligt - Og nej, det var IKKE synd at Sebastian ikke var med, for sådan et waveboard er åbenbart lavet af det pureste guld og koster mere end spidsen af en jetjager, så det ville have været tortur at tage ham med der ud og så sige "Jeg tror lige vi kigger på nettet først" og derefter kun køre der fra med et løbehjul på bud til den bette. Han blev i stedet godt glad i skallen da han fik en pakke med tre skylanders i special edition - Og et kig på en kvittering fra et netshop.

Herefter er dagen bare gået med at hygge på løbehjul og ved playstation - Og med mig prustende i sofaen. Nøjs hvor gør det bare skide ondt i mine led og knogler i dag, og jeg har jo som skrevet lovet at holde mig fra alt andet end almindelig panodil og ipren, så jeg må bide smerterne i mig, snerre lidt af dem alle sammen og tale ud gennem fortænderne. Åhh hvor er det dog bare ikke fair at smerter skal gå så meget ud over ens humør, som så helt automatisk kommer til at gå ud over resten af familiens humøre. Jeg føler mig ærlig talt slet ikke spor fair overfor dem når jeg sidder der i hjørnet af sofaen, pakket ind i alt mulig varmt og stadig ligner en arrig terrier der kunne finde på at flyve op og snappe ud efter dem hvornår det skal være! Jeg håber at det bliver bedre, om ikke andet så når vejret bliver varmere.. eller når.. Ej, jeg har for ondt til at være spor optimistisk lige nu, så jeg bør holde mig fra at skrive om smerter til jeg ikke har lyst til at lægge mig under sofaen og mugne væk ud i ingenting, hvor der ingen smerter er!!

Så - jeg er glad for at være løslandt, jeg er en smule bange for om jeg kan magte opgaven udenfor sygehusets trygge rammer og så har jeg ondt! Godt at jeg allerede skal ind og aflægge raport inde på sygehuset igen på mandag, det må jeg da kunne klare?! Hep på mig, jeg tror jeg får brug for det!!

1 kommentarer:

Stinne sagde ...

Du er så sej - ønsker virkeligt at skrive en længere kommentar til dig, men det må lige vente et par dage. Du er en kæmpe inspiration for mange, både mødre af alle aldre, fightere og dem der står på sidelinien. Du er vanvittig god til at sætte ord på de ting du går igennem og dine beretninger griber mig virkeligt om hjertet. kæmp!