Sider

torsdag den 12. april 2012

It's SMASHING to be home!

Noget godt må man sige det har gjort at jeg har skiftet medicin. Hvor jeg før sov omkring 12-14 timer i døgnet og stadig var helt vildt træt, så træt at jeg har måttet tage en del medicin for det, så er jeg nu begyndt at kunne se hvordan verden egentlig ser ud før kl 10 om formiddagen. Ikke at den er ret spændende kl 4:30 om morgenen, men det var altså der jeg vågnede for at skulle af med noget af de 3 liter vand jeg bestræber mig på at drikke mens jeg er her hjemme. Og så kunne jeg bare ikke falde i søvn igen. Kort efter vågnede Sakarias, og han kunne så heller ikke falde i søvn igen, for han var sulten! Så lidt i 5 om morgenen sad vi pænt og spiste havrefras.
- Så smuttede jeg godt nok i seng igen efter at René og ungerne var kørt i skole og børnehaven, og sov sødt til kl 9.

Ja, det er jo igår jeg skriver om, for jeg havde ikke tid igår, der skulle alting bare nydes, og nu sidder jeg igen og er lysvågen, dog var klokken over 6 i dag. Men så kan jeg lige få skrevet lidt om dagen inden jeg går ind og hiver den lille Sakke-pakke op!

Formiddagen igår blev brugt med hunden på maven, min mave lavede nemlig sin (snart) klassiske hvor jeg prustende, stønnende og klynkende måtte minde mig selv om at det snart går over og så bliver alting godt igen. Jeg begynder lidt at tvivl på at det bare er ømme tarme det drejer sig om, og nu savner jeg virkelig de gode sygeplejersker til at holde mig jordbunden sådan at mine tanker ikke vandrer ud på udflugter som jeg ikke bryder mig om. Der har jo før været noget i tarmen, måske er der det igen?!! Det er der nu nok ikke, hvorfor i alverden skulle det så først vise sig igen nu her, men det gør bare så rasende ondt at det er svært at kontrollere mens det står på. Lægen anbefalede en varmepude på maven mens det står på, men da jeg ikke har sådan en, men i stedet en utrolig needy hund, så blev det altså med hunden på maven fungerende som en varmepude. Det var nok egentlig begrænset hvor meget varme den egentlig gav, men det var meget rart ikke at være mutters alene mens det stod på, og han var utrolig sød til at ligge og kigge op på mig med store hunde øjne som om han sagde "Jeg skal nok blive lige her, så længe du har brug for det" og det i sig selv er jo en stor trøst.

Da så jeg endelig var ovre den tur, så skulle jeg for det første have gjort mig selv til menneske igen. Efter sådan to uger på et sygehus med sygehus shampo og ingen remedier, ja så trængte jeg virkelig, mest mentalt til at få styr på mig selv. Noget godt balsam, en hårtørrer, den creme jeg burde have haft med mig der inde, få fjernet Yeti'ens ben og finde mine egne frem igen. Og da jeg var færdig, jamen der havde jeg det straks meget bedre. Det er utroligt hvad lidt farve og lidt pleje kan gøre for sjælen. Og ihh hvor har jeg dog savner farve i kinderne, godt nok er det jo snydefarve, men jeg ser altså bare meget mere frisk ud når jeg lige kan drysse lidt med noget lyserødt- - og mentalt har jeg virkelig brug for at føle mig mere frisk!

Efter sådan en omgang fik jeg mod på at SMASHe lidt, jeg har jo tonsvis af billeder jeg skal have ordnet i den, ting jeg har oplevet på sygehuset, ting René og drengene har lavet mens jeg har været på sygehuset. Det skal være en (første del) Familien Jørgensen-Kaaghs 2012, så det hele skal jo med, alt det jeg vælger vel at mærke. René syntes godt nok jeg skal skifte den over til en Naddi's 2012, men han ved slet ikke at jeg har planer om at lave sådan en i en helt anden bog og jeg er nødt til athave en undskyldning for at have mere end en bog i gang. Faktisk har jeg planer om mindst 3 lige nu *fløjter*.

Desværre nåede jeg ikke så langt, for lige pludselig ringede en af mine bedste kammerater, med besked om at en fælles bekendt er gået bort i en meget ung alder. Den besked skulle lige sluges, han var et utrolig talentfuldt menneske som jeg på flere måder så ekstremt meget op til. Det er altid tragisk når nogen mister livet, men endnu mere tragisk når det er i en ung alder. Heldigvis blev der ikke tid til at stille alt for store tanker op omkring det, det må jeg tage en anden dag, det har han fortjent, men opkaldet blev afbrudt af et andet opkald - Fra børnehaven!

Sakarias er syg, eller hans mave er det. Sakarias har det fint, men sådan noget smitter jo desværre ret voldsomt mens det står på, så om jeg ville hente ham, bare sådan når jeg fik tid. Og selvfølgelig ville jeg da det. Eftersom vi har max 100 meter over i børnehaven, så kunne det ikke tage så lang tid at proppe mig selv i en jakke og nogle sko og komme over efter ham. Og det var en trist Sakarias der mødt mig, jeg tror han var flov over at være kommet til at have diarre uden at opdage det, så jeg lod helt værde med at nævne noget og snakkede bare lidt med pædagogen om det, pakkede Sakke sammen og spurgte om vi ikke skulle gå i brugsen og købe noget frokost til hans mor - Så kunne jeg nok lokke lidt banan i ham, næring skal der til når maven spasser ud på den måde!

Og det blev da en vældig begivenhedsrig tur. Først hjem med det snavsede tøj, så afsted på løbehjulet, men da vi nåede vejen mente Sakke alligevel at det var for hårdt at bruge, så og tilbage og hente cyklen, som han så var for træt/afkræftet til egentlig at cykle på. Så JEG fik dagens motion med over-ivrig hund i den ene hånd og skubbe barn på cykel med den anden I brugsen fik vi alt det vi skulle, handlet ind til aftensmad og frokost, og så lige nogle bananer til drengens mave. Og da vi skulle til at forlade butikken kom brugsmanden og bød mig velkommen hjem, og gav mig "Den grimmeste gave jeg nogen sinde har fået" som han selv sagde. Et granatæble, for det skulle være godt for noget nær alting. Det var faktisk helt vildt sødt af ham at tænke på det, så det må helt klart afprøves!

Hjemme igen fangede mine øjne straks noget inde i vores carport, noget som ikke stod der da vi gik afsted - Posten havde været på besøg! Og pakken så utrolig meget ud som om den kunne være den jeg har efterlyst i snart en måned! Den fra usa hvor jeg har bestilt en smash-bog, dén smashbog som Sebastian stjal fra mig. Men der var ingen tid til at kigge pakker lige med det samme, Sakkes mave gjorde vrøvl og han skulle hjælpes godt igennem det. Åhh jeg følte med ham da jeg sad på skamlen ude på toilettet og forsikrede ham om at det nok skal blive godt igen. Det er ikke for lang tid siden at det var mig selv der kun med nød og næppe kunne kontrollere hvad min mave lavede af sære ting!

Og så gik eftermiddagen ellers bare i leg, og tegninger, og perleplader og at stjæle mors helt nye smashbog, pakke gaver ind (for der var en ting til Sebastian i smash-pakken også, og den mente Sakarias skulle pakkes ind som gave, og når den ene får skal den anden jo selvfølgelig også, så han pakkede også lige en gave ind til sig selv og til mig) og alverdens andre skøre ting den absolutikke syge Sakarias kunne finde på. Hvor den sjoveste lod til at være der hvor han myrdede en papkasse totalt med en saks.

Jeg kunne godt mærke trætheden hen på eftermiddagen, så jeg var egentlig ret glad da Rene og Sebastian kom hjem ved 16.30 tiden. Selv om jeg ikke har brug for nær så meget opkvikkende medicin nu, så klarer jeg nok ikke helt frisag uden. Men sikke dog en forandring det er at være frisk nok til at have et barn hjemme og aktivere det, hvor jeg før har haft utallige dage hvor jeg bare har set frem til klokken blev 20 så de kunne komme i seng og jeg kunne klaske sammen på sofaen, og det var endda de dage hvor de havde været i institution hele dagen!

Desværre blev gårdsdagens aften brugt på sofaen, for jeg fik igen vildt ondt i mine ankler, knæ og hofter og for ikke at gøre noget jeg vil fortryde (som f.eks at snerre alt for meget af husets øvrige beboere) så valgte jeg at sende mig selv til tælling på sofaen mens de nød den pakke som deres far var kommet hjem med, fra min overskønne veninde som har tænkt på René og ungerne mens jeg var væk. Et styk playstationspil, meget velovervejet til dem, og noget snoller - Og en god bog til jeg selv. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg har gjort for at være blevet givet så helt vildt mange fantastiske mennesker i mit liv, ikke fordi hun har givet den her gave, men fordi hun har været der ved min side igennem de sidste knap 8 år nu, og aldrig er længere end en sms væk. Hun er en af de eneste der kan holde ud at jeg kan være flere uger om at svare på en sms, og som kan det der med altid at samle tråden op hvor vi slap sidst, sådan at det ikke virker akavet at det der flere uger siden jeg sidst gav lyd. Hun har været en daglig støtte gennem min indlæggelse, og er det også nu hvor jeg er kommet hjem og har brug for endnu mere moralsk opbakning.
- Men ja, aftenen blev brugt på playstationspil for drengenes vedkommende, indtil jeg tog mig selv sammen og puttede den bette som bare er totalt "mors dreng" efter jeg er kommet hjem. Han er SÅ overkærlig og skal putte og hænge hele tiden, og jeg lapper det bare i mig. Der går jo nok ikke mange år før det er slut med at sidde tæt i sofaen og få at vide at man er sit barns bedste ven, og at man har det djeligste hår i hele verden fordi det er så blødt (tak balsam, tak!)

Da først ungerne var kommet i seng, så blev resten af aftenen egentlig bare til en venten på at jeg også kunne komme i seng og forsøge at sove mig fra smerterne. Specielt den venstre ankel var virkelig slem igår, så jeg havde René til at agere varmepude på den indtil klokken blev 22 så jeg kunne tage mit medicin og hoppe ind under den godt tykke dyne og falde i søvn. Jeg kunne så desværre ikke falde i søvn, men så er det ogdt at man kan lege lidt "Tegn og gæt" med sine venner over telefonen. Jeg er ved at være ret sej til at tegne ting og sager med mine fede fingre!

1 kommentarer:

Anonym sagde ...

Du er den sejeste fighter :)