Sider

lørdag den 7. april 2012

Påskefrokost og hjemlig hygge!

Ahh - Et gensyn med alt det jeg holder af. Hele den pukkelryggede, min lille hund, udsigten oven fra bakken og duften af saltvand i luften ved Bønnerup. Uhh det var godt at være hjemme! Nu er jeg dog tilbage i min hospitalsseng, og kan skrive lidt om dagen.

For mit vedkommende startede dagen tidligt igen, denne gang kl 06, en sygeplejerske ville lige minde mig om at jeg skal have en pille kl. 6, en som jeg faktisk har en aftale om jeg bare tager når jeg vågner, i stedet for det med afbrudt søvn. Men når alt kommer til alt lige i dag, så var det meget godt at hun vækkede mig, for så nåede jeg da at opdage at jeg skulle på toilet inden maven satte ind og jeg brugte det meste af formiddagen på at rende frem og tilbage. Det er super frustrerende, med min mave er der ingen middelvej, det er enten forstoppelse eller diarre åbenbart.

Desværre bliver jeg ret dårlig så snart jeg får diarre, så da jeg havde rendt den 5. gang begyndte jeg at fryse ret kraftigt, blev rigtig dårlig i maven og endte med at skide højt og flot på badet og putte mig langt ned under mine dyne for at få varmen inden René og ungerne skulle være her ude og hente mig kl. 11. Jeg nåede da også lige at falde i søvn, og sygeplejersken nåede og lige at blive bange for at jeg nu var ved at få feber. Noget der vil være rigtig træls oven i alt det andet - Men på grund af alt det panodil jeg får, så var det ret svært at gennemskue og vi blev enige om, efter jeg havde ligget med 2 dyner i en time, at jeg kunne tage hjem og så måtte jeg jo bare komme tidligere tilbage hvis jeg ikke kunne holde til det alligevel. På det tidspunkt var jeg faktisk ikke ret langt fra at have sendt René og Sakke (Sebastian ville lige pludselig ikke med alligevel) hjem uden mig, for jeg var godt nok nervøs for hvad der skete, og jeg var egentlig ret dårlig. Men alle havde glædet sig helt vildt, jeg selv også, så det kunne jeg ikke få mig selv til alligevel.

Jeg var også noget skidt i bilen, men skulle jo heldigvis bare sidde og slappe af - Desværre var Sakarias faktisk mere skidt end jeg. René fortalte at Sakke startede hans morgen endnu tidligere end min, med at kaste op. Og desværre nåede han også lige at have et uheld i bilen, så under hele påskefrokosten var det så Sakarias der rendte med dårlig mave, pjevsede og havde det meget lidt godt. Stakkels lille fyr. Men så kunn vi da på skift ligge på sofaen og ømme os, for jeg gjorde det samme - Øv for os.

Men ellers var det præcis så hyggeligt som det plejer, eller måske endda mere fordi vi i år var et par stykker mere omkring bordet. Vi startede som altid med at finde æg ude i haven, som påskeharen har hoppet rundt og lagt. Så går vi ind og spiser vores æg, sammen med det overdådige måltid min mor altid får stillet an med sild, tun, fiskedeller, rejer, djævleæg og almindelig skåret pålæg. Ingen går sultne fra bordet, det er helt sikkert! Og det gjorde jeg heller ikke, for selvfølgelig skulle jeg da lige se om jeg kunne følge med i tempo med de andre når tingene blev sendt rundt - Men det kunne jeg altså ikke og måtte efter 1,5 rugbørd tage mig en pause på sofaen. Ikke mindst fordi jeg også havde strenge formaninger om at drikke mindst 1 liter vand mens jeg var hjemme, så der skulle jo altså også en del af det ned! Min mor hev et målebæger frem, og så kunne jeg ellers bare gå i gang.

Chokoladeægsjagten var lavet lidt om, min mor er flyttet i rækkehus uden egen have, så det var noget af et sats at smide æg og gaver rundt om huset. I stedet ringede påskeharen åbenbart lige til hende (og det var så mig der fik tjansen med at ringe op) og hun kunne glædeligt meddele forsamlingen at påskeharen havde ringet og sagt at den havde stillet en hel masse til os i Bedstes skur. Man skulle måske tro at påskeharen så lige så godt kunne have kommet ind med tingene, men han er åbenbart ikke postbud.
- Og det hele gjorde jo stor lykke. Jeg var ellers lidt i krise over at jeg ikke have fået købt påskeæg til drengene og min mor havde desværre ikke kunnet findes kinders de store æg, som jeg ellers havde besluttet mig for at købe deres kærlighed (og min beskidte, dårlige samvittighed væk) med. Men de var totalt ligeglade, de åbnede deres æg og deres må pakker med stolthed, og skulle ellers bare vise mig tusind mange ting de har lavet og lært mens jeg har været væk. SÅ det var skønt igen at blive bekræftet i at mine drenge er sådan nogle som stadig hellere vil have en god og hyggelig dag med familien, end store overdådige ting og gaver. Deeeet hænger måske så nok lidt sammen med at de stadig ikke kender forskel på god og dårlig chokolade, det kommer nok senere!

Tiden gik bare alt for hurtigt og i løbet af ingen tid var klokken halv tre og jeg skulle til at gøre mig klar til at tage ind på sygehuset igen. Jeg fik desværre ikke lov at overnatte hjemme, den unge læge (som bliver en rigtig god opfølger til Jesper en gang) gav mig kun 2 timer ud over de 3 Jesper havde givet lov til, og kun hvis jeg kunne bevise jeg kunne drikke. Det handler nok om at jeg skal have de her 3 liter, og hvis jeg nu ikke havde gjort det godt nok hjemme, så skulle der være tid til at give mig noget i droppet når jeg kom tilbage. Men jeg har gjort det godt, jeg bundede det sidste glas vand inden vi kørte over i vores eget lille hus, hvor jeg fik læsset lidt af, skiftet det beskidte tøj ud med noget rent, og sorteret lidt i nogle bøger jeg gerne vil læse her inde.

Sakke var SÅ dårlig, at jeg prøvede på at få ham til at blive hos min mor, men det ville han ikke, så prøvede jeg på at få en anden til at køre mig, men snapsen havde vist været for mange gange rundt og så sagde Sakke til sidst, at han bare gerne ville med os. På magisk vis var han også helt ustyrlig frisk hele vejen her ind, så han er terroriseret os alle sammen med danske replikker fra ToyStory3 mens den kørte på engelsk i bilen.

Inde på sygehuset havde vi en aftale om at Sebastian skulle "overdrages" til samvær med sin faster. Det er bare SÅ skønt at hun er gået ind og vil have ham nogle weekender, han var så ufattelig stolt og glad da han kom hjem derfra sidst og det betød meget for hans humør i ugerne bagefter. Da vi svingede ind på parkeringspladsen fik han sig en stor overraskelse, for ved siden af hans faster sad hans biologiske far, og så var han ikke til at skyde igennem. Åhh jeg er SÅ glad for at der er kommet lidt mere ro på og styr på det med samvær, for det kan virkelig mærkes på min lille ugleunges humør. Så, vi er inde i en god periode (til dem der ser de unge mødre - Døm nu ikke for hårdt vel, der er grunde til alting! Og vi har et god samarbejde, selv om vi alle bliver frustrerede, udmattede og en lille smule arrige en gang imellem!)

Til hver af ungerne havde de et påskeæg med, et af de her vildt flotte med flere forskelige farver chokolade, og selv om Sakke havde haft dårlig mave, så sprang han lige ombord i sit med det samme. Jeg sad godt nok og overvejede om jeg ikke burde have stoppet ham, men det er nu også lidt synd - Og måske er han ovre hans maveonde nu. Og sørme om de ikke også have en "lille" påskehare med til mig, bare en af de der små nogle der er større en en nyfødt baby!! Haha, nu skal der smovses på stuen, med fastelavnsboller fra min mor og chokolade, så bliver der fest på stue 6 i aften. Afdelingen er også ved at være temmelig affolket, der er ikke ret mange patienter her i påsken, så vi kunns ikkert godt holde en lille fest. Desværre er de der er tilbage dem som er for syge til at komme hjem i påsken, så vi er meget få, tre tror jeg, der er i stand til at gå rundt selv. Det sætter lidt en dæmper på den gode stemning ude i caffen ved måltiderne, men omvendt er det jo fantastisk at så mange har været friske nok til at kunne tage hjem på orlov eller måske endda blive udskrevet helt. Tirsdag morgen går det hele løs igen, med fortravlede sygeplejersker og mange, mange patienter der skal have deres kemokure i alle afdelingens rum.

Og aftensmåltidet blev faktisk en hel lille fest, for vi var nemlig kun tre denne gang. Jeg og min medpatient og to herrer, så vi valgte at sætte os sammen ved et bord, nogle tog et glas rødvin, og ellers sad vi bare og hyggede og sludrede over hver vores skønne ret. Meget kan man sige, men de laver nu god mad her inde. Det var skønt at sidde og snakke med nogle andre der ved hvad jeg går igennem, for selv om vi ikke talte ret meget sygdom overhoved, så ved vi bare alle sammen hvad vi hver især har med i baggagen af kampe der er kæmpet, eller som skal kæmpes. Også selv om vi snakker om sommerhus salg, hvor man køber de billigste hårde hvide varer eller noget helt andet dagligdags.
- Det får mig sådan til at tænke på dengang jeg var på Dallund (Kræftens bekæmpelses rehabiliteringscenter) i 2005, hvor jeg var afsted med en flok unge der også alle havde haft kræft. Og jeg har så inderligt brug for at komme afsted igen. Kravet er at man skal være rask for at komme der ned, med da jeg aldrig bliver rask kom jeg med alligevel dengang. meget har ændret sig siden da, og nu har jeg brug for at få en uges pause i naturskønne omgivelser, hvor jeg kan tude snot, sejle ud på søen og råbe at det hele er noget shit og ellers bare grine ug hygge med andre kræftpatienter. Jeg har skrevet der ned og spurgt om der er chance for at jeg må komme tilbage, nu hvor der er sket så meget, for i regelen må man kun komme der en gang, og jeg har fået svar derfra at jeg gerne må søge, og at jeg kan komme med hvis der er en plads på det hold jeg ønsker at komme på, men at jeg vil blive sorteret fra hvis der er for mange. Nu ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Sidste gang måtte jeg selv betale de 9000 det kostede, og fik heldigvis god hjælp af et legat og en veninde der kæmpede en kamp for at skrabe de sidste 4000 sammen. Men denne gang har jeg ikke lige 9000 at komme efter nogen steder hvis man stadig selv skal betale for opholdet. Men gud hvor kunne jeg dog godt bruge den uge til at komme oven på igen. Det er magisk der nede, det kan redde liv og hele ødelagte sjæle!

Jah, det er nu ikke så meget mere at sige. Jeg har haft en god dag, selv om noget af besøget der hjemme måtte bruges på sofaen og maven er begyndt at skabe sig igen. Jeg tror jeg er ved at slå mig til tåls med at det kommer til at tage de der 3 uger før der er helt ro på, men jeg føler at jeg er ved at være så meget igennem at jeg tør tro på at behandlingen her lykkedes sådan at jeg slipper for transplantation og grimme ting. Nu skal jeg bare have helt styr på maven, have lægen til at kigge på mit udslæt som gør at mine hænder ligner min oldemors inden hun gik bort og så skal jeg have lov at tage noget smertestillende igen, så jeg kan komme igennem knoglesmerterne (som i skrivende stund "kun" har været moderate i dag, wee!)

0 kommentarer: