Sider

onsdag den 4. april 2012

Sikke en dag.. I guder altså!!

Sikke en dag, det er.. Hold da op.. Det er vist alt hvad jeg kan sige indtil min hjerne ligesom får det hele spredt ud over hele gulvet, sorteret og samlet sammen igen til noget der rent faktisk er til at bearbejde. Så det vil jeg mentalt gøre nu, med bloggen til hjælp..

Natten vat træls. Jeg havde allerede igår sagt at nu vat maven stoppet til igen, så da kvalmen meldte sig i nat og maven lagde an til alle de der toiletbesøg blev det i stedet til en helvedes kvalme, fordi der vat lukket for gennemgang i Tarm-regionen, så presset på mavesækken både kom oppe og nede fra. Ikke videre sjovt, og det gav en del vågne timer med mig redende frem og tilbage ude på gangen med maske på, for isolationen stod stadig ved. Og det er så stygt at have maske på, mens man har kvalme, det forstærker bare det hele - men det gik, uden opkast.

Morgenen var bare semitræls som den altid er det nu her, ondt, kvalme og ja bare træls. Jeg sprang derfor over morgenmaden (eller fulgte bare mit nye mønster) og lukkede øjnene til lyden af morgen tv og håbede på at hele verden ville forandre sig, eller bare jeg selv, når jeg åbnede dem igen.
- Og på en måde kan man faktisk godt sige at det skete, for da jeg slog mine øjne op var det til synet af min rare læge, godt pakket ind i rumdragt. Og så skulle der ellers holdes stuegang.

Bare det at se ham, bag masken, det gjorde mig lige en tak mere tryg ved det hele, og det fik han også at vide - jeg skal lige med jævne mellemrum have at vide at det nok skal gå, for så skal det nok gå! Jeg bliver her liiiige lidt længere, hvilket nogle timer senere viste sig at være den HELT rigtig beslutning, så påske på sygehuset til mig. Jeg har faktisk ikke rigtig styr på det med påsken, jeg har bare tænkt at enten så betyder det ikke noget eller også er det under alle omstændigheder min mors job at agere påske-fe, så hvor længe det egentlig betyder at jeg skal være her endnu ved jeg ikke, men en uges tid er nok ikke helt forkert.

Jeg skal stoppe med noget smertestillende som på en side er rigtig godt mod mavesmerterne, men på den anden side og er med til at forstærke dem ved at sætte min mave i stå. Jeg skal så starte med helt almindelig panodil og resten - ja det skal jeg så kæmpe mig igennem. Da han sagde det lød det helt fornuftigt, men nogle timer senere bandede jeg ham langt væk, seriøst langt væk! Samtidig skal jeg så et smut ud og gå hver dag og et smut i deres fitnesscenter, så jeg ikke bare er sådan en slatten, halvfed pølse når jeg engang er færdig her inde. Det gik nu nok også noget godt at komme ud og røre mig lidt, i det omfang jeg jo kan det, det bliver nok hårdt, for der er altså allerede en del slatten pølse over mig.

Da stuegang var overstået skyndte jeg mig ud og vaske kemolugten af mig. Droppet gik i stykker igår så for første gang i 5 dage kunne jeg vaske hår med begge hænder, og det skulle virkelig udnyttes inden der skulle lægges nyt drop - og inden René og Sebastian kom på visit. René fordi han ville sikre sig at jeg ikke pressede på for at komme hjem, Sebastian fordi han savnede mig helt ubeskrivelig meget.

Sebastian ringede til mig igår aftes kl 22 og var grædefærdig, han skulle sove hos en kammerat men var blevet så opslugt af savn at han bare ville hjem og så snakke med mig. Jeg besluttede mig for at selv om det var sent så var det tid til, at give han den gave jeg havde pakket sammen til ham inden jeg blev indlagt, så mens han og jeg snakkede begyndte han og pakke op, og for hver ting han fiskede op af gaveposen blev han gladere og gladere. Til slut læste han kortet og var min glade dreng igen - men ville alligevel gerne have lov at besøge mig i dag.

Så det fik han selvfølgelig lov til. René og han havde aftalt at de ville komme ind til mig og hente noget der lige skulle byttes og så køre ud og gøre det, men da først Sebastian var her ville han bestemt ikke med nogen steder hen, så det endte med at René tog alene afsted og Sebastian og jeg sad i min seng og lavede en side i hans SMASH om ham og jeg. Mens vi sad der skulle der lægges drop, først tog en sygeplejerske ham med ud i køkkenet og gav ham en is, men det lykkedes desværre ikke at finde en åre mens han var væk, og i stedet blev narkosen bestilt med sygeplejerskens ord til en læge rungende i mit hoved "Kig du bare, der er nemlig inden åre at se" så mine årer sætter stadig en ære i at være skide besværlige, øv!

Sebastian kom ind igen, og hygge lidt videre og en narkoslæge kom og afbrød os. Denne gang nægtede han at gå ud, så jeg mitte finde alt mit "sej" frem og lade som at det at få lagt drop, det er da ingen verdens ting, mens der flød små floder af sved fra mine håndflader. Men Sebastian tog det i stiv arm, og det gjorde jeg selvfølgelig også. Lige indtil væsken skulle løbe ind i den, så var jeg altså noget pivet! Av, av! Heldigvis løb den ikke længe inden det blev besluttet at jeg skulle ud at gå mig en lille tur, uden dropstativet, udenfor uden maske, så den blev koblet fra igen og min meget ømme hånd fik lidt fred.

Lidt over middag kom en sygeplejerske med et brev til mig, vildt! Et håndskrift kort, måske endda hjemmelavet. Så fint, og så sjældent at få håndskrevet post, sendt på traditionel vis. Det er så fantastisk hyggeligt når det sker. Og beskeden var sød og opmuntrende, også selv om jeg aldrig har mødt afsender eller snakket med hende. Så tusind tak Mette, jeg sætter stor pris på dit kort og den tid du har lagt i det.

René kom med McD-mad som vi sad ude i solen og spiste lidt af, eller de sad, jeg trippede rundt. Delvist fordi jeg havde pænt ondt i maven og delvist fordi det var skide koldt at stå udenfor!! Det lykkedes mig at spise over halvdelen af en cheeseburger, hvilket er en kæmpe præstation og endda runde af med to chilicheese tops. Så gik vi den lille tur og satte os til sidst i en lille stolegruppe ude i forhallen, eller modtagelsen eller hvad de mon kalder det. Her sad vi og spillede "draw something" indtil min mave lige med et gjorde om, og jeg måtte løbe-trippe tilbage til afdelingen og kaste mig over et toilet.

- og her kommer så passagen hvor jeg ønskede min læge langt væk for at tage mit smertestillende fra mig. Jeg har nemlig i de sidste mange dage fået smertestillende og kvalmestillende inden hvert måltid, og det har virket okay efter hensigten. Men nu hvor jeg ikke havde fået andet end halvdelen af det kvalmestillende og kun panodil, så gik min mave helt amok, på alle måder. Både den ene og den anden vej, og med så voldsomme kramper at jeg til sidst bare rystede som en frossen hund og kunne intet. Alt dette foregik i over en halv time, mens René og Sebastian ventede på mig. Jeg måtte trække i snoren og ringe efter hjælp, men ingen kom og til sidst måtte jeg sms'e til René at han skulle skaffe mig hjælp.
- Det endte med den ydmygelse at jeg måtte køres stortudende ind på stuen i kørestol, i en stilling jeg slet ikke tror jeg kan komme i igen, sådan klampede hele maveregionen sammen. Det var så frygtelig ubehageligt, og jeg var både bange og forskrækket og i ekstreme smerter. Og det så min lille dreng, stakkels, stakkels fyr. Det ene øjeblik hygger vi, griner og leger, det næste bliver hans mor kørt ind på stuen på den måde. Han turde slet ikke kigge på mig eller komme over til mig, stod bare og græd.

Selvfølgelig gjorde det mig bare endnu mere ked af det, åhh, det skulle han ikke se! Godt det ikke skete mens vi var alene, og godt at René kunne trøste ham, men det han så der vil han jo hele tiden kunne huske som en grum oplevelse, og han er nok noget længere om at komme af med den end jeg er desværre. Det var en meget mut og slukøret Sebastian der krammede farvel til sidst, og det var en lige så mut mor der lå i sengen og prustede, af smerter, af situationen og af lidt af det hele.

Jeg fik en ipren, eller noget der minder om og klaskede sammen af udmattelse, en udmattelse der har valgt at hænge ved hele dagen siden da. Det tog mange kræfter at komme hel igennem den oplevelse..

Ved 16 tiden blev jeg vækket af endnu en overraskelse, lige pludselig stod en sygeplejerske og kiggede "drillende" på mig, med en indpakket buket blomster i hånden. Det skete nogennlunde samtidig med at min med-patients prøver kom negative tilbage og isolationen blev fjernet igen, så stemningen var på det højeste. "Noooogen har været her med den her til dig, men faktisk må I jo ikke få blomster her inde... (lang kunstner pause) ..men du for dem alligevel, så må de stå på gangen til din familie kan tage dem med hjem" og så sad jeg der, stadig hævet i ansigtet af eftermiddagens strabadser og havde SÅ meget brug for den buket på lige det tidspunkt!

Den kom fra totalt uventet kant. Ikke at jeg på noget tidspunkt har ventet noget af nogen, men den her havde jeg aldrig nogen sinde gættet. Dem der har fulgt med længe vil vide at jeg havnede i en kattepine da René lagde sig syg dagen før scrapbooking convention, og at jeg nærmest på magisk vis endte med at få et lift der ned, med nogle totalt fremmede, som jeg havde det rigtig skønt med og kom til at holde af. De tre piger som stod for at arrangere alt det og tage mig med, de har sendt blomster. De smukkeste lilla blomster, med den skønneste duft - og en fantastisk sød besked!
- Det er nok ikke svært at gætte at den faldt lige præcis der hvor jeg havde allermest brug for noget til at hive mig ud af det sorte hul jeg rent mentalt var havnet i, og det lykkedes. Jeg håber blot at Sebastian også var ved at komme ud af sit igen, jeg sendt ham hjem i rollen som "julemand" der skulle give Sakarias den gave jeg havde pakket sammen til dem, og håber inderligt at glæden ved at give Sakarias noget kunne få hans tanker over på noget andet. Jeg ville gøre alt for at spole tiden tilbage sådan at de var nået at tage hjem inden den scene!!

Og ja, som altid skal der være bøvl med mit drop, så da det endelig skulle kobles til igen, så var det med AV'er flyvende rundt over det hele. Det sved meget, den måtte stoppes, måtte pauses og til slut lægges om. Mon jeg snart kender dem alle nede fra narkosen? Nu ligger droppet igen i en af de store årer i albuebøjningen og jeg er igen semi-handicappet. Denne gang i højre arm, så nu må jeg være venstrehåndet for en tid. Heldigvis er der snart kørt 1,5 liter væske ind, så den virker og er kun moderat irriteret. Den er blevet limet og tapet så meget at jeg er bange for at alt det tape betyder at jeg aldrig får den af igen, men nu skal vi ikke risikere at den også flytter sig, det er vitterligt sidste åre i hænderne og underarmene der kan bruges, så den må bare ikke gå i stykker også.

Jah.. Så er vi vist nået til vejs ende.. Og det er så der jeg sidder med mavepine og frygter for natten. Min mave er ualmindelig levende lige nu, og jeg kan intet stille op, andet end at bide tænderne sammen og håbe på at lægens plan ikke bliver alt for hård, og at den ender godt om en uges tid. Ellers er en uge dæleme lang tid!!

Mine skønne blomster, mens jeg stadig havde dem i sengen, nu gavner de hele afdelingen ude på gangen :)

Og min skønne fantastiske unge, i gang med at lave en side i hans SMASH, siddende i fodenden af min seng. Dét er kvalitetstid!!

2 kommentarer:

calmlund sagde ...

Hej skønne Nadja.
Dejligt at blomsterne kom på det helt rigtige tidspunkt - og flotte er de også.
Det er noget af en dag du har haft - har du nogen anelse om - om det bliver bedre - for det der lyder da godt nok ubehageligt.
Stort krammer fra mig.

Nadja sagde ...

Det skulle meget gerne snart blivebmarkant bedre. Lægen siger at det kan være sådan op til 3 uger efter medicinstart, og jeg er på dag 10 i dag, så når jeg tager medicinen i aften er jeg nået længere end nogen sinde før.

Jeg tror der er lidt bedring, men jeg tør næsten ikke sige det højt, andre gange jeg har gjort det har det desværre vendt og er blevet værre. Så nu tager jeg endags af gangen :)

Tusind, tusind tak for de skønne blomster <3