Sider

torsdag den 5. april 2012

Tudefjæset Nadja!

Jeg ved ikke hvad der skete, men et ord fra en sygeplejerske som ellers har hundset rundt med mig hele formiddagen, så sad jeg ellers ude midt i cafeen med en tartelet på tallerken - og tudede! Alt hun skulle gøre var at sige "Du har nok heller ikke været dig selv under alt det her sygdom" og så fløj mine tanker til den aften hvor jeg højhelligt lovede min familie at tage min kemoterapi, og nogle timer senere helt bevidst tog et valg om at trodse det løfte og lade medicinen ligge. Og videre ud til min mors knus ved elevatoren hvor hun indtrængende bad mig ikke presse på for at komme hjem og hvordan jeg har skræmt alle fra vid og sans. NEJ, jeg har bestemt ikke været mig selv, jeg kender ikke engang mig selv mere. 

Nu sidder jeg med den lånte iPad og skribler mine tanker ned, egentlig har jeg allermest lyst til at tage elevatoren ned i kælderen og gemme mig på de påsketomme gange og bare tude igennem. Sygeplejersken pikkede hul på noget som jeg så ivrigt har forsøgt at lægge låg på, og nu vil det altså ud. Jeg har hele tiden spejlblanke øjne og må blinke ivrigt for at tårerne ikke skal få frit løb, jeg burde snakke med nogen, burde få hjælp til at få blødt den hårde knude i min hals, som lige nu føles kvælende. Jeg burde skrige, jeg burde.. Men jeg gør det ikke. For hvem skal lige samle op, hvem skal jeg dog kunne vise at inden bag alt det her ynkeri over mavesmerter og kvalme, da sidder faktisk stadig en lille bange pige på 20 år som lige har fået kræft og skal kæmpe sit livs kamp, en kamp som skal kæmpes nu igen. 

Hele min verden er væltet igen og jeg har ikke villet indrømme det, hverken overfor andre eller overfor mig selv. Jeg har i starten sagt "Hvis vi ikke siger det til nogen, så er det overstået inden jul" og da det ikke skete ændrede jeg taktik til at sige "Vi siger bare at det er hårdt nu, men med ny medicin er jeg hurtigt på benene i januar" og endnu en gang ændret det til "Det tager op til 3 uger, så er jeg frisk igen" mens jeg i virkeligheden måske nok bare skulle have sagt at alt er kaos, vi ved ingenting men det er mere alvorligt end bare lige og vi har brug for alt den hjælp vi kan få. 

Læg venligst mærke til hvordan det altid er lettere at skrive "man" og "vi" i stedet for JEG. At skulle indrømme at jeg er i kaos og har brug for hjælp, det er for stor en mundfuld, jeg holder mig til vi.

Nu er der lukket for besøg, og stuerne ligger i ro, vi skal hvile, men det eneste jeg kan koncentrere mig om er ikke at bryde ud i fuldbyrdet hulkegråd og tiltrække mig den opmærksomhed jeg i bund og grund har så hårdt brug for. Jeg ved jo godt at det bare bliver siddende, at klumpen bare bliver siddende og vokser sig større og større indtil jeg overhoved ikke kan styre den, hvilket er faretruende tæt på, 6 måneders angst og forvirring har hobet sig godt op nu. Men jeg kan bare ikke få mig selv til det, så vil jeg være alene, ude midt i skoven eller nede i kælderen, bare væk sådan at jeg når de timer der skal hulkes er overstået, kan vifte håret tilbage, rette ryggen, køle de hævede øjne - og så lade som om det aldrig er sket.

Jeg ved vitterligt ikke hvorfor jeg er indrettet så tåbeligt, jeg kommer ikke som sådan ud af en familie hvor vi ikke har vist følelser og ikke har haft plads til gråd. Jeg har en omsorgsfuld mor som i det øjeblik hun læser dette vil springe i bilen og køre ind til mig og en kæreste der ville trippe rundt om mig og opfylde hvert af mine ønsker hvis han vidste at jeg havde det sådan, men jeg bruger dem ikke. Så snart nogen viser den omsorg, så ved jeg at jeg bryder totalt sammen, og det har jeg ikke lyst til. Jeg kan ikke lide ikke at have kontrol, og et sammenbrud vil bryde den kontrol, det er noget jeg ikke selv kan styre. 

Bare det at jeg snøfter som en gal og der i skrivende stund pipler små salte dråber fra mine øjne skræmmer mig - tænk hvis min medpatient opdager det, tænkt hvis hun spørger til det, hvad skal jeg sige, hvad skal jeg gøre?! Tåbeligt, jeg ved det godt.. Måske har jeg et herre-kromosom for meget, måske er jeg kontrol-freak eller måske er jeg ganske enkelt bare bange for at lukke op og opdage at jeg ikke har styr på noget som helt, og at der er alt for mange ubearbejdede følelser der flyver rundt der inde.

Jeg har en håndfuld gode veninder, som også ville komme løbende hvis blot jeg sagde noget. Men jeg forstår åbenbart ikke at bruge dem, igen ganske tåbeligt. Hvordan kan jeg forvente at de vil bruge mig når jeg ikke forstår at bruge dem, egentlig utroligt at de holder så troligt ved. Men de må jo efterhånden kende mig, bare lidt i det mindste. Nogle gange spørger de, og jeg skøjter flot rundt mellem spørgsmål og svar som jeg ved vil gøre ondt, svarer på det mest nødvendige og holder mig til facts som ikke vil gøre for ondt og ikke risikerer at åbne sluserne. Jeg har en gang ringet grædende til en veninde, på et ikke ret godt valgt tidspunkt, og jeg har aldrig gjort det siden - hvorfor skulle jeg dog kunne lægge beslag på andres tid med mit fnidder? Ganske tåbelig tanke, jeg ville stå der på sekundet hvis det var en af mine egne veninder der gjorde det, så måske har jeg bare brugt oplevelsen til belejligt at afskrive den mulighed så jeg nu kan klynge mig endnu bedre til den lukkede version af Nadja. Jeg ved det ikke..

Om ikke længe kommer drengene og René og inden de kommer er jeg hoppet i noget andet tøj, har trukket smilet frem og fået lettet stemmen til at være glad og lys. Drengene fortjener en glad mor, ikke mindst nu hvor de kun kan få hende i små doser på en hospitalsafdeling, så må alt det her, og den sviende klump i halsen, vente..

1 kommentarer:

calmlund sagde ...

Hej søde Nadja. Kender dig ikke så godt endnu, men du må endelig sige til hvis du kan bruge en udenforstående. Nogle gange er det nemmere. Men kender det udemærket det med at il have kontrol. Nu har jeg jo slet slet ikke de samme problemer som dig. Så sig til Nadja. Spring ud i dieselolie det er svært. Kunne være det ville gøre nogle ting nemmere. Stort kram.