Sider

onsdag den 25. juli 2012

Når dagene flyver afsted - Uden mig!

I dag har vi.. Onsdag.. Og det er vist nok også allerede d. 25. juli.. Kalenderen siger at det nu er en måned siden at mine unger gik fra til sommerferie - Men det siger mit hoved altså ikke. Tiden flyver afsted og for det meste føles det som om at den flyver afsted forbi mig, uden at tage mig med.

Jeg har ikke helt fundet ud af om det er godt eller skidt. Lige nu tror jeg egentlig mest at det er godt, jeg har ikke som sådan nogle datoer der "hægter" mig fast, datoer der som regel har haft noget med kontroller, prøve og svar at gøre. Jeg er forholdsvis rolig egentlig, jeg har ikke fået svar fra lægen endnu, om hans "Tillykke" nu også betyder det jeg har så inderligt brug for at høre, at det hele endelig er ved at gå den rigtige vej igen. Men jeg har efterhånden sagt det så mange gange, til alle de mennesker der har spurgt, at jeg også selv er ved at tro på det. Det er så meget nemmere at svare "Vi har lige fået besked på at medicinen er begynde at virke" end det har været at sige "Jeg ved det ikke..!" når folk spørger hvordan det går. Jeg er så ked af at se andre blive triste når jeg ikke ved noget, at jeg har fløjet lidt på en optursbølge ved at se hvordan folk bliver lettede, smiler lidt bredere og endda krammer mig lidt mere når jeg har sagt at det går godt - Så nu skal jeg bare selv sådan rigtig turde tro på det også.

Jeg mærker desværre ikke den store forskel, min mave har nogle ret lede ture i tiden, men jeg er begyndt at tie det ihjel. Udslættet er komet tilbage, men er egentlig ret godt gemt bag mine altid røde hud her i sommeren, det i ansigtet kan tages med hormon-salve, som jeg vist godt nok har overskredet "max antal dage" på efterhånden og smerterne er fanme godt nok træls i tiden - Men hvad fanden kan jeg gøre?! Ja jeg kan lægge mig, og så flyver dagene da helt klart forbi uden mig eller også kan jeg bide det i mig og ende som en sur gås. Jeg skal så klart have taget en snak med lægen om det, det kan ikke være rigtigt at jeg skal være en passiv del af mit eget liv, når der nu ér ting som kan hjælpe mig når det er værst.. Ihh hvor ville det være rart hvis han kunne se hvordan det virkelig står til!

MEN - Jeg lovede mig selv ikke at lade sommeren blive ødelagt af sygdom, og jeg har levet op til mit løfte. Jeg har haft ungerne i fokus og det har hjulpet helt fantastisk meget at komme lidt hjemmefra en gang imellem. Det er tydeligt at mærke på Sebastian at han slapper lidt mere af nu, at han er blevet lidt mere som en almindelig 9-10 årig og at han ike bekymrer sig så meget mere. Sakarias er som altid bare en glad humør bombe der affinder sig med det meste, og bare lader sig føre med at det vi nu har besluttet og får det bedste ud af alting.

- Og lige om 3 dage skal vi sgu holde fødselsdag. OM 3 DAGE!! Jamen, jeg er helt sat af sporet her! Altså!!

Begge unger kan fejre fødselsdag i weekenden. Noget de ser helt utrolig meget frem til, og noget som jeg på ingen måde er klar til - Og jeg tvivler virkelig på at jeg bliver det. Som sagt så er tiden fløjet afsted uden mig, og det er ikke kun dagene der går, men også timerne. Jeg har så svært ved at samle mine tanker og min koncentration om et projekt, det er som om jeg lige nu mest fungerer ved bare at være.. Det går jo desværre ikke, eftersom det altid har været, og også denne gang kommer til at være, mig der er drivkraften ved sådan nogle arrangementer.

Jeg føler mig lidt som en fiasko faktisk - Jeg vil gerne gøre en hel masse for at markere at Sebastian skal fejre sin første runde fødselsdag, men jeg kan ikke få min hjerne til at makke ret. Jeg tror den er træt, jeg har brugt alt min energi på at bekymre mig og tænke på alt det jeg skulle klare mig igennem (og stadig skal egentlig) at jeg ikke har mere at give af!! Fiasko-mor! I skrivende stund ved jeg stadig ikke helt hvad, hvem og hvor..

Heldigvis har jeg en sød veninde der er trådt til - Og jeg er hende evigt taknemmelig, ikke mindst igår da hun satte sig ned med et stykke papir og skrev ned hvad der skal handles, og stillede helt konkrete spørgsmål som jeg kunne svare på, og brainstormede lidt med både Sebastian og jeg. Så med hendes hjælp er der en chance for at det bliver til noget alligevel. Men gud hvor er det dog frustrerende at jeg ikke bare kan selv, jeg har altid kunnet selv, jeg har altid været klar flere måneder i forvejen, med bannere, tema og en hel masse gode ideer og overraskelser. I år hvor jeg virkelig gerne VIL gøre noget ekstra, og føler jeg burde, ja så kan jeg ikke få noget som helt frem, eller finde energien til at gøre noget ud af det.. Og selv om jeg sidder og siger til mig selv at ungerne virkelig har fortjent det bedste, med alt det de har skullet holde ud den seneste tid, så fortjener de virkelig det bedste.

Jeg håber folk har ret når folk siger at drengene nok er ligeglade, så længe de får en dag hvor de er i fokus - For det er vist det eneste jeg kan love dem lige nu, en dag hvor de er i fokus..

fredag den 6. juli 2012

Uhh - Tør man..

Uhh altså.. Skulle man give sig i kast med at udbryde et lille (eller måske endda den helt store model og sige KÆMPE) juhuuuuuuuuuUuuuuuuuu!

Jeg net netop åbnet min mail og fundet "Godt nyt" liggende i besked oversigten blandt en helvedes masse spam. Jeg tør godt indrømme at der var et øjeblik hvor alt omkring mig gik i stå, ja selv mit hjerte lod til at forstå alvoren og sprang et par slag over. Besked fra sygehus-lægen, med overskriften godt nyt - Dét kan da kun være godt nyt!

Min hjerne forstår faktisk ikke helt hvad det er der står, jeg har læst det et hav af gange nu, og ordlyden er ikke til at misforstå "Det kan godt ske indlæggelse og mavekneb er slemme, men den seneste prøve god" er hvad der sådan ca står - Den afslutter med et "Tillykke og god sommer". Jeg er blevet "brændt" for mange gange til at jeg sådan rigtig tør svinge armene op i vejret og råbe mit sejrsbrøl ud i verden, men jeg tror faktisk det er det mailen siger at jeg kan. At jeg kan kalde det jeg har været igennem en hård kamp, som nu er endt ud i en sejr.

Jeg har selvfølgelig været nødt til at svare tilbage at det er fantastisk nyt, men om det virkelig betyder at min kurve er faldet helt ned i normalområdet allerede. Jeg tror det er det der står noget med "ingen sygdomstegn i følsom prøve" - det må da betyde at den kurve jeg ser antallet af syge celler på må være faldet drastisk. Men som sagt "Brandt barn skyer ilden" og jeg syntes ligesom at jeg har jublet lidt for mange gange for bagefter at blive slået i hovedet med et eller andet råddent kort efter. Så jeg tager min sejr her med "ophøjet ro" (hvilket er en lodret løgn, der er ikke en skid ro over mig!) og venter med glæde på at min skønne læge (man kan virkelig ikke være andet end skøn når man får lov at være den der kommer med de gode beskeder, efter at have været den der trøstede i mange måneder) vender hjem fra ferie og får mulighed for at svare min mail. Han er en hårdtarbejdende mand, og jeg ved han har haft ferie nu her også og mailen er kommet kort før midnat, så der er noget han har gjort i sin fritid. Jeg behøver vist ikke at nævne at jeg føler mig virkelig priviligeret at have en læge der går så højt op i hans patienter at han giver sig tid til at sende gode nyheder ud i sin fritid, også lige nøjagtig derfor er jeg tryg ved at lægge mit liv i hans hænder.

Første uge er ferien med drengene er ved at være gået, og det har været en sær blanding at faaaaan-tastisk og "fuck, klarer jeg det her?!" Det tager lige lidt tid at leve op til mit eget ønske om at spærre af for tanker og frygt, og ikke mindst tager det tid at lære ikke at køre i for højt gear den ene dag, og ligge brak den næste dag.

Vi har været ude og opleve lidt af hvert med vores fantastiske drenge, for som tidligere skrevet skal den her sommer bare sparke røv. De skal have lov til at nyde ferien som alle børn burde, sammen med glade, overskudsagtige forældre der ikke siger nej alt for tit.

Sebastian er styrtet rundt blandt gamle vikingeting på Fyrkat og været helt oppe og køre over alt det som han finder SÅ sejt, han er på de fleste dage af den mening at han skal være arkæolog så det var et fantastisk sted at besøge med ham. Sakarias nød det også meget, men for ham var det nu mest det at få lov at bage små brød og at lege på legeplads der hittede. Omvendt syntes Sakarias så bare at zoo var det allerfedeste og han styrkede rundt og morede sig over alle de skønne dyr man kan finde i Ålborg zoo, mens Sebastian så syntes at det fedeste ved det besøg var at snakke med en af medarbejderne om stødtænder, huder og en udstoppet fod fra en af havens afdøde elefanter - Og så selvfølgelig lige det at få lov at holde en rigtig kvælerslange.



Jeg har okset afsted i et tempo jeg slet ikke kan holde til, men ungerne har simpelthen hygget sig så meget, og med det har jeg også bare haft det fantastisk. Deres glæde gør alting meget lettere for mig, dog har jeg virkelig nydt at "blive smidt i seng" som en gammel kone og kunne tage mig en morfar på de dage vi så ikke har været et eller andet sted henne.

Jeg har kun haft et anfald af "klarer jeg det her" i løbet af ugen, og det klarede jeg faktisk at holde for mig selv (og et par tusind venner på facebook, hmm!) uden at det gik ud over ungerne. Det er nemt nok lige nu, i dette øjeblik, at syntes det var unødvendigt og spild af god energi. Men på daværende tidspunkt vidste jeg selvfølgelig heller ikke hvad jeg ved nu. Det er simpelthen så svært ikke at lade tankerne gribe fat i mig og følelsen af "Det her er alt eller intet, kemo eller knoglemarvstransplantation" har gjort mig så bange at jeg nogle gange er nødt til at tage mig selv i nakken og tvinge mig til at trække vejret ordenligt når et anfald af angst angriber, og det gjorde det desværre for et par dage siden. For fanden, det er ikke til at holde ud hvordan angst kan være så dybt i en at det lige pludselig klemmer halsen sammen så jeg ikke kan få luft.

Jeg håber det letter nu, nu hvor jeg har fået et "tillykke", et tillykke er da ikke til at tage fejl af, det kan i hvert fald kun være noget godt. Jeg bilder mig ikke ind at knap et års usikkerhed og angst bare sådan lige forsvinder som dug for solen, så jeg vil give mig selv lov til at reagere - Jeg er også ret sikker på at der kan ske at komme en efter reaktion på et tidspunkt, som skrevet tidligere er jeg blevet truet på livet, og skal altid leve med en sygdom der har vist mig at den fra en dag til en anden kan ødelægge mig, så jeg har nok nogle ting der skal bearbejdes for at jeg ikke får nogle mén af dem. Det er ikke noget man sådan lige kan lægge i skuffen og sige "det var det". Det vil nok altid sidde i mig at jeg ikke tør tro for meget på fremtiden, på at et prøvesvar kun er godt eller at der ikke er mere i vente for mig, mere at kæmpe mod.

Men nu er det sommer, og det skal nydes. Jeg glæder mig som en gal til at skulle tage ungerne under armen og nyde godt af sol, varme og ikke mindst den næstekærlighed vi har mødt på det sidste!