Sider

onsdag den 19. september 2012

At tude som en 3 årig..

Bloggen bliver forsømt - Jeg ved det godt. Det er på den ene side fordi der sker rigtig mange ting i mit liv og på den anden side fordi jeg bare ikke har energi til at skrive ret meget, ironisk nok er det faktisk lige nu jeg har aller mest behov for at skrive og komme af med nogle af mine tanker.

I dag vil jeg dog bare skrive lidt om følelsen af at have lyst til at sætte sig ned midt på gulvet og tude, bare fordi nogle ting går imod mig, og det så føles som om hele verden og alt dens vasketøj, varmepumper og andet fis har rottet sig sammen mod mig. Det er barnligt og dumt, men ikke destomindre en følelse jeg sidder med lige nu - Som jeg ved alle sidder med en gang imellem, bare uden at turde indrømme at der rent faktisk ikke skal mere end en dum portion vasketøj til at vælte een af pinden en gang imellem.

Selvfølgelig ligger der mere end vasketøj bag den her følelse, det ved jeg udemærket godt selv, men jeg er faktisk ikke helt klar over hvad det er - Jeg frygter lidt at det er første skridt væk fra vreden og frustrationen omkring hele det her sygdomspis, og første skridt mod accept. Der er langt til accept endnu, i hvert fald hvis man skal gå ud fra at jeg skal igennem alle sorgfaserne inden jeg når der til, og det tror jeg faktisk jeg skal..

1. Benægtelse
2. Vrede
3. Forhandling
4. Nedtrykthed
5. Accept

Benægtelsen har jeg allerede været igennem, det tog mig faktisk flere måneden at sige offentligt at der var noget galt. Fra jeg fik beskeden i september sidste år og til jeg fortalte at der var noget galt, noget som nok var lidt værre end bare som så, det tog mig 3 måneder. 3(!!) måneder hvor jeg fornægtede at der kunne ske at være noget galt med mig som ikke bare kunne klares uden at jeg behøvede at indrømme overfor mig selv og alle andre at det her var alvorligt.

Vreden har hængt ved, meget i perioder. Jeg har haft perioder hvor jeg har været vred og frustreret, og det har i de perioder været det der har kunnet holde mig oppe, det der har fået mig til at kæmpe videre. Det der har gjort at jeg har kunnet sige "Fuck nu af leukæmi, jeg skal nok selv bestemme hvornår jeg ikke kan mere!" og det har været godt, det har givet mig den sidste energi til at slæbe mig igennem grimme behandlinger, virkninger og bivirkninger og alle de ting som jeg syntes har været så skide uretfærdige for både jeg selv, børnene og resten af mine familie. Imellem de perioder har jeg kunnet holde det hele på et tåleligt plan ved at skubbe det hele fra mig, sige til mig selv at jeg skulle fokusere på noget andet end sygdom, være sammen med børnene uden at være den syge - Og altid er vreden kommet tilbage. Og det er ikke mere end en uge siden at jeg sidst sagde at jeg var så vred og frustreret at jeg endnu ikke var klar til at acceptere at min fremtid endnu en gang er smadret af det her lort - KRÆFT!!

Forhandling.. Det er nok der jeg burde være nu, men jeg tror jeg springer forhandling over. Hvem er det lige jeg skal forhandle med? Hvem skal jeg kunne love guld og grønne skove hvis bare de tager min kræft fra mig? Der er ingen der kan hjælpe mig her, ud over nogle forskerer der allerede gør alt hvad de kan for at opfinde nyt medicinen at tjene penge på, som så heldigvis måske også kan være en hjælp for mig og ikke kun deres pengepung!

Nedtryktheden har så klart ramt mig i dag! Jeg har den største klump i halsen og ville helt seriøst gerne sætte mig midt på gulvet, klynke, skrige og banke mine hænder mod det, i håb om at det kunne opløse den klump jeg har i halsen. Og ja, det virker som om det er udløst af det faktum at jeg har overset en tuch i en af ungernes lommer og en HEL-FUCKING maskine med farvet tøj er ødelagt af store sorte pletter. Og selv om at det både er fordi jeg føler mig ekstremt dum, at jeg ved at en del af de trøjer jeg lige har købt til Sakarias var iblandt og at det ene af Sebastians to par lange bukser røg med, og det faktum at jeg ikke lige kan rykke penge ud til mere tøj denne måned, så er det jo egentlig ikke det der skubber mig over kanten alene, det er bare det der giver det aller sidste skub der gør at glasset tippet og at tårerne flyder over nu.

Måske er det på tide at komme af med nogle af de her følelser, måske er det på tide at græde egentlig. Jeg tror ikke at jeg som sådan har grædt endnu, ikke over uretfærdigheden og sorgen over endnu engang at miste den fremtid jeg havde forestillet mig. Jeg har grædt over smerter og dårlige dage, men ikke over at jeg føler mig skide-pisse-meget SNYDT! Helt ærligt, jeg kæmpede så meget for at blive visiteret til flexjob, jeg kæmpede så meget for at få lidt normalitet ind i vores hverdag, for at kunne kalde mig nogen lunde rask, for at kunne arbejde, for en mulighed for at tjene mine egne penge - Og nu er jeg så syg at det med stor sansynelighed aldrig nogen sinde kommer til at ske. Jeg har mistet det hele igen, fra den ene dag til den anden blev det hele taget fra mig.. Præcis som for 8 år siden da jeg stod lige inden eksamen på HF og nu kunne kalde mig kræftpatient.

ARGH!! Det er bare ikke fair, det er det altså ikke!! Jeg bliver aldrig til det jeg havde drømt om - Og jeg tør ikke engang skabe nye drømme igen.. I hvert fald ikke lige nu!! Det er bare ikke fair!!
- Og så kom tårerne..

tirsdag den 4. september 2012

Så er efteråret sat ind..

Nåh, nu skriver vi altså september. Drengenes fødselsdage i blev overstået rigtig godt, det var nogle fantastiske dage, sommerferien blev afsluttet på en dejlig måde, skole og børnehavestart gik rigtig godt - Og hele august er fløjet afsted i en døs af dårlig mave og travlhed.

Jeg har hørt fra flere at de er blevet nervøse over at bloggen har stået så tom det sidste stykke tid - Til jer alle kan jeg sige, jeg har det okay, eller.. Det går. Vi er nemlig holdt med at sige "Det går fint" og "Jeg har det okay" nu siger vi "Det går.." for det er det der sker, dagene går og nogle af dem er knap nok til at komme igennem for dårligdom, og nogle af dem er faktisk helt tålelige. Det er overhoved ikke drømme scenariet vi går igennem, og vi er vist alle sammen temmelig påvirkede af at vores hverdag er blevet taget fra os, og udsigten til at det kommer tilbage er taget samme vej!

Bivirkningerne er hårde, dage hvor jeg sidder på toilettet, bliver drænet for væske og ender med en migræneagtig hovedpine bliver stædigt hængende. Det er SÅ hårdt og da lægerne spåede at det ville tage 3 uger med løbende diarre og mavekramper, tog de gruelig fejl - Det er stadig en kæmpe del af min nye hverdag, og den seneste besked inde fra sygehuset er at det med stor sansynelighed aldrig bliver bedre.

Behøver jeg sige at jeg er frustreret, vred og irriteret?! Det er endnu engang sorgprocessen jeg skal gå igennem, hvor det sidste er accept - Jeg sørger over at jeg endnu en gang har mistet en stor del af mit liv, en stor del af min hverdag, mistet muligheden for at planlægge, og mistet evnen til at kunne arbejde. Jeg er endnu ikke kommet ret langt i mit sorgarbejde her, jeg er faktisk kun nået til vrede. For ja, jeg er sgu vred over at det skal være sådan her. Jeg kan ikke rette min vrede nogen steder hen, det er ikke mig der har gjort det her mod mig selv, det er ikke nogens skyld, det er der bare, det er kræft!
- En dag når jeg nok til accept, men lige nu er jeg ikke klar til at give slip på vreden, for så lange vreden raser, så kæmper jeg også. Jeg føler lidt at jeg med en accept af de nye ting er nødt til at sige "det var det.." og give slip på mine drømme og håb for fremtiden - Det er jeg simpelthen ikke klar til!!

De sidste 3 dage har været ret hårde, dog var igår noget nemmere end i forgårs og i dag, men en god dag har jeg ikke haft siden en gang i sidste uge - og når jeg siger en god dag, så er det vel at mærke en dag hvor jeg "kun" skal sidde på toilettet 30-40 minutter i løbet af formiddagen, og hvor jeg ikke er helt drænet for væske, sådan at jeg rent faktisk stadig kan få noget ud af eftermiddagen når ungerne kommer hjem. Det er vildt frustrerende at en god dag skal betagnes sådan "En dag hvor jeg har nogle få gode timer om eftermiddagen" for hvad er der så tilbage, hvad kan jeg gøre?!

Jeg skal finde ud af hvad jeg "vil" med min fremtid, altså hvad jeg kan.. Hmm.. Ja, hvor finder jeg et job hvor jeg har adgang til toilet i timevis, hvor jeg ikke skal indgå i en vagtplan, hvor jeg ikke skal bruge fysisk styrke, hvor der kan tages hensyn til min træthed og hvor der ingen mennesker kommer ind med eventuelle infektioner der hurtigt kan smitte mig? Ja.. Det er jo lige det, at det gør jeg nok ikke. Det er med tårer i øjnene og strammen i stuben at jeg må skrive det her, for at skrive det er starten til at erkende at det er det der er min nye sandhed - At jeg aldrig kommer til at arbejde i det flexjob jeg har kæmpet så fantastisk en kamp for at blive tilkendt. Jeg fortryder ikke den kamp, for jeg havde en fantastisk tid i arbejdsprøvning, jeg lærte en masse om mig selv, og jeg fik tillært nogle nye færdigheder som jeg er super glad for.. Men hvad gør jeg nu, skal jeg sluge kamelen og erkende at mit arbejdsliv er slut før det rigtigt nåede at begynde og søge pension, førtidspension..?!

Nå, ikke engagn et blogindlæg kan jeg få lov at skrive i fred og ro for maven!!

Af gode ting kan siges at jeg har forbrudt mig mod vores interne regel og købt mig noget på afbetaling, jeg har ellers altid sagt at man ikke skal købe noget hvis man ikke har pengene, men nogen gange bliver tilbuddet bare for godt, og tingen bare for lokkende. Jeg har købt mig en elcykel! Jeps, sådan en summende bedstemor-ting som de gamle ræser rundt på i tiden. Jeg prøvede nemlig min mormors elcykel en eftermiddag jeg havde lovet Sebastian at køre en tur på kirkegården med ham - og det var en SÅ fantastisk opløftende oplevelse at jeg havde svært ved at få armene ned og benene plantet solidt på jorden igen. Det er slet ikke til at beskrive hvor fantastisk det var at jeg kunne komme ud og røre mig lidt, uden de store smerter i mine led og min krop der svigter mig. Og alt det vi fik set og snakket om på vores godt 8 km cykeltur, det var bare sådan en god oplevelse at cykle afsted i det gode vejr, og snakke med min store unge om ting der sker i hans liv, at jeg fløj rundt på en sky af lykke resten af dagen, og den følelse var jeg ikke villig til at give slip på.

Brugsmanden i vores lokale Dagli'Brugs gav mig et godt tilbud, og jeg sprang til. Så næsten her eneste gode minut de seneste 14 dage er blevet brugt på cyklen sammen med drengene. Åhh, jeg elsker min bedstemor cykel!!