Sider

mandag den 3. december 2012

3. december - Svømmende juletræ

Så er det allerede den tredje december. Det er lidt som om dagene løber ud i sandet for mig. Nu sidder jeg her, det er aften, jeg kan høre hvordan René sidder inde ved siden af Sakarias' seng og læser godnathistorie for en dreng der overhoved ikke er træt endnu. Det er sådan en hyggelig lyd, ro i huset og Renés søvndyssende stemme. Sebastian sidder ved siden af mig og spiller et eller andet skørt spil på hans telefon og venter i spænding på at han skal afsted til svømning, hvor der i aften er afslutning.

- Og det er så det dagens juledagbog kommer til at handle om, for der er egentlig ikke ret meget at fortælle fra min dag. Gud hvor er alting dog kedeligt når man ikke kommer ud hver dag, møder andre mennesker og føler man laver noget. Vasketøjet er yderst uintelligent at føre en samtale med, hundene har haft travlt med at rode alt sneen op ude i haven og har egentlig ikke haft tid til mig, jeg er løbet tør for fotopapir og kan ikke engang lave siderne i vores "December Daily" dagbog jeg har gjort klar - Og de der mange tusind afsnit af Beverly Hills 90210 jeg har lånt, er der vist ikke nogen der gider læse om her inde.

Det eneste spændende der er sket i dag er at jeg endelig har hørt fra kommunen. Der kommer brev imorgen. Og det er så temmelig spændende.. Så først skal jeg på sygeuset og forhåbentlig få nogle gode svar der ude, og så skal jeg hjem og flå postkassen op og håbe på at der også ligger nogle gode svar der i - Og så håber jeg at jeg finder ud af med mig selv hvordan jeg egentlig går og har det med udsigten til måske at blive pensionist i en alder af 28. Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg føler mig skuffet, vred og svigtet af mit eget helbred, eller om jeg føler det som en ny chance for at få noget ud af mit liv. Jeg håber at det lige så stille løser sig og lægger sig på plads i mig når jeg får brevet med afgørelsen.

Men da først René kom hjem fra skole, hvor han i dag har underskrevet sin praktik aftale (tillykke min skat) så skete der da trods alt lidt mere, kort efter kom Sebastian også hjem og skulle trækkes igennem hans lektier. Dét barn hader virkelig lektier, og jeg hader vitterligt at skulle lave dem sammen med ham, det er lige til at få lange ..øhh.. af! Men når så Sakarias kommer hjem og lektierne er færdige, så begynder der endelig at komme lidt liv i huset igen!

Her om mandagen har vi altid lidt travlt om eftermiddagen, begge unger går til svømning og da Sakarias' hold starter ret tidligt skal vi spise temmelig meget mere tidligt. Så det blev kun til en hurtig omgang Shanes julekalender, hvor Sakarias og jeg lavede et par hajer mens Sebastian skrev et brev til sin nye penneven fra usa - Noget han er vildt stolt af at have - René fik bakset noget lækkert mad sammen, som passer ind i den slankekur jeg igen, igen er startet på. Og så var det ellers bare med at blive tanket godt op med smertestillende og komme ud af døren til juleafslutning henne i den lokale svømmehal på hotellet.

Og ihh det var så fint, med flydende juletræ midt i det hele. Og kaffe, småkager og hygge. Jeg elsker hygge!

Det er længe siden jeg har været med til svømning, ja faktisk har jeg ikke været med siden den allerførste gang. Det var meningen at jeg skulle svømme med Sakarias på forældre/barn holdet, men det viste sig lige med det samme at det ville blive ganske umuligt for mig, så det blev i stedet til en far og søn ting. Derfor har jeg ikke været med henne og kigge de sidste par måneder, men kun hørt Sakarias fortælle når han kom hjem, om alle de seje ting han laver, hopper, svømmer og laver skøre ting i vandet som skal lære ungerne at blive fortrolige med vandet og udvikle deres evne til at svømme. At dømme efter hvad han fortæller så er han ret sej.

Men hold da op hvor blev jeg chokeret da jeg så hvor sej han egentlig er. Han er frygtløs! Hvor han den første gang ikke rigtig ønskede at få vand i hovedet og skulle op og tørre sine øjne hele tiden, så er han ligeglad nu, springer ud i den dybe ende uden badebælte og uden at være sikker på at der er nogen klar til at gribe ham. Han er frygtløs. Også selv om han faktisk ikke rigtig kan svømme, men bare plaske sig op til overfladen og håbe på at nogen står klar som han kan hægte sig fast på. Han er sgu sej min bette fyr!

Nåh, det endte så med at det blev mig der måtte overtage godnatlæsningen, for nu fiser de to andre afsted til svømning hvor Sebastian skal holde afslutning. Jeg ærger mig altid over at jeg ikke kan komme med hen og se hvor sej han er blevet til at svømme, for han kunne faktisk ikke svømme inden sommerferien. Vi øvede det i sommers fordi han havde fået den skøre idé at han skulle lære at svømme INDEN han startede til svømning i skolen. Så vi brugte nok så meget tid på stranden med at støtte, opmuntre, vise og forklare - Men det der virkede var faktisk at smide ham i strømmen i det lave vand fra det inderste lave vand, der første ud i selve havet, der lå han så i 10 minutter og baskede rundt på 30 cm vand, og fangede hele konceptet.

Da han så startede til svømning i skolen besluttede vi os for at sætte ham på svømmehold her nede også, vi bor jo sådan rimelig tæt på vandet, 6-700 meter vil jeg tro. Og eftersom nogle af ungerne var temmelig opfindsomme med at finde på historier for at komme på stranden uden forældre i sommerens løb, så syntes vi at han skal lære at svømme så godt, at HVIS det lykkedes ham at bilde os noget ind og slippe på stranden uden en voksen, ja så skal han havde de bedst mulige forudsætninger for ikke at drukne. Nu er han ikke slem til at komme med historier, men han er slem til at være medløber, han tør ikke sige fra og bukker meget let under for den mindste smule pres eller lokken fra hans kammerater, han er SÅ bange for at miste ansigt - Noget vi arbejder en del med, og som heldigvis er blevet meget bedre siden i sommers.

Han får en masse ros og blev allerede efter første gang til svømning rykket op på holdet for de øvede børn, det syntes jeg var herre sejt eftersom han ikke havde kunnet svømme to måneder forinden. René siger at han nu blæser afsted med en pokkers fart og klart er en af de sejeste unger i vandet. Dét gad jeg godt selv se. Jeg ville gerne kunne rose ham for hans flotte indsats. Men jeg er en smule natteblind, temmelig meget mørkeræd og ikke særlig glad for at køre når jeg har taget medicin her om aftenen, så det er også René der får den fornøjelse. Altså er svømning bliver en far/søn ting for begge af drengene.

Jeg har sendt kameraet med dem afsted denne gang, for jeg vil virkelig gerne se lidt fra Sebastians juleafslutning også. Det var SÅ fint da ungerne svømmede rundt om juletræet og sang julesange. Super godt fundet på at lade et juletræ flyde rundt i vandet, med pynt og levende lys endda. Super fint!

Nu må vi se om der kommer et billede ind senere eller ej. Jeg håber det.

søndag den 2. december 2012

2. december - Sovende sofadag

Så blev jeg da lige fældet, men hvad pokker, jeg vidste jo at det ville komme. Efter et par dage som faktisk har været rigtig gode, set med mine øjne, så kunne det ikke gå anderledes end at der ville være en nededag undervejs. Og det blev så i dag.

Derfor er det meste af dagen faktisk foregået på sofaen, med Ramasjang kørende da jeg faldt i søvn under Sebastians dejlig varme "Crazy Frog" dyne. Og det kørte stadig da jeg vågnede ved at der kom to frosne drenge ind efter at de havde været ude og lege i sneen. René og Sakarias havde vist syntes at jeg skulle have lov at sove lidt, men hvor ville jeg da ønske at de havde vækket mig og sagt at jeg skulle ligge mig ned inden de gav mig ro, for at sidde op og sove giver sådan en træls "ondt i nakken"-agtig ting.

Halsen værker, hovedet værker og gud hvor er sne og frost dog bare slet ikke særlig godt for mine dårlige led og knogler. Lige så glad jeg var for sneen igår, lige så træt af det er jeg faktisk, ahh måske ikke helt lige så træt af det, for det er stadig fantastisk smukt og dejligt at se på, men jeg er sgu godt nok træt af de smerter det fører med sig. Så jeg blev altså under dynen lidt endnu, og endte med at sidde og se den lange version af dokumentaren "Adoptionens pris" og glæder mig nu over at jeg trods alt har fået et lidt andet syn på den. Men det har så også bare fået mig til at huske på hvor meget klipning af det man filmer egentlig har for meningen, betydningen og for hvad seernes opfattelse.

Desværre havde vi aftalt at vi ville tage ud og handle lidt flere julegaver, nu hvor udbetalingen af vores opsparede julepenge gjorde det muligt, ja så kunne vi lige så godt skynde os og få købt så meget som muligt med det samme. jeg var ellers mest stemt for at blive hjemme, men jeg havde jo lovet. Og så var der også lige den "lille detalje" at Sebastian skulle hentes hjem fra samværet med sin far og faster. Det foregår altid ude ved Randers Storcenter, hvilket jo var helt perfekt for dagens plan om at handle julegaver, men øv hvor var det svært at flytte mig væk fra dynen og varmen.

Men afsted kom vi, og vi fik købt nogle rigtig gode og personlige julegaver til folk. Vi har ellers før i tiden givet mange gavekort, men i år har vi besluttet os for at give gaver vi tror folk vil blive glade for. Det er så upersonligt med gavekort, så i år skal det være personligt, så folk ved at vi har haft dem i tankerne da vi valgte gaver til dem. Nu må vi se om det giver bonus eller ej, og så må vi håbe på at det virkelig ér tanken der tæller!

Jeg kommer til at gøre juledagbogen lidt kort og overfladisk i dag, for jeg har simpelthen så møg ondt i alle mine led, helt ud i mine fingerled og jeg kan mærke at det gør det en smule svært, eller snarer smertefuldt, at få skrevet ret meget. Jeg håber virkelig at der snart kommer svar på mine nyligt tagne blodprøver som skal afsløre om jeg kan ske at have gigt. Det skulle sgu ikke undre mig, det gør så fandens ondt her i den kolde tid, og når vejret bliver vådt og træls!

Dagens optur er igen den skønne kalender fra Shane. I dag var det Sebastians tur til at åbne lågen, og derved også ham der skulle stå mest for projektet. Heldigvis har jeg en masse "skrammel" så det meste af materialerne kunne jeg fremtrylle så Sakarias også kunne lave en version af dagens opgave. Det var igen super hyggeligt, selv om det gav lidt gnidninger at vi var kommet ret sent hjem, at begge unger var temmelig trætte og at deres mor har pænt ondt i dag. Faren lavede mad, vi gjorde klar til at lave figurer og efter maden kunne vi have noget dejligt kvalitetstid sammen.

- Og det er bare så hyggeligt at læse historien mens de så kan sidde og lege med tingene. Vi læste begge afsnit da Sebastian jo ikke hørte det første igår, og Sakarias kunne det nærmest ord for ord, og råbte igen alle Krudts replikker og levede sig godt ind i historien. Sebastians trold fik nogle ordenlige tæsk, og det var en smule svært ikke at lade være med at grine af dem.

Nu stopper jeg - For jeg kan simpelthen ikke mere for i dag. Men et billede hører da lige til.


lørdag den 1. december 2012

1. december - Mon julestemningen er emigreret?

Første december er så kommet, endelig kommet, jeg har sådan glædet mig til at kunne give Sakarias hans julekalender, give ham lov til at åbne den første gave. Så han ikke skulle gå og være så pokkers utålmodig her eneste dag. Og nu er den her.. Men jeg tror altså måske at min julestemning er emigreret til et andet land?

Det var ellers så hyggeligt da jeg stod op, René havde ladet mig sove til jeg vågnede lidt over 9. Min aften igår blev en smule længere end hans, så jeg tror han syntes at jeg skulle have lov til at sove og samle lidt energi til dagen i dag. Da jeg kiggede ud fra soveværelset blev jeg mødt af et "NU er det første december, mor!" og der stod en meget vågen, meget frisk og meget, meget spændt lille dreng som bare ventede på at jeg kom ud og deltog i julehyggen. Han havde nemlig ventet med at åbne sine ting til jeg stod op. Jeg beundrer ham at han kunne, når han nu har været så utålmodig i en uge, havde det været mig så havde jeg bare åbnet skidtet og været ligeglad med hvilke familiemedlemmer der stadig sov, men Sakarias ventede pænt på mig, den skønne unge!

Så gik formiddagen ellers med at få åbnet Valhallas kalenderen som han havde valgt at han gerne ville have, komme ind på nettet og spille pakkespil på tv2's hjemmeside og lege lidt med de plasticbiler der var i den pakkekalender Henriette og hendes skønne unger havde lavet til ham. Sebastian har sine gaver med på samvær, så dem må jeg vente med at høre om til han kommer hjem imorgen aften en gang.

Pludselig sneede det med kæmpe store gigantiske snefnug i billedskøn fald fra himlen. Og på ingen tid lagde det sig i haven og dannede det smukkeste vinterlandskab. Jeg tror aldrig jeg har oplevet at sneen meldte sin ankomst så præcist når julen startede, helt fantastisk! Da der havde lagt sig et ret godt lag besluttede vi at trodse mine ledsmerter forsaget af kulden og smutte i vintertøjet og gå ud og lege lidt i sneen, vi ved jo aldrig hvor længe sådan noget får lov at ligge!

Jeg elsker det tidspunkt hvor man går ud i sneen, mærker at den knitrer under fødderne, kigger op mod himlen og det går op for een at der bare er helt fantastisk stille. Ikke en lyd rører sig, ikke en bil brummer, intet andet end naturens lyde og syntes af sneen der daler. Jeg elsker virkelig at vi bor så langt ude på landet, at vi kan få den slags øjeblikke hvor hele verden ser ny, frisk og ren ud. Alting virker så opløftende frisk når man står der i nyfalden sne, hele verden skinner og glimter og ikke en forkert lyd bryder ind i det harmoniske billede.
- Ja jeg kunne ikke lade være med at lægge hovedet tilbage og fnise lidt, og mærke at jeg blev en lille pige igen uden bekymringer, om ikke andet så for en stund, en meget velkommen stund!

Vi kaldte på hundene og lod barn, voksne og hunde tumle rundt ide i indkørslen og den lille grusvej vi bor på. Sikke der var spræl i hundene, det var helt tydeligt at den følelse jeg stod med i brystet, også findes i hundestørrelse, for det var også som om de sprang lettere og gladere rundt ude i sneen. Og Sakarias morede sig med at sætte de første fodspor i sneen, kaste de første snebolde og nød helt tydeligt også at vores triste vintergrå verden lige pludselig var erstattet med en hel legeplads af nyfalden hvid magi!



Men dagens helt store hit er virkelig Shanes julekalender. Det er simpelthen skide godt samvær at være samme med sine børn om at lave noget krativt. Kalenderen rummer alt hvad man skal bruge, så det er bare at springe ud i det, så jeg og Sakarias har brugt de sidste par timer på at male en toiletrulle, smelte perler, klippe ører og ønje til den, og samle den fineste figur. Da vi var ved at være færdige satte jeg mig til at læse den historie der føler med kalenderen, et afsnit for hver dag. Og jeg ærger mig simpelthen sådan over at jeg ikke fik René til at optage det på video! Det var simpelthen fantastisk.

Normalt plejer Sakarias at være rigtig god til at sidde stille og lytte når vi læser for ham, han elsker når vi læser, men i dag levede han sig fuldstændig ind i historien, så mens jeg læste op af alle de ting "Krudt" kom ud for i det første afsnit, sad han med vores version af figuren Krudt og sendte ham ud i store bølger, gentog hans replikker, svingede ham rundt for at flygte fra hajerne og gemme sig for sin mor. Det var ganske enkelt et helt magisk øjeblik hvor han med hud og hår levede sig ind i en eventyrverden som han selv lige havde været med til at bygge op omkring figuren Krudt han selv havde været lavet.



Nøj hvor er jeg glad for at vi skal gøre det her hver dag, det kan godt ske at min julestemning er smuttet ud på en omvej inden den kommer tilbage til mig, men julemagien har nu altså ramt os!

Nu er det så ved at være tid til at vi skal gøre os klar til at komme til generalforsamling i vores spareklub. Dem der har fulgt julebloggen de sidste to år vil måske kunne huske at det er noget vi gør hver den første lørdag i december. Så får ud udbetalt vores opsparede julepenge, de penge der gør at vi klarer os gennem julen med skindet på næsen, de penge der gør at drengene får en gave der kan måle sig med deres kammeraters, og de penge der gør at vi kan tillade os at købe lidt ekstra lækkert mad eller juleslik her i måneden.

Jeg har været sådan lidt nervøs på hvordan min mave skulle reagere i dag, igår var en forholdsvis god dag, og jeg plejer ikke at have to gode dage af gangen. Det sker tit af jeg har mere end en dårlig dag i træk, men stort set aldrig at jeg har mere end en god dag af gangen. Så jeg er simpelthen så lettet over at jeg kun har måttet døje lidt med maven, kun har siddet på toilettet en halv times tid, kun har døjet lidt med kvalmen og ingen mavesmerter har.

(Resten skrevet senere på aftenen)

Det meste af aften er gået godt, ikke de store problemer egentlig. Jeg har haft en lumfekirtel på halsen som har været irriteret her de sidste par dage, så jeg ved at mit immunforsvar arbejder med et eller andet, hvad har jeg dog ikke helt fundet ud af endnu. Selve generalforsamlingen gik fint, mit job som formand er rimelig simpelt, fortælle folk hvad de allerede ved og så ellers bare være med, lytte og en sjælden gang imellem tage en beslutning om et eller andet. I dag var der nu ikke noget, og det passede mig fint. Spisningen gik skønt, maden var dejlig og jeg var hunde sulten, så det kunne såmænd have været rugbrødsmadder og jeg havde været i himlen, dog begyndte jeg lige så stille at blive træt og uoplagt - Men det skulle jo for pokker nydes at jeg var ude, så jeg prøvede at slå det hen.

Efter et par timer, hvor jeg havde fundet en af mandlerne i ris ala manden og fået en gave, kunne jeg godt mærke at min krop sagde STOP! Men for fanden hvor er det bare skide frustrerende, når jeg nu for pokker for en gangs skyld var ude blandt andre mennesker og skulle nyde at være menneske, at være Nadja, ja så sagde kroppen stop - Og jeg endte med at cykle hjem i snevejr og være skide skuffet over mig selv, skuffet over at måtte tage hjem når nu festen egentlig bare skulle til at begynde, og også skuffet over at måtte køre fra René som jeg ved havde glæder sig helt vildt meget til at komme ud.

Men nu ligger jeg så her, godt gemt af vejen under Sebastians dyne og venter på at dagens anden sidste håndfuld piller skal virke så jeg kan tage mit kemo om en times tid, og så kan gå til ro og håbe på en bedre dag imorgen. Ej, det ville være forkælet at sige at det ikke har været en god dag, for det har jo faktisk været en SKIDE god dag i min målestok. De ting som er allervigtigst har jeg kunnet, være sammen med min skønne unge, hygge og være kreativ og også få en smule ud af aftenen med mine venner og bekendte. Så alt i alt har det jo været en god dag, som dog - som altid - viste at jeg ér syg, at jeg hár kræft og at jeg altså ikke kan det samme som raske mennesker.

- Og det er nok hele sagens kerne, jeg lærer aldrig at acceptere at jeg ikke er rask og at jeg ikke kan det samme som raske mennesker, jeg giver aldrig slip på håbet om at få en hel dag uden sygdom eller giver slip på lysten til alt det gode som jeg ved at livet har at byde på. Jeg vil ganske enkelt have det hele, og det kan jeg ikke.. Øv!

fredag den 30. november 2012

Så er det NUUUU!!

Wee, nu er det nu, det er nu, det er december - Eller i hvert fald lige om nogle timer.

Sebastian er sendt afsted på samvær med hans far. Det er jo så fantastisk at der er slet så fantastisk meget det sidste år, så denne december kan jeg glædeligt fortælle at Sebastian tager afsted på samvær med sin far og sin faster. Vi har i dag afleveret ham i Hammershøj, hvor de så kom og hentede ham for at tage ham med hjem. Normalt udveksler vi barn i Randers, men da Frode-hunden skulle have fjernet sting efter sin kasteration, så kunne vi lige så godt mødes ved dyrlægen som ligger tættere på Viborg end Randers gør det.

Sebastian glæder sig helt afskyelig meget, og har stort set ikke snakket om andet de sidste 3 uger, han skal nemlig til København sammen med hans biologiske far. Det er første gang de skal på sådan en tur sammen - Ja faktisk er der sket rigtig mange "første gange" mellem de to det seneste år, og jeg er simpelthen så stolt af dem begge to. Hvis nogen for et år siden havde spurgt mig om jeg troede at jeg nogen sinde ville blive tryg nok ved J. til at sende ham afsted på tværs af landet, med mit dyrebareste, med mit barn, så havde jeg ikke tævet et sekund før jeg havde sagt nej. Men hold da kæft en udvikling de to har været i det sidste år, der er simpelthen sket så meget, fra gang til gang er det bare blevet bedre i en sådan fart at det er svært at forstå at det kun er ganske få år siden at de stort set ingen kontakt havde. Nu sender jeg gladeligt min søn afsted til samvær med sin far og jeg får en glad dreng tilbage, som bare har SÅ godt af at være sammen med sin far og fars familie også. Jeg har altid været klar over at Sebastian havde et stort behov for at være sammen med J. så det glæder mig virkelig at de har fået det så godt sammen og at J. har lyst til at være sammen med Sebastian så meget som de er det nu.

Uhh, jeg glæder mig til Sebastian kommer hjem og fortæller om deres tur her. Jeg havde en god snak med J. igår om hvad Sebastian skulle pakke osv, og da jeg lagde røret på vidste jeg bare at det nu er en FAR jeg snakker med, og ikke den legeonkel jeg altid har haft en følelse af J. mest af alt var. Det var simpelthen så fed en opturs følelse at opleve hans biologiske far nu være trådt ind i sin retmæssige plads som far!

Vi andre tre har været ude og shoppe de første julegaver, inden vi kørte tilbage til Bønnerup. Og selvfølgelig blev drengenes gaver det første der blev købt, det hele hænger temmelig stramt sammen i år (jeg har lyst til at sige igen i år, men jeg bliver simpelthen så trist i humøret over at tænke over det, så jeg nøjes med at sige i år, og håbe at det hele ser meget anderledes ud næste jul hvor René er færdig uddannet og forhåbentlig har fået noget arbejde. De sidste år har virkelig ikke været sjove, så vi tager forhåbentlig revanche fremover og får nogle rigtig opturs jul, hvor det er os der har overskud til at hjælpe andre!) og når det er sådan lidt træls at få til at hænge sammen, så er det for mig bare vigtigst at drengene får nogle gode gaver de har ønsket sig, og så må resten af familien altså indstille sig på at de får hvad der bliver råd til - Og personligt deler jeg gerne gave med Sakarias, jeg glæder mig allerede til vi skal lege/spille (mon nogen har gættet hvad han så får?) sammen. Så kan jeg egentlig godt undvære, bare jeg må være med til at bruge hans!

Da vi kom hjem besluttede vi os for at tage hul på lidt af jule-pynteriet, vi havde ellers ventet da det var meningen at vi skulle have filmet til "De unge Mødre" i dag og de helst vil undgå julepynt og den slags på optagelserne, men det blev aflyst, og der var altså ingen problemer i at begynde at sætte lidt frem. Vi besluttede at starte med julekalendrene. Sakarias har haft et par stykker, en fra Zendium tandpasta og en fra Telenor hængende et par dage, men nu skulle Shanes julekalender op!

Drengene har nemlig været så ufattelig heldige at få Shanes julekalender af min gode penneven. En kvinde jeg har skrevet frem og tilbage med de sidste 6-7 måneder. Det er egentlig ikke fordi jeg ved ret meget om hende, men jeg elsker simpelthen at få et håndskrevet brev ind af døren, et brev som er rettet direkte til mig, og så skriver hun de dejligste ting - Og omvendt får jeg lettet mit hjerte til et andet menneske. Nogen gange er det lettere at læsse af på en der ikke er alt for tæt på, og så hygger Sakarias og jeg os med at skrive og tegne til hende. Sidst vi sendte noget afsted var det en af mine kreative projekter, og i sidste uge kom der så en pakke ind af døren og dagen efter et brev - At hun syntes vi skulle have Shanes kalender og være kreative med her i julemåneden.

Og uhh - Det har bare været et kæmpe ønske for mig LÆNGE at lave sådan en med drengene. Sidste år var jeg så misundelig hver gang jeg så at nogen havde den, og så de fantastisk fine og sjove ting de fik lavet ud af gammelt genbrugsskrald, og hvordan andres unger bare var helt vilde med det. Desværre fik vi ikke selv fat i en, den er temmelig dyr. Ej det er den nok egentlig ikke, for den er ikke meget dyrerer end to af de gode chokoladekalendre, men det er mange penge for os at give ungerne for, så når de skal have den obligatoriske kalender fra tv2 og dr, jamen så er der bare hverken til den ene eller den anden kalender. Men i år, ja der er vi med på holdet af familier der skal hygge os med Shanes julekalender. Jamen, jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg glæder mig til at komme i gang.. Og derfor var det nok også mig der gik allermest op i hvordan alle lågerne skulle hænges op.

Kalenderen består nemlig af en masse A5 store låger, som man så selv kan gøre med hvad man vil, hænge dem op, lade dem ligge løst, samle dem som en bog, ja alt hvad fantasien nu rækker til - Her skulle de selvfølgelig hænges op! Så vi har samlet puslespil af dem, byttet rundt, samlet igen og klistret op på væggen, og byttet rundt endnu en gang (og vi er nu nok ikke engang færdige endnu, haha). Det betyder at hele endevæggen i vores køkken/alrum er plastret til med kalenderlåger. Og vi eeeelsker det!

Julekalenderen findes her: http://www.redbarnetshop.dk/?m=details&pid=198325

Skønne krølhårede unge! <3

I aften står i "Movember"'s tegn! Her i huset gør vi hvad vi kan for at støtte kræften. Ud af 3 generationer er vi 3 med kræft i min allernærmeste familie, så vi gør hvad vi kan for at støtte, sætte fokus på og samle ind til kræft.

René har derfor "doneret" sin overlæbe til krampen mod prostatakræft den sidste måned. Han har ladet sit overskæg gro og deltaget i Movember. Vores lokale værtshus er gået forresten i kampen - Og værtshus lyder så snusket, men man skal forstå at når man bor i en lille by som os, så bliver værtshuset ikke alene et sted der bliver svunget øl over disken, men også et samlingssted hvor man lige kigger ind, hører den nyeste sladder, spørger til hvem der blev hentet af ambulancen, samler ind til den næste runde fødselsdag, og ja, sætter et arrangement på benene for at støtte kampen mod kræft. De har derfor haft en masse sparebøsser stående den sidste måned, hvor hver af de som ønskede at være med har kunnet få deres navn på en, og man har så kunnet "give penge til overskægget" på den eller de personer man har haft lyst til at støtte.

Alle pengene går selvfølgelig ubeskåret til Movember og kampen mod prostatakræft - Og jeg syntes det er en rigtig fed måde at sætte fokus på en grim sygdom. En sygdom som vi rent faktisk hár i vores nærmeste familie, da min morfar har levet med sygdommen de seneste par år. Han har det heldigvis godt og kan behandles, men det har nogle omkostninger for ham, og når prostatakræft rammer yngre mænd, så har det endnu større omkostninger for deres liv, og specielt samliv.

I aften skal alle sparebøsserne tømmes og tælles op, og jeg har været så heldig at få æren af at være med til at gøre det! Jeg glæder mig som en lille pige, det her kræft-halløj ligger mig altid meget på sinde, og jeg er så glad for at jeg kan få lov til at være med til at sætte lidt fokus på det. Så er det egentlig ligemeget hvilken type kræft det er, kræft er kræft - Og det skal udryddes!!

Så overskægget ligger klar, jeg har selvfølgelig heller ikke barberet overlæben den sidste måned - Man må jo gå i sympati med sin mand! Og så skal vi ellers bare se om jeg ikke kan få lov at få ro fra mavekramper, ledsmerter og træthed en enkelt aften (gerne to, åhh jeg ber', lad mig få en dejlig weekend!) og så skal vi hygge os, være sociale og prøve at nyde hinandens selskab uden børn.

Gør dig selv en tjeneste og grin lidt af denne Movember sang: http://www.youtube.com/watch?v=bbKQvdLDAic


Hav en skøn aften der ude, imorgen er det december - Og juledagbogen 2012 er hermed åbnet!!


søndag den 18. november 2012

Så er det snart det er nu..

Nu er der sørme ikke længe til december - Ja faktisk er der jo ikke engang 2 uger til vi starter vores juleri. Vi kunne sagtens begynde nu og jeg har også vildt lyst til det, men jeg ved også bare at jeg når at blive super træt af det hvis jeg starter for tidligt, så jeg tager mig sammen - Iøvrigt har jeg også bildt Sakarias ind at man først må købe alle juletingene ude i butikkerne fra første december (Ja, en smule ondt, men han er helt holdt med at plage - hvilket er en lille hvid løgn værd!)

Sakarias og jeg har dog alligevel taget lidt hul på juleriet - Vi har nemlig besluttet at lave vores egen juledagbog, en slags smashbog hvor vi skal lave en side hver dag i december måned. Et fælles juleprojekt som vi har gået og snakket om den sidste uges i tid, og i dag har vi taget hul på at kigge på mit scrapbooking papir, snakket muligheder for at samle bogen og kigget lidt på det pynt som har samlet sig i mine kasser i løbet af tiden.

Og vi glæder os helt vildt til at komme i gang, men sørme om moderen ikke er blevet ramt af "præstations-angst" - Det er så meget nemmere bare at købe en bog der allerede ér lavet og så bare klistre ting på siderne, men at skulle lave en bog selv, helt fra bunden, det er straks sværere!

Jeg håber at jeg i aften kan begynde at vise lidt billeder af det vi har fået lavet.. Lige nu tager vi en pause hvor Sakarias ser Gnotterne og jeg henter inspiration på nettet.

mandag den 12. november 2012

Det der med at drikke..

Ups..

Jeg tror jeg gjorde min søde kæreste temmlig nervøs igår! Jeg vågnede op med et hjerte der var godt på vej til at banke sig vej ud af brystet på mig, slatten, svimmel og med en hovedpine der gjorde at jeg hverken havde lyst til at tale, åbne mine øjne eller så meget som at rykke mig en tomme. Jeg spurgte René om han ikke lige ville prøve at mærke min puls, for jeg syntes at den var noget voldsom, og at jeg samtidig havde svært ved at få trukket vejret ordenligt igennem.

Han fandt blodtryks apparatet frem, som afslørede et skræmmende lavt blodtryk, og en hvilkepuls på 144 - For første gang tog han selv en beslutning om at ringe til sygehuset, men jeg igen døsede hen. Kun afbrudt af at han en gang imellem kom og tog et nyt blodtryk på mig. De blev enige om at det var bedst at jeg kom ind på sygehuset og en ambulance blev sendt afsted efter mig. Sådag i ro og mag.

René ringede efter min mor som kom og var hos os mens vi ventede på ambulancen, jeg kan godt huske at hun var der, men kun fordi Asta kom og bed mig i fingrene så jeg vågnede og så døsede jeg hen igen, med et hjerte som buldrede derud af.

Ungerne tog det rigtig pænt, men René fortalte senere at Sakarias var bange for ambulancen og bestemt ikke ville ind og kigge eller sige farvel til mig mens jeg lå der inde. Sebastian opdagede slet ikke at de var her, på trods af at de kom helt ind i stuen og hjalp mig med at få tøj på og komme ud til båret - Han havde travlt med at spille playstation, men tog det heldigvis også rigtig pænt. Han oplevede jo desværre en del gange da han var helt lille af jeg blev hentet på den måde, så han har en del gange været med inde i ambulancen og se hvordan det hele foregår og få det afmystificeret. Jeg ville ønske Sakarias havde haft lyst til det samme, det er så synd at han i stedet er bange for ambulancen. Ligesom han nu også er bange for blodtryksapparatet, det skal vi nok lige have leget lidt med hen over det næste stykke tid.

I ambulancen blev der lagt en nål i hånden, og jeg er normalt så møg bange og nervøs for at skulle have den lagt, jeg syntes det gør afsindig ondt og jeg ved at det er stort set umuligt at lægge sådan en i min hånd, men igår havde jeg ikke kræfter til at tage mig af hvad falckredderen lavede. Jeg fik vist nok fortalt ham at det nok ikke ville lykkedes, men det var også det eneste. Han fik nålen sat, men ikke ret godt og den ville ikke kunne bruges til andet end små mængder medicin, men nu lå den klar hvis det blev nødvendigt at give noget når jeg kom ind på sygehuset.
- Og så lukkede jeg ellers ned igen, min hovedpine var så ekstrem at jeg ikke kunne åbne øjnene, og bare det at høre min egen stemme fik det til at føles som om glas splintes ind i min hjerne og mine øjne til at føles som om de var for store til mine øjenhuler. Jeg lod min mor tale med falckredderen, som så var min fars kones storebror. Hvilket på en eller anden måde faktisk føles en lille smule trygt, selv om vi vist kun har set hinanden en eneste gang før.

Inde på sygehuset blev jeg kørt ind på en stue, hurtigt tjekket af en sygeplejerske, som vurderede at der skulle startes noget væske med det samme. Det ville tage noget tid før lægen kunne komme, de havde travlt. Desværre var det drop der blev lagt i ambulancen ikke lagt i en åre, så det væske hun lige så stille prøvede at sprøjte i lagde sig i huden, så et nyt skulles lægges. Jeg fik vist nok sagt at det plejer at ende med at den bliver lagt i albuebøjningen, fordi jeg er så svært at stikke i og finde årer på, men hun mente at finde en der kune bruges i hånden.. Det kunne den ikke. Og så kom der en bioanalytiker for at lave EKG på mit hjerte.

Heldigvis var mit hjerte faldet til ro i en god rytme igen, intet tydede på at noget skulle være galt med hjertet, heldigvis. Min "nye" (hvor længe om det kan kaldes for nye?) kemo kan nemlig påvirke hjertet, så det skal tjekkes jævnligt, og derfor skulle det selvfølgelig også tjekkes grundigt at der ikke var noget alvorligt galt med mit hjerte igår.

Sygeplejersken kom tilbage og fik lagt drop i albuebøjningen. Som altid var jeg nu ved at være godt gennemhullet, men jeg havde simpelthen ikke energi il at tage mig af det, hvis bare de ville få det overstået så lyset kunne blive slukket og jeg kunne gemme mig under dynen og det tæppe jeg fik lov at beholde fra ambulancen, så var det fint med mig! Væske blev startet, i et godt hurtigt tempo, og da lægen kom havde jeg faktisk lidt mere energi og kunne begynde at snakke og fortælle med egne ord hvad der var sket.

Lægen var utrolig sød, og meget, meget grundig. Ret hurtigt viste der sig et billede af en omgang dehydrering. Blodtrykket falder, hjertet skal arbejde hårdere for at få blodet rundt og det ville give det ubehag jeg oplevede. Svimmelhed, døsighed, slem hjertebanken og en grum, grum hovedpine.

Så lidt ekstra fart på droppet, en masse væske i glas og som timerne gik blev jeg mere og mere frisk. Blodtrykket steg, hjertet slappede helt af og da vi nåede aften kunne de tænde lys på stuen igen. Jeg kunne snakke og samle energi til at føle mig så sulten at jeg spiste min mors indkøbte sandwich. Faktisk blev jeg så frisk, at vi blev enige om at jeg nu havde fået mig en slem forskrækkelse og en lærestreg. Jeg har brug for mere væske end normalt! At glemme at drikke nok, bare fordi en dag er spændende og hektisk (jeg havde været til fighterambassadør seminar ved kræftens bekæmpelse dagen forinden) er ikke en god idé, fremover må jeg lære mig selv altid at have vand med mig og sørge for at få vand regelmæssigt dagen igennem.
- Og så fik jeg ellers lov til at tage hjem igen, tanket op med 3,5 liter væske.

Jeg håber det betyder at jeg har lært lektien, det var i hvert fald en rigtig grim oplevelse for os alle sammen igår!

tirsdag den 6. november 2012

Smash* og afstresning!

Jeg er gået i skriveblokade - Og det er simpelthen det helt forkerte tidspunkt at blive blank lige nu. Jeg prøver ihærdigt at få skrevet en masse ned fra dengang jeg ventede Sebastian, fra lige inden jeg startede op med at skrive dagbog, og af en eller anden grund så kan jeg simpelthen ike få hverken mit hoved eller mine fingre til at skrive. Det plejer ellers at være sådan at når jeg først er gået i gang så kommer det hele af sig selv, men lige nu sker der bare ingenting. Vildt irriterende, og slet ikke sjovt når jeg har sat mig for at det skal være nu sådan noget skal skrives ned, det er faktisk en lille smule vigtigt for og at få det gjort, og få det gjort ordenligt.

Derfor laver jeg dette indlæg, jeg skal simpelthen have gang i mine fingre igen, jeg skal have ordene til at flyde frit sådan at mine tanker ikke stopper mig, men i stedet bare kommer flyvende så det hele kommer til at stå naturligt, og ikke er noget der skal tvinges frem - indlægget her skal altså motivere mine fingre, men det skal også vise lidt af min yndlingshobby (eller en af dem) som jeg jo bruger når jeg har brug for at stresse lidt af, og for at få alt det gode og dejlige der sker i vores liv dokumenteret, så både jeg selv og drengene kan se tilbage på en masse godt.

Jeg kalder det en foto-dagbog, det er ikke helt rigtigt, for det er ikke hver dag jeg tager billeder og laver noget i bogen, det er de dage hvor jeg føler der er sket lidt ekstra, hvor der er en sjov episode, hvor jeg har fået taget et godt billede eller jeg føler der er noget der er vigtigt for os at huske.

Min morgen startede lidt tidligt da Sebastian havde "hår-krise", hans hår ville ikke som han ville og jeg vågnede ved at han skældte ud på René, på sit hår og vist også lidt på spejlet - Og det gjorde han meget højlydt. Så mig op og se hvad der skete, få snakket ham til ro, hvilket krævede sin mand (eller kvinde) og da René og ungerne så var taget afsted fandens tidligt, fordi de egentlig ville have givet mig ro fordi jeg har haft så pisse, skide meget ondt de sidste dage, ja så blev min dag jo lige pludselig meget længere end den plejer at være. Når man først har taget sådan en tur med en pre-teen, så er man ikke ligefrem i stand til at hoppe tilbage i seng og falde til ro. Så jeg tog mine morgenpiller, spiste lidt morgenmad, så lidt morgentv indtil jeg blev træt af at høre om præcidentvalg, satte mig til at skrive - Og gik så i stå..

Hvilket gav mig masser af tid til at sætte mig ved mit scrap-bord ude i gangen og kigge lidt på hvad jeg gerne ville tilføje i vores bog. Og denne gang blev det så Asta jeg gerne ville lave lidt om, Asta er jo sådan en fin lille dame med papirer og stambog og alverdens ting, så en af de ting vi har skrevet under på at vi vil gøre med hende inden hun for alvor bliver vores, er at gå på udstilling med hende så hun forhåbentlig kan få sig nogle fine præmier, og når hun bliver gammel nok også blive avlsgodkendt. Det var vi så i oktober, hvor hun vandt en fin lille pokal og et rødt bånd, hvilket folk fra hundeverdenen vil vide betyder at hun fik en første præmie. Det er vældig indviklet det der med præmier, og jeg forstår det faktisk ikke helt endnu, men en førstepræmie er en fin ting at få åbenbart (men må ikke forveksles med en 1. plads, for alle hunde i klassen kan faktisk få en første præmie, hvilket var tilfældet med den flok Asta var oppe imod)

Så, her er lidt billeder af dagens side - Og så tror jeg faktisk at det lykkedes mig at få lidt gang i mit skriveri, så jeg skynder mig at hoppe tilbage til mit word-dokument og se om jeg kan få skriblet noget ned der også.




mandag den 5. november 2012

At føle sig utilstrækkelig..

Så prøver jeg lige igen.. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg efterhånden har skrevet et indlæg til bloggen her og er endt med at gøre det til en kladde eller har slettet det helt, der er så meget rod oppe i mit hoved lige i tiden, at jeg ikke kan finde rundt i det - Og det gør det ikke bedre at mine følelser omkring det hele er mindst lige så rodede.

Jeg tror jeg er blevet ramt af et "Shit, hvad skal der blive af mig"-anfald. Lige pludselig er jeg blevet bange for at blive gammel, jeg er som sådan ikke bange for at dø (løgn - jeg er hunde angst for at dø!) men jeg er bange for at blive gammel og sidde med en følelse af at jeg ikke har udrettet noget med mit liv. Jeg er bange for at blive gammel og sidde og tænke "hvorfor nåede jeg aldrig, hvorfor fik jeg aldrig gjort, hvorfor kunne jeg aldrig" - Jeg er bange for at mit liv kommer til at bestå af det her, og ikke andet.

Jeg føler ikke det er helt fair at tænke sådan, og jeg prøver ihærdigt at fortælle mig selv at jeg jo har det mest fantastiske i hele verden lige her hos mig. Mine drenge, dem alle sammen, er jo en præstation jeg kan være stolt af, jeg har så fantastiske nogle drenge her i huset, som jeg udemærket ved ikke var blevet nogle så fantastiske mennesker hvis det ikke var fordi jeg havde noget fantastisk at give videre til dem. Men det er bare ikke altid nok for mig, jeg længes efter mere.

Jeg husker at jeg for nogle år siden, en del efterhånden, skrev et blogindlæg hvor jeg startede således; "Der må være mere end det her landsbyliv?!", noget som nogen af jer garanteret straks vil vide kommer fra en af Disneys allerbedste klassikere, hvor Belle danser rundt i landsbyen og drømmer om mere. Sådan føler jeg det også lidt, desværre er det bare min krop jeg føler mig fanget i. For jeg føler mig fanget i min krop, jeg føler at jeg er blevet tildelt et hylster der ikke er mit, et der hæmmer mig i mine drømme og ødelægger alle mine planer og ønsker. Det er bare ikke fair.

Jeg har netop afsluttet min arbejdsprøvning, og det er nok det der trækker humøret ekstra meget ned lige nu, den blev nemlig overhoved ikke afsluttet som jeg havde ønsket. For det første måtte jeg stoppe fire uger før tid, og for det andet viste arbejdsprøvningen (ikke overraskende) at jeg ikke kan arbejde.
- Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke allerede vidste at det var det resultat jeg ville komme ud med, men jeg håbede så inderligt på at det ville ende med at vise sig at jeg på magisk vis blev meget bedre hvis bare jeg kom i gang, hvis bare jeg fik noget mere at stå op til en løbende diarre og sende børn afsted om morgenen. Jeg glædede mig sådan til at mit hoved skulle udfordres, at jeg igen skulle føle at jeg kunne bruges til noget, at jeg kunne udnytte det hoved jeg har siddende på mine skuldre. Det var også rart at komme afsted, de dage jeg altså kom afsted og havde det godt. De kan bare tælles på een hånd, ja faktisk behøver man kun en finger for at tælle præcis hvor mange dage ud af denne arbejdsprøvning jeg havde det godt nok til at være der i de to sølle timer man havde vurderet ville være realistisk at jeg kunne klare.. Og ikke engang to sølle timer kunne min krop holde ud.

Lige nu sidder jeg og hader mig selv en lille smule - For om lidt kommer Sebastian ind og siger godnat, han vil som hver aften spørge mig om jeg ikke vil komme ind på hans værelse og enten læse for ham eller snakke med ham inden han skal sove. Og der er ikke ret meget jeg hellere vil end at stå inde ved siden af hans højseng og snakke med ham om det han nu tænker på, men jeg har så forbandet ondt at jeg ikke engang kan sidde ordenligt og skrive det her. Jeg har så forbandet ondt at jeg allerede nu ved at jeg ikke alene kommer til at skuffe ham med at jeg ikke kan stå inde ved sengen, men jeg kommer måske også til at snerre en lille smule af ham når han siger "Åhh mor, du kan bare aldrig komme ind til mig, du har det bare ALTID dårligt" - Og jeg bider mig allerede nu i tungen, for hvor er det dog også bare pisse uretfærdigt at det skal være sådan, at jeg skal være sådan! Hvor er man da et ynkeligt menneske, eller i hvert fald et menneske i et ynkeligt hylster, når man ikke engang kan mønstre nok energi til at trække sin krop op og stå og bruge de 5 minutter på at få puttet sit barn på den bedst tænkelige måde.. (og ja, nu kom den dårlige samvittighed ledsaget af tårerne). Jeg hader virkelig min krop, jeg hader mig selv og jeg hader at der ingen udsigt er for at det kommer til at ændre sig.

Det er bare ikke fair, det er det altså ikke! Det er ikke fair overfor nogen af os. Det er ikke fair at jeg skal sidde og have det sådan, det er ikke fair at drengene skal have en mor der ikke altid er ovenpå. DER. ER. IKKE. FAIR!!

fredag den 2. november 2012

Mænd og deres.. kugler!

Nu nærmer vi os efterhånden julen igen og jeg kan mærke at skrivelysten melder sig igen og det gør overskuddet "desværre" også. Der er sket en masse på det sidste, en masse i mit liv som har en afgørende betydning for fremtiden. Det har taget rigtig meget af min energi og har efterladt blog, skriveprojekt, familie og hjem temmelig alene - og støvede. Nu er det forhåbentlig tid til at støve det hele lidt af igen, nu hvor jeg gerne skulle kunne bruge den energi her hjemme igen.

I dag vil jeg dog starte med at skrive lidt om mænd, hunde og.. ja.. kugler!

Sagen er jo den at vi er så heldige at vi er blevet "udstationeringvært" for en lille chihuahua hvalp, en pige på knap 6 måneder, noget som vi er super glade for og som jeg har drømt om stort set lige siden at jeg begyndte at tænke på hund, langt før vi fik vores fantastiske chihuahua Frode hjem.

Det har nemlig altid været min drøm at det var en tæve vi skulle have, sådan lidt som en kompensation for at jeg aldrig selv får flere børn, så er jeg nødt til at "snylte" på dyrenes graviditeter, fødsler og nyfødte. Det er ikke nogen hemmelighed at en hanhund ikke føder så mange hvalpe, så selv om Frode i nu knap 2 år har dækket mit behov for at have en trofast ven ved min side når min skønne familie er ude og leve deres liv, så har drømmen om en tæve altså levet videre i mig.

At være udstationeringsvært betyder at hunden rent faktisk ikke er vores, den er stadig ejet af den opdrætter som har fremavlet hende og det vil hun blive ved med at være indtil vi har opfyldt alle punkter i den kontrakt vi har indgået. I vores tilfælde betyder det at Asta, som vi har døbt hvalpen, skal gå til nogle udstillinger, skal avlskåres og skal have nogle hvalpe før vi sådan på papiret kan kalde hendes vores hund. Det er en totalt win-win situation for os, både for os der har Asta boende og for hendes opdrætter - Og nok endda specielt for mig. Jeg får nemlig lov at have oplevelsen af at min skønne lille pige skal have hvalpe, uden at skulle afholde en eneste udgift omkring det. Og René kan være ganske tryg ved at ingen af hvalpene kommer til at blive boende fordi jeg ikke kan sige farvel, hvalpene vil nemlig være opdrætterens i det øjeblik de er født og er klar til at flytte hjemme fra deres mor. Flere har sagt til os at vi er godt tumpede at vi gider have alt arbejdet med hvalpene når vi ikke får noget ud af det - Men der tager folk fejl, ikke alene får vi oplevelsen af at være med til et af livets store øjeblikke når nyt liv skabes, ventes og fødes, men vi slipper også fri af alle spekulationerne omkring udgifterne ved dyrlæge, parring, stamtavler og alle sådan nogle ting - Og bedst af alt, vi får vores lille Asta ganske gratis. Win-win-WIN!!

Men, men, men - Det har så også åbnet op for en helt ny problemstilling. Vi morede os ganske godt mens Asta og Frode skulle lære hinanden at kende, sætte sig selv i respekt og danne deres eget hiraki. Ikke mindst fordi det selvfølgelig blev blandt hundene som med alt andet her i huset - Kvinden bestemmer (i hvert fald lader manden hende tro at hun bestemmer - Som René siger! Hmm..?!) og derfor var det heller ikke noget problem da hun ville dominere, som i hundeverdenen åbenbart går ud på at simulere parring. Der kommer ingen hvalpe ud af at hundyret springer på hannen - Men sørme om handyret ikke nu er begyndt at ville have respekten tilbage, og det giver altså, som skrevet, en helt anden problemstilling. Dét ender nemlig med at være noget som godt kunne give hvalpe!

Jeg har taget det som en selvfølge at Frode så skal kastereres, det har i mit hoved faktisk hele tiden været planen at han skulle det. Frode er uden stamtavle, ren chihuahua af stamtavle-forældre, men altså unden papirer selv, og det skønneste af det skønneste lille dyr alligevel. Asta er med stamtavle, og det er absolut fy-føj at blande sådan to i familiesammenføring, det må simpelthen ikke ske. Men manden i huset, han kan overhoved ikke forlige sig med at Frode skal miste hans manddom, man kan ligefrem se hvordan alt i ham væmmes og krymper sig sammen når man så meget som nævner at hunden skal af med sine kugler.

- Og ja, jeg morer mig altså lidt. Mænd og deres kugler!

Jeg må indrømme at jeg har været meget usikker på hvorvidt at det her var en kamp jeg ville vinde, for han har godt nok stået hårdt fast på at Frode ikke skulle have noget som helst andet end hans ekstra hvalpetænder fjernet. I dag tog jeg så en lynrunde og ringede nogle stykker af djurslands dyrlæger op for at høre hvad prisleje sådan en kastration ligger i og jeg fik fat i en rigtig sød dyrlæge, som forklarede hele indgrebet nærmere - Og som nærmest uden at jeg havde sagt det var klar over at det var manden her hjemme der havde svært ved at tackle det. Faktisk kunne hun berolige mig med at alle mænd har svært ved at lade deres hanhunde kasterere, de identificerer sig altså med hundens kugler.

- Og ja, jeg morer mig stadig. Tænkt at identificere sig med lige præcis den del af hunden, det lærer jeg nok (heldigvis måske?) aldrig at forstå. Så hvis der sidder nogle mænd der ude i det ganske land og læser dette, så smid gerne jeres kommentarer, jeg er ivrig efter at blive klogere. Ikke mindst på hvordan jeg skal trøste den stakkels mand når det om nogle måneder bliver en realitet at hunden skal under kniven..?!


onsdag den 31. oktober 2012

Happy Halloween

Happy Halloween!!

Vi eeelsker halloween her i huset. De seneste år har vi gjort rigtig meget ud af at gøre halloween til noget specielt for vores drenge. Vi har pyntet op, vi har klædt os ud og René og drengene har gået trick or treat. Men i år er det desværre ikke blevet til ret meget i den stil - Energien har været stjålet, drænet af mig og det har desværre skuffet specielt Sebastian en del. Halloween-pynten står stadig på loftet, det eneste græskar der er kommet frem er et han har lavet til spejder og vi har ikke fået lavet aftaler om at besøge nogen for at lave trick or treat (ja, det er noget vi har aftalt med folk på forhånd når vi har gjort det)

MEN - Heldigvis lykkedes det mig på magisk vis af finde en smule energi frem til lørdagens halloween arrangement hvor Randers Regnskov inviterede alle udklædte gratis ind, til en aften med uhygge og hygge i regnskovens mørklagte kupler.




Jeg vil lade billederne tale for sig selv og nøjes med at sige at vi havde en fantastisk aften, ungerne nød virkelig at vi havde gjort lidt ud af at klæde os ud og ikke blot havde proppet dem i nogle dragter.

Sakarias havde længe, ja faktisk siden sidste halloween, gerne ville have en flagermusedragt ligesom den jeg syede til Sebastian for 2,5 år siden. Og i gemmerne fandt jeg materialer til at lave ham en dragt. Sebastian fik sin gamle på, som jeg heldigvis havde lavet for lang i krop, arme og ben så den passer endnu, René hoppede i smoking, stjal lidt makeup til øjnene og fandt en grim paryk - og jeg iklædte mig en venindes gamle kjole, pjuskede mit hår og satte lidt spindelvæv og edderhopper i og fandt en gammel heksehat. Ihh vi var yndige, eller noget!

Ihh vi havde en skøn aften, det kostede godt nok en hel dag på langs bagefter - Men jeg føler mig simpelthen så fantastisk "ladet op" mentalt når jeg har været ude og lave noget med drengene. Jeg føler jeg kan klare meget mere når jeg har været sammen med dem og gjort noget som ikke er hverdags-agtigt. Det er de øjeblikke der gør at jeg kan holde humøret oppe på dage hvor jeg er nødt til at sende mig selv i seng, sætte mig selv ud af spil - De drenge, de er simpelthen intet mindre end fantastiske at være sammen med. Hvor er jeg da bare ekstremt heldig!

onsdag den 10. oktober 2012

Så meget - Og alligevel så lidt..

Det er altid lidt spændende hvad der sker når jeg skriver et indlæg på bloggen her, tit starter jeg med at skrive en overskrift fordi jeg tror at indlægget skal handle om noget helt bestemt - Og lige så tit ender jeg med at måtte ændre overskriften fordi mine fingre sammen med mine flyvende tanker får ændret indlægget til noget helt andet.

I dag sætter jeg mig ved bloggen for at skrive til mine bloglæsere, for at sige at der stadig er liv i mig og for at fortælle lidt om hvorfor bloggen står så stille, men lur mig om det ikke viser sig at der er et eller andet i mit bryst som gerne vil ud, noget jeg ikke har fået sagt højt, noget jeg ikke har turdet tænke til ende eller måske noget jeg slet ikke vidste trykkede sig på. Bloggen her er nemlig mest af alt min terapi, jeg er rigtig dårlig til at snakke med min familie og mine venner om der der gør ondt, ja faktisk er jeg bare rigtig dårlig til at snakke om følelser og tanker. Jeg gemmer på det og lader det vokse sig så stort at jeg en dag eksploderer og ender med at sidde og græde over ødelagt vasketøj - Med mindre jeg altså lige får skrevet mig ud af det først.

Der er ingen grund til at blive nervøse over at bloggen står ret stille lige i øjeblikket, den største grund til at bloggen står stille er nemlig at jeg er gået i gang med et andet skrive-projekt og det tager det meste af min "skrive-energi" til sig. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er meget træt og har været meget uheldig med infektioner det sidste stykke tid, så jeg har meget lidt energi at bruge og den energi jeg har er jeg nødt til at rationere ud til familien først, så arbejdsprøvningen og til slut det skriveprojekt jeg er gået i gang med.

Ja, jeg har virkelig været hårdt ramt på det sidste, jeg har haft dage hvor jeg har været slået stort set helt tilbage til start med maven, hvor jeg har siddet grædende og holdt om mig selv, mens jeg har forsøgt at holde kvalmen skak. Jeg har (undskyld for detajlerne) været helt ødelagt at den løbende diarre jeg kæmper med mindst 3-4 dage om ugen, så ødelagt at jeg har haft flere dage hvor jeg igen ikke har kunnet spise og drikke.
- Oven i det er det for alvor blevet efterår og jeg har dage hvor jeg ikke kan gå på grund af knogle- og ledsmerter. Det er ikke til at forstå for nogen der ikke har prøvet det, men når eens led gør så ondt at de ikke kan bære ens krop. Det er virkelig svært at beskrive præcis hvordan det føles, for det er en smerte der ikke er til at sammenligne med andet, det er altoverskyggende og påvirker hele kroppen, humøret - Ja alt! Desværre er det sådan at jeg er blevet taget af meget af mit smertestillende i sammenhæng med at jeg startede op i forsøg med nyt kemo, min mave er meget sart åbenbart, og den kan ikke holde til både at skulle arbejde med morfin præparater og kemo, og kemo er jo altså vigtigst, så smerterne må jeg lære at "leve" med. Det være sig med at prøve at hjælpe mine led med mortion, lære nogle afspændings øvelser og noget selvhypnose. Jeg er ærlig talt ikke nået ret langt i processen med at lære noget nyt, så indtil videre er jeg stadig så hæmmet af det at jeg nærmest bliver et monster når det er allerværst, så er jeg ærlig talt ikke til at være i rum med.

Efteråret har også bragt alle de her trælse små infektioner med sig, den der hoste som alle render rundt med og regner for værende ingenting, men som for mig så bare er rigtig meget. I weekenden lykkedes det os at tage til scrapbooking convention, og selv om morgenen startede med at sidde og rokke frem og tilbage på moster Birtes toilet, så lykkedes det mig faktisk at få en rigtig god dag, med hygge, små indkøb, smash i mine bøger og snak med en masse søde mennesker.
- Snakken var den der tog hårdest på helbredet, for som skrevet er de der små infektioner ikke altid noget der fylder ret meget for andre, så de tager selvfølgelig afsted selv om de ike er 100% raske, ligesom jeg selv ville gøre det hvis jeg kunne, men det betyder bare at mig og mit (stort set) manglende immunforsvar ender med at hive alt muligt med hjem. Så nu har jeg ligget i sengen siden i søndags, med feber, hoste og ondt. Det er bare ikke skide fedt oven i alt det med maven også! Men jeg ved det jo, det sker hver eneste vinter, hver evig eneste vinter, så det er bare med at udnytte de gode dage der så er imellem, og håbe på forståelse fra dem som mine dårlige dage går ud over.

Og den forståelse håber jeg virkelig at jeg får fra stedet hvor jeg er startet, eller skulle være startet, i arbejdsprøvning. Jeg har nemlig været syg hver eneste dag jeg skulle have været sted de seneste nu to uger. I sidste uge havde jeg en af de perioder hvor jeg var slået HELT tilbage til start og lå hele natten med kvalme og mavekramper og sad hele dagen på toilettet med løbende diarre, heldigvis var René hjemme til at tage sig af mig, ellers tror jeg heller ikke at jeg havde fået drukket nok, i de dage ville jeg have været lykkelig over at være blevet lagt i kunstigt koma! I denne uge har det så været halsen der har holdt mig fra at komme i arbejdsprøvning - Og jeg har det SÅ skidt med det. Jeg er et meget pligtopfyldende menneske, så det går mig virkelig på at jeg ikke har været i stand til at komme i arbejdsprøvning endnu, jeg syntes det er pinligt og jeg føler mig som en fiasko.
- Og jeg ved godt at arbejdsprøvningen lige netop er til for at finde ud af hvor meget jeg kan arbejde, og at alle godt er klar over at det er MEGET lidt, men jeg føler mig bare stadig som en fiasko, at jeg ikke engang har kunnet tage der op og præsentere mig endnu går mig virkelig på. Det er så pinligt at måtte ringe og melde mig syg dag efter dag, jeg er så bange for hvad de tænker mig om.

Af positive ting må siges at min leukæmi endelig er godt under kontrol igen, faktisk så godt at mine tal ser bedre ud end de nogen sinde har gjort før. ALDRIG har jeg haft så pæne tal som dem vi fik at se sidst jeg var til kontrol. Det er antallet af leukæmiceller i blodet som bliver talt op, og faktisk lykkedes det vist ikke at finde nogen, eller i hvert fald så få at prøven regnes som værende "negativ". Negativ lyder jo helt fantastisk, desværre betyder det ikke at leukæmien er væk, for den kan aldrig forsvinde, den er der stadig og den laver stadig syge celler, kemoen slår "bare" kræftcellerne ihjel med det samme de bliver lavet. Hvilket ér helt fantastisk!
- Altså er leukæmien der som altid, og hvis jeg stoppede med denne type kemo nu ville jeg blive voldsomt syg igen, så for at holde leukæmien nede skal jeg hver dag leve med de frygtelige bivirkninger som kemoen giver.

Er der noget at sige til at jeg nogen dage mister modet lidt?!!

Hvis jeg vil leve, så skal jeg vænne mig til at bruge over halvdelen af mine dage på at skide mig halvt ihjel, have smerter der gør mig til et menneske ikke engang jeg selv har lyst til at være i rum sammen med og bruge mine nætter med kvalme og mavesmerter, hver eneste nat.
- Nogle dage bliver det altså for meget for mig at bære, nogle dage mister jeg modet, ja nogle dage kan jeg altså ikke være optimistisk og bare være glad og taknemmelig for at jeg klarer mig uden knoglemarvstransplantation. Jeg ér taknemmelig, jeg er virkelig taknemmelig for at jeg får lov at blive hos mine børn, at jeg stadig kan se dem vokse op dag for dag, ja at jeg får lov at leve. Men nogle dage er der lidt længere til de optimistiske tanker end andre dage.

Jeg føler mig lidt snydt, når jeg ser på teenagere og folk i starten af tyverne så bliver jeg en smule misundelig. Hele deres liv ligger åbent for dem og de kan gøre stort set hvad de vil, og de fleste forstår ikke engang at sætte pris på det - Lige præcis som jeg heller ikke tænkte sådan dengang jeg havde hele verden liggende for mine fødder. Nu har jeg dage hvor jeg føler mig snydt, berøvet! Nogen kom og tog mine muligheder fra mig - Og gav mig et liv på overførselsindkomst hvor jeg skal kæmpe mod sygdom hver evig eneste dag. Det virker ikke fair?!
- Når jeg kommer sådan rigtig langt ned, så plejer jeg at sige til mig selv "Ingen ved hvad alternativet havde været" for noget af det eneste, uden over mine børn, der sådan rigtig virker til at få mig op igen, er tanken om at det kunne være værre end det er nu. Måske er den skæbne jeg har fået nu i virkeligheden den bedste af dem der kunne være tildelt mig, der ér faktisk ting der er værre end det her!

Og det vil jeg slutte af med i dag, for jeg kan godt mærke at jeg dvæler lidt i dårligdom lige nu, hvilket ingen har noget godt ud af, hverken jer der følger med på bloggen eller mig der skriver den - Der er altid noget der kunne være værre end det man går igennem lige nu, og for mit vedkommende kan jeg sagtens se scenarier der er værre, tænkt hvis jeg ikke havde mine børn, tænkt hvis jeg ikke havde haft René til at støtte mig hver eneste dag, tænkt hvis kemoen her ikke havde virker og jeg skulle igennem en transplantation - Ja tænkt hvis jeg ikke have klaret det og mine børn måtte leve uden mor. Så har jeg sgu da været heldig, kemoen virker, René støtter og elsker mig stadig, selv når jeg fortjener det mindst og jeg kan se på mine skønne unger der lige nu spiller Online og rydder op på værelset. Jeg har været heldig..!

En koncentreret Nadja
- Igang med min yndlings beskæftigelse, at 
dokumentere vores hverdag i "fotodagbogen" (Smash)
til drengene.





onsdag den 19. september 2012

At tude som en 3 årig..

Bloggen bliver forsømt - Jeg ved det godt. Det er på den ene side fordi der sker rigtig mange ting i mit liv og på den anden side fordi jeg bare ikke har energi til at skrive ret meget, ironisk nok er det faktisk lige nu jeg har aller mest behov for at skrive og komme af med nogle af mine tanker.

I dag vil jeg dog bare skrive lidt om følelsen af at have lyst til at sætte sig ned midt på gulvet og tude, bare fordi nogle ting går imod mig, og det så føles som om hele verden og alt dens vasketøj, varmepumper og andet fis har rottet sig sammen mod mig. Det er barnligt og dumt, men ikke destomindre en følelse jeg sidder med lige nu - Som jeg ved alle sidder med en gang imellem, bare uden at turde indrømme at der rent faktisk ikke skal mere end en dum portion vasketøj til at vælte een af pinden en gang imellem.

Selvfølgelig ligger der mere end vasketøj bag den her følelse, det ved jeg udemærket godt selv, men jeg er faktisk ikke helt klar over hvad det er - Jeg frygter lidt at det er første skridt væk fra vreden og frustrationen omkring hele det her sygdomspis, og første skridt mod accept. Der er langt til accept endnu, i hvert fald hvis man skal gå ud fra at jeg skal igennem alle sorgfaserne inden jeg når der til, og det tror jeg faktisk jeg skal..

1. Benægtelse
2. Vrede
3. Forhandling
4. Nedtrykthed
5. Accept

Benægtelsen har jeg allerede været igennem, det tog mig faktisk flere måneden at sige offentligt at der var noget galt. Fra jeg fik beskeden i september sidste år og til jeg fortalte at der var noget galt, noget som nok var lidt værre end bare som så, det tog mig 3 måneder. 3(!!) måneder hvor jeg fornægtede at der kunne ske at være noget galt med mig som ikke bare kunne klares uden at jeg behøvede at indrømme overfor mig selv og alle andre at det her var alvorligt.

Vreden har hængt ved, meget i perioder. Jeg har haft perioder hvor jeg har været vred og frustreret, og det har i de perioder været det der har kunnet holde mig oppe, det der har fået mig til at kæmpe videre. Det der har gjort at jeg har kunnet sige "Fuck nu af leukæmi, jeg skal nok selv bestemme hvornår jeg ikke kan mere!" og det har været godt, det har givet mig den sidste energi til at slæbe mig igennem grimme behandlinger, virkninger og bivirkninger og alle de ting som jeg syntes har været så skide uretfærdige for både jeg selv, børnene og resten af mine familie. Imellem de perioder har jeg kunnet holde det hele på et tåleligt plan ved at skubbe det hele fra mig, sige til mig selv at jeg skulle fokusere på noget andet end sygdom, være sammen med børnene uden at være den syge - Og altid er vreden kommet tilbage. Og det er ikke mere end en uge siden at jeg sidst sagde at jeg var så vred og frustreret at jeg endnu ikke var klar til at acceptere at min fremtid endnu en gang er smadret af det her lort - KRÆFT!!

Forhandling.. Det er nok der jeg burde være nu, men jeg tror jeg springer forhandling over. Hvem er det lige jeg skal forhandle med? Hvem skal jeg kunne love guld og grønne skove hvis bare de tager min kræft fra mig? Der er ingen der kan hjælpe mig her, ud over nogle forskerer der allerede gør alt hvad de kan for at opfinde nyt medicinen at tjene penge på, som så heldigvis måske også kan være en hjælp for mig og ikke kun deres pengepung!

Nedtryktheden har så klart ramt mig i dag! Jeg har den største klump i halsen og ville helt seriøst gerne sætte mig midt på gulvet, klynke, skrige og banke mine hænder mod det, i håb om at det kunne opløse den klump jeg har i halsen. Og ja, det virker som om det er udløst af det faktum at jeg har overset en tuch i en af ungernes lommer og en HEL-FUCKING maskine med farvet tøj er ødelagt af store sorte pletter. Og selv om at det både er fordi jeg føler mig ekstremt dum, at jeg ved at en del af de trøjer jeg lige har købt til Sakarias var iblandt og at det ene af Sebastians to par lange bukser røg med, og det faktum at jeg ikke lige kan rykke penge ud til mere tøj denne måned, så er det jo egentlig ikke det der skubber mig over kanten alene, det er bare det der giver det aller sidste skub der gør at glasset tippet og at tårerne flyder over nu.

Måske er det på tide at komme af med nogle af de her følelser, måske er det på tide at græde egentlig. Jeg tror ikke at jeg som sådan har grædt endnu, ikke over uretfærdigheden og sorgen over endnu engang at miste den fremtid jeg havde forestillet mig. Jeg har grædt over smerter og dårlige dage, men ikke over at jeg føler mig skide-pisse-meget SNYDT! Helt ærligt, jeg kæmpede så meget for at blive visiteret til flexjob, jeg kæmpede så meget for at få lidt normalitet ind i vores hverdag, for at kunne kalde mig nogen lunde rask, for at kunne arbejde, for en mulighed for at tjene mine egne penge - Og nu er jeg så syg at det med stor sansynelighed aldrig nogen sinde kommer til at ske. Jeg har mistet det hele igen, fra den ene dag til den anden blev det hele taget fra mig.. Præcis som for 8 år siden da jeg stod lige inden eksamen på HF og nu kunne kalde mig kræftpatient.

ARGH!! Det er bare ikke fair, det er det altså ikke!! Jeg bliver aldrig til det jeg havde drømt om - Og jeg tør ikke engang skabe nye drømme igen.. I hvert fald ikke lige nu!! Det er bare ikke fair!!
- Og så kom tårerne..

tirsdag den 4. september 2012

Så er efteråret sat ind..

Nåh, nu skriver vi altså september. Drengenes fødselsdage i blev overstået rigtig godt, det var nogle fantastiske dage, sommerferien blev afsluttet på en dejlig måde, skole og børnehavestart gik rigtig godt - Og hele august er fløjet afsted i en døs af dårlig mave og travlhed.

Jeg har hørt fra flere at de er blevet nervøse over at bloggen har stået så tom det sidste stykke tid - Til jer alle kan jeg sige, jeg har det okay, eller.. Det går. Vi er nemlig holdt med at sige "Det går fint" og "Jeg har det okay" nu siger vi "Det går.." for det er det der sker, dagene går og nogle af dem er knap nok til at komme igennem for dårligdom, og nogle af dem er faktisk helt tålelige. Det er overhoved ikke drømme scenariet vi går igennem, og vi er vist alle sammen temmelig påvirkede af at vores hverdag er blevet taget fra os, og udsigten til at det kommer tilbage er taget samme vej!

Bivirkningerne er hårde, dage hvor jeg sidder på toilettet, bliver drænet for væske og ender med en migræneagtig hovedpine bliver stædigt hængende. Det er SÅ hårdt og da lægerne spåede at det ville tage 3 uger med løbende diarre og mavekramper, tog de gruelig fejl - Det er stadig en kæmpe del af min nye hverdag, og den seneste besked inde fra sygehuset er at det med stor sansynelighed aldrig bliver bedre.

Behøver jeg sige at jeg er frustreret, vred og irriteret?! Det er endnu engang sorgprocessen jeg skal gå igennem, hvor det sidste er accept - Jeg sørger over at jeg endnu en gang har mistet en stor del af mit liv, en stor del af min hverdag, mistet muligheden for at planlægge, og mistet evnen til at kunne arbejde. Jeg er endnu ikke kommet ret langt i mit sorgarbejde her, jeg er faktisk kun nået til vrede. For ja, jeg er sgu vred over at det skal være sådan her. Jeg kan ikke rette min vrede nogen steder hen, det er ikke mig der har gjort det her mod mig selv, det er ikke nogens skyld, det er der bare, det er kræft!
- En dag når jeg nok til accept, men lige nu er jeg ikke klar til at give slip på vreden, for så lange vreden raser, så kæmper jeg også. Jeg føler lidt at jeg med en accept af de nye ting er nødt til at sige "det var det.." og give slip på mine drømme og håb for fremtiden - Det er jeg simpelthen ikke klar til!!

De sidste 3 dage har været ret hårde, dog var igår noget nemmere end i forgårs og i dag, men en god dag har jeg ikke haft siden en gang i sidste uge - og når jeg siger en god dag, så er det vel at mærke en dag hvor jeg "kun" skal sidde på toilettet 30-40 minutter i løbet af formiddagen, og hvor jeg ikke er helt drænet for væske, sådan at jeg rent faktisk stadig kan få noget ud af eftermiddagen når ungerne kommer hjem. Det er vildt frustrerende at en god dag skal betagnes sådan "En dag hvor jeg har nogle få gode timer om eftermiddagen" for hvad er der så tilbage, hvad kan jeg gøre?!

Jeg skal finde ud af hvad jeg "vil" med min fremtid, altså hvad jeg kan.. Hmm.. Ja, hvor finder jeg et job hvor jeg har adgang til toilet i timevis, hvor jeg ikke skal indgå i en vagtplan, hvor jeg ikke skal bruge fysisk styrke, hvor der kan tages hensyn til min træthed og hvor der ingen mennesker kommer ind med eventuelle infektioner der hurtigt kan smitte mig? Ja.. Det er jo lige det, at det gør jeg nok ikke. Det er med tårer i øjnene og strammen i stuben at jeg må skrive det her, for at skrive det er starten til at erkende at det er det der er min nye sandhed - At jeg aldrig kommer til at arbejde i det flexjob jeg har kæmpet så fantastisk en kamp for at blive tilkendt. Jeg fortryder ikke den kamp, for jeg havde en fantastisk tid i arbejdsprøvning, jeg lærte en masse om mig selv, og jeg fik tillært nogle nye færdigheder som jeg er super glad for.. Men hvad gør jeg nu, skal jeg sluge kamelen og erkende at mit arbejdsliv er slut før det rigtigt nåede at begynde og søge pension, førtidspension..?!

Nå, ikke engagn et blogindlæg kan jeg få lov at skrive i fred og ro for maven!!

Af gode ting kan siges at jeg har forbrudt mig mod vores interne regel og købt mig noget på afbetaling, jeg har ellers altid sagt at man ikke skal købe noget hvis man ikke har pengene, men nogen gange bliver tilbuddet bare for godt, og tingen bare for lokkende. Jeg har købt mig en elcykel! Jeps, sådan en summende bedstemor-ting som de gamle ræser rundt på i tiden. Jeg prøvede nemlig min mormors elcykel en eftermiddag jeg havde lovet Sebastian at køre en tur på kirkegården med ham - og det var en SÅ fantastisk opløftende oplevelse at jeg havde svært ved at få armene ned og benene plantet solidt på jorden igen. Det er slet ikke til at beskrive hvor fantastisk det var at jeg kunne komme ud og røre mig lidt, uden de store smerter i mine led og min krop der svigter mig. Og alt det vi fik set og snakket om på vores godt 8 km cykeltur, det var bare sådan en god oplevelse at cykle afsted i det gode vejr, og snakke med min store unge om ting der sker i hans liv, at jeg fløj rundt på en sky af lykke resten af dagen, og den følelse var jeg ikke villig til at give slip på.

Brugsmanden i vores lokale Dagli'Brugs gav mig et godt tilbud, og jeg sprang til. Så næsten her eneste gode minut de seneste 14 dage er blevet brugt på cyklen sammen med drengene. Åhh, jeg elsker min bedstemor cykel!!

onsdag den 25. juli 2012

Når dagene flyver afsted - Uden mig!

I dag har vi.. Onsdag.. Og det er vist nok også allerede d. 25. juli.. Kalenderen siger at det nu er en måned siden at mine unger gik fra til sommerferie - Men det siger mit hoved altså ikke. Tiden flyver afsted og for det meste føles det som om at den flyver afsted forbi mig, uden at tage mig med.

Jeg har ikke helt fundet ud af om det er godt eller skidt. Lige nu tror jeg egentlig mest at det er godt, jeg har ikke som sådan nogle datoer der "hægter" mig fast, datoer der som regel har haft noget med kontroller, prøve og svar at gøre. Jeg er forholdsvis rolig egentlig, jeg har ikke fået svar fra lægen endnu, om hans "Tillykke" nu også betyder det jeg har så inderligt brug for at høre, at det hele endelig er ved at gå den rigtige vej igen. Men jeg har efterhånden sagt det så mange gange, til alle de mennesker der har spurgt, at jeg også selv er ved at tro på det. Det er så meget nemmere at svare "Vi har lige fået besked på at medicinen er begynde at virke" end det har været at sige "Jeg ved det ikke..!" når folk spørger hvordan det går. Jeg er så ked af at se andre blive triste når jeg ikke ved noget, at jeg har fløjet lidt på en optursbølge ved at se hvordan folk bliver lettede, smiler lidt bredere og endda krammer mig lidt mere når jeg har sagt at det går godt - Så nu skal jeg bare selv sådan rigtig turde tro på det også.

Jeg mærker desværre ikke den store forskel, min mave har nogle ret lede ture i tiden, men jeg er begyndt at tie det ihjel. Udslættet er komet tilbage, men er egentlig ret godt gemt bag mine altid røde hud her i sommeren, det i ansigtet kan tages med hormon-salve, som jeg vist godt nok har overskredet "max antal dage" på efterhånden og smerterne er fanme godt nok træls i tiden - Men hvad fanden kan jeg gøre?! Ja jeg kan lægge mig, og så flyver dagene da helt klart forbi uden mig eller også kan jeg bide det i mig og ende som en sur gås. Jeg skal så klart have taget en snak med lægen om det, det kan ikke være rigtigt at jeg skal være en passiv del af mit eget liv, når der nu ér ting som kan hjælpe mig når det er værst.. Ihh hvor ville det være rart hvis han kunne se hvordan det virkelig står til!

MEN - Jeg lovede mig selv ikke at lade sommeren blive ødelagt af sygdom, og jeg har levet op til mit løfte. Jeg har haft ungerne i fokus og det har hjulpet helt fantastisk meget at komme lidt hjemmefra en gang imellem. Det er tydeligt at mærke på Sebastian at han slapper lidt mere af nu, at han er blevet lidt mere som en almindelig 9-10 årig og at han ike bekymrer sig så meget mere. Sakarias er som altid bare en glad humør bombe der affinder sig med det meste, og bare lader sig føre med at det vi nu har besluttet og får det bedste ud af alting.

- Og lige om 3 dage skal vi sgu holde fødselsdag. OM 3 DAGE!! Jamen, jeg er helt sat af sporet her! Altså!!

Begge unger kan fejre fødselsdag i weekenden. Noget de ser helt utrolig meget frem til, og noget som jeg på ingen måde er klar til - Og jeg tvivler virkelig på at jeg bliver det. Som sagt så er tiden fløjet afsted uden mig, og det er ikke kun dagene der går, men også timerne. Jeg har så svært ved at samle mine tanker og min koncentration om et projekt, det er som om jeg lige nu mest fungerer ved bare at være.. Det går jo desværre ikke, eftersom det altid har været, og også denne gang kommer til at være, mig der er drivkraften ved sådan nogle arrangementer.

Jeg føler mig lidt som en fiasko faktisk - Jeg vil gerne gøre en hel masse for at markere at Sebastian skal fejre sin første runde fødselsdag, men jeg kan ikke få min hjerne til at makke ret. Jeg tror den er træt, jeg har brugt alt min energi på at bekymre mig og tænke på alt det jeg skulle klare mig igennem (og stadig skal egentlig) at jeg ikke har mere at give af!! Fiasko-mor! I skrivende stund ved jeg stadig ikke helt hvad, hvem og hvor..

Heldigvis har jeg en sød veninde der er trådt til - Og jeg er hende evigt taknemmelig, ikke mindst igår da hun satte sig ned med et stykke papir og skrev ned hvad der skal handles, og stillede helt konkrete spørgsmål som jeg kunne svare på, og brainstormede lidt med både Sebastian og jeg. Så med hendes hjælp er der en chance for at det bliver til noget alligevel. Men gud hvor er det dog frustrerende at jeg ikke bare kan selv, jeg har altid kunnet selv, jeg har altid været klar flere måneder i forvejen, med bannere, tema og en hel masse gode ideer og overraskelser. I år hvor jeg virkelig gerne VIL gøre noget ekstra, og føler jeg burde, ja så kan jeg ikke få noget som helt frem, eller finde energien til at gøre noget ud af det.. Og selv om jeg sidder og siger til mig selv at ungerne virkelig har fortjent det bedste, med alt det de har skullet holde ud den seneste tid, så fortjener de virkelig det bedste.

Jeg håber folk har ret når folk siger at drengene nok er ligeglade, så længe de får en dag hvor de er i fokus - For det er vist det eneste jeg kan love dem lige nu, en dag hvor de er i fokus..

fredag den 6. juli 2012

Uhh - Tør man..

Uhh altså.. Skulle man give sig i kast med at udbryde et lille (eller måske endda den helt store model og sige KÆMPE) juhuuuuuuuuuUuuuuuuuu!

Jeg net netop åbnet min mail og fundet "Godt nyt" liggende i besked oversigten blandt en helvedes masse spam. Jeg tør godt indrømme at der var et øjeblik hvor alt omkring mig gik i stå, ja selv mit hjerte lod til at forstå alvoren og sprang et par slag over. Besked fra sygehus-lægen, med overskriften godt nyt - Dét kan da kun være godt nyt!

Min hjerne forstår faktisk ikke helt hvad det er der står, jeg har læst det et hav af gange nu, og ordlyden er ikke til at misforstå "Det kan godt ske indlæggelse og mavekneb er slemme, men den seneste prøve god" er hvad der sådan ca står - Den afslutter med et "Tillykke og god sommer". Jeg er blevet "brændt" for mange gange til at jeg sådan rigtig tør svinge armene op i vejret og råbe mit sejrsbrøl ud i verden, men jeg tror faktisk det er det mailen siger at jeg kan. At jeg kan kalde det jeg har været igennem en hård kamp, som nu er endt ud i en sejr.

Jeg har selvfølgelig været nødt til at svare tilbage at det er fantastisk nyt, men om det virkelig betyder at min kurve er faldet helt ned i normalområdet allerede. Jeg tror det er det der står noget med "ingen sygdomstegn i følsom prøve" - det må da betyde at den kurve jeg ser antallet af syge celler på må være faldet drastisk. Men som sagt "Brandt barn skyer ilden" og jeg syntes ligesom at jeg har jublet lidt for mange gange for bagefter at blive slået i hovedet med et eller andet råddent kort efter. Så jeg tager min sejr her med "ophøjet ro" (hvilket er en lodret løgn, der er ikke en skid ro over mig!) og venter med glæde på at min skønne læge (man kan virkelig ikke være andet end skøn når man får lov at være den der kommer med de gode beskeder, efter at have været den der trøstede i mange måneder) vender hjem fra ferie og får mulighed for at svare min mail. Han er en hårdtarbejdende mand, og jeg ved han har haft ferie nu her også og mailen er kommet kort før midnat, så der er noget han har gjort i sin fritid. Jeg behøver vist ikke at nævne at jeg føler mig virkelig priviligeret at have en læge der går så højt op i hans patienter at han giver sig tid til at sende gode nyheder ud i sin fritid, også lige nøjagtig derfor er jeg tryg ved at lægge mit liv i hans hænder.

Første uge er ferien med drengene er ved at være gået, og det har været en sær blanding at faaaaan-tastisk og "fuck, klarer jeg det her?!" Det tager lige lidt tid at leve op til mit eget ønske om at spærre af for tanker og frygt, og ikke mindst tager det tid at lære ikke at køre i for højt gear den ene dag, og ligge brak den næste dag.

Vi har været ude og opleve lidt af hvert med vores fantastiske drenge, for som tidligere skrevet skal den her sommer bare sparke røv. De skal have lov til at nyde ferien som alle børn burde, sammen med glade, overskudsagtige forældre der ikke siger nej alt for tit.

Sebastian er styrtet rundt blandt gamle vikingeting på Fyrkat og været helt oppe og køre over alt det som han finder SÅ sejt, han er på de fleste dage af den mening at han skal være arkæolog så det var et fantastisk sted at besøge med ham. Sakarias nød det også meget, men for ham var det nu mest det at få lov at bage små brød og at lege på legeplads der hittede. Omvendt syntes Sakarias så bare at zoo var det allerfedeste og han styrkede rundt og morede sig over alle de skønne dyr man kan finde i Ålborg zoo, mens Sebastian så syntes at det fedeste ved det besøg var at snakke med en af medarbejderne om stødtænder, huder og en udstoppet fod fra en af havens afdøde elefanter - Og så selvfølgelig lige det at få lov at holde en rigtig kvælerslange.



Jeg har okset afsted i et tempo jeg slet ikke kan holde til, men ungerne har simpelthen hygget sig så meget, og med det har jeg også bare haft det fantastisk. Deres glæde gør alting meget lettere for mig, dog har jeg virkelig nydt at "blive smidt i seng" som en gammel kone og kunne tage mig en morfar på de dage vi så ikke har været et eller andet sted henne.

Jeg har kun haft et anfald af "klarer jeg det her" i løbet af ugen, og det klarede jeg faktisk at holde for mig selv (og et par tusind venner på facebook, hmm!) uden at det gik ud over ungerne. Det er nemt nok lige nu, i dette øjeblik, at syntes det var unødvendigt og spild af god energi. Men på daværende tidspunkt vidste jeg selvfølgelig heller ikke hvad jeg ved nu. Det er simpelthen så svært ikke at lade tankerne gribe fat i mig og følelsen af "Det her er alt eller intet, kemo eller knoglemarvstransplantation" har gjort mig så bange at jeg nogle gange er nødt til at tage mig selv i nakken og tvinge mig til at trække vejret ordenligt når et anfald af angst angriber, og det gjorde det desværre for et par dage siden. For fanden, det er ikke til at holde ud hvordan angst kan være så dybt i en at det lige pludselig klemmer halsen sammen så jeg ikke kan få luft.

Jeg håber det letter nu, nu hvor jeg har fået et "tillykke", et tillykke er da ikke til at tage fejl af, det kan i hvert fald kun være noget godt. Jeg bilder mig ikke ind at knap et års usikkerhed og angst bare sådan lige forsvinder som dug for solen, så jeg vil give mig selv lov til at reagere - Jeg er også ret sikker på at der kan ske at komme en efter reaktion på et tidspunkt, som skrevet tidligere er jeg blevet truet på livet, og skal altid leve med en sygdom der har vist mig at den fra en dag til en anden kan ødelægge mig, så jeg har nok nogle ting der skal bearbejdes for at jeg ikke får nogle mén af dem. Det er ikke noget man sådan lige kan lægge i skuffen og sige "det var det". Det vil nok altid sidde i mig at jeg ikke tør tro for meget på fremtiden, på at et prøvesvar kun er godt eller at der ikke er mere i vente for mig, mere at kæmpe mod.

Men nu er det sommer, og det skal nydes. Jeg glæder mig som en gal til at skulle tage ungerne under armen og nyde godt af sol, varme og ikke mindst den næstekærlighed vi har mødt på det sidste!

tirsdag den 26. juni 2012

Slå tankerne fra og hold sommer!! Blev-der-sagt!!

Jeg er netop kommet hjem fra et besøg på biblioteket, et sted jeg elsker at komme, men desværre sker det bare alt, alt for sjældent. Denne gang er jeg gået totalt amok i bøger, gamle bøger, ungdomsbøger, tykke bøger.. ahh, BØGER! Bøger der skal hjælpe mig igennem sommerferien med to vilde drenge, for jeg ved bare allerede nu at jeg får kæmpe svært ved at lytte til min krops signaler og tage de pauser jeg får brug for, så jeg håber at jeg med hjælp fra René og nogle gode bøger har lidt nemmere ved det.

Dagen har ellers stået på kontrol, egentlig var jeg lidt "Hvad skal det nu også gøre godt for"-agtig da jeg tog hjemmefra. Men det skulle vist bare dække over at jeg har syntes at det hele har været lidt træls her på det sidste. Jeg fik efter sidste kontrol at vide at det så ud til medicinen virkede, for 10 dage senere at få besked om at medicinen ikke virkede optimalt alligevel og at dosis kemo skulle sættes op. Derefter har jeg været nervøs, trist og i skiftende humør konstant. Det kan ikke undgås at man bliver påvirket af sådan en besked, og mit humør er så tyndslidt efterhånden at det er svært at blive ved med at lægge det i de rette folder og være glad og optimistisk!

Da jeg nu allerede havde fået svar på prøven der blev udtaget ved sidste kontrol, så troede jeg egentlig ikke rigtig at lægen kunne fortælle mig noget nyt denne gang, og var altså bare trist. Men det kunne han nu alligevel. Han startede ud med at spørge om jeg havde oplevet noget til hovedpine, og da jeg har ligget med hovedpine de sidste dage uden at kunne gennemskue hvor det kom fra, eller kunne finde et mønster i det, så blev jeg lidt overrasket over hvorfor han kunne "se" det på mig?! Min blodprocent er ALT for høj, effekten af EPO sammen med en stor mængde jern har givet bonus, KÆMPE bonus, så jeg nu har en for høj blodprocent i stedet for den lave jeg har haft i flere år. Det giver åbenbart en træls hovedpine og jeg gætter så på at det også er det der er skyld i de føleforstyrelser jeg har haft, at jeg et par gange har oplevet at miste hørelsen på venstre øre og at mit højre øje i dag føles for stort til øjenhulen. Jeg er altså lige så dopet som Bjarne Riis var det, så nu satser jeg stærkt på en kontrakt til årets tour! Hehe..

Ud over at blive taget af EPO og jern behandlingen, så blev behandlingen med binyrebarkhormon også stoppet, EN-DE-LIG! Nu har jeg også taget 9 kg på siden jeg blev indlagt, det er altså helt vildt voldsomt og jeg er blevet kæmpe fed. Jeg håber inderligt at det her stop så betyder at jeg lige så langsomt vil begynde at tabe noget af alt det jeg har taget på, jeg har det simpelthen så dårligt med mig selv, og det er ikke nogen rar følelse oven i alt det andet her! Nu går jeg så nogle dage imøde hvor jeg vil være ekstra træt, det sker åbenbart altid når binyrerne skal til at producere hormonet selv, det er også derfor jeg er blevet trappet ud af stoffet over flere gange, men jeg væbner mig med tålmodighed, en overskuds-agtig kæreste der allerede ér gået på sommerferie, og unger der lige har 3 dage tilbage i institution endnu, så håber jeg ar det værste træthed har fortaget sig til på lørdag hvor sommerferien rigtig slår i gang!

- Og så var der jo lige den der berygtede kurve, den som viser hvordan leukæmien står til lige nu.Det var jo egentlig den jeg havde fået svar på 10 dage efter sidste kontrol, men lægen havde været så sød at sige "Den er ikke faldet, men har forholdt sig stabilt" så jeg ikke gik totalt i koma. Havde han sagt "Den er steget en lille smule, i stedet for at falde som den skal" som er det der i virkelighede er sket, så havde jeg nok gået totalt i baglås. Eller rettere, det VED jeg at jeg var. Jeg har siden september set på hvordan den kurve er steget hver eneste gang, for hver gang at gøre mig mere og mere syg, og gå rundt med en aktiv leukæmi. Det var et kæmpe skridt da den stoppede med at stige og bare lå på samme niveau mellem to prøver, så at den er steget igen ville jeg slet ikke kunne håndtere så kort tid efter at have fået at vide at medicinen virker.

Jeg kan heller ikke rigtig håndtere det lige nu for at være helt ærlig. Det er en meget, meget lille stigning - Men en stigning er jo en stigning, et skridt i den forkerte retning. Kurven skulle altså gerne falde nu, alt mit hårde arbejde med kemo og alle mulig andre ulækre typer medicin skulle gerne snart vise sig at give mig det jeg har kæmpet for, en leukæmi der er for nedad gående! Lægen siger heldigvis at han mener at den vil være faldet til næste gang, og han har lovet at ringe eller skrive til mig så snart han kommer fra ferie og har fået svaret på seneste prøve. For helt ærligt, så kan mit tyndslidte humør ikke klare ret meget mere nu..

Jeg føler virkelig at jeg har gået på tåspidserne og ventet siden september, ventet på svar, ventet på kemo, ventet på godkendelse til forsøgskemo, ventet på svar, ventet på effekt og alt den her ventetid.. Jamen jeg føler virkelig ikke jeg kan mere. Jeg lever fra prøve til prøve, fra svar til svar, i stedet for rent faktisk at leve mit liv. Det sidste år at mit liv er sløret i min hukommelse, for jeg kan rent faktisk hverken huske hvad mine skønne unger har lavet af dejlige ting, hvad jeg selv har oplevet eller hvad der er sket ude i verden - Men jeg kan huske at jeg fik lavet knoglemarvsprøve i oktober, at jeg prøvede det kemo jeg ikke tåler i oktober, at jeg fik afslag på forsøget i december, at jeg blev godkendt i januar og at jeg startede første gang i februar.
- Det er sgu ikke fair, det er det altså ikke.. Det er ikke fair overfor mig selv, det er ikke fair overfor ungerne og det er ikke fair overfor familien.

Nå, men vi venter igen - Og nu har jeg simpelthen lovet mig selv, som man har kunnet læse før her på bloggen, at sommeren skal bruges på drengene. De skal overforkæles med mor-tid, kvalitetstid hvor jeg slår tankerne fra og er sammen med den i NUET. Vi skal gøre brug af vores sæsonkort, vi skal takke nogle specielle mennesker for at de havde overskud til at gøre sommeren til noget helt specielt for mine drenge og jeg, vi skal nyde årets havnefest, vi skal gå med bare tæer i græsset, se sandormene sprøjte vand op af sandet, finde mønstre i skyerne og spise is på havnen, store is! Åhh hvor skal vi bare hygge os!

Som en afsluttende kommentar vil jeg gerne sige tusind, tusind tak til flere mennesker. Jeg vil ikke nævne navne og jeg vil ikke gå i dybden - Men jeg vil gerne have lov at sige tusind tak til de personer, nogle som kender os, nogle som ikke gør, som er trådt til der hvor jeg ikke selv har magtet det. Som skrevet ovenfor har jeg brugt måneder på at være nervøs, bange og sat ud af spil. Sommeren er kommet før jeg har lagt mærke til det og før jeg har haft overskud på at tænke i sommerferie. Men nogle helt fantastiske mennesker har gjort lidt ud over det sædvanelige og tilbudt os en hjælpende hånd.

Jeg er så fantastisk rørt over hvordan folk har rørt os uendelig dybt ved at tilbyde deres hjælp på den ene eller den anden måde. Jeg har siddet med tårer løbende ned af kinderne mens jeg har læst mail, eller snakket i telefon og kunnet sige "Tak, tusind, tusind tak - Ja tak". Som jeg også før har skrevet her inde har jeg rigtig svært ved at bede om hjælp og sige til, og jeg er simpelthen så lykkelig over at jeg i de sidste måneder har fået så stor en hjælp og støtte som jeg bare har kunnet sige "ja tak" eller "nej tak" til. Mine unger har om nogen oplevet hvordan vi lever i et samfund spækket med mennesker der tænker på andre, og jeg håber inderligt at de vil tage den fantastiske oplevelse til sig, blive styrket af dem og huske den når de engang støder ind i et menneske der har brug for deres hjælp. Jeg er sikker på at de bliver rige mennesker, rige af næstekærlighed!

Jeg syntes jeg til slut vil nævne "Go' Folkehjælp" på Tv2, som i år forsøger at give gode sommeroplevelser til børn i Danmark ved at sætte privatpersoner der ønsker at give i kontakt med børn som ønsker at modtage, for en del af den hjælp vi er blevet tilbudt har jeg desværre måttet takke nej til, ikke fordi vi ikke har ønsket hjælpen, men fordi jeg ved at der er mange familier ligesom os der af den ene eller den anden grund ikke har overskud til at sørge for en god og oplevelsesrig sommerferie for deres børn, og jeg håber de vil komme i betragtning til samme tilbud. Nogle har tilbudt os at låne deres sommerhus og til dem har jeg skrevet som jeg vil gøre det her; Jeg håber at I vil overveje at give samme tilbud og hjælp til andre familier som har brug for den, der findes utrolig mange familier i Danmark som vil blive uendelig lykkelige over at komme i kontakt med jer.

Tak til alle!