Så er det allerede den tredje december. Det er lidt som om dagene løber ud i sandet for mig. Nu sidder jeg her, det er aften, jeg kan høre hvordan René sidder inde ved siden af Sakarias' seng og læser godnathistorie for en dreng der overhoved ikke er træt endnu. Det er sådan en hyggelig lyd, ro i huset og Renés søvndyssende stemme. Sebastian sidder ved siden af mig og spiller et eller andet skørt spil på hans telefon og venter i spænding på at han skal afsted til svømning, hvor der i aften er afslutning.
- Og det er så det dagens juledagbog kommer til at handle om, for der er egentlig ikke ret meget at fortælle fra min dag. Gud hvor er alting dog kedeligt når man ikke kommer ud hver dag, møder andre mennesker og føler man laver noget. Vasketøjet er yderst uintelligent at føre en samtale med, hundene har haft travlt med at rode alt sneen op ude i haven og har egentlig ikke haft tid til mig, jeg er løbet tør for fotopapir og kan ikke engang lave siderne i vores "December Daily" dagbog jeg har gjort klar - Og de der mange tusind afsnit af Beverly Hills 90210 jeg har lånt, er der vist ikke nogen der gider læse om her inde.
Det eneste spændende der er sket i dag er at jeg endelig har hørt fra kommunen. Der kommer brev imorgen. Og det er så temmelig spændende.. Så først skal jeg på sygeuset og forhåbentlig få nogle gode svar der ude, og så skal jeg hjem og flå postkassen op og håbe på at der også ligger nogle gode svar der i - Og så håber jeg at jeg finder ud af med mig selv hvordan jeg egentlig går og har det med udsigten til måske at blive pensionist i en alder af 28. Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg føler mig skuffet, vred og svigtet af mit eget helbred, eller om jeg føler det som en ny chance for at få noget ud af mit liv. Jeg håber at det lige så stille løser sig og lægger sig på plads i mig når jeg får brevet med afgørelsen.
Men da først René kom hjem fra skole, hvor han i dag har underskrevet sin praktik aftale (tillykke min skat) så skete der da trods alt lidt mere, kort efter kom Sebastian også hjem og skulle trækkes igennem hans lektier. Dét barn hader virkelig lektier, og jeg hader vitterligt at skulle lave dem sammen med ham, det er lige til at få lange ..øhh.. af! Men når så Sakarias kommer hjem og lektierne er færdige, så begynder der endelig at komme lidt liv i huset igen!
Her om mandagen har vi altid lidt travlt om eftermiddagen, begge unger går til svømning og da Sakarias' hold starter ret tidligt skal vi spise temmelig meget mere tidligt. Så det blev kun til en hurtig omgang Shanes julekalender, hvor Sakarias og jeg lavede et par hajer mens Sebastian skrev et brev til sin nye penneven fra usa - Noget han er vildt stolt af at have - René fik bakset noget lækkert mad sammen, som passer ind i den slankekur jeg igen, igen er startet på. Og så var det ellers bare med at blive tanket godt op med smertestillende og komme ud af døren til juleafslutning henne i den lokale svømmehal på hotellet.
Og ihh det var så fint, med flydende juletræ midt i det hele. Og kaffe, småkager og hygge. Jeg elsker hygge!
Det er længe siden jeg har været med til svømning, ja faktisk har jeg ikke været med siden den allerførste gang. Det var meningen at jeg skulle svømme med Sakarias på forældre/barn holdet, men det viste sig lige med det samme at det ville blive ganske umuligt for mig, så det blev i stedet til en far og søn ting. Derfor har jeg ikke været med henne og kigge de sidste par måneder, men kun hørt Sakarias fortælle når han kom hjem, om alle de seje ting han laver, hopper, svømmer og laver skøre ting i vandet som skal lære ungerne at blive fortrolige med vandet og udvikle deres evne til at svømme. At dømme efter hvad han fortæller så er han ret sej.
Men hold da op hvor blev jeg chokeret da jeg så hvor sej han egentlig er. Han er frygtløs! Hvor han den første gang ikke rigtig ønskede at få vand i hovedet og skulle op og tørre sine øjne hele tiden, så er han ligeglad nu, springer ud i den dybe ende uden badebælte og uden at være sikker på at der er nogen klar til at gribe ham. Han er frygtløs. Også selv om han faktisk ikke rigtig kan svømme, men bare plaske sig op til overfladen og håbe på at nogen står klar som han kan hægte sig fast på. Han er sgu sej min bette fyr!
Nåh, det endte så med at det blev mig der måtte overtage godnatlæsningen, for nu fiser de to andre afsted til svømning hvor Sebastian skal holde afslutning. Jeg ærger mig altid over at jeg ikke kan komme med hen og se hvor sej han er blevet til at svømme, for han kunne faktisk ikke svømme inden sommerferien. Vi øvede det i sommers fordi han havde fået den skøre idé at han skulle lære at svømme INDEN han startede til svømning i skolen. Så vi brugte nok så meget tid på stranden med at støtte, opmuntre, vise og forklare - Men det der virkede var faktisk at smide ham i strømmen i det lave vand fra det inderste lave vand, der første ud i selve havet, der lå han så i 10 minutter og baskede rundt på 30 cm vand, og fangede hele konceptet.
Da han så startede til svømning i skolen besluttede vi os for at sætte ham på svømmehold her nede også, vi bor jo sådan rimelig tæt på vandet, 6-700 meter vil jeg tro. Og eftersom nogle af ungerne var temmelig opfindsomme med at finde på historier for at komme på stranden uden forældre i sommerens løb, så syntes vi at han skal lære at svømme så godt, at HVIS det lykkedes ham at bilde os noget ind og slippe på stranden uden en voksen, ja så skal han havde de bedst mulige forudsætninger for ikke at drukne. Nu er han ikke slem til at komme med historier, men han er slem til at være medløber, han tør ikke sige fra og bukker meget let under for den mindste smule pres eller lokken fra hans kammerater, han er SÅ bange for at miste ansigt - Noget vi arbejder en del med, og som heldigvis er blevet meget bedre siden i sommers.
Han får en masse ros og blev allerede efter første gang til svømning rykket op på holdet for de øvede børn, det syntes jeg var herre sejt eftersom han ikke havde kunnet svømme to måneder forinden. René siger at han nu blæser afsted med en pokkers fart og klart er en af de sejeste unger i vandet. Dét gad jeg godt selv se. Jeg ville gerne kunne rose ham for hans flotte indsats. Men jeg er en smule natteblind, temmelig meget mørkeræd og ikke særlig glad for at køre når jeg har taget medicin her om aftenen, så det er også René der får den fornøjelse. Altså er svømning bliver en far/søn ting for begge af drengene.
Jeg har sendt kameraet med dem afsted denne gang, for jeg vil virkelig gerne se lidt fra Sebastians juleafslutning også. Det var SÅ fint da ungerne svømmede rundt om juletræet og sang julesange. Super godt fundet på at lade et juletræ flyde rundt i vandet, med pynt og levende lys endda. Super fint!
Nu må vi se om der kommer et billede ind senere eller ej. Jeg håber det.
mandag den 3. december 2012
søndag den 2. december 2012
2. december - Sovende sofadag
Så blev jeg da lige fældet, men hvad pokker, jeg vidste jo at det ville komme. Efter et par dage som faktisk har været rigtig gode, set med mine øjne, så kunne det ikke gå anderledes end at der ville være en nededag undervejs. Og det blev så i dag.
Derfor er det meste af dagen faktisk foregået på sofaen, med Ramasjang kørende da jeg faldt i søvn under Sebastians dejlig varme "Crazy Frog" dyne. Og det kørte stadig da jeg vågnede ved at der kom to frosne drenge ind efter at de havde været ude og lege i sneen. René og Sakarias havde vist syntes at jeg skulle have lov at sove lidt, men hvor ville jeg da ønske at de havde vækket mig og sagt at jeg skulle ligge mig ned inden de gav mig ro, for at sidde op og sove giver sådan en træls "ondt i nakken"-agtig ting.
Halsen værker, hovedet værker og gud hvor er sne og frost dog bare slet ikke særlig godt for mine dårlige led og knogler. Lige så glad jeg var for sneen igår, lige så træt af det er jeg faktisk, ahh måske ikke helt lige så træt af det, for det er stadig fantastisk smukt og dejligt at se på, men jeg er sgu godt nok træt af de smerter det fører med sig. Så jeg blev altså under dynen lidt endnu, og endte med at sidde og se den lange version af dokumentaren "Adoptionens pris" og glæder mig nu over at jeg trods alt har fået et lidt andet syn på den. Men det har så også bare fået mig til at huske på hvor meget klipning af det man filmer egentlig har for meningen, betydningen og for hvad seernes opfattelse.
Desværre havde vi aftalt at vi ville tage ud og handle lidt flere julegaver, nu hvor udbetalingen af vores opsparede julepenge gjorde det muligt, ja så kunne vi lige så godt skynde os og få købt så meget som muligt med det samme. jeg var ellers mest stemt for at blive hjemme, men jeg havde jo lovet. Og så var der også lige den "lille detalje" at Sebastian skulle hentes hjem fra samværet med sin far og faster. Det foregår altid ude ved Randers Storcenter, hvilket jo var helt perfekt for dagens plan om at handle julegaver, men øv hvor var det svært at flytte mig væk fra dynen og varmen.
Men afsted kom vi, og vi fik købt nogle rigtig gode og personlige julegaver til folk. Vi har ellers før i tiden givet mange gavekort, men i år har vi besluttet os for at give gaver vi tror folk vil blive glade for. Det er så upersonligt med gavekort, så i år skal det være personligt, så folk ved at vi har haft dem i tankerne da vi valgte gaver til dem. Nu må vi se om det giver bonus eller ej, og så må vi håbe på at det virkelig ér tanken der tæller!
Jeg kommer til at gøre juledagbogen lidt kort og overfladisk i dag, for jeg har simpelthen så møg ondt i alle mine led, helt ud i mine fingerled og jeg kan mærke at det gør det en smule svært, eller snarer smertefuldt, at få skrevet ret meget. Jeg håber virkelig at der snart kommer svar på mine nyligt tagne blodprøver som skal afsløre om jeg kan ske at have gigt. Det skulle sgu ikke undre mig, det gør så fandens ondt her i den kolde tid, og når vejret bliver vådt og træls!
Dagens optur er igen den skønne kalender fra Shane. I dag var det Sebastians tur til at åbne lågen, og derved også ham der skulle stå mest for projektet. Heldigvis har jeg en masse "skrammel" så det meste af materialerne kunne jeg fremtrylle så Sakarias også kunne lave en version af dagens opgave. Det var igen super hyggeligt, selv om det gav lidt gnidninger at vi var kommet ret sent hjem, at begge unger var temmelig trætte og at deres mor har pænt ondt i dag. Faren lavede mad, vi gjorde klar til at lave figurer og efter maden kunne vi have noget dejligt kvalitetstid sammen.
- Og det er bare så hyggeligt at læse historien mens de så kan sidde og lege med tingene. Vi læste begge afsnit da Sebastian jo ikke hørte det første igår, og Sakarias kunne det nærmest ord for ord, og råbte igen alle Krudts replikker og levede sig godt ind i historien. Sebastians trold fik nogle ordenlige tæsk, og det var en smule svært ikke at lade være med at grine af dem.
Nu stopper jeg - For jeg kan simpelthen ikke mere for i dag. Men et billede hører da lige til.
Derfor er det meste af dagen faktisk foregået på sofaen, med Ramasjang kørende da jeg faldt i søvn under Sebastians dejlig varme "Crazy Frog" dyne. Og det kørte stadig da jeg vågnede ved at der kom to frosne drenge ind efter at de havde været ude og lege i sneen. René og Sakarias havde vist syntes at jeg skulle have lov at sove lidt, men hvor ville jeg da ønske at de havde vækket mig og sagt at jeg skulle ligge mig ned inden de gav mig ro, for at sidde op og sove giver sådan en træls "ondt i nakken"-agtig ting.
Halsen værker, hovedet værker og gud hvor er sne og frost dog bare slet ikke særlig godt for mine dårlige led og knogler. Lige så glad jeg var for sneen igår, lige så træt af det er jeg faktisk, ahh måske ikke helt lige så træt af det, for det er stadig fantastisk smukt og dejligt at se på, men jeg er sgu godt nok træt af de smerter det fører med sig. Så jeg blev altså under dynen lidt endnu, og endte med at sidde og se den lange version af dokumentaren "Adoptionens pris" og glæder mig nu over at jeg trods alt har fået et lidt andet syn på den. Men det har så også bare fået mig til at huske på hvor meget klipning af det man filmer egentlig har for meningen, betydningen og for hvad seernes opfattelse.
Desværre havde vi aftalt at vi ville tage ud og handle lidt flere julegaver, nu hvor udbetalingen af vores opsparede julepenge gjorde det muligt, ja så kunne vi lige så godt skynde os og få købt så meget som muligt med det samme. jeg var ellers mest stemt for at blive hjemme, men jeg havde jo lovet. Og så var der også lige den "lille detalje" at Sebastian skulle hentes hjem fra samværet med sin far og faster. Det foregår altid ude ved Randers Storcenter, hvilket jo var helt perfekt for dagens plan om at handle julegaver, men øv hvor var det svært at flytte mig væk fra dynen og varmen.
Men afsted kom vi, og vi fik købt nogle rigtig gode og personlige julegaver til folk. Vi har ellers før i tiden givet mange gavekort, men i år har vi besluttet os for at give gaver vi tror folk vil blive glade for. Det er så upersonligt med gavekort, så i år skal det være personligt, så folk ved at vi har haft dem i tankerne da vi valgte gaver til dem. Nu må vi se om det giver bonus eller ej, og så må vi håbe på at det virkelig ér tanken der tæller!
Jeg kommer til at gøre juledagbogen lidt kort og overfladisk i dag, for jeg har simpelthen så møg ondt i alle mine led, helt ud i mine fingerled og jeg kan mærke at det gør det en smule svært, eller snarer smertefuldt, at få skrevet ret meget. Jeg håber virkelig at der snart kommer svar på mine nyligt tagne blodprøver som skal afsløre om jeg kan ske at have gigt. Det skulle sgu ikke undre mig, det gør så fandens ondt her i den kolde tid, og når vejret bliver vådt og træls!
Dagens optur er igen den skønne kalender fra Shane. I dag var det Sebastians tur til at åbne lågen, og derved også ham der skulle stå mest for projektet. Heldigvis har jeg en masse "skrammel" så det meste af materialerne kunne jeg fremtrylle så Sakarias også kunne lave en version af dagens opgave. Det var igen super hyggeligt, selv om det gav lidt gnidninger at vi var kommet ret sent hjem, at begge unger var temmelig trætte og at deres mor har pænt ondt i dag. Faren lavede mad, vi gjorde klar til at lave figurer og efter maden kunne vi have noget dejligt kvalitetstid sammen.
- Og det er bare så hyggeligt at læse historien mens de så kan sidde og lege med tingene. Vi læste begge afsnit da Sebastian jo ikke hørte det første igår, og Sakarias kunne det nærmest ord for ord, og råbte igen alle Krudts replikker og levede sig godt ind i historien. Sebastians trold fik nogle ordenlige tæsk, og det var en smule svært ikke at lade være med at grine af dem.
Nu stopper jeg - For jeg kan simpelthen ikke mere for i dag. Men et billede hører da lige til.
lørdag den 1. december 2012
1. december - Mon julestemningen er emigreret?
Første december er så kommet, endelig kommet, jeg har sådan glædet mig til at kunne give Sakarias hans julekalender, give ham lov til at åbne den første gave. Så han ikke skulle gå og være så pokkers utålmodig her eneste dag. Og nu er den her.. Men jeg tror altså måske at min julestemning er emigreret til et andet land?
Det var ellers så hyggeligt da jeg stod op, René havde ladet mig sove til jeg vågnede lidt over 9. Min aften igår blev en smule længere end hans, så jeg tror han syntes at jeg skulle have lov til at sove og samle lidt energi til dagen i dag. Da jeg kiggede ud fra soveværelset blev jeg mødt af et "NU er det første december, mor!" og der stod en meget vågen, meget frisk og meget, meget spændt lille dreng som bare ventede på at jeg kom ud og deltog i julehyggen. Han havde nemlig ventet med at åbne sine ting til jeg stod op. Jeg beundrer ham at han kunne, når han nu har været så utålmodig i en uge, havde det været mig så havde jeg bare åbnet skidtet og været ligeglad med hvilke familiemedlemmer der stadig sov, men Sakarias ventede pænt på mig, den skønne unge!
Så gik formiddagen ellers med at få åbnet Valhallas kalenderen som han havde valgt at han gerne ville have, komme ind på nettet og spille pakkespil på tv2's hjemmeside og lege lidt med de plasticbiler der var i den pakkekalender Henriette og hendes skønne unger havde lavet til ham. Sebastian har sine gaver med på samvær, så dem må jeg vente med at høre om til han kommer hjem imorgen aften en gang.
Pludselig sneede det med kæmpe store gigantiske snefnug i billedskøn fald fra himlen. Og på ingen tid lagde det sig i haven og dannede det smukkeste vinterlandskab. Jeg tror aldrig jeg har oplevet at sneen meldte sin ankomst så præcist når julen startede, helt fantastisk! Da der havde lagt sig et ret godt lag besluttede vi at trodse mine ledsmerter forsaget af kulden og smutte i vintertøjet og gå ud og lege lidt i sneen, vi ved jo aldrig hvor længe sådan noget får lov at ligge!
Jeg elsker det tidspunkt hvor man går ud i sneen, mærker at den knitrer under fødderne, kigger op mod himlen og det går op for een at der bare er helt fantastisk stille. Ikke en lyd rører sig, ikke en bil brummer, intet andet end naturens lyde og syntes af sneen der daler. Jeg elsker virkelig at vi bor så langt ude på landet, at vi kan få den slags øjeblikke hvor hele verden ser ny, frisk og ren ud. Alting virker så opløftende frisk når man står der i nyfalden sne, hele verden skinner og glimter og ikke en forkert lyd bryder ind i det harmoniske billede.
- Ja jeg kunne ikke lade være med at lægge hovedet tilbage og fnise lidt, og mærke at jeg blev en lille pige igen uden bekymringer, om ikke andet så for en stund, en meget velkommen stund!
Vi kaldte på hundene og lod barn, voksne og hunde tumle rundt ide i indkørslen og den lille grusvej vi bor på. Sikke der var spræl i hundene, det var helt tydeligt at den følelse jeg stod med i brystet, også findes i hundestørrelse, for det var også som om de sprang lettere og gladere rundt ude i sneen. Og Sakarias morede sig med at sætte de første fodspor i sneen, kaste de første snebolde og nød helt tydeligt også at vores triste vintergrå verden lige pludselig var erstattet med en hel legeplads af nyfalden hvid magi!
Men dagens helt store hit er virkelig Shanes julekalender. Det er simpelthen skide godt samvær at være samme med sine børn om at lave noget krativt. Kalenderen rummer alt hvad man skal bruge, så det er bare at springe ud i det, så jeg og Sakarias har brugt de sidste par timer på at male en toiletrulle, smelte perler, klippe ører og ønje til den, og samle den fineste figur. Da vi var ved at være færdige satte jeg mig til at læse den historie der føler med kalenderen, et afsnit for hver dag. Og jeg ærger mig simpelthen sådan over at jeg ikke fik René til at optage det på video! Det var simpelthen fantastisk.
Normalt plejer Sakarias at være rigtig god til at sidde stille og lytte når vi læser for ham, han elsker når vi læser, men i dag levede han sig fuldstændig ind i historien, så mens jeg læste op af alle de ting "Krudt" kom ud for i det første afsnit, sad han med vores version af figuren Krudt og sendte ham ud i store bølger, gentog hans replikker, svingede ham rundt for at flygte fra hajerne og gemme sig for sin mor. Det var ganske enkelt et helt magisk øjeblik hvor han med hud og hår levede sig ind i en eventyrverden som han selv lige havde været med til at bygge op omkring figuren Krudt han selv havde været lavet.
Nøj hvor er jeg glad for at vi skal gøre det her hver dag, det kan godt ske at min julestemning er smuttet ud på en omvej inden den kommer tilbage til mig, men julemagien har nu altså ramt os!
Nu er det så ved at være tid til at vi skal gøre os klar til at komme til generalforsamling i vores spareklub. Dem der har fulgt julebloggen de sidste to år vil måske kunne huske at det er noget vi gør hver den første lørdag i december. Så får ud udbetalt vores opsparede julepenge, de penge der gør at vi klarer os gennem julen med skindet på næsen, de penge der gør at drengene får en gave der kan måle sig med deres kammeraters, og de penge der gør at vi kan tillade os at købe lidt ekstra lækkert mad eller juleslik her i måneden.
Jeg har været sådan lidt nervøs på hvordan min mave skulle reagere i dag, igår var en forholdsvis god dag, og jeg plejer ikke at have to gode dage af gangen. Det sker tit af jeg har mere end en dårlig dag i træk, men stort set aldrig at jeg har mere end en god dag af gangen. Så jeg er simpelthen så lettet over at jeg kun har måttet døje lidt med maven, kun har siddet på toilettet en halv times tid, kun har døjet lidt med kvalmen og ingen mavesmerter har.
(Resten skrevet senere på aftenen)
Det meste af aften er gået godt, ikke de store problemer egentlig. Jeg har haft en lumfekirtel på halsen som har været irriteret her de sidste par dage, så jeg ved at mit immunforsvar arbejder med et eller andet, hvad har jeg dog ikke helt fundet ud af endnu. Selve generalforsamlingen gik fint, mit job som formand er rimelig simpelt, fortælle folk hvad de allerede ved og så ellers bare være med, lytte og en sjælden gang imellem tage en beslutning om et eller andet. I dag var der nu ikke noget, og det passede mig fint. Spisningen gik skønt, maden var dejlig og jeg var hunde sulten, så det kunne såmænd have været rugbrødsmadder og jeg havde været i himlen, dog begyndte jeg lige så stille at blive træt og uoplagt - Men det skulle jo for pokker nydes at jeg var ude, så jeg prøvede at slå det hen.
Efter et par timer, hvor jeg havde fundet en af mandlerne i ris ala manden og fået en gave, kunne jeg godt mærke at min krop sagde STOP! Men for fanden hvor er det bare skide frustrerende, når jeg nu for pokker for en gangs skyld var ude blandt andre mennesker og skulle nyde at være menneske, at være Nadja, ja så sagde kroppen stop - Og jeg endte med at cykle hjem i snevejr og være skide skuffet over mig selv, skuffet over at måtte tage hjem når nu festen egentlig bare skulle til at begynde, og også skuffet over at måtte køre fra René som jeg ved havde glæder sig helt vildt meget til at komme ud.
Men nu ligger jeg så her, godt gemt af vejen under Sebastians dyne og venter på at dagens anden sidste håndfuld piller skal virke så jeg kan tage mit kemo om en times tid, og så kan gå til ro og håbe på en bedre dag imorgen. Ej, det ville være forkælet at sige at det ikke har været en god dag, for det har jo faktisk været en SKIDE god dag i min målestok. De ting som er allervigtigst har jeg kunnet, være sammen med min skønne unge, hygge og være kreativ og også få en smule ud af aftenen med mine venner og bekendte. Så alt i alt har det jo været en god dag, som dog - som altid - viste at jeg ér syg, at jeg hár kræft og at jeg altså ikke kan det samme som raske mennesker.
- Og det er nok hele sagens kerne, jeg lærer aldrig at acceptere at jeg ikke er rask og at jeg ikke kan det samme som raske mennesker, jeg giver aldrig slip på håbet om at få en hel dag uden sygdom eller giver slip på lysten til alt det gode som jeg ved at livet har at byde på. Jeg vil ganske enkelt have det hele, og det kan jeg ikke.. Øv!
Det var ellers så hyggeligt da jeg stod op, René havde ladet mig sove til jeg vågnede lidt over 9. Min aften igår blev en smule længere end hans, så jeg tror han syntes at jeg skulle have lov til at sove og samle lidt energi til dagen i dag. Da jeg kiggede ud fra soveværelset blev jeg mødt af et "NU er det første december, mor!" og der stod en meget vågen, meget frisk og meget, meget spændt lille dreng som bare ventede på at jeg kom ud og deltog i julehyggen. Han havde nemlig ventet med at åbne sine ting til jeg stod op. Jeg beundrer ham at han kunne, når han nu har været så utålmodig i en uge, havde det været mig så havde jeg bare åbnet skidtet og været ligeglad med hvilke familiemedlemmer der stadig sov, men Sakarias ventede pænt på mig, den skønne unge!
Så gik formiddagen ellers med at få åbnet Valhallas kalenderen som han havde valgt at han gerne ville have, komme ind på nettet og spille pakkespil på tv2's hjemmeside og lege lidt med de plasticbiler der var i den pakkekalender Henriette og hendes skønne unger havde lavet til ham. Sebastian har sine gaver med på samvær, så dem må jeg vente med at høre om til han kommer hjem imorgen aften en gang.
Pludselig sneede det med kæmpe store gigantiske snefnug i billedskøn fald fra himlen. Og på ingen tid lagde det sig i haven og dannede det smukkeste vinterlandskab. Jeg tror aldrig jeg har oplevet at sneen meldte sin ankomst så præcist når julen startede, helt fantastisk! Da der havde lagt sig et ret godt lag besluttede vi at trodse mine ledsmerter forsaget af kulden og smutte i vintertøjet og gå ud og lege lidt i sneen, vi ved jo aldrig hvor længe sådan noget får lov at ligge!
Jeg elsker det tidspunkt hvor man går ud i sneen, mærker at den knitrer under fødderne, kigger op mod himlen og det går op for een at der bare er helt fantastisk stille. Ikke en lyd rører sig, ikke en bil brummer, intet andet end naturens lyde og syntes af sneen der daler. Jeg elsker virkelig at vi bor så langt ude på landet, at vi kan få den slags øjeblikke hvor hele verden ser ny, frisk og ren ud. Alting virker så opløftende frisk når man står der i nyfalden sne, hele verden skinner og glimter og ikke en forkert lyd bryder ind i det harmoniske billede.
- Ja jeg kunne ikke lade være med at lægge hovedet tilbage og fnise lidt, og mærke at jeg blev en lille pige igen uden bekymringer, om ikke andet så for en stund, en meget velkommen stund!
Vi kaldte på hundene og lod barn, voksne og hunde tumle rundt ide i indkørslen og den lille grusvej vi bor på. Sikke der var spræl i hundene, det var helt tydeligt at den følelse jeg stod med i brystet, også findes i hundestørrelse, for det var også som om de sprang lettere og gladere rundt ude i sneen. Og Sakarias morede sig med at sætte de første fodspor i sneen, kaste de første snebolde og nød helt tydeligt også at vores triste vintergrå verden lige pludselig var erstattet med en hel legeplads af nyfalden hvid magi!
Men dagens helt store hit er virkelig Shanes julekalender. Det er simpelthen skide godt samvær at være samme med sine børn om at lave noget krativt. Kalenderen rummer alt hvad man skal bruge, så det er bare at springe ud i det, så jeg og Sakarias har brugt de sidste par timer på at male en toiletrulle, smelte perler, klippe ører og ønje til den, og samle den fineste figur. Da vi var ved at være færdige satte jeg mig til at læse den historie der føler med kalenderen, et afsnit for hver dag. Og jeg ærger mig simpelthen sådan over at jeg ikke fik René til at optage det på video! Det var simpelthen fantastisk.
Normalt plejer Sakarias at være rigtig god til at sidde stille og lytte når vi læser for ham, han elsker når vi læser, men i dag levede han sig fuldstændig ind i historien, så mens jeg læste op af alle de ting "Krudt" kom ud for i det første afsnit, sad han med vores version af figuren Krudt og sendte ham ud i store bølger, gentog hans replikker, svingede ham rundt for at flygte fra hajerne og gemme sig for sin mor. Det var ganske enkelt et helt magisk øjeblik hvor han med hud og hår levede sig ind i en eventyrverden som han selv lige havde været med til at bygge op omkring figuren Krudt han selv havde været lavet.
Nøj hvor er jeg glad for at vi skal gøre det her hver dag, det kan godt ske at min julestemning er smuttet ud på en omvej inden den kommer tilbage til mig, men julemagien har nu altså ramt os!
Nu er det så ved at være tid til at vi skal gøre os klar til at komme til generalforsamling i vores spareklub. Dem der har fulgt julebloggen de sidste to år vil måske kunne huske at det er noget vi gør hver den første lørdag i december. Så får ud udbetalt vores opsparede julepenge, de penge der gør at vi klarer os gennem julen med skindet på næsen, de penge der gør at drengene får en gave der kan måle sig med deres kammeraters, og de penge der gør at vi kan tillade os at købe lidt ekstra lækkert mad eller juleslik her i måneden.
Jeg har været sådan lidt nervøs på hvordan min mave skulle reagere i dag, igår var en forholdsvis god dag, og jeg plejer ikke at have to gode dage af gangen. Det sker tit af jeg har mere end en dårlig dag i træk, men stort set aldrig at jeg har mere end en god dag af gangen. Så jeg er simpelthen så lettet over at jeg kun har måttet døje lidt med maven, kun har siddet på toilettet en halv times tid, kun har døjet lidt med kvalmen og ingen mavesmerter har.
(Resten skrevet senere på aftenen)
Det meste af aften er gået godt, ikke de store problemer egentlig. Jeg har haft en lumfekirtel på halsen som har været irriteret her de sidste par dage, så jeg ved at mit immunforsvar arbejder med et eller andet, hvad har jeg dog ikke helt fundet ud af endnu. Selve generalforsamlingen gik fint, mit job som formand er rimelig simpelt, fortælle folk hvad de allerede ved og så ellers bare være med, lytte og en sjælden gang imellem tage en beslutning om et eller andet. I dag var der nu ikke noget, og det passede mig fint. Spisningen gik skønt, maden var dejlig og jeg var hunde sulten, så det kunne såmænd have været rugbrødsmadder og jeg havde været i himlen, dog begyndte jeg lige så stille at blive træt og uoplagt - Men det skulle jo for pokker nydes at jeg var ude, så jeg prøvede at slå det hen.
Efter et par timer, hvor jeg havde fundet en af mandlerne i ris ala manden og fået en gave, kunne jeg godt mærke at min krop sagde STOP! Men for fanden hvor er det bare skide frustrerende, når jeg nu for pokker for en gangs skyld var ude blandt andre mennesker og skulle nyde at være menneske, at være Nadja, ja så sagde kroppen stop - Og jeg endte med at cykle hjem i snevejr og være skide skuffet over mig selv, skuffet over at måtte tage hjem når nu festen egentlig bare skulle til at begynde, og også skuffet over at måtte køre fra René som jeg ved havde glæder sig helt vildt meget til at komme ud.
Men nu ligger jeg så her, godt gemt af vejen under Sebastians dyne og venter på at dagens anden sidste håndfuld piller skal virke så jeg kan tage mit kemo om en times tid, og så kan gå til ro og håbe på en bedre dag imorgen. Ej, det ville være forkælet at sige at det ikke har været en god dag, for det har jo faktisk været en SKIDE god dag i min målestok. De ting som er allervigtigst har jeg kunnet, være sammen med min skønne unge, hygge og være kreativ og også få en smule ud af aftenen med mine venner og bekendte. Så alt i alt har det jo været en god dag, som dog - som altid - viste at jeg ér syg, at jeg hár kræft og at jeg altså ikke kan det samme som raske mennesker.
- Og det er nok hele sagens kerne, jeg lærer aldrig at acceptere at jeg ikke er rask og at jeg ikke kan det samme som raske mennesker, jeg giver aldrig slip på håbet om at få en hel dag uden sygdom eller giver slip på lysten til alt det gode som jeg ved at livet har at byde på. Jeg vil ganske enkelt have det hele, og det kan jeg ikke.. Øv!
fredag den 30. november 2012
Så er det NUUUU!!
Wee, nu er det nu, det er nu, det er december - Eller i hvert fald lige om nogle timer.
Sebastian er sendt afsted på samvær med hans far. Det er jo så fantastisk at der er slet så fantastisk meget det sidste år, så denne december kan jeg glædeligt fortælle at Sebastian tager afsted på samvær med sin far og sin faster. Vi har i dag afleveret ham i Hammershøj, hvor de så kom og hentede ham for at tage ham med hjem. Normalt udveksler vi barn i Randers, men da Frode-hunden skulle have fjernet sting efter sin kasteration, så kunne vi lige så godt mødes ved dyrlægen som ligger tættere på Viborg end Randers gør det.
Sebastian glæder sig helt afskyelig meget, og har stort set ikke snakket om andet de sidste 3 uger, han skal nemlig til København sammen med hans biologiske far. Det er første gang de skal på sådan en tur sammen - Ja faktisk er der sket rigtig mange "første gange" mellem de to det seneste år, og jeg er simpelthen så stolt af dem begge to. Hvis nogen for et år siden havde spurgt mig om jeg troede at jeg nogen sinde ville blive tryg nok ved J. til at sende ham afsted på tværs af landet, med mit dyrebareste, med mit barn, så havde jeg ikke tævet et sekund før jeg havde sagt nej. Men hold da kæft en udvikling de to har været i det sidste år, der er simpelthen sket så meget, fra gang til gang er det bare blevet bedre i en sådan fart at det er svært at forstå at det kun er ganske få år siden at de stort set ingen kontakt havde. Nu sender jeg gladeligt min søn afsted til samvær med sin far og jeg får en glad dreng tilbage, som bare har SÅ godt af at være sammen med sin far og fars familie også. Jeg har altid været klar over at Sebastian havde et stort behov for at være sammen med J. så det glæder mig virkelig at de har fået det så godt sammen og at J. har lyst til at være sammen med Sebastian så meget som de er det nu.
Uhh, jeg glæder mig til Sebastian kommer hjem og fortæller om deres tur her. Jeg havde en god snak med J. igår om hvad Sebastian skulle pakke osv, og da jeg lagde røret på vidste jeg bare at det nu er en FAR jeg snakker med, og ikke den legeonkel jeg altid har haft en følelse af J. mest af alt var. Det var simpelthen så fed en opturs følelse at opleve hans biologiske far nu være trådt ind i sin retmæssige plads som far!
Vi andre tre har været ude og shoppe de første julegaver, inden vi kørte tilbage til Bønnerup. Og selvfølgelig blev drengenes gaver det første der blev købt, det hele hænger temmelig stramt sammen i år (jeg har lyst til at sige igen i år, men jeg bliver simpelthen så trist i humøret over at tænke over det, så jeg nøjes med at sige i år, og håbe at det hele ser meget anderledes ud næste jul hvor René er færdig uddannet og forhåbentlig har fået noget arbejde. De sidste år har virkelig ikke været sjove, så vi tager forhåbentlig revanche fremover og får nogle rigtig opturs jul, hvor det er os der har overskud til at hjælpe andre!) og når det er sådan lidt træls at få til at hænge sammen, så er det for mig bare vigtigst at drengene får nogle gode gaver de har ønsket sig, og så må resten af familien altså indstille sig på at de får hvad der bliver råd til - Og personligt deler jeg gerne gave med Sakarias, jeg glæder mig allerede til vi skal lege/spille (mon nogen har gættet hvad han så får?) sammen. Så kan jeg egentlig godt undvære, bare jeg må være med til at bruge hans!
Da vi kom hjem besluttede vi os for at tage hul på lidt af jule-pynteriet, vi havde ellers ventet da det var meningen at vi skulle have filmet til "De unge Mødre" i dag og de helst vil undgå julepynt og den slags på optagelserne, men det blev aflyst, og der var altså ingen problemer i at begynde at sætte lidt frem. Vi besluttede at starte med julekalendrene. Sakarias har haft et par stykker, en fra Zendium tandpasta og en fra Telenor hængende et par dage, men nu skulle Shanes julekalender op!
Drengene har nemlig været så ufattelig heldige at få Shanes julekalender af min gode penneven. En kvinde jeg har skrevet frem og tilbage med de sidste 6-7 måneder. Det er egentlig ikke fordi jeg ved ret meget om hende, men jeg elsker simpelthen at få et håndskrevet brev ind af døren, et brev som er rettet direkte til mig, og så skriver hun de dejligste ting - Og omvendt får jeg lettet mit hjerte til et andet menneske. Nogen gange er det lettere at læsse af på en der ikke er alt for tæt på, og så hygger Sakarias og jeg os med at skrive og tegne til hende. Sidst vi sendte noget afsted var det en af mine kreative projekter, og i sidste uge kom der så en pakke ind af døren og dagen efter et brev - At hun syntes vi skulle have Shanes kalender og være kreative med her i julemåneden.
Og uhh - Det har bare været et kæmpe ønske for mig LÆNGE at lave sådan en med drengene. Sidste år var jeg så misundelig hver gang jeg så at nogen havde den, og så de fantastisk fine og sjove ting de fik lavet ud af gammelt genbrugsskrald, og hvordan andres unger bare var helt vilde med det. Desværre fik vi ikke selv fat i en, den er temmelig dyr. Ej det er den nok egentlig ikke, for den er ikke meget dyrerer end to af de gode chokoladekalendre, men det er mange penge for os at give ungerne for, så når de skal have den obligatoriske kalender fra tv2 og dr, jamen så er der bare hverken til den ene eller den anden kalender. Men i år, ja der er vi med på holdet af familier der skal hygge os med Shanes julekalender. Jamen, jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg glæder mig til at komme i gang.. Og derfor var det nok også mig der gik allermest op i hvordan alle lågerne skulle hænges op.
Kalenderen består nemlig af en masse A5 store låger, som man så selv kan gøre med hvad man vil, hænge dem op, lade dem ligge løst, samle dem som en bog, ja alt hvad fantasien nu rækker til - Her skulle de selvfølgelig hænges op! Så vi har samlet puslespil af dem, byttet rundt, samlet igen og klistret op på væggen, og byttet rundt endnu en gang (og vi er nu nok ikke engang færdige endnu, haha). Det betyder at hele endevæggen i vores køkken/alrum er plastret til med kalenderlåger. Og vi eeeelsker det!
Julekalenderen findes her: http://www.redbarnetshop.dk/?m=details&pid=198325
I aften står i "Movember"'s tegn! Her i huset gør vi hvad vi kan for at støtte kræften. Ud af 3 generationer er vi 3 med kræft i min allernærmeste familie, så vi gør hvad vi kan for at støtte, sætte fokus på og samle ind til kræft.
René har derfor "doneret" sin overlæbe til krampen mod prostatakræft den sidste måned. Han har ladet sit overskæg gro og deltaget i Movember. Vores lokale værtshus er gået forresten i kampen - Og værtshus lyder så snusket, men man skal forstå at når man bor i en lille by som os, så bliver værtshuset ikke alene et sted der bliver svunget øl over disken, men også et samlingssted hvor man lige kigger ind, hører den nyeste sladder, spørger til hvem der blev hentet af ambulancen, samler ind til den næste runde fødselsdag, og ja, sætter et arrangement på benene for at støtte kampen mod kræft. De har derfor haft en masse sparebøsser stående den sidste måned, hvor hver af de som ønskede at være med har kunnet få deres navn på en, og man har så kunnet "give penge til overskægget" på den eller de personer man har haft lyst til at støtte.
Alle pengene går selvfølgelig ubeskåret til Movember og kampen mod prostatakræft - Og jeg syntes det er en rigtig fed måde at sætte fokus på en grim sygdom. En sygdom som vi rent faktisk hár i vores nærmeste familie, da min morfar har levet med sygdommen de seneste par år. Han har det heldigvis godt og kan behandles, men det har nogle omkostninger for ham, og når prostatakræft rammer yngre mænd, så har det endnu større omkostninger for deres liv, og specielt samliv.
I aften skal alle sparebøsserne tømmes og tælles op, og jeg har været så heldig at få æren af at være med til at gøre det! Jeg glæder mig som en lille pige, det her kræft-halløj ligger mig altid meget på sinde, og jeg er så glad for at jeg kan få lov til at være med til at sætte lidt fokus på det. Så er det egentlig ligemeget hvilken type kræft det er, kræft er kræft - Og det skal udryddes!!
Så overskægget ligger klar, jeg har selvfølgelig heller ikke barberet overlæben den sidste måned - Man må jo gå i sympati med sin mand! Og så skal vi ellers bare se om jeg ikke kan få lov at få ro fra mavekramper, ledsmerter og træthed en enkelt aften (gerne to, åhh jeg ber', lad mig få en dejlig weekend!) og så skal vi hygge os, være sociale og prøve at nyde hinandens selskab uden børn.
Gør dig selv en tjeneste og grin lidt af denne Movember sang: http://www.youtube.com/watch?v=bbKQvdLDAic
Hav en skøn aften der ude, imorgen er det december - Og juledagbogen 2012 er hermed åbnet!!
Sebastian er sendt afsted på samvær med hans far. Det er jo så fantastisk at der er slet så fantastisk meget det sidste år, så denne december kan jeg glædeligt fortælle at Sebastian tager afsted på samvær med sin far og sin faster. Vi har i dag afleveret ham i Hammershøj, hvor de så kom og hentede ham for at tage ham med hjem. Normalt udveksler vi barn i Randers, men da Frode-hunden skulle have fjernet sting efter sin kasteration, så kunne vi lige så godt mødes ved dyrlægen som ligger tættere på Viborg end Randers gør det.
Sebastian glæder sig helt afskyelig meget, og har stort set ikke snakket om andet de sidste 3 uger, han skal nemlig til København sammen med hans biologiske far. Det er første gang de skal på sådan en tur sammen - Ja faktisk er der sket rigtig mange "første gange" mellem de to det seneste år, og jeg er simpelthen så stolt af dem begge to. Hvis nogen for et år siden havde spurgt mig om jeg troede at jeg nogen sinde ville blive tryg nok ved J. til at sende ham afsted på tværs af landet, med mit dyrebareste, med mit barn, så havde jeg ikke tævet et sekund før jeg havde sagt nej. Men hold da kæft en udvikling de to har været i det sidste år, der er simpelthen sket så meget, fra gang til gang er det bare blevet bedre i en sådan fart at det er svært at forstå at det kun er ganske få år siden at de stort set ingen kontakt havde. Nu sender jeg gladeligt min søn afsted til samvær med sin far og jeg får en glad dreng tilbage, som bare har SÅ godt af at være sammen med sin far og fars familie også. Jeg har altid været klar over at Sebastian havde et stort behov for at være sammen med J. så det glæder mig virkelig at de har fået det så godt sammen og at J. har lyst til at være sammen med Sebastian så meget som de er det nu.
Uhh, jeg glæder mig til Sebastian kommer hjem og fortæller om deres tur her. Jeg havde en god snak med J. igår om hvad Sebastian skulle pakke osv, og da jeg lagde røret på vidste jeg bare at det nu er en FAR jeg snakker med, og ikke den legeonkel jeg altid har haft en følelse af J. mest af alt var. Det var simpelthen så fed en opturs følelse at opleve hans biologiske far nu være trådt ind i sin retmæssige plads som far!
Vi andre tre har været ude og shoppe de første julegaver, inden vi kørte tilbage til Bønnerup. Og selvfølgelig blev drengenes gaver det første der blev købt, det hele hænger temmelig stramt sammen i år (jeg har lyst til at sige igen i år, men jeg bliver simpelthen så trist i humøret over at tænke over det, så jeg nøjes med at sige i år, og håbe at det hele ser meget anderledes ud næste jul hvor René er færdig uddannet og forhåbentlig har fået noget arbejde. De sidste år har virkelig ikke været sjove, så vi tager forhåbentlig revanche fremover og får nogle rigtig opturs jul, hvor det er os der har overskud til at hjælpe andre!) og når det er sådan lidt træls at få til at hænge sammen, så er det for mig bare vigtigst at drengene får nogle gode gaver de har ønsket sig, og så må resten af familien altså indstille sig på at de får hvad der bliver råd til - Og personligt deler jeg gerne gave med Sakarias, jeg glæder mig allerede til vi skal lege/spille (mon nogen har gættet hvad han så får?) sammen. Så kan jeg egentlig godt undvære, bare jeg må være med til at bruge hans!
Da vi kom hjem besluttede vi os for at tage hul på lidt af jule-pynteriet, vi havde ellers ventet da det var meningen at vi skulle have filmet til "De unge Mødre" i dag og de helst vil undgå julepynt og den slags på optagelserne, men det blev aflyst, og der var altså ingen problemer i at begynde at sætte lidt frem. Vi besluttede at starte med julekalendrene. Sakarias har haft et par stykker, en fra Zendium tandpasta og en fra Telenor hængende et par dage, men nu skulle Shanes julekalender op!
Drengene har nemlig været så ufattelig heldige at få Shanes julekalender af min gode penneven. En kvinde jeg har skrevet frem og tilbage med de sidste 6-7 måneder. Det er egentlig ikke fordi jeg ved ret meget om hende, men jeg elsker simpelthen at få et håndskrevet brev ind af døren, et brev som er rettet direkte til mig, og så skriver hun de dejligste ting - Og omvendt får jeg lettet mit hjerte til et andet menneske. Nogen gange er det lettere at læsse af på en der ikke er alt for tæt på, og så hygger Sakarias og jeg os med at skrive og tegne til hende. Sidst vi sendte noget afsted var det en af mine kreative projekter, og i sidste uge kom der så en pakke ind af døren og dagen efter et brev - At hun syntes vi skulle have Shanes kalender og være kreative med her i julemåneden.
Og uhh - Det har bare været et kæmpe ønske for mig LÆNGE at lave sådan en med drengene. Sidste år var jeg så misundelig hver gang jeg så at nogen havde den, og så de fantastisk fine og sjove ting de fik lavet ud af gammelt genbrugsskrald, og hvordan andres unger bare var helt vilde med det. Desværre fik vi ikke selv fat i en, den er temmelig dyr. Ej det er den nok egentlig ikke, for den er ikke meget dyrerer end to af de gode chokoladekalendre, men det er mange penge for os at give ungerne for, så når de skal have den obligatoriske kalender fra tv2 og dr, jamen så er der bare hverken til den ene eller den anden kalender. Men i år, ja der er vi med på holdet af familier der skal hygge os med Shanes julekalender. Jamen, jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg glæder mig til at komme i gang.. Og derfor var det nok også mig der gik allermest op i hvordan alle lågerne skulle hænges op.
Kalenderen består nemlig af en masse A5 store låger, som man så selv kan gøre med hvad man vil, hænge dem op, lade dem ligge løst, samle dem som en bog, ja alt hvad fantasien nu rækker til - Her skulle de selvfølgelig hænges op! Så vi har samlet puslespil af dem, byttet rundt, samlet igen og klistret op på væggen, og byttet rundt endnu en gang (og vi er nu nok ikke engang færdige endnu, haha). Det betyder at hele endevæggen i vores køkken/alrum er plastret til med kalenderlåger. Og vi eeeelsker det!
Julekalenderen findes her: http://www.redbarnetshop.dk/?m=details&pid=198325
Skønne krølhårede unge! <3
I aften står i "Movember"'s tegn! Her i huset gør vi hvad vi kan for at støtte kræften. Ud af 3 generationer er vi 3 med kræft i min allernærmeste familie, så vi gør hvad vi kan for at støtte, sætte fokus på og samle ind til kræft.
René har derfor "doneret" sin overlæbe til krampen mod prostatakræft den sidste måned. Han har ladet sit overskæg gro og deltaget i Movember. Vores lokale værtshus er gået forresten i kampen - Og værtshus lyder så snusket, men man skal forstå at når man bor i en lille by som os, så bliver værtshuset ikke alene et sted der bliver svunget øl over disken, men også et samlingssted hvor man lige kigger ind, hører den nyeste sladder, spørger til hvem der blev hentet af ambulancen, samler ind til den næste runde fødselsdag, og ja, sætter et arrangement på benene for at støtte kampen mod kræft. De har derfor haft en masse sparebøsser stående den sidste måned, hvor hver af de som ønskede at være med har kunnet få deres navn på en, og man har så kunnet "give penge til overskægget" på den eller de personer man har haft lyst til at støtte.
Alle pengene går selvfølgelig ubeskåret til Movember og kampen mod prostatakræft - Og jeg syntes det er en rigtig fed måde at sætte fokus på en grim sygdom. En sygdom som vi rent faktisk hár i vores nærmeste familie, da min morfar har levet med sygdommen de seneste par år. Han har det heldigvis godt og kan behandles, men det har nogle omkostninger for ham, og når prostatakræft rammer yngre mænd, så har det endnu større omkostninger for deres liv, og specielt samliv.
I aften skal alle sparebøsserne tømmes og tælles op, og jeg har været så heldig at få æren af at være med til at gøre det! Jeg glæder mig som en lille pige, det her kræft-halløj ligger mig altid meget på sinde, og jeg er så glad for at jeg kan få lov til at være med til at sætte lidt fokus på det. Så er det egentlig ligemeget hvilken type kræft det er, kræft er kræft - Og det skal udryddes!!
Så overskægget ligger klar, jeg har selvfølgelig heller ikke barberet overlæben den sidste måned - Man må jo gå i sympati med sin mand! Og så skal vi ellers bare se om jeg ikke kan få lov at få ro fra mavekramper, ledsmerter og træthed en enkelt aften (gerne to, åhh jeg ber', lad mig få en dejlig weekend!) og så skal vi hygge os, være sociale og prøve at nyde hinandens selskab uden børn.
Gør dig selv en tjeneste og grin lidt af denne Movember sang: http://www.youtube.com/watch?v=bbKQvdLDAic
Hav en skøn aften der ude, imorgen er det december - Og juledagbogen 2012 er hermed åbnet!!
søndag den 18. november 2012
Så er det snart det er nu..
Nu er der sørme ikke længe til december - Ja faktisk er der jo ikke engang 2 uger til vi starter vores juleri. Vi kunne sagtens begynde nu og jeg har også vildt lyst til det, men jeg ved også bare at jeg når at blive super træt af det hvis jeg starter for tidligt, så jeg tager mig sammen - Iøvrigt har jeg også bildt Sakarias ind at man først må købe alle juletingene ude i butikkerne fra første december (Ja, en smule ondt, men han er helt holdt med at plage - hvilket er en lille hvid løgn værd!)
Sakarias og jeg har dog alligevel taget lidt hul på juleriet - Vi har nemlig besluttet at lave vores egen juledagbog, en slags smashbog hvor vi skal lave en side hver dag i december måned. Et fælles juleprojekt som vi har gået og snakket om den sidste uges i tid, og i dag har vi taget hul på at kigge på mit scrapbooking papir, snakket muligheder for at samle bogen og kigget lidt på det pynt som har samlet sig i mine kasser i løbet af tiden.
Og vi glæder os helt vildt til at komme i gang, men sørme om moderen ikke er blevet ramt af "præstations-angst" - Det er så meget nemmere bare at købe en bog der allerede ér lavet og så bare klistre ting på siderne, men at skulle lave en bog selv, helt fra bunden, det er straks sværere!
Jeg håber at jeg i aften kan begynde at vise lidt billeder af det vi har fået lavet.. Lige nu tager vi en pause hvor Sakarias ser Gnotterne og jeg henter inspiration på nettet.
Sakarias og jeg har dog alligevel taget lidt hul på juleriet - Vi har nemlig besluttet at lave vores egen juledagbog, en slags smashbog hvor vi skal lave en side hver dag i december måned. Et fælles juleprojekt som vi har gået og snakket om den sidste uges i tid, og i dag har vi taget hul på at kigge på mit scrapbooking papir, snakket muligheder for at samle bogen og kigget lidt på det pynt som har samlet sig i mine kasser i løbet af tiden.
Og vi glæder os helt vildt til at komme i gang, men sørme om moderen ikke er blevet ramt af "præstations-angst" - Det er så meget nemmere bare at købe en bog der allerede ér lavet og så bare klistre ting på siderne, men at skulle lave en bog selv, helt fra bunden, det er straks sværere!
Jeg håber at jeg i aften kan begynde at vise lidt billeder af det vi har fået lavet.. Lige nu tager vi en pause hvor Sakarias ser Gnotterne og jeg henter inspiration på nettet.
mandag den 12. november 2012
Det der med at drikke..
Ups..
Jeg tror jeg gjorde min søde kæreste temmlig nervøs igår! Jeg vågnede op med et hjerte der var godt på vej til at banke sig vej ud af brystet på mig, slatten, svimmel og med en hovedpine der gjorde at jeg hverken havde lyst til at tale, åbne mine øjne eller så meget som at rykke mig en tomme. Jeg spurgte René om han ikke lige ville prøve at mærke min puls, for jeg syntes at den var noget voldsom, og at jeg samtidig havde svært ved at få trukket vejret ordenligt igennem.
Han fandt blodtryks apparatet frem, som afslørede et skræmmende lavt blodtryk, og en hvilkepuls på 144 - For første gang tog han selv en beslutning om at ringe til sygehuset, men jeg igen døsede hen. Kun afbrudt af at han en gang imellem kom og tog et nyt blodtryk på mig. De blev enige om at det var bedst at jeg kom ind på sygehuset og en ambulance blev sendt afsted efter mig. Sådag i ro og mag.
René ringede efter min mor som kom og var hos os mens vi ventede på ambulancen, jeg kan godt huske at hun var der, men kun fordi Asta kom og bed mig i fingrene så jeg vågnede og så døsede jeg hen igen, med et hjerte som buldrede derud af.
Ungerne tog det rigtig pænt, men René fortalte senere at Sakarias var bange for ambulancen og bestemt ikke ville ind og kigge eller sige farvel til mig mens jeg lå der inde. Sebastian opdagede slet ikke at de var her, på trods af at de kom helt ind i stuen og hjalp mig med at få tøj på og komme ud til båret - Han havde travlt med at spille playstation, men tog det heldigvis også rigtig pænt. Han oplevede jo desværre en del gange da han var helt lille af jeg blev hentet på den måde, så han har en del gange været med inde i ambulancen og se hvordan det hele foregår og få det afmystificeret. Jeg ville ønske Sakarias havde haft lyst til det samme, det er så synd at han i stedet er bange for ambulancen. Ligesom han nu også er bange for blodtryksapparatet, det skal vi nok lige have leget lidt med hen over det næste stykke tid.
I ambulancen blev der lagt en nål i hånden, og jeg er normalt så møg bange og nervøs for at skulle have den lagt, jeg syntes det gør afsindig ondt og jeg ved at det er stort set umuligt at lægge sådan en i min hånd, men igår havde jeg ikke kræfter til at tage mig af hvad falckredderen lavede. Jeg fik vist nok fortalt ham at det nok ikke ville lykkedes, men det var også det eneste. Han fik nålen sat, men ikke ret godt og den ville ikke kunne bruges til andet end små mængder medicin, men nu lå den klar hvis det blev nødvendigt at give noget når jeg kom ind på sygehuset.
- Og så lukkede jeg ellers ned igen, min hovedpine var så ekstrem at jeg ikke kunne åbne øjnene, og bare det at høre min egen stemme fik det til at føles som om glas splintes ind i min hjerne og mine øjne til at føles som om de var for store til mine øjenhuler. Jeg lod min mor tale med falckredderen, som så var min fars kones storebror. Hvilket på en eller anden måde faktisk føles en lille smule trygt, selv om vi vist kun har set hinanden en eneste gang før.
Inde på sygehuset blev jeg kørt ind på en stue, hurtigt tjekket af en sygeplejerske, som vurderede at der skulle startes noget væske med det samme. Det ville tage noget tid før lægen kunne komme, de havde travlt. Desværre var det drop der blev lagt i ambulancen ikke lagt i en åre, så det væske hun lige så stille prøvede at sprøjte i lagde sig i huden, så et nyt skulles lægges. Jeg fik vist nok sagt at det plejer at ende med at den bliver lagt i albuebøjningen, fordi jeg er så svært at stikke i og finde årer på, men hun mente at finde en der kune bruges i hånden.. Det kunne den ikke. Og så kom der en bioanalytiker for at lave EKG på mit hjerte.
Heldigvis var mit hjerte faldet til ro i en god rytme igen, intet tydede på at noget skulle være galt med hjertet, heldigvis. Min "nye" (hvor længe om det kan kaldes for nye?) kemo kan nemlig påvirke hjertet, så det skal tjekkes jævnligt, og derfor skulle det selvfølgelig også tjekkes grundigt at der ikke var noget alvorligt galt med mit hjerte igår.
Sygeplejersken kom tilbage og fik lagt drop i albuebøjningen. Som altid var jeg nu ved at være godt gennemhullet, men jeg havde simpelthen ikke energi il at tage mig af det, hvis bare de ville få det overstået så lyset kunne blive slukket og jeg kunne gemme mig under dynen og det tæppe jeg fik lov at beholde fra ambulancen, så var det fint med mig! Væske blev startet, i et godt hurtigt tempo, og da lægen kom havde jeg faktisk lidt mere energi og kunne begynde at snakke og fortælle med egne ord hvad der var sket.
Lægen var utrolig sød, og meget, meget grundig. Ret hurtigt viste der sig et billede af en omgang dehydrering. Blodtrykket falder, hjertet skal arbejde hårdere for at få blodet rundt og det ville give det ubehag jeg oplevede. Svimmelhed, døsighed, slem hjertebanken og en grum, grum hovedpine.
Så lidt ekstra fart på droppet, en masse væske i glas og som timerne gik blev jeg mere og mere frisk. Blodtrykket steg, hjertet slappede helt af og da vi nåede aften kunne de tænde lys på stuen igen. Jeg kunne snakke og samle energi til at føle mig så sulten at jeg spiste min mors indkøbte sandwich. Faktisk blev jeg så frisk, at vi blev enige om at jeg nu havde fået mig en slem forskrækkelse og en lærestreg. Jeg har brug for mere væske end normalt! At glemme at drikke nok, bare fordi en dag er spændende og hektisk (jeg havde været til fighterambassadør seminar ved kræftens bekæmpelse dagen forinden) er ikke en god idé, fremover må jeg lære mig selv altid at have vand med mig og sørge for at få vand regelmæssigt dagen igennem.
- Og så fik jeg ellers lov til at tage hjem igen, tanket op med 3,5 liter væske.
Jeg håber det betyder at jeg har lært lektien, det var i hvert fald en rigtig grim oplevelse for os alle sammen igår!
Jeg tror jeg gjorde min søde kæreste temmlig nervøs igår! Jeg vågnede op med et hjerte der var godt på vej til at banke sig vej ud af brystet på mig, slatten, svimmel og med en hovedpine der gjorde at jeg hverken havde lyst til at tale, åbne mine øjne eller så meget som at rykke mig en tomme. Jeg spurgte René om han ikke lige ville prøve at mærke min puls, for jeg syntes at den var noget voldsom, og at jeg samtidig havde svært ved at få trukket vejret ordenligt igennem.
Han fandt blodtryks apparatet frem, som afslørede et skræmmende lavt blodtryk, og en hvilkepuls på 144 - For første gang tog han selv en beslutning om at ringe til sygehuset, men jeg igen døsede hen. Kun afbrudt af at han en gang imellem kom og tog et nyt blodtryk på mig. De blev enige om at det var bedst at jeg kom ind på sygehuset og en ambulance blev sendt afsted efter mig. Sådag i ro og mag.
René ringede efter min mor som kom og var hos os mens vi ventede på ambulancen, jeg kan godt huske at hun var der, men kun fordi Asta kom og bed mig i fingrene så jeg vågnede og så døsede jeg hen igen, med et hjerte som buldrede derud af.
Ungerne tog det rigtig pænt, men René fortalte senere at Sakarias var bange for ambulancen og bestemt ikke ville ind og kigge eller sige farvel til mig mens jeg lå der inde. Sebastian opdagede slet ikke at de var her, på trods af at de kom helt ind i stuen og hjalp mig med at få tøj på og komme ud til båret - Han havde travlt med at spille playstation, men tog det heldigvis også rigtig pænt. Han oplevede jo desværre en del gange da han var helt lille af jeg blev hentet på den måde, så han har en del gange været med inde i ambulancen og se hvordan det hele foregår og få det afmystificeret. Jeg ville ønske Sakarias havde haft lyst til det samme, det er så synd at han i stedet er bange for ambulancen. Ligesom han nu også er bange for blodtryksapparatet, det skal vi nok lige have leget lidt med hen over det næste stykke tid.
I ambulancen blev der lagt en nål i hånden, og jeg er normalt så møg bange og nervøs for at skulle have den lagt, jeg syntes det gør afsindig ondt og jeg ved at det er stort set umuligt at lægge sådan en i min hånd, men igår havde jeg ikke kræfter til at tage mig af hvad falckredderen lavede. Jeg fik vist nok fortalt ham at det nok ikke ville lykkedes, men det var også det eneste. Han fik nålen sat, men ikke ret godt og den ville ikke kunne bruges til andet end små mængder medicin, men nu lå den klar hvis det blev nødvendigt at give noget når jeg kom ind på sygehuset.
- Og så lukkede jeg ellers ned igen, min hovedpine var så ekstrem at jeg ikke kunne åbne øjnene, og bare det at høre min egen stemme fik det til at føles som om glas splintes ind i min hjerne og mine øjne til at føles som om de var for store til mine øjenhuler. Jeg lod min mor tale med falckredderen, som så var min fars kones storebror. Hvilket på en eller anden måde faktisk føles en lille smule trygt, selv om vi vist kun har set hinanden en eneste gang før.
Inde på sygehuset blev jeg kørt ind på en stue, hurtigt tjekket af en sygeplejerske, som vurderede at der skulle startes noget væske med det samme. Det ville tage noget tid før lægen kunne komme, de havde travlt. Desværre var det drop der blev lagt i ambulancen ikke lagt i en åre, så det væske hun lige så stille prøvede at sprøjte i lagde sig i huden, så et nyt skulles lægges. Jeg fik vist nok sagt at det plejer at ende med at den bliver lagt i albuebøjningen, fordi jeg er så svært at stikke i og finde årer på, men hun mente at finde en der kune bruges i hånden.. Det kunne den ikke. Og så kom der en bioanalytiker for at lave EKG på mit hjerte.
Heldigvis var mit hjerte faldet til ro i en god rytme igen, intet tydede på at noget skulle være galt med hjertet, heldigvis. Min "nye" (hvor længe om det kan kaldes for nye?) kemo kan nemlig påvirke hjertet, så det skal tjekkes jævnligt, og derfor skulle det selvfølgelig også tjekkes grundigt at der ikke var noget alvorligt galt med mit hjerte igår.
Sygeplejersken kom tilbage og fik lagt drop i albuebøjningen. Som altid var jeg nu ved at være godt gennemhullet, men jeg havde simpelthen ikke energi il at tage mig af det, hvis bare de ville få det overstået så lyset kunne blive slukket og jeg kunne gemme mig under dynen og det tæppe jeg fik lov at beholde fra ambulancen, så var det fint med mig! Væske blev startet, i et godt hurtigt tempo, og da lægen kom havde jeg faktisk lidt mere energi og kunne begynde at snakke og fortælle med egne ord hvad der var sket.
Lægen var utrolig sød, og meget, meget grundig. Ret hurtigt viste der sig et billede af en omgang dehydrering. Blodtrykket falder, hjertet skal arbejde hårdere for at få blodet rundt og det ville give det ubehag jeg oplevede. Svimmelhed, døsighed, slem hjertebanken og en grum, grum hovedpine.
Så lidt ekstra fart på droppet, en masse væske i glas og som timerne gik blev jeg mere og mere frisk. Blodtrykket steg, hjertet slappede helt af og da vi nåede aften kunne de tænde lys på stuen igen. Jeg kunne snakke og samle energi til at føle mig så sulten at jeg spiste min mors indkøbte sandwich. Faktisk blev jeg så frisk, at vi blev enige om at jeg nu havde fået mig en slem forskrækkelse og en lærestreg. Jeg har brug for mere væske end normalt! At glemme at drikke nok, bare fordi en dag er spændende og hektisk (jeg havde været til fighterambassadør seminar ved kræftens bekæmpelse dagen forinden) er ikke en god idé, fremover må jeg lære mig selv altid at have vand med mig og sørge for at få vand regelmæssigt dagen igennem.
- Og så fik jeg ellers lov til at tage hjem igen, tanket op med 3,5 liter væske.
Jeg håber det betyder at jeg har lært lektien, det var i hvert fald en rigtig grim oplevelse for os alle sammen igår!
tirsdag den 6. november 2012
Smash* og afstresning!
Jeg er gået i skriveblokade - Og det er simpelthen det helt forkerte tidspunkt at blive blank lige nu. Jeg prøver ihærdigt at få skrevet en masse ned fra dengang jeg ventede Sebastian, fra lige inden jeg startede op med at skrive dagbog, og af en eller anden grund så kan jeg simpelthen ike få hverken mit hoved eller mine fingre til at skrive. Det plejer ellers at være sådan at når jeg først er gået i gang så kommer det hele af sig selv, men lige nu sker der bare ingenting. Vildt irriterende, og slet ikke sjovt når jeg har sat mig for at det skal være nu sådan noget skal skrives ned, det er faktisk en lille smule vigtigt for og at få det gjort, og få det gjort ordenligt.
Derfor laver jeg dette indlæg, jeg skal simpelthen have gang i mine fingre igen, jeg skal have ordene til at flyde frit sådan at mine tanker ikke stopper mig, men i stedet bare kommer flyvende så det hele kommer til at stå naturligt, og ikke er noget der skal tvinges frem - indlægget her skal altså motivere mine fingre, men det skal også vise lidt af min yndlingshobby (eller en af dem) som jeg jo bruger når jeg har brug for at stresse lidt af, og for at få alt det gode og dejlige der sker i vores liv dokumenteret, så både jeg selv og drengene kan se tilbage på en masse godt.
Jeg kalder det en foto-dagbog, det er ikke helt rigtigt, for det er ikke hver dag jeg tager billeder og laver noget i bogen, det er de dage hvor jeg føler der er sket lidt ekstra, hvor der er en sjov episode, hvor jeg har fået taget et godt billede eller jeg føler der er noget der er vigtigt for os at huske.
Min morgen startede lidt tidligt da Sebastian havde "hår-krise", hans hår ville ikke som han ville og jeg vågnede ved at han skældte ud på René, på sit hår og vist også lidt på spejlet - Og det gjorde han meget højlydt. Så mig op og se hvad der skete, få snakket ham til ro, hvilket krævede sin mand (eller kvinde) og da René og ungerne så var taget afsted fandens tidligt, fordi de egentlig ville have givet mig ro fordi jeg har haft så pisse, skide meget ondt de sidste dage, ja så blev min dag jo lige pludselig meget længere end den plejer at være. Når man først har taget sådan en tur med en pre-teen, så er man ikke ligefrem i stand til at hoppe tilbage i seng og falde til ro. Så jeg tog mine morgenpiller, spiste lidt morgenmad, så lidt morgentv indtil jeg blev træt af at høre om præcidentvalg, satte mig til at skrive - Og gik så i stå..
Hvilket gav mig masser af tid til at sætte mig ved mit scrap-bord ude i gangen og kigge lidt på hvad jeg gerne ville tilføje i vores bog. Og denne gang blev det så Asta jeg gerne ville lave lidt om, Asta er jo sådan en fin lille dame med papirer og stambog og alverdens ting, så en af de ting vi har skrevet under på at vi vil gøre med hende inden hun for alvor bliver vores, er at gå på udstilling med hende så hun forhåbentlig kan få sig nogle fine præmier, og når hun bliver gammel nok også blive avlsgodkendt. Det var vi så i oktober, hvor hun vandt en fin lille pokal og et rødt bånd, hvilket folk fra hundeverdenen vil vide betyder at hun fik en første præmie. Det er vældig indviklet det der med præmier, og jeg forstår det faktisk ikke helt endnu, men en førstepræmie er en fin ting at få åbenbart (men må ikke forveksles med en 1. plads, for alle hunde i klassen kan faktisk få en første præmie, hvilket var tilfældet med den flok Asta var oppe imod)
Så, her er lidt billeder af dagens side - Og så tror jeg faktisk at det lykkedes mig at få lidt gang i mit skriveri, så jeg skynder mig at hoppe tilbage til mit word-dokument og se om jeg kan få skriblet noget ned der også.
Derfor laver jeg dette indlæg, jeg skal simpelthen have gang i mine fingre igen, jeg skal have ordene til at flyde frit sådan at mine tanker ikke stopper mig, men i stedet bare kommer flyvende så det hele kommer til at stå naturligt, og ikke er noget der skal tvinges frem - indlægget her skal altså motivere mine fingre, men det skal også vise lidt af min yndlingshobby (eller en af dem) som jeg jo bruger når jeg har brug for at stresse lidt af, og for at få alt det gode og dejlige der sker i vores liv dokumenteret, så både jeg selv og drengene kan se tilbage på en masse godt.
Jeg kalder det en foto-dagbog, det er ikke helt rigtigt, for det er ikke hver dag jeg tager billeder og laver noget i bogen, det er de dage hvor jeg føler der er sket lidt ekstra, hvor der er en sjov episode, hvor jeg har fået taget et godt billede eller jeg føler der er noget der er vigtigt for os at huske.
Min morgen startede lidt tidligt da Sebastian havde "hår-krise", hans hår ville ikke som han ville og jeg vågnede ved at han skældte ud på René, på sit hår og vist også lidt på spejlet - Og det gjorde han meget højlydt. Så mig op og se hvad der skete, få snakket ham til ro, hvilket krævede sin mand (eller kvinde) og da René og ungerne så var taget afsted fandens tidligt, fordi de egentlig ville have givet mig ro fordi jeg har haft så pisse, skide meget ondt de sidste dage, ja så blev min dag jo lige pludselig meget længere end den plejer at være. Når man først har taget sådan en tur med en pre-teen, så er man ikke ligefrem i stand til at hoppe tilbage i seng og falde til ro. Så jeg tog mine morgenpiller, spiste lidt morgenmad, så lidt morgentv indtil jeg blev træt af at høre om præcidentvalg, satte mig til at skrive - Og gik så i stå..
Hvilket gav mig masser af tid til at sætte mig ved mit scrap-bord ude i gangen og kigge lidt på hvad jeg gerne ville tilføje i vores bog. Og denne gang blev det så Asta jeg gerne ville lave lidt om, Asta er jo sådan en fin lille dame med papirer og stambog og alverdens ting, så en af de ting vi har skrevet under på at vi vil gøre med hende inden hun for alvor bliver vores, er at gå på udstilling med hende så hun forhåbentlig kan få sig nogle fine præmier, og når hun bliver gammel nok også blive avlsgodkendt. Det var vi så i oktober, hvor hun vandt en fin lille pokal og et rødt bånd, hvilket folk fra hundeverdenen vil vide betyder at hun fik en første præmie. Det er vældig indviklet det der med præmier, og jeg forstår det faktisk ikke helt endnu, men en førstepræmie er en fin ting at få åbenbart (men må ikke forveksles med en 1. plads, for alle hunde i klassen kan faktisk få en første præmie, hvilket var tilfældet med den flok Asta var oppe imod)
Så, her er lidt billeder af dagens side - Og så tror jeg faktisk at det lykkedes mig at få lidt gang i mit skriveri, så jeg skynder mig at hoppe tilbage til mit word-dokument og se om jeg kan få skriblet noget ned der også.
Abonner på:
Opslag (Atom)