Det der med at drikke..

Ups..

Jeg tror jeg gjorde min søde kæreste temmlig nervøs igår! Jeg vågnede op med et hjerte der var godt på vej til at banke sig vej ud af brystet på mig, slatten, svimmel og med en hovedpine der gjorde at jeg hverken havde lyst til at tale, åbne mine øjne eller så meget som at rykke mig en tomme. Jeg spurgte René om han ikke lige ville prøve at mærke min puls, for jeg syntes at den var noget voldsom, og at jeg samtidig havde svært ved at få trukket vejret ordenligt igennem.

Han fandt blodtryks apparatet frem, som afslørede et skræmmende lavt blodtryk, og en hvilkepuls på 144 - For første gang tog han selv en beslutning om at ringe til sygehuset, men jeg igen døsede hen. Kun afbrudt af at han en gang imellem kom og tog et nyt blodtryk på mig. De blev enige om at det var bedst at jeg kom ind på sygehuset og en ambulance blev sendt afsted efter mig. Sådag i ro og mag.

René ringede efter min mor som kom og var hos os mens vi ventede på ambulancen, jeg kan godt huske at hun var der, men kun fordi Asta kom og bed mig i fingrene så jeg vågnede og så døsede jeg hen igen, med et hjerte som buldrede derud af.

Ungerne tog det rigtig pænt, men René fortalte senere at Sakarias var bange for ambulancen og bestemt ikke ville ind og kigge eller sige farvel til mig mens jeg lå der inde. Sebastian opdagede slet ikke at de var her, på trods af at de kom helt ind i stuen og hjalp mig med at få tøj på og komme ud til båret - Han havde travlt med at spille playstation, men tog det heldigvis også rigtig pænt. Han oplevede jo desværre en del gange da han var helt lille af jeg blev hentet på den måde, så han har en del gange været med inde i ambulancen og se hvordan det hele foregår og få det afmystificeret. Jeg ville ønske Sakarias havde haft lyst til det samme, det er så synd at han i stedet er bange for ambulancen. Ligesom han nu også er bange for blodtryksapparatet, det skal vi nok lige have leget lidt med hen over det næste stykke tid.

I ambulancen blev der lagt en nål i hånden, og jeg er normalt så møg bange og nervøs for at skulle have den lagt, jeg syntes det gør afsindig ondt og jeg ved at det er stort set umuligt at lægge sådan en i min hånd, men igår havde jeg ikke kræfter til at tage mig af hvad falckredderen lavede. Jeg fik vist nok fortalt ham at det nok ikke ville lykkedes, men det var også det eneste. Han fik nålen sat, men ikke ret godt og den ville ikke kunne bruges til andet end små mængder medicin, men nu lå den klar hvis det blev nødvendigt at give noget når jeg kom ind på sygehuset.
- Og så lukkede jeg ellers ned igen, min hovedpine var så ekstrem at jeg ikke kunne åbne øjnene, og bare det at høre min egen stemme fik det til at føles som om glas splintes ind i min hjerne og mine øjne til at føles som om de var for store til mine øjenhuler. Jeg lod min mor tale med falckredderen, som så var min fars kones storebror. Hvilket på en eller anden måde faktisk føles en lille smule trygt, selv om vi vist kun har set hinanden en eneste gang før.

Inde på sygehuset blev jeg kørt ind på en stue, hurtigt tjekket af en sygeplejerske, som vurderede at der skulle startes noget væske med det samme. Det ville tage noget tid før lægen kunne komme, de havde travlt. Desværre var det drop der blev lagt i ambulancen ikke lagt i en åre, så det væske hun lige så stille prøvede at sprøjte i lagde sig i huden, så et nyt skulles lægges. Jeg fik vist nok sagt at det plejer at ende med at den bliver lagt i albuebøjningen, fordi jeg er så svært at stikke i og finde årer på, men hun mente at finde en der kune bruges i hånden.. Det kunne den ikke. Og så kom der en bioanalytiker for at lave EKG på mit hjerte.

Heldigvis var mit hjerte faldet til ro i en god rytme igen, intet tydede på at noget skulle være galt med hjertet, heldigvis. Min "nye" (hvor længe om det kan kaldes for nye?) kemo kan nemlig påvirke hjertet, så det skal tjekkes jævnligt, og derfor skulle det selvfølgelig også tjekkes grundigt at der ikke var noget alvorligt galt med mit hjerte igår.

Sygeplejersken kom tilbage og fik lagt drop i albuebøjningen. Som altid var jeg nu ved at være godt gennemhullet, men jeg havde simpelthen ikke energi il at tage mig af det, hvis bare de ville få det overstået så lyset kunne blive slukket og jeg kunne gemme mig under dynen og det tæppe jeg fik lov at beholde fra ambulancen, så var det fint med mig! Væske blev startet, i et godt hurtigt tempo, og da lægen kom havde jeg faktisk lidt mere energi og kunne begynde at snakke og fortælle med egne ord hvad der var sket.

Lægen var utrolig sød, og meget, meget grundig. Ret hurtigt viste der sig et billede af en omgang dehydrering. Blodtrykket falder, hjertet skal arbejde hårdere for at få blodet rundt og det ville give det ubehag jeg oplevede. Svimmelhed, døsighed, slem hjertebanken og en grum, grum hovedpine.

Så lidt ekstra fart på droppet, en masse væske i glas og som timerne gik blev jeg mere og mere frisk. Blodtrykket steg, hjertet slappede helt af og da vi nåede aften kunne de tænde lys på stuen igen. Jeg kunne snakke og samle energi til at føle mig så sulten at jeg spiste min mors indkøbte sandwich. Faktisk blev jeg så frisk, at vi blev enige om at jeg nu havde fået mig en slem forskrækkelse og en lærestreg. Jeg har brug for mere væske end normalt! At glemme at drikke nok, bare fordi en dag er spændende og hektisk (jeg havde været til fighterambassadør seminar ved kræftens bekæmpelse dagen forinden) er ikke en god idé, fremover må jeg lære mig selv altid at have vand med mig og sørge for at få vand regelmæssigt dagen igennem.
- Og så fik jeg ellers lov til at tage hjem igen, tanket op med 3,5 liter væske.

Jeg håber det betyder at jeg har lært lektien, det var i hvert fald en rigtig grim oplevelse for os alle sammen igår!