7-9-13 og bank under bordet..

Jeg pruster lige lidt ud mens jeg irriterer mig over nogle af de tanketorsk som mænd får lavet når det skal gå stærkt. Uhh, det er svært at være temperamentsfuld, dog må man se det fra den positive side og sige at jeg får en masse motion i dag, jeg er frygtelig meget mere aktiv når jeg er små-hysterisk.

Men nu tager jeg lige en pause fra støvsugere (ARGH!!") og sætter mig ved bloggen.

Jeg banker lige under bordet først, og alle de der andre ting for ikke at jinxe at jeg i et døgn har haft ro på maven nu, ved rent faktisk at skrive om det. Tit får jeg det ødelagt ved at juble for tidligt, men det er bare så rart når der rent faktisk er noget at juble over! Det seneste søgn er gået næsten lige så godt som inden jeg blev sat op i dosis, altså hvis man ser bort fra udslættet der er komet tilbage og at jeg er pænt meget mere træt i denne tid. Men maven har altså opført sig rigtig pænt, jeg har godt kunnet mærke at jeg har spist og drukket, men jeg har faktisk kunnet fungere så godt at jeg efter et par timers tænketid igår besluttet af overgive mig til ungerne og tage med i Djurs Sommerland, for noget der må være 5. gang allerede i år. De sæsonkort bliver godt slidte!

Jeg håber det holder ved, at maven er rolig og jeg kan deltage i familien igen. Jeg har i hvert fald besluttet mig for at jeg vil bruge hver eneste "nogen lunde"-time på at få brugt noget kvalitets tid sammen med dem. Arh, måske jeg nok lige er nødt til også at tage hensyn til at jeg rent faktisk ér syg og at jeg har brug for de der pauser for at kunne være en ordenlig mor, men jeg har besluttet mig for at hanke op i mig selv igen, se om jeg ikke godt kan prøve at være lidt optimistisk og tro på det bedre, om ikke andet så i hvert fald i ungernes vågentimer så det ikke kommer til at gå ud over dem.

Jeg syntes ligesom jeg skylder mig selv, og ungerne at tro på at det nok skal gå. For fanden, hvis det skulle ske at vise sig at det ikke går med kemoen, så vil jeg ikke se tilbage og sige "Jeg brugte ikke tiden godt nok", altså ikke forstået at jeg skal dø, men hvis en transplantation engang bliver en realitet, så vil jeg ikke kunne se tilbage og være i tvivl om jeg brugte tiden godt nok op til.

For fanden, det er jo sommer - selv om den vist er godt gemt bag skyerne i denne tid - ungerne har snart sommerferie, René har snart sommerferie og vi har været presset og kørt ekstremt hårdt i knap et år, nu skal ungerne altså have lov at være midtpunkt igen, de skal have lov at være børn hvis værste problemer er hvorvidt de får den store eller den lille is og ikke om deres mor er frisk nok til at deltage i dag eller ej, de skal have lov til at være BØRN. Og jeg skal have lov til at være MOR, jeg vil virkelig se om jeg ikke kan sætte MOR-rollen foran "Nadja der kæmper mod kræft". Det kan godt ske at det går hen og bliver sværer end jeg lige nu sidder og tror (mens jeg har det godt), men jeg vil virkelig gøre mit bedste for at det skal lykkedes.