Når dagene flyver afsted - Uden mig!

I dag har vi.. Onsdag.. Og det er vist nok også allerede d. 25. juli.. Kalenderen siger at det nu er en måned siden at mine unger gik fra til sommerferie - Men det siger mit hoved altså ikke. Tiden flyver afsted og for det meste føles det som om at den flyver afsted forbi mig, uden at tage mig med.

Jeg har ikke helt fundet ud af om det er godt eller skidt. Lige nu tror jeg egentlig mest at det er godt, jeg har ikke som sådan nogle datoer der "hægter" mig fast, datoer der som regel har haft noget med kontroller, prøve og svar at gøre. Jeg er forholdsvis rolig egentlig, jeg har ikke fået svar fra lægen endnu, om hans "Tillykke" nu også betyder det jeg har så inderligt brug for at høre, at det hele endelig er ved at gå den rigtige vej igen. Men jeg har efterhånden sagt det så mange gange, til alle de mennesker der har spurgt, at jeg også selv er ved at tro på det. Det er så meget nemmere at svare "Vi har lige fået besked på at medicinen er begynde at virke" end det har været at sige "Jeg ved det ikke..!" når folk spørger hvordan det går. Jeg er så ked af at se andre blive triste når jeg ikke ved noget, at jeg har fløjet lidt på en optursbølge ved at se hvordan folk bliver lettede, smiler lidt bredere og endda krammer mig lidt mere når jeg har sagt at det går godt - Så nu skal jeg bare selv sådan rigtig turde tro på det også.

Jeg mærker desværre ikke den store forskel, min mave har nogle ret lede ture i tiden, men jeg er begyndt at tie det ihjel. Udslættet er komet tilbage, men er egentlig ret godt gemt bag mine altid røde hud her i sommeren, det i ansigtet kan tages med hormon-salve, som jeg vist godt nok har overskredet "max antal dage" på efterhånden og smerterne er fanme godt nok træls i tiden - Men hvad fanden kan jeg gøre?! Ja jeg kan lægge mig, og så flyver dagene da helt klart forbi uden mig eller også kan jeg bide det i mig og ende som en sur gås. Jeg skal så klart have taget en snak med lægen om det, det kan ikke være rigtigt at jeg skal være en passiv del af mit eget liv, når der nu ér ting som kan hjælpe mig når det er værst.. Ihh hvor ville det være rart hvis han kunne se hvordan det virkelig står til!

MEN - Jeg lovede mig selv ikke at lade sommeren blive ødelagt af sygdom, og jeg har levet op til mit løfte. Jeg har haft ungerne i fokus og det har hjulpet helt fantastisk meget at komme lidt hjemmefra en gang imellem. Det er tydeligt at mærke på Sebastian at han slapper lidt mere af nu, at han er blevet lidt mere som en almindelig 9-10 årig og at han ike bekymrer sig så meget mere. Sakarias er som altid bare en glad humør bombe der affinder sig med det meste, og bare lader sig føre med at det vi nu har besluttet og får det bedste ud af alting.

- Og lige om 3 dage skal vi sgu holde fødselsdag. OM 3 DAGE!! Jamen, jeg er helt sat af sporet her! Altså!!

Begge unger kan fejre fødselsdag i weekenden. Noget de ser helt utrolig meget frem til, og noget som jeg på ingen måde er klar til - Og jeg tvivler virkelig på at jeg bliver det. Som sagt så er tiden fløjet afsted uden mig, og det er ikke kun dagene der går, men også timerne. Jeg har så svært ved at samle mine tanker og min koncentration om et projekt, det er som om jeg lige nu mest fungerer ved bare at være.. Det går jo desværre ikke, eftersom det altid har været, og også denne gang kommer til at være, mig der er drivkraften ved sådan nogle arrangementer.

Jeg føler mig lidt som en fiasko faktisk - Jeg vil gerne gøre en hel masse for at markere at Sebastian skal fejre sin første runde fødselsdag, men jeg kan ikke få min hjerne til at makke ret. Jeg tror den er træt, jeg har brugt alt min energi på at bekymre mig og tænke på alt det jeg skulle klare mig igennem (og stadig skal egentlig) at jeg ikke har mere at give af!! Fiasko-mor! I skrivende stund ved jeg stadig ikke helt hvad, hvem og hvor..

Heldigvis har jeg en sød veninde der er trådt til - Og jeg er hende evigt taknemmelig, ikke mindst igår da hun satte sig ned med et stykke papir og skrev ned hvad der skal handles, og stillede helt konkrete spørgsmål som jeg kunne svare på, og brainstormede lidt med både Sebastian og jeg. Så med hendes hjælp er der en chance for at det bliver til noget alligevel. Men gud hvor er det dog frustrerende at jeg ikke bare kan selv, jeg har altid kunnet selv, jeg har altid været klar flere måneder i forvejen, med bannere, tema og en hel masse gode ideer og overraskelser. I år hvor jeg virkelig gerne VIL gøre noget ekstra, og føler jeg burde, ja så kan jeg ikke få noget som helt frem, eller finde energien til at gøre noget ud af det.. Og selv om jeg sidder og siger til mig selv at ungerne virkelig har fortjent det bedste, med alt det de har skullet holde ud den seneste tid, så fortjener de virkelig det bedste.

Jeg håber folk har ret når folk siger at drengene nok er ligeglade, så længe de får en dag hvor de er i fokus - For det er vist det eneste jeg kan love dem lige nu, en dag hvor de er i fokus..