Jeg net netop åbnet min mail og fundet "Godt nyt" liggende i besked oversigten blandt en helvedes masse spam. Jeg tør godt indrømme at der var et øjeblik hvor alt omkring mig gik i stå, ja selv mit hjerte lod til at forstå alvoren og sprang et par slag over. Besked fra sygehus-lægen, med overskriften godt nyt - Dét kan da kun være godt nyt!
Min hjerne forstår faktisk ikke helt hvad det er der står, jeg har læst det et hav af gange nu, og ordlyden er ikke til at misforstå "Det kan godt ske indlæggelse og mavekneb er slemme, men den seneste prøve god" er hvad der sådan ca står - Den afslutter med et "Tillykke og god sommer". Jeg er blevet "brændt" for mange gange til at jeg sådan rigtig tør svinge armene op i vejret og råbe mit sejrsbrøl ud i verden, men jeg tror faktisk det er det mailen siger at jeg kan. At jeg kan kalde det jeg har været igennem en hård kamp, som nu er endt ud i en sejr.
Jeg har selvfølgelig været nødt til at svare tilbage at det er fantastisk nyt, men om det virkelig betyder at min kurve er faldet helt ned i normalområdet allerede. Jeg tror det er det der står noget med "ingen sygdomstegn i følsom prøve" - det må da betyde at den kurve jeg ser antallet af syge celler på må være faldet drastisk. Men som sagt "Brandt barn skyer ilden" og jeg syntes ligesom at jeg har jublet lidt for mange gange for bagefter at blive slået i hovedet med et eller andet råddent kort efter. Så jeg tager min sejr her med "ophøjet ro" (hvilket er en lodret løgn, der er ikke en skid ro over mig!) og venter med glæde på at min skønne læge (man kan virkelig ikke være andet end skøn når man får lov at være den der kommer med de gode beskeder, efter at have været den der trøstede i mange måneder) vender hjem fra ferie og får mulighed for at svare min mail. Han er en hårdtarbejdende mand, og jeg ved han har haft ferie nu her også og mailen er kommet kort før midnat, så der er noget han har gjort i sin fritid. Jeg behøver vist ikke at nævne at jeg føler mig virkelig priviligeret at have en læge der går så højt op i hans patienter at han giver sig tid til at sende gode nyheder ud i sin fritid, også lige nøjagtig derfor er jeg tryg ved at lægge mit liv i hans hænder.
Første uge er ferien med drengene er ved at være gået, og det har været en sær blanding at faaaaan-tastisk og "fuck, klarer jeg det her?!" Det tager lige lidt tid at leve op til mit eget ønske om at spærre af for tanker og frygt, og ikke mindst tager det tid at lære ikke at køre i for højt gear den ene dag, og ligge brak den næste dag.
Vi har været ude og opleve lidt af hvert med vores fantastiske drenge, for som tidligere skrevet skal den her sommer bare sparke røv. De skal have lov til at nyde ferien som alle børn burde, sammen med glade, overskudsagtige forældre der ikke siger nej alt for tit.
Sebastian er styrtet rundt blandt gamle vikingeting på Fyrkat og været helt oppe og køre over alt det som han finder SÅ sejt, han er på de fleste dage af den mening at han skal være arkæolog så det var et fantastisk sted at besøge med ham. Sakarias nød det også meget, men for ham var det nu mest det at få lov at bage små brød og at lege på legeplads der hittede. Omvendt syntes Sakarias så bare at zoo var det allerfedeste og han styrkede rundt og morede sig over alle de skønne dyr man kan finde i Ålborg zoo, mens Sebastian så syntes at det fedeste ved det besøg var at snakke med en af medarbejderne om stødtænder, huder og en udstoppet fod fra en af havens afdøde elefanter - Og så selvfølgelig lige det at få lov at holde en rigtig kvælerslange.
Jeg har okset afsted i et tempo jeg slet ikke kan holde til, men ungerne har simpelthen hygget sig så meget, og med det har jeg også bare haft det fantastisk. Deres glæde gør alting meget lettere for mig, dog har jeg virkelig nydt at "blive smidt i seng" som en gammel kone og kunne tage mig en morfar på de dage vi så ikke har været et eller andet sted henne.
Jeg har kun haft et anfald af "klarer jeg det her" i løbet af ugen, og det klarede jeg faktisk at holde for mig selv (og et par tusind venner på facebook, hmm!) uden at det gik ud over ungerne. Det er nemt nok lige nu, i dette øjeblik, at syntes det var unødvendigt og spild af god energi. Men på daværende tidspunkt vidste jeg selvfølgelig heller ikke hvad jeg ved nu. Det er simpelthen så svært ikke at lade tankerne gribe fat i mig og følelsen af "Det her er alt eller intet, kemo eller knoglemarvstransplantation" har gjort mig så bange at jeg nogle gange er nødt til at tage mig selv i nakken og tvinge mig til at trække vejret ordenligt når et anfald af angst angriber, og det gjorde det desværre for et par dage siden. For fanden, det er ikke til at holde ud hvordan angst kan være så dybt i en at det lige pludselig klemmer halsen sammen så jeg ikke kan få luft.
Jeg håber det letter nu, nu hvor jeg har fået et "tillykke", et tillykke er da ikke til at tage fejl af, det kan i hvert fald kun være noget godt. Jeg bilder mig ikke ind at knap et års usikkerhed og angst bare sådan lige forsvinder som dug for solen, så jeg vil give mig selv lov til at reagere - Jeg er også ret sikker på at der kan ske at komme en efter reaktion på et tidspunkt, som skrevet tidligere er jeg blevet truet på livet, og skal altid leve med en sygdom der har vist mig at den fra en dag til en anden kan ødelægge mig, så jeg har nok nogle ting der skal bearbejdes for at jeg ikke får nogle mén af dem. Det er ikke noget man sådan lige kan lægge i skuffen og sige "det var det". Det vil nok altid sidde i mig at jeg ikke tør tro for meget på fremtiden, på at et prøvesvar kun er godt eller at der ikke er mere i vente for mig, mere at kæmpe mod.
Men nu er det sommer, og det skal nydes. Jeg glæder mig som en gal til at skulle tage ungerne under armen og nyde godt af sol, varme og ikke mindst den næstekærlighed vi har mødt på det sidste!
1 kommentarer:
Hvor er det bare et helt fantastisk indlæg:-) Bliver helt varm af glæde indeni på dine vegne:-) Håber du får en helt igennem fantastisk sommer sammen med dine drenge:-)
Send en kommentar