Så er efteråret sat ind..

Nåh, nu skriver vi altså september. Drengenes fødselsdage i blev overstået rigtig godt, det var nogle fantastiske dage, sommerferien blev afsluttet på en dejlig måde, skole og børnehavestart gik rigtig godt - Og hele august er fløjet afsted i en døs af dårlig mave og travlhed.

Jeg har hørt fra flere at de er blevet nervøse over at bloggen har stået så tom det sidste stykke tid - Til jer alle kan jeg sige, jeg har det okay, eller.. Det går. Vi er nemlig holdt med at sige "Det går fint" og "Jeg har det okay" nu siger vi "Det går.." for det er det der sker, dagene går og nogle af dem er knap nok til at komme igennem for dårligdom, og nogle af dem er faktisk helt tålelige. Det er overhoved ikke drømme scenariet vi går igennem, og vi er vist alle sammen temmelig påvirkede af at vores hverdag er blevet taget fra os, og udsigten til at det kommer tilbage er taget samme vej!

Bivirkningerne er hårde, dage hvor jeg sidder på toilettet, bliver drænet for væske og ender med en migræneagtig hovedpine bliver stædigt hængende. Det er SÅ hårdt og da lægerne spåede at det ville tage 3 uger med løbende diarre og mavekramper, tog de gruelig fejl - Det er stadig en kæmpe del af min nye hverdag, og den seneste besked inde fra sygehuset er at det med stor sansynelighed aldrig bliver bedre.

Behøver jeg sige at jeg er frustreret, vred og irriteret?! Det er endnu engang sorgprocessen jeg skal gå igennem, hvor det sidste er accept - Jeg sørger over at jeg endnu en gang har mistet en stor del af mit liv, en stor del af min hverdag, mistet muligheden for at planlægge, og mistet evnen til at kunne arbejde. Jeg er endnu ikke kommet ret langt i mit sorgarbejde her, jeg er faktisk kun nået til vrede. For ja, jeg er sgu vred over at det skal være sådan her. Jeg kan ikke rette min vrede nogen steder hen, det er ikke mig der har gjort det her mod mig selv, det er ikke nogens skyld, det er der bare, det er kræft!
- En dag når jeg nok til accept, men lige nu er jeg ikke klar til at give slip på vreden, for så lange vreden raser, så kæmper jeg også. Jeg føler lidt at jeg med en accept af de nye ting er nødt til at sige "det var det.." og give slip på mine drømme og håb for fremtiden - Det er jeg simpelthen ikke klar til!!

De sidste 3 dage har været ret hårde, dog var igår noget nemmere end i forgårs og i dag, men en god dag har jeg ikke haft siden en gang i sidste uge - og når jeg siger en god dag, så er det vel at mærke en dag hvor jeg "kun" skal sidde på toilettet 30-40 minutter i løbet af formiddagen, og hvor jeg ikke er helt drænet for væske, sådan at jeg rent faktisk stadig kan få noget ud af eftermiddagen når ungerne kommer hjem. Det er vildt frustrerende at en god dag skal betagnes sådan "En dag hvor jeg har nogle få gode timer om eftermiddagen" for hvad er der så tilbage, hvad kan jeg gøre?!

Jeg skal finde ud af hvad jeg "vil" med min fremtid, altså hvad jeg kan.. Hmm.. Ja, hvor finder jeg et job hvor jeg har adgang til toilet i timevis, hvor jeg ikke skal indgå i en vagtplan, hvor jeg ikke skal bruge fysisk styrke, hvor der kan tages hensyn til min træthed og hvor der ingen mennesker kommer ind med eventuelle infektioner der hurtigt kan smitte mig? Ja.. Det er jo lige det, at det gør jeg nok ikke. Det er med tårer i øjnene og strammen i stuben at jeg må skrive det her, for at skrive det er starten til at erkende at det er det der er min nye sandhed - At jeg aldrig kommer til at arbejde i det flexjob jeg har kæmpet så fantastisk en kamp for at blive tilkendt. Jeg fortryder ikke den kamp, for jeg havde en fantastisk tid i arbejdsprøvning, jeg lærte en masse om mig selv, og jeg fik tillært nogle nye færdigheder som jeg er super glad for.. Men hvad gør jeg nu, skal jeg sluge kamelen og erkende at mit arbejdsliv er slut før det rigtigt nåede at begynde og søge pension, førtidspension..?!

Nå, ikke engagn et blogindlæg kan jeg få lov at skrive i fred og ro for maven!!

Af gode ting kan siges at jeg har forbrudt mig mod vores interne regel og købt mig noget på afbetaling, jeg har ellers altid sagt at man ikke skal købe noget hvis man ikke har pengene, men nogen gange bliver tilbuddet bare for godt, og tingen bare for lokkende. Jeg har købt mig en elcykel! Jeps, sådan en summende bedstemor-ting som de gamle ræser rundt på i tiden. Jeg prøvede nemlig min mormors elcykel en eftermiddag jeg havde lovet Sebastian at køre en tur på kirkegården med ham - og det var en SÅ fantastisk opløftende oplevelse at jeg havde svært ved at få armene ned og benene plantet solidt på jorden igen. Det er slet ikke til at beskrive hvor fantastisk det var at jeg kunne komme ud og røre mig lidt, uden de store smerter i mine led og min krop der svigter mig. Og alt det vi fik set og snakket om på vores godt 8 km cykeltur, det var bare sådan en god oplevelse at cykle afsted i det gode vejr, og snakke med min store unge om ting der sker i hans liv, at jeg fløj rundt på en sky af lykke resten af dagen, og den følelse var jeg ikke villig til at give slip på.

Brugsmanden i vores lokale Dagli'Brugs gav mig et godt tilbud, og jeg sprang til. Så næsten her eneste gode minut de seneste 14 dage er blevet brugt på cyklen sammen med drengene. Åhh, jeg elsker min bedstemor cykel!!