At føle sig utilstrækkelig..

Så prøver jeg lige igen.. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg efterhånden har skrevet et indlæg til bloggen her og er endt med at gøre det til en kladde eller har slettet det helt, der er så meget rod oppe i mit hoved lige i tiden, at jeg ikke kan finde rundt i det - Og det gør det ikke bedre at mine følelser omkring det hele er mindst lige så rodede.

Jeg tror jeg er blevet ramt af et "Shit, hvad skal der blive af mig"-anfald. Lige pludselig er jeg blevet bange for at blive gammel, jeg er som sådan ikke bange for at dø (løgn - jeg er hunde angst for at dø!) men jeg er bange for at blive gammel og sidde med en følelse af at jeg ikke har udrettet noget med mit liv. Jeg er bange for at blive gammel og sidde og tænke "hvorfor nåede jeg aldrig, hvorfor fik jeg aldrig gjort, hvorfor kunne jeg aldrig" - Jeg er bange for at mit liv kommer til at bestå af det her, og ikke andet.

Jeg føler ikke det er helt fair at tænke sådan, og jeg prøver ihærdigt at fortælle mig selv at jeg jo har det mest fantastiske i hele verden lige her hos mig. Mine drenge, dem alle sammen, er jo en præstation jeg kan være stolt af, jeg har så fantastiske nogle drenge her i huset, som jeg udemærket ved ikke var blevet nogle så fantastiske mennesker hvis det ikke var fordi jeg havde noget fantastisk at give videre til dem. Men det er bare ikke altid nok for mig, jeg længes efter mere.

Jeg husker at jeg for nogle år siden, en del efterhånden, skrev et blogindlæg hvor jeg startede således; "Der må være mere end det her landsbyliv?!", noget som nogen af jer garanteret straks vil vide kommer fra en af Disneys allerbedste klassikere, hvor Belle danser rundt i landsbyen og drømmer om mere. Sådan føler jeg det også lidt, desværre er det bare min krop jeg føler mig fanget i. For jeg føler mig fanget i min krop, jeg føler at jeg er blevet tildelt et hylster der ikke er mit, et der hæmmer mig i mine drømme og ødelægger alle mine planer og ønsker. Det er bare ikke fair.

Jeg har netop afsluttet min arbejdsprøvning, og det er nok det der trækker humøret ekstra meget ned lige nu, den blev nemlig overhoved ikke afsluttet som jeg havde ønsket. For det første måtte jeg stoppe fire uger før tid, og for det andet viste arbejdsprøvningen (ikke overraskende) at jeg ikke kan arbejde.
- Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke allerede vidste at det var det resultat jeg ville komme ud med, men jeg håbede så inderligt på at det ville ende med at vise sig at jeg på magisk vis blev meget bedre hvis bare jeg kom i gang, hvis bare jeg fik noget mere at stå op til en løbende diarre og sende børn afsted om morgenen. Jeg glædede mig sådan til at mit hoved skulle udfordres, at jeg igen skulle føle at jeg kunne bruges til noget, at jeg kunne udnytte det hoved jeg har siddende på mine skuldre. Det var også rart at komme afsted, de dage jeg altså kom afsted og havde det godt. De kan bare tælles på een hånd, ja faktisk behøver man kun en finger for at tælle præcis hvor mange dage ud af denne arbejdsprøvning jeg havde det godt nok til at være der i de to sølle timer man havde vurderet ville være realistisk at jeg kunne klare.. Og ikke engang to sølle timer kunne min krop holde ud.

Lige nu sidder jeg og hader mig selv en lille smule - For om lidt kommer Sebastian ind og siger godnat, han vil som hver aften spørge mig om jeg ikke vil komme ind på hans værelse og enten læse for ham eller snakke med ham inden han skal sove. Og der er ikke ret meget jeg hellere vil end at stå inde ved siden af hans højseng og snakke med ham om det han nu tænker på, men jeg har så forbandet ondt at jeg ikke engang kan sidde ordenligt og skrive det her. Jeg har så forbandet ondt at jeg allerede nu ved at jeg ikke alene kommer til at skuffe ham med at jeg ikke kan stå inde ved sengen, men jeg kommer måske også til at snerre en lille smule af ham når han siger "Åhh mor, du kan bare aldrig komme ind til mig, du har det bare ALTID dårligt" - Og jeg bider mig allerede nu i tungen, for hvor er det dog også bare pisse uretfærdigt at det skal være sådan, at jeg skal være sådan! Hvor er man da et ynkeligt menneske, eller i hvert fald et menneske i et ynkeligt hylster, når man ikke engang kan mønstre nok energi til at trække sin krop op og stå og bruge de 5 minutter på at få puttet sit barn på den bedst tænkelige måde.. (og ja, nu kom den dårlige samvittighed ledsaget af tårerne). Jeg hader virkelig min krop, jeg hader mig selv og jeg hader at der ingen udsigt er for at det kommer til at ændre sig.

Det er bare ikke fair, det er det altså ikke! Det er ikke fair overfor nogen af os. Det er ikke fair at jeg skal sidde og have det sådan, det er ikke fair at drengene skal have en mor der ikke altid er ovenpå. DER. ER. IKKE. FAIR!!