Mænd og deres.. kugler!

Nu nærmer vi os efterhånden julen igen og jeg kan mærke at skrivelysten melder sig igen og det gør overskuddet "desværre" også. Der er sket en masse på det sidste, en masse i mit liv som har en afgørende betydning for fremtiden. Det har taget rigtig meget af min energi og har efterladt blog, skriveprojekt, familie og hjem temmelig alene - og støvede. Nu er det forhåbentlig tid til at støve det hele lidt af igen, nu hvor jeg gerne skulle kunne bruge den energi her hjemme igen.

I dag vil jeg dog starte med at skrive lidt om mænd, hunde og.. ja.. kugler!

Sagen er jo den at vi er så heldige at vi er blevet "udstationeringvært" for en lille chihuahua hvalp, en pige på knap 6 måneder, noget som vi er super glade for og som jeg har drømt om stort set lige siden at jeg begyndte at tænke på hund, langt før vi fik vores fantastiske chihuahua Frode hjem.

Det har nemlig altid været min drøm at det var en tæve vi skulle have, sådan lidt som en kompensation for at jeg aldrig selv får flere børn, så er jeg nødt til at "snylte" på dyrenes graviditeter, fødsler og nyfødte. Det er ikke nogen hemmelighed at en hanhund ikke føder så mange hvalpe, så selv om Frode i nu knap 2 år har dækket mit behov for at have en trofast ven ved min side når min skønne familie er ude og leve deres liv, så har drømmen om en tæve altså levet videre i mig.

At være udstationeringsvært betyder at hunden rent faktisk ikke er vores, den er stadig ejet af den opdrætter som har fremavlet hende og det vil hun blive ved med at være indtil vi har opfyldt alle punkter i den kontrakt vi har indgået. I vores tilfælde betyder det at Asta, som vi har døbt hvalpen, skal gå til nogle udstillinger, skal avlskåres og skal have nogle hvalpe før vi sådan på papiret kan kalde hendes vores hund. Det er en totalt win-win situation for os, både for os der har Asta boende og for hendes opdrætter - Og nok endda specielt for mig. Jeg får nemlig lov at have oplevelsen af at min skønne lille pige skal have hvalpe, uden at skulle afholde en eneste udgift omkring det. Og René kan være ganske tryg ved at ingen af hvalpene kommer til at blive boende fordi jeg ikke kan sige farvel, hvalpene vil nemlig være opdrætterens i det øjeblik de er født og er klar til at flytte hjemme fra deres mor. Flere har sagt til os at vi er godt tumpede at vi gider have alt arbejdet med hvalpene når vi ikke får noget ud af det - Men der tager folk fejl, ikke alene får vi oplevelsen af at være med til et af livets store øjeblikke når nyt liv skabes, ventes og fødes, men vi slipper også fri af alle spekulationerne omkring udgifterne ved dyrlæge, parring, stamtavler og alle sådan nogle ting - Og bedst af alt, vi får vores lille Asta ganske gratis. Win-win-WIN!!

Men, men, men - Det har så også åbnet op for en helt ny problemstilling. Vi morede os ganske godt mens Asta og Frode skulle lære hinanden at kende, sætte sig selv i respekt og danne deres eget hiraki. Ikke mindst fordi det selvfølgelig blev blandt hundene som med alt andet her i huset - Kvinden bestemmer (i hvert fald lader manden hende tro at hun bestemmer - Som René siger! Hmm..?!) og derfor var det heller ikke noget problem da hun ville dominere, som i hundeverdenen åbenbart går ud på at simulere parring. Der kommer ingen hvalpe ud af at hundyret springer på hannen - Men sørme om handyret ikke nu er begyndt at ville have respekten tilbage, og det giver altså, som skrevet, en helt anden problemstilling. Dét ender nemlig med at være noget som godt kunne give hvalpe!

Jeg har taget det som en selvfølge at Frode så skal kastereres, det har i mit hoved faktisk hele tiden været planen at han skulle det. Frode er uden stamtavle, ren chihuahua af stamtavle-forældre, men altså unden papirer selv, og det skønneste af det skønneste lille dyr alligevel. Asta er med stamtavle, og det er absolut fy-føj at blande sådan to i familiesammenføring, det må simpelthen ikke ske. Men manden i huset, han kan overhoved ikke forlige sig med at Frode skal miste hans manddom, man kan ligefrem se hvordan alt i ham væmmes og krymper sig sammen når man så meget som nævner at hunden skal af med sine kugler.

- Og ja, jeg morer mig altså lidt. Mænd og deres kugler!

Jeg må indrømme at jeg har været meget usikker på hvorvidt at det her var en kamp jeg ville vinde, for han har godt nok stået hårdt fast på at Frode ikke skulle have noget som helst andet end hans ekstra hvalpetænder fjernet. I dag tog jeg så en lynrunde og ringede nogle stykker af djurslands dyrlæger op for at høre hvad prisleje sådan en kastration ligger i og jeg fik fat i en rigtig sød dyrlæge, som forklarede hele indgrebet nærmere - Og som nærmest uden at jeg havde sagt det var klar over at det var manden her hjemme der havde svært ved at tackle det. Faktisk kunne hun berolige mig med at alle mænd har svært ved at lade deres hanhunde kasterere, de identificerer sig altså med hundens kugler.

- Og ja, jeg morer mig stadig. Tænkt at identificere sig med lige præcis den del af hunden, det lærer jeg nok (heldigvis måske?) aldrig at forstå. Så hvis der sidder nogle mænd der ude i det ganske land og læser dette, så smid gerne jeres kommentarer, jeg er ivrig efter at blive klogere. Ikke mindst på hvordan jeg skal trøste den stakkels mand når det om nogle måneder bliver en realitet at hunden skal under kniven..?!