Bedre er ikke godt..!

Det er min egen skyld, går jeg ud fra.. egentlig. Jeg kører stadig delvist på autopilot så når folk spørger hvordan jeg har det, så sker det stadig at der kommer et autosvar og jeg svarer fint. Men jeg er blevet god til at svare at jeg har det bedre, at det går bedre end dengang jeg var indlagt og at jeg sammenlignet med det faktisk har det okay.

Men bedre og okay er altså ikke godt. Jeg har det ikke godt! Jeg syntes stadig mange ting i løbet af dagen er en kamp, jeg har stadig slemme ture med maven hvor jeg sidder og rokker frem og tilbage og beder til at det snart går over så jeg kan finde ro, jeg sidder stadig med kemoen i hånden om aftenen og tænker "Hvorfor mig, hvorfor nu og hold kæft det er noget lorte medicin det her!"

Det er bare svært at få fortalt folk, det er rigtig hårdt at være nødt til at sige "Det gør bedre, men inden du begynder at glæde dig for meget vil jeg bare sige at jeg faktisk ikke har det specielt godt alligevel" der har jeg jo ikke lyst til, det kan jeg ikke få mig selv til. Ikke engang overfor mine nærmeste kan jeg finde ud af det, for det er så skønt at se hvordan de alle sammen er begyndt at løsne lidt op igen. Det er så rart at se hvordan beskeden om at medicinen virker har fået den til at sukke lettet og lade os alle sammen vende tilbage til noget der kunne begynde at minde om lidt hverdag.

- Og så står jeg bare her og føler mig lidt.. Jeg ved det ikke, for jeg vil ikke sige overset, for det er jeg bestemt ikke og jeg nyder også at jeg ikke længere er den som alle går og lister rundt omkring som om jeg kunne springe i luften lige om lidt. Men jeg føler måske at jeg ikke helt har fået den forløsning som jeg havde ventet og som det ser ud til at alle andre har fået. Det var SÅ afgørende et svar vi fik i tirsdags at det må siges at være klimaks vi ramte der, det var dér det ligesom skulle briste eller bære, og nu hvor vi ved at det bærer så er alle glade og jeg føler virkelig at jeg burde kunne puste ud og sige "det var så dét" men det kan jeg bare ikke.

Jeg ved jo godt at det er tåbeligt at tro at min kamp er slut nu, blot fordi vi ved at medicinen virker, det er de samme bivirkninger jeg sloges med og som bliver ved med at føje nye til, det er stadig så ny en kemo at vi ikke ved om det bare er lige og nu det virker eller om det virker i mange år - Men jeg havde regnet med at få den der "YES, nu er det slut!!"-følelse og så ville jeg kunne slippe angsten, den knude jeg har i maven og være glad og lettet over at den her utrolig trælse kamp har båret frugt.

Men jeg, jeg er stadig bange (sorry to say, det er jeg), jeg har stadig tudspunkter hvor jeg tager mig selv i at bryde sammen og sluge de der hulk som jeg nok snart burde give mig selv lov til at græde ud og jeg tænker stadig "der kommer mere.. der kommer altid mere..". Jeg har det virkelig ikke ret godt - Men jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen og sige det. En gang imellem smutter der lidt ud til René, så han ved nok godt at jeg ikke er helt på toppen mentalt heller, men ellers så kan jeg ikke finde ud af at sige det til nogen. Noget truede mig på livet, der er for fanden da ikke noget at sige til at jeg ikke er mentalt med, egentlig.

Det var egentlig ikke det jeg ville ind på, at jeg psykisk stadig er ude på åbent vand, men det er selvfølgelig også en del af det. Egentlig ville jeg bare sige, at når jeg siger "Jeg har det bedre" så er det ikke ensbetydende med at jeg har det godt, for jeg føler mig langt fra på toppen, jeg føler stadig at jeg kæmper - men nu føler jeg nok snarer at jeg kæmper alene, at alle brugte deres energi på at støtte mig mens jeg var på sygehuset, men at jeg faktisk har lige så meget brug for den nu hvor jeg er hjemme, for det er stadig svært, nu er der bare ingen der ser det - Også fordi jeg her hjemme gemmer det længere væk og selv er med til at opretholde facaden om at det går fint, det sér bare bedre ud med billeder på facebook af ungerne der tumler i vand eller René der griller, end de "billeder" jeg har i hovedet af mig der er nødt til at lægge mig flere gange om dagen, af de ture hvor jeg skriger indvendigt fordi jeg ikke er smertedækket eller de tidspunkter hvor jeg er så bange at halsen snører sig sammen.

Og med det, som jeg ikke læser igennem, for så ved jeg med mig selv at jeg ikke får det postet af frygt for at folk rent faktisk skal "se" hvordan jeg har det - Så vil jeg afslutte med et billede af René, der pavestolt har taget sin nye grill i brug. En tidlig fødselsdagsgave som han er overjordisk glad for!