Jeg hader ikke at slå til..

ARGH!! Jeg hader følelsen af ikke at slå til, ikke at være nok, ikke at kunne opfylde mine børns behov. Desværre er det den følelse jeg runder dagen af med, selv om det slet ikke er fair at det er lige dem som kommer til at slutte min dag, for dagen har været så meget mere - Så jeg vælger først at beskrive hvordan det er at føle sig som en fiasko som mor, og se om jeg så ikke kan få alt det skønne med til slut, i en for at løsne lidt op for den klump jeg har i brystet.

Det er frygteligt at ligge inde i sengen og se på hvordan klokken bliver flere og flere minutter over det tidspunkt hvor jeg gerne vil hente i børnehaven, samtidig med at kunne mærke at jeg slet ikek er i stand til at komme ud af sengen på en ordenlig måde. At vide at jeg lige om snart er nødt til at vælte ud over kanten og tage det falske smil på, mens jeg i virkeligheden har mest lyst til, og brug for, at snerre af nogen, vende ryggen til og lade dagen slutte og håbe af en bedre tager over imorgen. Men sådan var det altså i dag, en hovedpine der kom tættere og tættere på at minde en omgang migræne rullede ind over mig, og på trods af flere liter væske nægtede den at give slip, til sidst endte jeg så i sengen, desværre uden noget fremskridt.

DDa jeg stod ovre i børnehaven var det med smil, lånt tålmodighed og det mentale nedtællingsur sat til at holde øje med hvor meget tid jeg skulle klare mig inden René kom hjem og kunne tage over. Jeg klarede at hente, jeg klarede at smile og være glad, faktisk så meget at jeg også endte med at blive nogen lunde glad. Jeg elsker børn og jeg elsker min hund, så da der sad 8 unger omkring min lille pelskugle var det meget svært ikke at blive i bedre humør. Jeg valgte derefter at gå over til mine bedsteforældre med Sakarias på sin lille cykel, så kunne de aflaste lidt mens jeg sad ved køkkenbordet og sludrede. De er nogle lidt sjove mennesker, for de spørger altid til hvordan jeg har det, me hvis svaret ikke er "godt" eller i det mindste "bedre" så er det som om de lukker af og lader som om at det hele nok er fint alligevel. Jeg fortæller dem det nu for det meste som det er alligevel, men jeg kan tydeligt mærke på dem at de ikke kan lide svaret på dage og tidspunkter hvor jeg ikke har det godt - Som i dag.

Da jeg tjekkede mail tidligere på dagen var der kommet post fra spejderlederen der inviterede til arrangement i aften, en smule sent - Men Sebastian elsker sit spejder, og jeg vil gøre mit ypperste for at gøre ham glad, så da Sakarias og jeg kom hjem, kort efter René også var kommet hjem, begyndte vi at forberede os på aftensmad og spejderaften for hele familien, men som forberedelserne og måltidet skred frem blev det mere og mere tydeligt at jeg ikke burde tage med. Jeg overvejede lidt at gå i det forbudte gemmer og finde de sørgelige rester af alt det medicin der er forbudt for mig, i ren desperation over at jeg nu endnu engang ville komme til at sende drengene afsted alene, på grund af et lorte helbred. Hvor mange gange har de ikke siddet til et eller andet arrangement og måttet undvære deres mor - Jeg har seriøst ikke tal på det, og det er nok også godt nok, for det ville bare gøre mig endnu mere deprimeret!

Jeg tog selvfølgelig ikke af de forbudte skuffer, godt hjulpet af René der nedte med at sige "Jeg er ked af at skulle sige det til dig, men du skal ikke med og du skal ikke ødelægge dig selv" hvortil jeg endte med at sidde med en endnu større klump i halsen og få hvisket "Og jeg er ked af at det er nødvendigt for dig at sige det sådan"
- For det er jeg virkelig. Jeg er ked af at René er nødt til at tage ansvar for endnu et menneske, at han er nødt til at sige sådan nogle ting til et andet voksent menneske. Han gør det jo kun for at passe på mig, men det er bare så hårdt, på flere måder. Det er hårdt fordi at kræften gør at det er nødvendigt, det er hårdt at jeg mentalt er indrettet sådan at jeg presser mig selv til det yderste, og at det derfor er nødvendigt at han minder mig om hvordan jeg bedst passer på mig selv. I dag var det ekstra hårdt, fordi jeg igår havde et af mine små sjældne sammenbrud hvor jeg får grædt. Igår græd jeg mest af alt på grund af samme følelse som jeg sidder med i dag, uretfærdighed. Ikke på mine vegne, men på Renés egne og på drengenes vegne. Jeg kan ikke lade være med nogen gange og tænke at der ahvde været bedre i livet for dem end at skulle sloges med kræft, ikke deres kræft men min kræft. Ville de have valgt mig med min kræft hvis de havde valget? René bliver sur når jeg siger sådan noget, det kan jeg mærke, for han vil altid vælge mig og det ved jeg også godt, men kunne hans liv ikke have set meget anderledes ud hvis han ikke skulle fungere som hjemmesygeplejerske også?

Slut med det, nu til glædelige nyheder også - For dagen har også været skøn!

Jeg har efterhånden lært at sluge noget af min stolthed, noget som ellers har taget sin tid og som har betydet at jeg har været elendig til at bede om hjælp. og ikke mindst tage imod den hjælp som andre mennesker har været villige til at give. I de seneste dage har jeg flere gange oplevet hvordan fremmede mennesker har været villige til at give deres hjælp, uden jeg har spurgt - Og jeg har slugt min stolthed og takket ja, de steder hvor jeg har haft et valg.

Det har været en fantastisk oplevelse, og jeg ærger mig faktisk en lille smule over at jeg aldrig har været bedre til at se ud over mig selv, og bare lade de gode mennesker som med garanti altid har været omkring os gøre deres til at hjælpe. Det skal ikke misforstås det her, for det kan det meget nemt komme til, det drejer sig ikke om store gaver eller materielle ting, det drejer sig ganske enkelt om at andre mennesker har rakt ud til os, spurgt om lov til at hjælpe og den kæmpe glæde jeg har haft ved at turde give dem lov.

- Og, så har posten været her i dag, to gange åbenbart. For imorges da jeg kom hjem efter at have afleveret Sakke i børnehave og have travet min første tur med hunden sad der en dejlig tyk kuvert i min postkasse, endelig er den bog jeg har bestilt kommet, endelig siger jeg, fordi jeg har ventet i spænding hele weekenden som det utrolig utålmodige menneske jeg er! Jeg får læst helt afskyelig meget når jeg ligger inde i sengen og hviler mine knogler og led, så det er skønt med noget nyt nu hvor jeg er ved at være løbet tør for mine foretrukne bøger lige nu, sådan nogle fantacy-eller-hvad-de-nu-hedder som Nattens Hus, Night Shade og den seneste The Hunger Games.

Og anden gang blev jeg noget chokeret, ind kom nemlig en pakke, jeg kan ikke huske at jeg har bestilt nogen pakke så jeg undrede mig lidt. Og da jeg åbnede den var det ligesom at kigge ind under et juletræ på selveste juleaften. En masse små pakker, fint pakket ind med mine ungers navne på. Åhh jeg hoppede rundt i spænding, eller det gjorde jeg i hvert fald mentalt og talte faktisk lidt ned til at de skulle komme hjem så jeg kunne se hvad pokker det var, og ikke mindst hvad der stod i de kort som var sendt med.

Og det er så her jeg vælger at slutte bloggen lige om lidt, for de billeder jeg har indprintet på min nethinde at mine fantastiske unger der hoppede rundt i ren jubel er nemlig nok til at fjerne det meste af den klump jeg har i brystet over aftenens svigt. Min smølfe-glade unge der straks gik i gang med at klistre smølfer alle steder, og min mini-teen der resten af eftermiddagen rendte rundt som den lykkeligste Manchester United fan. Et vildt fremmed menneske, med lidt hjælp fra min mor kan jeg gætte mig til, har brugt tid, energi og penge på at finde mine ungers foretrukne ting lige nu og sende det her til - Og samtidig skrevet et kort hvori Sebastian fik alt det at vide som han havde brug for at få bekræftet. "Det er ikke altid nemt, men I er nogle fantastiske unger" for det er ikke altid nok at mor siger det, nogen gange skal der også nogle til, hvis job det ikke er at sige sådan.

Tak fordi der findes levende engle - Og tak fordi I er flere der har valgt at berøre vores liv. Det kan ikke beskrives nok hvor meget det betyder for os, om det er en pakke med gaver, en grim frugt henne i brugsen eller et "Vi tænker på jer" - Det varmer alt sammen!!