- Jeg hader det!!
Læg allerførst lige mærke til at jeg brokker mig over noget så almindeligt som overvægt, hvilket jo er en forkælet ting at kunne brokke mig over, set i forhold til at jeg stadig står midt i en kamp for mit liv. Det vidner en lille smule om at jeg har fået energi nok til at lægge mærke til andre ting, end lige præcis den der kamp jeg står i. Jeg tror det på en eller anden måde ér gode tegn, at jeg har energi til at lægge mærke til sådan noget.
Jeg hár dog sagt til mig selv at jeg burde få lidt styr på hvad der er vigtigst lige nu, men for at være helt ærlig, så lagde jeg SÅ meget energi i at tabe mig 30 kg over nogle år at jeg kan mærke at min selvtillid og mit selvvære lider et alvorligt knæk af at jeg nu har taget 15 kg på igen. Jeg føler mig så klam.. Men jeg kan simpelthen ikke styre mig. Jeg tror det er binyrebarkshormonen, eller det er jeg ret sikker på. FOr jeg er simpelthen blevet så rund i hovedet og lige midt på maven, det er vist almindelig kendt at det sker når man får sådan noget over en længere periode og det har jeg jo desværre været nødt til at få de sidste måneder for at holde det grumme udslæt kemoen giver nede.
Og så er jeg bare TRÆT igen, jeg har jo ellers haft en periode hvor jeg har fundet ud af hvor meget mere man kan nå på et døgn når man står op kl 6 om morgenen, og jeg når stadig en hel masse om morgnen, selv om det ikke helt er så ting der kræver den helt store energi mere - Men sørme om jeg så ikke bare falder i søvn omkring 17.30 om aftenen, lige efter aftensmaden og så ligger jeg bare og er totalt bevidstløs indtil søvnen slipper igen. Altså seriøst langt væk, sådan at folk kan hoppe på mig uden at jeg vågner. Jeg er SÅ smadret.
- Igår kom Sakarias (åbenbart - jeg har kun fået det fortalt) hjem til mig med noget chokolade han og René havde været ovre ved oldeforældrene og få, og jeg husker simpelthen intet om det. Jeg husker at jeg har drømt om noget rigtig mørkt og uspiseligt chokolade som jeg fik mens jeg lå indlagt, men om det har noget at gøre med den guldbarre Sakarias lagde på dynen da han opgav at få liv i mig, det ved jeg virkelig ikke.
Og åhh - Den der pokkers chokolade. Ja den har virkelig været skyld i dagens drama og jeg er stadig helt rystet. Sakarias og jeg kom hjem efter at have været ude og handle med min mor, kommer glad ind med vores poser, tømmer postkassen og skal til at nyde vores (ikke ret gode) ærter da jeg opdager at før nævnte chokoladebar ligger synderrevet på hundens tæppe, med kun meget lidt chokolade tilbage. Hunden virker meget glad, springer mig i møde som altid, men ryster en hel del mere end han plejer.
- Jeg får fat i min mor, for jeg VED at chokolade er giftigt for hunde, og den her chokoladebar er altså den mørkeste af slagsen man kan få, så jeg panikker lidt. Fat i dyrlægen med besked om at komme med det samme så hunden kan blive udtømt.
Jeg svedte så jeg slet ikke kunne få luft, og stakkels Sakarias som var hjemme i dag fordi han er midt i en omgang med hans astma igen, var så sød kun med få spørgsmål at lade sig smide ind i bedstes bil, for at køre den samme tur til Grenå endnu en gang. Puha, jeg havde slet heller ikke mentalt overskud til at skulle være så bange for hundens helbred, være så sur på mig selv over at chokoladen havde ligget så hunden kunne nå den og så skulle være ret meget mere overskudsagtig end at svare lidt flygtigt på hvorfor vi skulle efterlade ærterne allerede inden vi sådan rigtig kom i gang.
Jeg slår stadig mig selv i hovedet over det med chokoladen, også selv om jeg ikke var alene om at efterlade den så hunden kunne få fat i på (Hvad laver min hund iøvrigt også i vindueskarmene når jeg ikke er hjemme) - Men nu hvor han er hjemme igen, og er sit gode gamle jeg. Så begynder jeg at få det bedre. Seriøst, jeg var simpelthen helt ude af mig selv. Jeg ved ikke hvad jeg havde gjort af mig selv hvis han var kommet uheldigt ud af den her oplevelse, jeg var næsten lige så bange som når ungerne er syge. Og jeg har ellers altid haft den der "Slap nu af, det er jo bare et kæledyr"-attitude når det har været andre med deres kæledyr, men NU forstår jeg virkelig hvad folk mener når de ofrer flere tusinde på mærkelige operationer for at holde deres i live. Jeg VED at jeg har købt mig en stor sorg da vi valgte at købe hunden - Det bliver frygteligt for mig når han en dag ikke er her mere.. Avs, godt at små hunde lever længe!
Jeg syntes jeg render rundt og er totalt pyller lige i tiden. Sakarias med hans astmahoste, som så får lov at ligge og sparke René og jeg i ryggen hele natten, fordi jeg ikke kan klare tanken om at han ligger alene og hoster sine lunger ud, Sebastian som jeg ikke tør presse til at tage en bus når han skal på samvær med hans faster og bio-far og det faktum at alt mig skriger bare fordi han skal afsted - Og nu hunden, som jeg nærmest ikke tør lade være alene her til aften, på trods af at dyrlægen har haft han til observation i flere timer, og har lovet at han er uden for fare. Der er altså sket noget mig efter den her indlæggelse hvor vi har været adskildt - Det er lidt ligesom dengang jeg fik Sebastian. Inden da var jeg vild og frygtløs, jeg sprang gladeligt op på den største hest og lad mig smide af 9 gange inden hjelmen flækkede, jeg hoppede gerne på en bus for at køre ud i verden og møde mennesker jeg kun havde skrevet med på nettet - Men efter jeg fik Sebastian blev jeg simpelthen så bange for alting, turde knap nok gå i byen med venner jeg har haft i årevis, det kan tælles på en hånd hvor mange gange jeg har været på en hest siden da, og jeg stikker ikke fingere ind til gnavere mere, hvor jeg tør i tiden gerne forsøgte at klappe en tiger på hovede.
0 kommentarer:
Send en kommentar