Hvordan får jeg den gode mor frem?!

I dag skulle have været en fantastisk dag, det skulle have været dagen hvor jeg igen ville sidde sammen med en masse af mine fighter ambassadør-kolleger og høre om hvilke fantastiske ting de har fået udrettet, mens jeg kun har været ude til et enkelt arrangement og gøre opmærksom på hvorfor det er så vigtigt at alle os tidligere og nuværende kræftpatienter viser os til Stafet For Livet rundt i landet.

Desværre ville skæbnen det anderledes, så lige pludselig stod vi uden barnepige til Sakke-Pakke, og kunne desværre ikke trække på de søde mennesker som plejer at springe til. Så da jeg ikke er i stand til at køre den lange tur til Kolding selv, så måtte jeg desværre skyde en hvid pil efter den sjælefred jeg ved det ville have givet mig at være med der nede. Jeg kan ikke rigtig beskrive hvad det er det gør ved mig at sidde i et rum med en masse andre der har oplevet kræften på egen krop, men det er ligesom at blive budt velkommen hjem til den nærmeste familie, hvor alle ligesom bare ved hvordan man har det uden at spørge. Sidste gang, som også var første gang, vi mødtes var dagen inden jeg skulle have svar på min knoglemarvsbiopsi i efteråret, den der skulle afsløre om jeg var blevet immun overfor min daværende kemo eller om jeg var i gang med at få mig en akut leukæmi i stedet. Det var SÅ rart at sidde der nede, for selv om det var meget få der fik hele historien om hvad der for mig skulle ske dagen efter, så var det bare helt fantastisk at vide at alle de mennesker vidste præcis hvilke følelser jeg sad med i min mave. Og skulle det ske at de kom ud, som en stor verbal bøvs, så havde de alle kunnet forstå mig og ville heller ikke have kigget skævt til mig af den grund.

Jeg havde enormt brug for at kunne have den samme følelse igen, for tirsdag er så dagen hvor vi får at vide om kemoen rent faktisk virker. Nu ved vi at min krop prøver på at acceptere kemoen - men vi ved faktisk stadig ikke om den virker. Jeg ville gerne være kunnet tage til Kolding i dag, og være sammen med de andre, vel vidende at det helvede jeg har været igennem de sidste 7 måneder forhåbentlig er ved at aftage nu. Jeg ville gerne have hørt hvad de har lavet af fantastiske ting som Fighter ambassadører mens jeg har kæmpet mod kræften igen, og samlet mig en masse af deres erfaringer til det igen er mig der skal ud og "hverve" nye fightere. Jeg håber at bloggen og facebook har været med til at hverve nogen, men det er også det eneste jeg føler jeg har kunnet gøre. Jeg glæder mig sådan til at jeg kan tage ud i landet, holde nogle små foredrag, dele et par foldere ud, gå rundt i min (nu nok for lille) gule t-shirt og fortælle andre hvorfor de skal komme til Stafetten, enten som Fighter eller som en af de mange der ønsker at støtte de danske kræftpatienter, eller måske bare som en af dem der gerne vil have en skide god dag!

Sebastian er på samvær hos sin faster og far, så det er kun Sakarias der har været hjemme i dag. Derfor besluttede vi os for at gøre lidt ekstra med ham, det er sjældent vi sådan tager dage med ham alene. Jeg tror jeg er lidt bedre til at gøre det med Sebastian, da han ikke kræver så meget af min energi fordi han stort set kan alt selv nu, så det var nok egentlig på sin plads at det blev Sakarias der fik en dag i centrum. Intentionerne var i hvert fald gode nok da vi sprang i overtøjet efter frokost, og kørte ud til Djurs Sommerland for at indvie vores hårdt opsparede sæsonkort første gang.

Men hold da op hvor blev det bare lige pludselig meget, meget hårdt for mig! Allerede på vej der ud kunne jeg mærke at jeg havde gabt over for meget, jeg sad flere gange i bilen og var ved at falde i søvn og min højre ankel og min venstre arm fortalte mig at det er noget skodvejr der kommer igen, det gør ondt! Efter kun 1,5 time, som egentlig bare var gået med at tage det lille tog rundt i parken, få en gratis is hos Dansk Metal og prøve 3 af miniput forlystelserne med Sakarias måtte jeg kaste håndklædet i ringen og sige nok for i dag. Sådan noget skod..!!

Jeg er glad for at jeg skal ind til lægen på tirsdag, for jeg ved simpelthen ikke hvordan vi skal komme igennem en sommer med mig på slæb. Det er simpelthen ikke fair overfor min familie at de skal slæbe rundt på mig, som sådan en dødvægt der ikke alene er træt men også har ondt. Jeg ved ikke hvad det er med mig, men min tålmodighed forsvinder i takt med at jeg får ondt, så det kan næsten måles i grader hvor ondt jeg har 1) moderat ondt = er gnaven 2) middel ondt = vrisser af børnene 3) meget ondt = monster med fråde om munden som uden egentlige forsøg ødelægger hele dagen. Ja, det er så mig. Det går simpelthen så stærkt, fra at være glad, smilende, til tider overstadig og mere jublende end børnene kan jeg gå over og blive et menneske som jeg er flov over at kende selv. Jeg kan sagtens selv høre hvordan tingene kommer ud af min mund, og at jeg slet ikke er fair overfor nogen, men jeg har bare så ondt at jeg ikke kan stoppe mig selv, og faktisk.. ja så har jeg det nogen gange SÅ skidt at jeg er ligeglad, bare verden da ville blive opslugt af lava så jeg kunne få fred fra mine glade børn.

- Er det ikke forfærdeligt det skal være sådan!?!?!! Det syntes jeg i hvert fald, og det er jeg altså nødt til at få en snak med lægen om. Det er fint nok at jeg ikke skal have store mængder smertestillende, men jeg har virkelig brug for at kunne tage noget "efter behov" når vi skal sådan nogle ting der kræver at jeg er oprejst i mere end en time af gangen. Jeg ved ikke hvordan jeg får ham forklaret hvor grimt det er, måske skulle jeg tage Sebastian med, han kan vist desværre snart ret godt forklare andre hvordan hans mor bliver til mor-monstret hvis hun ikke får ro og hvilke når smerterne er værst..

Som nu.. Faktisk så er René og Sakarias kørt ud for at hente Sebastian, jeg har ligget inde i sengen og hvilet i to timer, indtil jeg kom i tanke om at jeg skal have pakket til Sebastian. Eller rettere at jeg skal have lavet en pakkeliste til ham så han kan komme med på skoletur imorgen, hvor de skal cykle fra skolen og til kattegatcentret og overnatte der. Og så måtte jeg jo stå ud af sengen, åbne computeren og få tjekket hvad det er de skal bruge. Da jeg så sad og kiggede listen igennem og prøver og kommer i tanke om hvad han mere har brug for, ja så meldte trangen til at blogge sig så. Sammen med den dårlige samvittighed og frustrationerne over at det skal være sådan her. I dag har jeg helt klart brug for at komme af med nogle ord, få det lagt lidt fra mig igen. Øv hvor er det altså bare skod at jeg skal være sådan her, det er skod at jeg er blevet så fed at medicinen, for det hjælper helt sikkert heller ikke mine led og min krop, det er skod at jeg ikke har ekstra smertestillende til dage hvor det er nødvendigt for at kunne være en god mor og det er skod at jeg er så skide træt at jeg allerede glæder mig til at putte Sebastian i seng, selv om jeg ikke har set han siden fredag eftermiddag.

Hvordan får jeg den gode mor frem?!

Måske jeg også lige skulle nævne at i dag jo er mors dag, og det har jeg da heldigvis også mærket lidt til. René er ikke sådan skide god til at gøre noget ud af sådan nogle dage, jeg ved at han gerne vil, men økonomien har vist bare været sådan de seneste år, at han ikke har kunnet tage penge fra uden at jeg opdagede det og så er han blevet irriteret og har ikke gidet gøre noget når jeg alligevel ved det på forhånd. Derfor vidste jeg udemærket godt at Sakarias ville give mig "CSI Las Vegas sæson 9" på dvd, for den købte jeg selv sammen med ham igår, og jeg ved også at jeg lige om lidt får The Hunger Games, Løbeild bogen af Sebastian, for jeg var selv med da den blev købt. Dog vidste jeg ikke at jeg fik to små søde kopper med de kæreste små fede engle på, det havde René helt selv klaret sammen med Sakarias.
- Og ihhh, hvor er jeg da bare blevet begavet (endnu en lille update!) min skønne ugle-unge kom sørme hjem med en ekstra morsdagsgave, det sødeste lille smykkeskrin med plads til ringe og armbånd og et lille spejl. Ihh så fint, og er selvfølgelig straks taget i brug. Hvor er jeg dog bare fantastisk heldig!!

Og ja, hvis du har gættet at mit humør er steget et par grader, så er det rigtigt - Det var svært ikke at blive gladere da Sebastian også kom hjem til mig. Glad og stolt efter en weekend sammen med hans bio-far og hans faster, og endda vist på en shoppetur med hans farmor. Det er helt utroligt hvad det gør ved ham at være sammen med dem, det giver ham virkelig bare et boost af ny og frisk energi.
- Han ligger godt nok og er lidt trist her efter puttetid, men det er udelukkende fordi der går så lang tid til de skal ses igen, aaaalt for lang tid efter hans mening. En gang om måneden er slet ikke nok, men havde det været en gang om ugen tror jeg nu stadig ikke det havde været nok ifølge ham.

Glædelig mors dag der ude, jeg håber at I er forskånt for følelsen af ikke at være tilstrækkelig, bare denne ene dag om året!