Sider

fredag den 24. december 2010

24. december - Klimax og tykke maver!

24. december

I aften er det juleaften - der er længe, længe til!!

Ja der er meget, meget længe til. Da jeg vågnede troede jeg at det var som den første i huset, jeg vil gerne kunne sige at jeg vågnede fordi jeg havde ondt i min møgmave, men det hang nok nærmere sådan sammen at jeg vågnede af spænding og opdagede at jeg også havde ondt i min møgmave. Maven er rigtig træls i dag, ikke lige det fedeste tidspunkt at blive så træls, men det går. Vi har allerede sagt til folk at det bliver en afslappet jul, ikke noget med stress, jag og skinnende overflader, men i stedet en hel masse hygge, slappen af og plads til børn og deres legetøj over DET HELE! Vi vil have lov at nyde dagen!

Da jeg havde ligget lidt i sengen og overvejet om jeg virkelig ville have hængende på mig at jeg var den første der stod op, begyndte Sakarias lige så stille at kalde på mig, jeg sprang lidt for ivrigt ud af sengen og fik vist vækket René, som dog faldt i søvn igen. Da jeg gik ind efter Sakarias kunne jeg høre at fjernsynet inde ved Sebastian kørte, så var jeg altså ikke den første der vågnede alligevel.

Jeg smuttede ind til Sakarias og hev ham ud af sengen, vi satte os lunt og godt inde på sofaen under et tæppe og tændte for morgenens juletv. Kort efter kom Sebastian luntende ind til os og viste dagens pakkekalendergave, den sidste i år, et eller andet grimt ørelys. Gad vide hvad pokker "julenissen" har tænkt på den dag "han" købte den, men det var bestemt lige i Sebastians ånd. Han fortalte at han havde smuttet rundt i mørket med hans øre-dimse-lys på og leget at han var nisseagent. Guderne må vide hvor længe han har været oppe, han faldt i søvn ret sent så jeg havde egentlig forestillet mig at han ville sove noget længere end til 7.30 hvor jeg stod op.

Morgenen tog vi i det tempo som passede os, ikke noget med at have travlt eller stresse. Tiden er alligevel lang for børnene, så vi gør det kun værre ved at presse dem eller køre os selv op i en spids hvor vi så bliver korte for hovedet. Morgenmaden blev indtaget i ro og mag hvorefter at Sebastian hjalp Sakarias med at samle hans gave fra julenissen, en Mega Blocks Drage. De var ualmindelige søde til at hjælpe hinanden, man skulle næsten tro at de virkelig tror på at det kun er artige børn der får gaver - Og så helt uden at jeg skulle "true" dem med julemandens fravær.

I formiddag havde vi een eneste plan - En tur på kirkegården. Det gør stadig ondt at vi mangler et familiemedlem, og det gør nu nok også en lille smule mere ondt i højtiderne. Specielt de højtider som betyder familie og børn. Jeg har det lidt svært med min "sorg" over Elias, jeg udlevede sorgen mens vi stod i det, jeg græd når jeg havde brug for at græde og jeg fulgte mit hjerte hele vejen, så jeg føler ikke at der er noget jeg ikke har gjort rigtigt eller noget jeg mangler at få gjort, jeg fortryder intet og føler jo et eller andet sted at det burde betyde at sorgen er gennemlevet. Det er præcis som man siger, at tiden læger alle sår, men arrene kan ingen tage fra os - Jeg sørger ikke mere, men jeg har tidspunkter hvor "arret" gør mere ondt end andre. Det er svært for andre, og det er også svært for mig, de som ikke havde tabet helt tæt inde på kroppen som vi selv havde har "glemt" Elias, så det er svært for dem at forstå at det stadig kan give våde øjne og stik i hjertet at mangle et familiemedlem. Samtidig var det jo sådan at jeg blev gravid igen så hurtigt efter at vi mistede Elias at det rent fysisk på ingen måde ville kunnet have været muligt både at have Elias og Sakarias i familien, og havde vi valgt at gå graviditeten ud med Elias havde vi aldrig fået Sakarias - Derfor har jeg også en snert af dårlig samvittighed når jeg fra tid til anden bruger lidt tid på at tænke over hvordan vores liv måske kunne have set ud hvis vi havde valgt anderledes, hvis Elias ikke var syg og hvis han stadig var hos os, for det ville betyde at vi ikke kunne have Sakarias.
- Det er svært at håndltere så store tanker og de kommer helt naturligt frem på en dag som i dag, børnenes dag. En dag hvor jeg gerne vil være noget for alle mine børn, hvor jeg i den perfekte verden kunnet havde siddet med min store dreng ved min side og mine små tumlinger på skødet. Det er klart at det efterlader et savn, et savn vi håndterer ved at tage på kirkegården og sige god jul.

Inden vi kørte på kirkegåden tog vi hen til min mor, vi skulle jo se om nissen havde spist af grøden. Stakkels nisse siger jeg bare! Grøden var frossen, og det havde vist også været temmelig svært for min stedfar at tage lidt af grøden for at få det til at se ud som om der var spist af den. Drengene var heldigvis meget begejstrede, specielt da de opdagede at nissen som tak havde lagt en gave i julesækken. Jeg kunne ikke lade være med at grine højlydt af Sebastian da han lige pludselig udbryder "AHA! Nisser ér lige så store som os!!" i direkte modsætning til det han og min mor igår stod og blev enige om, at nisser er nogle små nogle på omkring en halv meter. I tapen på den gave han havde fået af nissen var et fingeraftryk, et fingeraftryk der var lige så stort som en voksen kvindes, og det måtte jo klart betyde at nisser er lige så store som mennesker - min mor stod og vred sig lidt, og det var tydeligt at se at hun tænkte "Hvordan redder jeg lige den?".

Det blev en meget kold fornøjelse på kirkegården, vi havde ellers alle sammen taget overtræksbukser på, men mine er kun regntøj så det er begrænset hvor meget varme der er i dem. Jeg havde købt nye lanterner til gravstedet, den gamle lanterne som har stået der de sidste 3 år er blevet rusten og ikke særlig køn, så jeg havde fundet nogle nye i zink som kan få lov at stå der indtil de også er ødelagte. Det er et familie gravsted vi har, min mors biologiske forældre døde da hun var på Sebastians alder, så da Elias døde blev deres urner flyttet over på et større gravsted sammen med Elias' urne. Jeg kunne ikke bære tanken om at han skulle ligge alene og ville egentlig først have begravet ham hos de ukendte, men René ville gerne have et gravsted og min mor foreslog at vi lagde dem sammen og oprettede et familiegravsted til os alle. Det var lige i min ånd og de fik en virkelig pæn urnenedsættelse alle tre. Vi ryddede gravstedet så godt vi kunne for sne og lagde vores kirkegårdspynt og tændte lys og inden vi kørte hjem igen ønskede vi dem glædelig jul.

Da vi kom hjem var ungerne ved at være spændte, Sebastian havde oparbejdet en rigtig irriterende attitude, og selv om vi voksne sagtens forstår at det er fordi der er længe til jul så er det et helvede for Sakarias - Det er nemlig ham der går ud over hver eneste gang. Det var helt befriende da Sakarias blev lagt ud for at sove til middag og Sebastian smuttede ud i vaskebaljen for at få årets julebad. Sikke en dejlig ro. Jeg gik i gang med at pudse Oldemor, ja folk kigger altså lidt når man siger at man skal have pudset sin oldemor til jul, specielt når man står midt i Superbedst og er ved at købe pudsemiddel. Historien er den at min olemor engang gav min mor en sølvlysestage, og den er på bordet juleaften - Alle andre aftner står den i min vindueskarm, for nu er "oldemor" nemlig gået i arv til mig.

Da ungernestod op, fra middagssøvnen og fra badet fortsatte de deres hærgen, og på trods af mange forsøg på at aktivere dem med tegnefilm, resterne af deres julekalendre og bordækning var de alligevel et mindre helvede at være sammen med i perioder. Den lille forstår ikke at det er en speciel dag som sådan, men han kan mærke på hans overspændte storebror at der skal ske noget, og når så storebror lader al hans frustration gå ud over lillebror, ja så kører det op i en spids. Det var faktisk først da Disneys juleshow startede at der endelig blev ro i det lille hus - Utrolig at det samme gamle juletv stadig kan underholde alle, i alle aldre. René og jeg kunne ikke lade være med at grine da vi tilfældigvis opdagede at vi sang med på den samme sang, han stående i køkkenet og jeg stående i sofaen for at tænde lys - Fantastisk! Sakarias besluttede sig pludselig for at slukke alt lys i hele huset så vi sad i sofaen og så tegnefilm i fuldstændig mærke, med ungtagelse af en snemand og en kanin som stod og skiftede farve, i hæslige farver.

Det betød at da gæsterne (endelig) kom, så var der for det første totalt mørklagt i huset, så de var lige ved at tro vi havde gjort alvor af at tage på en eller anden afbudsrejse til caribien, og ellers at ungerne faktisk slet ikke have tid til at byde dem velkommen. Sebastian havde ellers brugt tid på både at tage fin tøj på og sætte hår selv, han var vist bare gået kold for en tid. Mine forældre kom tidligt, for min mor havde desværre vagt og måtte sætte sit arbejdsværelse op ude på vores kontor så hun kunne løbe der ud og tage taxatelefonen når den ringede. René og jeg gik for alvor i gang i køkkenet, vi havde nemlig været så smarte at forberede det hele på forhånd så det var meget lidt der skulle ordnes, anden havde min mor lavet, kartoflerne blev sat til at koge og jeg gik i gang med de brunede kartofler. Jeg eeelsker brunede kartofler og jeg plejer at lave de fineste, flotteste brunede kartofler - Men et eller andet går der simpelthen galt juleaften, det samme skete sidste år. De bliver klistrede, smattede og matte, ja ikke specielt kønne. Nu er jeg jo ikke den bedste kok (snarer den værste) så jeg bliver temmelig ked når sådan noget ikke lykkedes, og i dag var ingen undtagelse, øv! Men alt andet var jo fint og flot, og kartoflerne smagte fantastisk så på bordet de kom!

Julemaden blev spise stille og roligt, som det nu kan være juleaften med to spændte drenge ved bordet. Sakarias ville ikke spise noget først, men han fik da klemt en enkelt frikadelle ned og da han fik øje på chipsene køre de ellers i en lind strøm ind også. Sebastian gjorde ham stort set efter, spiste en masse frikadeller, chips og sluttede af med 4 store kartofler - Der er ikke noget at sige til at den dreng vokser som ukrudt i tiden!! Midt under anden slog Sebastian på glasset, rejste sig op og holdt en lille tale. Hold op hvor så han bare stor og voksen ud da han rejste sig op og sagde "Nu når vi er ved at være godt i gang med maden vil jeg gerne sige tak fordi I ville komme og spise! og så sagde han noget mere jeg desværre har glemt, åhh hvor ville jeg ønske at jeg havde haft telefonen til at filme med, for han var bare så sød og stolt som han stod der. Da maden var ved at være indtaget begyndte det også at være svært at sidde stille for specielt Sebastian, han løb lidt frem og tilbage mellem hans værelse og havde svært ved at finde ud af hvad han skulle gøre af sig selv mens vi andre sad og sludrede. Min mor og jeg besluttede lyn hurtigt at vi ville springe ris ala manden over og gå direkte til jueltræs dansen. Først og fremmest for ungernes skyld (og oldefars, som har lige så svært ved at vente) og så fordi der ikke er nogen der kan spise noget lige efter sådan et stort måltid!

Så snart Sebastian høre ordet juletræ var han i gang med at tænde lysene. Vi plejer at høre oldefars gamle julebånd med tilhørende sanghæfter, men der er da heldigvis ikke nogen der har båndoptagere mere - troede vi. Bedst som vi stod og argumenterede for at det skulle være uden bånd, så kom Sebastian lige så stolt rendende med hans lille ghettoblaster, heldigvis var han nem at overtale til at vi kunne bruge Bedstes julecd med Kim Larsen i stedet, Sebastian har en eller anden forkærlighed for Kim Larsen - Og det er nu heller ikke det værste at have :) Som altid gik dansen om juletræet let og glat, der blev sunget 6-7 sange og sluttet af med "Nu det jul igen" gennem hele huset, og eftersom vi har et meget lille hus er det meget godt at olderne ikke kan holde til at danse med på den, for der havde simpelthen ikke været plads til alle i nogen af rummene, ja knap nok stuen når juletræet også skulle være der.

I det øjeblik det sidste ord var sunget fløj begge unger ind under juletræet, som kun børn kan juleaften. Sakarias forstod egentlig ikke så meget af at han også skulle have gaver, han syntes bare det var fedt at gå og dele gaver ud. Egentlig skulle Sebastian have læst på gaverne og Sakarias skulle have delt ud, men Sakarias var bedøvende ligeglad med hvilken gave der var tilhvem, hvis han havde besluttet sig for at den var til olde så fik olde den altså! Sebastian var lidt bedre til det, selv om der var et par smuttere - Det er heller ikke til at finde ud af når der står "Til Mor" på halvdelen af gaverne, der var jo ikke mindre end 3 mødre til stede i rummet, med hver deres børn.

Da gaverne var delt ud gik ungerne i gang med at pakke gaver ud, Sakarias havde egentlig været i gang et stykke tid, for hver gang han fik en gave skulle den pakkes ud og leges med så snart den var ude af papiret. Det betød at Sakarias' gaver hobede sig op bag ham, men sådan var det også sidste år, der var han først førdig med at pakke gaver ud og lege med dem til nytår! Sebastian var lidt voldsommere, flåede papiret af gaverne med jubel og skrig, hvis det ikke var fordi René stod bag ham og skynte sig at skrive ned hvilke gaver der var fra hvem så havde vi slet ikke haft styr på det. Sebastian for rundt med en eller anden påtaget hip-hop attitude og sagde "Det kører bare det her, det kører bare" det var virkelig herligt, herligt på den måde hvor man ikke kan lade være med at have en lille smule våde øjne fordi det bare er så fantatisk at se på. Jeg elsker at give gaver fordi jeg elsker at se glæden ved den jeg giver til, og Sebastian formåede virkelig at udvise glæde - Jamen det kan slet ikke beskrives, det var intet mindre end fantastisk at se på ham! Det blev til en hel masse lego, hold op hvor har folk bare ramt plet den  her gang, det kan ikke have været helt billigt. Han fik stort set alt de lego han havde ønsket sig, det meste af Lego Atlantis serien, et enkelt gavekort, en elektronisk hamster, en hiphop trøje, en bilbane og en bog.

Det var gået min næse TOTALT forbi at de der elektroniske hamstre var SÅ stort et hit - Alt legoen blev lagt sirligt i en bunke som han brugte lang tid på at juble over" men hamsteren blev FLÅET ud af papiret og kassen med "ÅRRRH - ÅRRRH - SE MOAR!!! Det er bare den bedste juleaften nogen sinde". Jeg var lykkelig voer at min knap 20 årige lillebror er mere med på "beated" end jeg er og havde købt ham sådan en hamster, for Sebastian biologiske far havde nemlig købt en til Sakarias i julegave og jeg kan levende forestille mig hvilket helvede der kunne have udspillet sig hvis det kun var Sakarias der havde fået en. Drengene rendte rundt i et virvar af papir og gaver og jagtede hver deres hamster på gulvet. Virkelig underholdende. Sakarias som jo skulle lege med hver gave når den var åbnet fik slet ikke åbnet alle gaverne, han havde travlt med at lege, og da han nåede til at lille gave med en hue i tog han vildt stolt den på og gik ellers rundt med den mens han legede med den Brio togbane vi havde købt til ham.

Da gaverne var åbnet satte vi os til bordet med vores Ris ala mande, kaffe og småkager. Der var to mandelgaver i år, både mine forældre og mine bedsteforældre havde taget en med, men der var altså kun een mandel i skålen. Sebastian smuttede ind på værelset og pakkede også en mandelgave sammen af hvad han nu lige kunne finde i hans skuffer. Det betød at oldefar, som altid lavede et eller andet stund for at Sebastian kunne få mandelgaven. Det plejer egentlig at være oldefar der får mandlen og så lusker han den over i Sebastians skål, men i år var det altså ikke ham, så han gik i stedet ned i stuen og knækkede en nød og putttede i Sebastian skål - Ad. Sikke noget. Det skal nok blive spændende hvordan det kommer til at gå næste år når Sakarias forstår lidt mere, jeg håber ved gud at han husker at der er to børn og ikke fortsætter med at favorisere Sebastian på den måde. Det er ikke noget han gør bevidst, og det er heller ikek noget der generer nogen af drengene nu, men der skal nok komme en dag hvor Sakarias bliver opmærksom på det.

Resten af aftenen var bare ren hygge, drengene legede med deres gaver, vi sad ved bordet og sludrede. Det var helt sikkert en god idé at bytte om på gaveåbningen og ris ala manden, ungerne kunne slappe af med deres gaver og vi kunne lige gare ned efter at have pakket gaver ud med dem. Da aftenen var ved at være slut trissede vores gæster lige så stille hjem igen, vi prøvede på at få drengene til at falde til ro, men det var stort set umuligt. Specielt Sakarias kunne slet ikke finde ro, så det blev René der fik lov at ligge sig ind i juniorsengen med ham for at få ham til at falde i søvn. Sebastian fik lov at gå i seng og tænde en film, men der gik ikke mange minutter før vi kunne gå ind og slukke den igen.

En utrolig vellykket juleaften var overstået, en fantastisk hyggelig aften som på ingen måde kunne have været gået bedre - Med undtagelse af at det havde været skønt hvis ikke at ungernes Farfar og hans kone var sneet inde og måtte melde afbud. Ungerne havde hygget sig, og selv om det havde været en lang dag for Sebastian så opførste de sig faktisk bedre end ejg havde forventet. Maden smagte perfekt, også selv om de brunede kartofler ikke var specielt kønne og selskabet var skønt, selv om min mor måtte bruge en del tid ude på kontoret undervejs. Mens jeg gik rundt i huset og slukkede lys, kiggede på gaver og sukkede glad og mæt, kunne jeg ikke lade være med at føle mig en lille smule trist over at der er et helt år til vi skal holde jul igen. Jeg elsker julen, jeg elsker at se mine børns reaktioner når de åbner deres gaver, jeg elsker at lave hjemmelavede gaver til min familie og jeg elsker simpelthen hele stemningen denne ene aften, hvor alle er mere overbærende, hvor alle smiler lidt mere end de plejer og hvor alle bare er der.

Glædelig 24. december

torsdag den 23. december 2010

23. december - Et smut på sygehuset til en jule-kontrol!

23. december

I enhver god tvjulekalender er der altid et plot, et spændingspunkt som man arbejder sig op til og til sidst et klimax hvor det hele går op i en højere enhed og alle til sidst ender med at se unaturligt lykkelige og glade ud - Jeg havde håbet det samme for den her kalender, ikke at jeg har haft et plot eller at jeg har arbejdet et spændings punkt op, men at der ligesom ville blive et klimax når jeg forhåbentlig i dag kunne kunne glad tilbage fra dagens kontrol og sige at alt var gået godt! Sådan gik det nu ikke.. helt.

Dagen i dag bød på kontrol på hæmatologisk afdeling på Århus sygehus. Vi har været så usansynlig uheldige at være to i vores lille familie der har samme type sjældne leukæmi (faktisk 3) så vi kan efterhånden lave gruppe konsultationer. Min stedfar og jeg går på samme sygehus, på samme afdeling og hos samme læge. Jeg har jo jordens allerbedste kræftlæge, så han planlægger gerne vores kontroller så vi kan følges ad. Jeg har altid haft min mor med og det har ikke ændret sig selv om jeg nu også har min stedfar med, så vi pakkede bilen imorges og drog ud i snevejret for at køre mod sygehuset. Det gik nu faktisk ret godt når man tænker på hvor meget snehelvede vi ellers havde frygtet, vi tog os rigtig god tid og var ved sygehuset præcis da vi skulle.

Sådan en kontrol starter med en blodprøve, en prøve som skal bruges samme dag til at vise en overfladisk status over hvordan det ser ud lige nu, i samme blodprøve bliver en del sendt til "optælling" og ud af den tælling kan de mere præcist sige hvordan det ser ud med leukæmien. Det svar får vi først når vi kommer gangen efter. Det er sådan lidt komisk at sidde to mennekser og få taget blodprøve, næsten synkront, for noget der er så sjældent og på en eller anden måde også temmelig alvorligt - og så på en dag hvor alle laller rundt og siger "Glædelig Jul" og stemningen er fyld med juleglæde. Jeg har altid lidt "drager" i maven når vi skal der ind, for selv om jeg efterhånden er inde i en rutine med disse kontroller så er det aldrig mere rutine end at jeg ved, at når jeg mindst venter det så sker der en eller anden udvikling som slår benene væk under mig.

Jeg er helt tryg ved min læge og ved at han har styr på min sygdom, så jeg læser ud fra hans udtryk hvordan det ser ud. Jeg har kendt ham længe efterhånden og vi har virkelig været meget igennem sammen, specielt under planlægningen af Sakarias og graviditeten kom vi til at lære hinanden rigtig godt at kende, så jeg ved efterhånden hvad jeg skal kigge efter hos ham når jeg er til kontrol. Derfor går det meste af min samtale der inde ud på at lytte til hans stemme mere end til det han egentlig siger. Han er en rolig mand, en af den slags som har en hjertevarme som også gør det nemt at se hvornår der er grund til bekymring - Jeg har nok en tendens til at bekymre mig lidt for meget, men han kan altid få mig ned på jorden igen. I dag er ingen undtagelse.

Under blodprøvetagningen opdager jeg at der bliver udtaget en prøve jeg ikke har fået før, jeg kan efterhånden kende navnene på de forskellige prøver og ved straks hvis der har sneget sig noget nyt ind, jeg spørger sygeplejersken hvad det er for noget. jeg er utrolig nysgerrig af natur, så jeg vil gerne vide alt og jeg interesserer mig meget for alt det her lægestof så jeg syntes også at det er spændende, selv om det er mig selv det går ud over. Hun forklarer at denne prøve er en der bliver taget med henblik på at finde ud af om der kan gives blod.. Hmm.. Det har godt nok før været nævnt som en mulighed, men jeg har ikke overhoved en fornemmelse af at det skulle være nødvendigt nu, jeg har over sommeren fået en del EPO som satte gang i min blodproduktion da den ellers var gået meget ned og siden da har det set fornuftigt ud. gad vide hvad han har tænkt?!

Efter blodprøven venter man så en times tid, i den time gør laboranterne de fremskyndede prøver klar sådan at lægen får svaret inden samtalen. Da vi bliver kaldt ind går vi ind i en flok og jeg kan ikke lade være med at more mig en lille smule over det absurte billede det må være på afdelingen, en ung pige med gammelmands leukæmi og hendes stedfar med samme sygdom til kontrol sammen, absurt! Men det er hyggeligt, og betryggende. I flere år var jeg alene om at have den her sygdom, jeg kunne lsæe mig til en smule på nettet og de fleste steder stod der at man med den rette behandling kunne leve et næsten normalt liv, jeg har aldrig kunnet leve et næsten normalt liv, hverken med eller uden behandling og jeg har prøvet det hele. Derfor var det også en smule rart da vi lige pludselig blev to om det, ikke at jeg nogen sinde har ønsket at det skulle ske for andre, for det er en fandens sygdom, men det var rart at have en anden der gik det samme igennem, det er rart at have en at snakke med når jeg har kramper på grund af medicinen og det er rart med en der går det samme indviklede helvede igennem på kommunen.

Min stedfars snakker med lægen først, min mor og jeg sætter os i baggrunden og lytter, jeg kan nikke genkendende til meget af det han siger. Det giver lidt knuder i maven at høre hvordan sygdommen også påvirker ham, jeg ved jo hvor svært det er og det er utrolig svært at sidde ved siden af som pårørende og ikke kunne stille en hylende fis op, det er nemmere at være patient, være den det går ud over - Der skal man kun forholde sig til sin egen smerte, ikke se på hvordan det påvirker andre. Da det er min tur bytter vi plads, min stedfar lister ud. Jeg har normalt ikke noget imod at have ham med der ind, men der er nogle kvindlige ting jeg skal have snakket om i dag og det syntes jeg ikke er nødvendigt for hverken mig eller ham at han hører. Det er trods alt ting han ikke kommer til at sloges med, heldigvis!

Min sygdom er.. Ja den er vel egentlig næsten okay, den må bare ikke blive værre. Den ligger lige på græsen til at være for aktiv så det handler om at holde den på det niveau hvor den er nu, aller helst få den bekæmpet lidt bedre. Desværre er der rigtig mange ting der spiller ind lige nu og jeg tåler ikke kemoen ret godt, så det her er det bedste vi kan gøre. Jeg skrev tidligere på måneden om min ultralydsscanning af maven, svaret fik jeg jo gennem egen læge tidligere, at der er betændelse eller svamp i tarmene og vi må prøve at bekæmpe det så godt som muligt, desværre er det ikke helt nemt da de svampemidler man kan få modvirker effekten af min kemo. Det betyder for det første at jeg er nødt til at fortsætte med de sprøjter jeg har fået den sidste måneds tid, noget som jeg ikke er spor glad for - Jeg havde ligesom håbet at jeg i dag kunne skrive at alt var godt og at jeg nu ville slippe for at stikke i mig selv, men sådan blev det altså ikke denne gang. Ydermere skal jeg den næste periode tage femdobbelt dosis af noget medicin der forhåbentlig kan hjælpe min mave, det er der nu ikke det store i, det smager lidt grimt men ellers er det ganske harmløst. Jeg kender det udemærket og har brugt det on and off de sidste 3-4 år. Jeg spørger selvfølgelig ind til den ekstra blodprøve, men det betyder heldigvis ikke noget, han fortæller som sygeplejersken at det er for at tjekke noget omkring mulighedne for at give blodtransfution, men det er ikke aktuelt på nuværende tidspunkt.

Da jeg skal til at sige farvel opdager lægen, at jeg ligesom sidste gang ikke har fået udtaget den følsomme prøve, den der kan fortælle lidt mere om hvordan det ser ud med leukæmien. De har før glemt den prøve, faktisk hele sommeren, så det seneste svar er over to måneder gammel og svaret inden det er vist nok 4 måneder gammel. Det er jeg slet ikke spor tryg ved. Det er den prøve jeg bruger til at berolige mig med, at det hele nok skal gå indtil næste gang. Ligesom sidste gang de glemte prøven må jeg over i blodprøvetagningen og have udtaget en mere - Øv! Inden jeg skal der over må jeg lige hente en ny stak sprøjter. Jeg kan ikke lade være med at føle mig en smule junkie agtig når jeg kommer rendende med en blå pose fyldt med sprøjter og sprit servietter, og jeg plejer også som det første når vi kommer ud i bilen, at skubbe posen ind under et af sæderne sådan at folk ikke kan se hvad det er jeg render rundt med.

Efter at være blevet mishandlet af laboranten og have fået taget 3 store glas blod igen smutter jeg endelig ud fra sygehuset - Det har nu nok været værre for min stedfar, mænd og sygehuse går ikke ret godt sammen og han er ingen undtagelse, så han render rastløst rundt hele tiden, og i dag tog ekstra lang tid på grund af min lange konsultation med lægen, at de skulle have lokaliseret det medicin jeg skulle have med og at jeg skulle have taget en ektra blodprøve. Da vi endelig triller ud fra parkeringspladsen begynder han heldigvis at blive lidt mere frisk igen - og foreslår en tur i Metro.

Jeg elsker Metro! Eller det vil sige, jeg elskeDE Metro, for det er da godt nok blevet både dyrt og kedelig der ude. Da jeg var alene med Sebastian tog min stedfar mig tit med der ud og jeg handlede "stort" ind af DVD-film der ude. Filmene var yderst billige og jeg havde kun tv2 og DR så det var nødvendigt med ngoet underholdning efter kl 19.30 når Sebastian var blevet puttet. Jeg havde håbet på at det var uændret, jeg har virkelig en stor forkærlighed for film så det var som at putte et barn ind i en slik butik at have mig med i Metro hvor man dengang kunne få film ned til 20 kr stykket, ikke skod film og gamle film, men nyere film. Mange af vores Disney film er købt i Metro til 62 kr stykket MED moms, jeg vil SÅ gerne have Fantastia og Fantasia 2000 som lige er kommet på dvd, jeg mangler dem i min Disney klassiker samling og så med det samme min stedfar nævnte ordet Metro en chance for at finde dem billigt. Gud hvor var jeg dog skuffet da jeg stod i deres ikkeeksisterende dvdafdeling og så at de film kostede mere i Metro end de gjorde i Kvickly, og stadig uden for mit budget! Så det endte med, da vi nåede frostvarerne at jeg, som en anden forkælet 8årig lagde armene over kors og knurrede "Møg butik, skal vi ikke køre i Bilka!?"

Lige som en anden forkælet 8årig fik jeg min vilje - Det havde jeg nu overhoved ikke regnet med, så jeg blev faktisk lidt chokeret. Min mor ynder at fortælle mig om dengang jeg var en lille møgunge (møgunge er jeg stadig, nu er jeg bare stor) og jeg plagede så meget at jeg fra tid til anden smed mig på gulvet og skabte mig, indtil den dag hun gjorde nøjagtig det samme, så holdt det op. Derefter blev jeg vant til at min mor spurgte mig "Skal du plage i dag?" når vi skulle handle, hvis jeg kunne mærke at jeg ville plage sagde jeg bare "Jeg tror jeg bliver i bilen". Jeg tror nu ikke at det var fordi jeg plagede at de tog med mig i bilka, men snarer muligheden for at få noget frokost der lokkede.

Bilka var nu ikke spor sjovere, heller ingen billige Disneyfilm til mig der - Så det eneste jeg endte med at have med mig hjem var batterier (man skal ALTID have huset fuld af batterier juleaften - nåde og trøste den forældre der har glemt at købe batterier, i enhver størrelse) 4 nye microfiber karklude, en tube tandpasta til børnene og to nedsatte juleslikposer, nåååh jo, og en bog om de nordiske guder jeg har tænkt mig at Sebastian og jeg skal læse sammen. Han går nemlig voldsomt meget op i de nordiske guder i tiden og vi trænger til et eller andet projekt der kan samle os inde, nu hvor jeg ikke rigtig kan være med i hans rette element for tiden, naturen altså!

Da jeg kom hjem stod der to små søde nissedrenge og ventede på mig, de havde ventet meget, meget længe at dømme efter deres ansigtsudtryk. Sakarias løb mig i møde og sprang op på mig for at byde velkommen, bagefter kom Sebastian farende med min nissehue i hånden og trak mig så med hen til juletræet og viste stolt frem at de havde sat det på fod og hentet juletræspynten med ned fra loftet! Jeg havde ellers regnet med at det skulle pyntes imorgen formiddag for at underholde drengene, men efter at have løbet rundt om juletræet og sunget "Nu det jul igen" nogle gange begyndte vi at pynte det med alverdens ting og sager, samtidig med at vi hørte min hjembragte julecalypso fra Bahamas og jeg drømte mig tilbage til varmen. Det er et helt specielt mine jeg har mig der, siddende i en gul taxabåd, sejledende i turkisblå vand i 40 graders varme, med pelikaner omkring mig og så de kendte julesange indspillet med calypso og reggae rytmer - Det bliver bare ikke bedre! Juletræet ser simpelthen frygteligt ud! Det er godt at der ikke er nogen af os der går op i "designer-jul" for der er overhoved ikke noget design over det træ, julekulger i alverdens grimme farver og former, mine fine disneys kugler fra paris, nogle hjemmeflettede stjerner, perledyr, glasengle og nisserikker. Simpelthen alt - og som prikken over i'et har vi været nødt til at binde en snor i toppen af træet og binde det fast til en krog i loftet, det blev simpelthen ved med at vælte, og selv om det meste af julepynten er af plastic er det nu ikke videre smart med at liggende juletræ, specielt ikke når man bor på 88 kvm og juletræet liggende optager næsten halvdelen!

Efter juletræspyntningen og aftensmaden fortsatte aftenen henne ved min mor. Hun har lavet en tradition om at hun og drengene den 23 december sætter risengørd op på loftet til julenissen, bare for at gøre ham i godt humør sådan at han kommer med gaver juleaften. Det skulle selvfølgelig ikke droppes bare fordi jeg var totalt smadret efter en lang dag, alt for lang dag faktisk - Så indenbords med nogle smertestillende og videre ud i vintervejret. Det resulterede i at jeg hen på aftenen blev både overtræt og fjantet, ja jeg har jo sagt at jeg elsker julen og har svært ved at udholde at det er SÅ tæt på og alligevel så langt fra. Drengene og jeg havde en fantastisk aften, overtrætte og overgearede. Min mor sagde til sidst, efter vi havde kildet, væltet og irriteret min knap 20årige lillebror "Hvad er der med dig Nadja, hvorfor er det så svært for dig her op til jul, du VED jo hvad du får i dine gaver, DU ved jo hvad der skal ske imorgen?" - Men ak, jeg kommer mig nok aldrig over det. Tiden er virkelig uudholdelig fra nu af og til imorgen omkring midnat. Hun har ret, jeg ved hvad jeg får i langt de fleste gaver men det er nu heller ikke gaverne der gør mig spændt, jeg ved at jeg står stresset imorgen eftermiddag og fedter med de brunede kartofler, men jeg kan ikke lade være. Jeg elsker simpelthen hele juleriet sammen med familien, at de alle sammen kommer og er glade og forventningsfulde, at der lige den aften ikke er nogen der har travlt med at skulle hjem, at drengene er spændte og deres øjne der stråler af glæde.

Nå, nu er klokken faktisk mange, og jeg er kommet mig over overtrætheden og nu erjeg bare smadret og træt igen. Jeg vil tusse i seng og se om jeg kan få sovet, noget siger mig at det bliver svært at finde ro - Man ved jo aldrig hvad der sker natten til juleaftensdag.

Glædelig 23. december

onsdag den 22. december 2010

22. december - I strikkede nissehuer!

22. december

Endelig hjemme!

Efter en lang dag, som startede med at det var utrolig svært med at få røven ud af sengen er jeg endelig hjemme, hjemme efter at have været på arbejde og efter at have været til julehygge ude på arbejdet. Jeg er flad, eller rettere er jeg nok temmelig udspilet af alle de småkager og en stor del aftensmad, men jeg er virkelig udkørt. Det har været en frygtelig lang dag, men også en hyggelig dag.

Minus 19 grader stod der på bilens termometer imorges, så tror da fanden at det føltes som om mine knogler var ved at sprænges indefra. Øv for et møgvejr der har ramt lille Danmark - Hurra for global opvarmning, kunne de da ikke have holdt deres kæft og holdt deres klimatopmøde et andet sted, jeg er sikker på at det her er Moder Natur der giver os fingere og siger "Snyyyydt!" - Det er i hvert fald hvad jeg tænker når jeg er nødt til at bevæge mig ud i vinterkulden, jeg bliver i et ualmindelig ondt humør når jeg har ondt og så må vintervejret altså høre nogle sandheder!

Inde på jobbet var der julestemning i luften (og en ualmindelig grim lugt at det der kommer efter at have spist en stor omgang brunkål, problemer med tilbageløb i vandlåsen igen, måske!) nok mest fordi at min mor og jeg rendte rundt med hver vores trikkede nissehue og var lalleglade. Jeg gik i gang med afregninger og løn og hun murede sig inde på kørselskontoret hvorefter jeg stort set ikke så hende igen før min arbejdsdag officielt var slut. I stedet fik jeg indtil flere besøg nede på mit lille kontor, normalt er der ellers ikke ret mange der kigger ind og jeg inviterer heller ikke så mange mennesker ind - Jeg er jo i "isolation" der inde, men det var egentlig smadder hyggeligt at have besøg der inde og jeg sad da også og begyndte at forstå hvorfor man mener at fælleskontorer og store kontormiljøer er gode for effektiviteten. Det var yderst motiverende at have en andens selvskab, også selv om vi bare sad og snakkede med os selv om de opgaver vi nu hver især sad med. Jeg med mit løn, en sygemeldt kollega med hendes strikketøj.

Da min arbejdsdag nåede til ende havde jeg haft lidt travlt hen mod slutningen, lige pludselig begyndte det at trippe ind med kollegaer til vores julearrangement som jeg jo frivilligt havde tilbudt at hjælpe med, men på daværende tidspunkt var jeg rent faktisk ikke færdig med lønnen endnu. Der var ikke handlet ind, julegaverne stod i mødelokalet hvor "festen" skulle holdes og vi havde netop opdaget at vi rent faktisk ikke har en ovn til at varme æbleskiver i. Så det gik lige pludselig stærkt med at få gjort arbejdet færdigt, få flyttet julegaverne, få dækket bord og gjort maden klar. Det tog også lidt tid, men folk var yderst tålmodige og ventede pænt mens de sludrede hyggeligt i alle kroge. Derefter var det ren hygge og samvær, en fin "afslutnings-tale" fra ledelsen og til sidst oprydningen.

Jeg kørte med min mor på arbejde imorges. Rene skulle bruge bilen til at hjælpe min stedfar og så var det planen at René og ungerne skulle hente juletræ, derfor skulle jeg selvfølgelig også køre med min mor hjem igen, hvilket indebar en stor portion tålmodighed. Det vidste jeg på forhånd for hendes vagt startede kl. 6 imorges og slutter først kl. 6 imorgen tidlig, så hvornår på dagen vi rent faktisk ville kunne forlade kontoret ville ikke være til at forudsige. Heldigvis tog det ikke helt så lang tid som det sagtens kunne have endt med og det var nu ganske hyggeligt at sidde og snakke lidt med de chauffører der kom ind fra tid til anden, det er ikke så tit det bliver til ganske almindelig hyggesnak i løbet af en arbejdsuge, så det var helt rart at høre noget mere personligt fra dem end at de har haft problemer med dankort terminalen eller at det har været en sløj vagt.

Lige nu er René ved at putte Sakarias i nattøjet og jeg sidder og kigger på ham mens jeg kommer til at tænke på noget en af mine mandlige kollegaer sagde til mig tidligere; "Hvorfor VIL kvinder være så meget mand?!" det udsprang sig af en længere snak om at kvinder vil vide alt, de vil kende naboen skostørrelser, de vil kunne bygge brykkerset om samtidig med at de vil have karriere, føde børn og lave deres mænd om til nogle vattede nikkedukker af hankøn! Han har jo nok ret, ikke at jeg overhoved ser René som en vattet nikkedukke, men her vimser jeg rundt først på arbejdet, så til firmaarrangement og da jeg kommer hjem vil jeg også lige kernehygge med familie inden jeg lokker René til at putte Sakarias så jeg lige kan skrive dagens kalender og tjekke på facebook hvad naboen bruger af skostørrelse.

Min kollega sagde ret mange gode ting, så da jeg kom hjem gik jeg ud og kiggede begejstret på det juletræ som Rene og Sakarias havde bragt med hjem i dag, og sagde at det var det pæneste, mest rundt og det mest perfekte juletræ jeg nogen sinde havde set, med nok lige rigelig begejstring i stemmen når man tager med i betragtning at træet stadig er i net, at toppen er skæv og at jeg overhoved ikke har noget grundlag at bedømme træets perfekt-hed på. Men roses det skulle han - Om ikke andet så fordi min midaldtrende kollega ikke skulle have lov at have ret i at jeg også ville være en af de kvinder der tror de er "manden i huset".

Derfor fortsatte jeg også med at fikse aftensmaden - Noget jeg ellers aldrig gør, mest af alt fordi jeg ikke vil mishandle min familie med det skrammel jeg laver, men i dag tog jeg et kig i køleskabet og ryddede derefter ud af alle de ting som efterhånden var ved at nærme sig sidste anvendelsesdato. Det blev til en fortræffelig æggekage, noget af det eneste som jeg formår at lave tilfredsstillende, sammen med vandbakkelse og brune kartofler!

Nu vil jeg så, som afslutningen på dagen lade René få lov at vælge en film vi skal se, og forsøge at opføre mig lidt dame-agtigt - inden jeg imorgen tager fører trøjen på igen og med hård hånd dirrigerer ham til at sætte juletræet på fod OG instruerer ham i hvordan det bedst kommer til at stå lige. Stakkels mand, det er godt han ikke ved hvad der venter ham endnu, han har bare at nyde aftenen!

Glædelig 22. december

tirsdag den 21. december 2010

21. december - Jeg HADER sne!

21 december.

Morgenen startede fantastisk, intet mindre end vidunderligt - Med at jeg listede ind og kiggede til Sebastian inde i hans hule, kort efter kom en søvndrukken Sakarias luskende efter mig, og så puttede vi ellers alle tre der inde for en stund. Det var helt trist da vi skulle kravle ud igen, ud i kulden og ud til en travlt morgen som ligesom så mange andre morgner farer afsted i et kaos af "husk nu gymnastisk tøjet", "Gider du lige give Sakarias noget mere vand", "Hvor har jeg nu smidt min hårbørste" og så videre. Jeg tøffede begge unger afsted i dagpleje og SFO og satte snuden meget forsigtigt mod Grenå- Jeg hader simpelthen sne, jeg hader, hader, HADER det og i dag er slet ikke nogen undtagelse! Heller ikke selv om jeg er ved at syntes jeg er blevet ret sej til det der med at tage mig god tid, ikke lade mig stresse af de andre bilister og ellers bare sinke en kilometerlang hale af folk der skal på job, mens jeg triller fornøjet afsted med 60 km i timen. Gud hvor må de da elske mig, ha!

Denne uge kommer til at gå hurtigt ude på jobbet, på grund af besøg på sygehuset og den dersens juleaften så har jeg kun to dage til at gøre det arbejde som jeg ellers plejer at bruge 4 dage på. Jeg havde regnet med at møde ind til en hård og stresset dag, men da jeg kommer luskende op af trappen mens jeg mentalt indstiller mig på at nu går det løs, så siger regnskabschefen glad og fornøjet "Skal vi ikke bare dele os op, så går det hurtigere og vi ved jo alligevel ikke hvad der kommer til at ske imorgen?". Wow, så blev det lige med et en meget bedre dag. Selv om jeg arbejder okay under pres så bryder jeg mig ikke om at have så travlt, slet ikke når det handler om andre menneskers levegrundlag, deres løn!
Jeg fik ordnet min del af lønposerne på ingen tid og brugte så lidt tid på at trisse rundt i bygningen og se hver der mangler at blive "gjort klar" til morgendagens julearrangement for hele firmaet - Efter min tur brugte jeg lidt energi på at få gjort nogle ting rent, det er overhoved ikke en del af min jobbeskrivelse og jeg ved også at det er ris til egen røv når jeg gør det, for jeg kan altså ikke ret godt holde til fysisk arbejde her midt i minus-graders-helvedet. Det blev heller overhoved ikke til det jeg gerne ville have, men jeg har efterhånden lært lidt af tidligere oplevelser og stopper i tide - Og så måske også fordi at jeg, klodsede menneske, nåede at smadre mit håndled ind i et eller andet og nu har en blå bule på den der knogle-tingest på håndledet. Flot Nadja!

Efter min lille svipser der tog jeg pænt min pind igen og satte mig til at få styr på et par hængepartier og få gjort så meget klar til at afslutte lønnen som jeg kan inden alle har afleveret deres poser. Lige pludselig var klokken 13 og min dag var sådan set slut, og af ren og skær god vilje og nysgerrighed blev jeg lidt længere for at høre om der var noget jeg kunne hjælpe med at gøre klar til arrangementet imorgen. Det var der nu ikke, så jeg tog min mor under armen og tog på andejagt!

Og ja, det blev en andejagt. En af dem hvor man kommer hjem med våde og kolde tæer, isnende kolde fingre, vindblæst hår og højrøde kinder. Egentlig var det bare ovnklare andebryster vi skulle finde og vi regnede det som et let opgave, men her få dage før jul får man da ikke bare sådan lige andebryster. De første par steder var der udsolgt og da vi endelig nåede til et sted hvor de stadig havde andebryster var de svinedyre - Men vi kunne simpelthen ikke risikere at stå uden andebryster juleaften, så min mor bed i det sure æble og pungede ud for 8 stykker and. Jeg havde ellers flere gange tilbudt hende vores and, den der ligger i fryseren og er døbt Bertram eller Anton eller hvad det nu var. Men hun nægter at røre ved en hel and, og hun er ikke klar til at give opgaven om at bringe anden med til julefest fra sig. Heldigt nok, for jeg er egentlig heller ikke så vild med at skulle lave min allerførste and juleaften for måske at opdage at jeg overhoved ikke har den slags evner og vi så kommer til at sidde udelukkende med risalamande - Som min mor iøvrigt også bringer med sig juleaften.. Mon det kan tænkes at hun ikke helt stoler på min manglende evner i et køkken?!
Heldigvis er Rene jo en fantastisk kok som ikke er bange for at prøve noget nyt, så han er allerede ved at undersøge de bedste opskrifter til en ordenlig flæskesteg som ikke bliver tør - Som mine! Jeg kan allernådigst få lov at lave brunede kartofler, for det er jeg edder sej til, og jeg er også ret god til at varme rådkål, hvis jeg selv skal sige det!

Da jeg kom hjem efter vores andejagt var jeg totalt smadret, egentlig var det nok ikke andejagtens skyld for det var forholdsvis hurtigt overstået, men nok snarer mit stunt med at tro at jeg liiige kunne gøre mig nyttig uden for min kontor pind. Jeg lagde mig derfor med Sakarias og så tegnefilm, og bedst som jeg troede at nu skulle vi lukke øjnene lidt, ja så syntes han at vi skal bruge mor som hoppepude. Skønt. Sebastian er smuttet igen i dag, jeg ved ikke hvad der er med ham i de her dage, men jeg mistænker ham om hans oldefar for at have julehemmeligheder som vi andre ikke må være med til. Det er godt at der er juleferie fra imorgen så han kan få lidt tiltrængt skolepause og komme ud og bruge hans energi sammen med andre vinterglade mennesker. Jeg må indrømme at jeg er meget lidt værd som udendørs legekammerat her i vinterhalvåret, så jeg forstår godt at et udemenneske som ham har brug for at være sammen med en der er lige så meget udemenneske.

Jeg syntes ellers det var en smule ærgeligt at han ikke var med til aftenens julebagerier. Vi gjorde klar med alle vores ingredienser og kiggede så på hvad det kunne blive til.. Hmm.. Brændte mandler og nissefars knapper (som nu er kommet til at hedde Svigerfars blå øjne!). Sakarias er bare så sød og hjælpsom i køkkenet. Han ødelægger godt nok mere end han laver, men han forsøger virkelig og han er selv så stolt når han tror han har hjulpet os. Det betyder at det tager dobbelt så lang tid, at køkkenet bliver dobbelt så rodet og gridset - Men også at det er dobbelt så sjovt. Mandlerne blev igen fantastisk gode, men ikke specielt kønne. Småkagerne blev kønne, atså det første hold, det som ikke ved et uheld havnede i bunden at ovnen og gik til.

Nu er der ikke længe igen, der er kun 3 gaver tilbage i pakkekalenderen og alle julegaver er samlet. Juletræet skal snart hentes og en tur på kirkegården skal vi også. Jeg kan godt mærke at spændingen i min mave er stigende, jeg eeeelsker jul, jeg eeeelsker gaver og jeg er lige så tosset i de sidste dage op til jul som et lille barn er. Jeg er stadig en lille dreng, og juleaftens dag er stadig uendelig lang og jeg har stadig svært ved at sidde stille ved bordet og vente på at vi skal åbne gaver. Åhh jeg glæder mig!!

Glædelig 21. december

mandag den 20. december 2010

20. december - En dag med store følelser!

20. december

En meget mærkelig dag, med totale opture og lige så totale nedture! Der er ingen grund til at skrive en dagbog hvis det ikke er en ærlig dagbog, så der skal være plads til både opture og nedture - Også i december!

For mig startede dagen unaturlig friskt - Det gav totalt bonus at tage sprøjten tidligt igår, og det var skønt at vågne op en mandag uden smerter, krum ryg og hovedpine. Der var meget på programmet så det var bare med at komme ud af fjererne og få noget fra hånden. Lidt i kl. 9 kommer René ind i stuen og siger "Der står en dreng udenfor og siger at Sebastian ikke er taget med bussen men er gået med oldefar hjem igen?" efter at have ringet til skolen og til oldefar finder vi ud af at bussen ikke er kommet og at alle børnene er gået fra stoppestedet en halv time efter at bussen skulle være kommet. Vi aftaler med oldefar at Sebastian får lov at holde snefri ovre ved ham, det passer alligevel meget godt med at vi skal have huset gjort juleklar. Vi bruger formiddagen på at få pakket den sidste gave og sendt afsted, få styr på kontoret som skal være min mors arbejdsplads juleaften og på at forsøge at lave status over hvad der stadig mangler.

Over middag smutter vi til Grenå og får ordnet de ærinder vi har og får handlet lidt ind og da vi vender tilbage hen på eftermiddag, i et større snevejr, er det til at hente begge unger ovre ved oldeforældrene. De er begge glade og spendte på at finde ud af hvad vi har bragt med hjem fra vores tur, bilen er "proppet" (ja det er en meget lille bil) med julegodter, julemad og forventningen om at NU bliver det sgu jul på pilevej! Ungerne er ellevilde over at se svesker, juleand, ris, piskefløde, appelsiner og alverdens andre gode ting. Det er virkelig julen der træder ind af døren og det er en smule morsomt at se hvordan de farer rundt med varer og hjælper til. Åhh hvor var det bare herligt, virkelig skønt at komme hjem med favnen fuld og se hverdan julestemnignen spredte ud i hver eneste lille krog - Og så på grund af noget så simpelt som madvarer. Ja det varmer altså!

Efter vi havde spist aftensmad kom reaktionen, ja den reaktion som jeg vidste ville komme efter Sebastians biologiske fars besøg - Det er klart han reagerer og vi ved det kommer, den frustration jeg har beskrevet før, frustrationen over ikke at vide hvad der kommer til at ske, hvornår de ses igen, og som altid gik det ud over mig. Jeg ved godt at det er et klart udtryk for at han er tryg ved mig, tryg nok til at vide at jeg elsker ham lige meget hvad han siger og gør, men det gør bare så pisse hamrende ondt at se det der lille menneske i pine og høre de ting han siger. Ting han ikke mener men hjælper ham med at beskrive hvor frygteligt han har det inden i. I dag sagde han, som han har gjort før, noget som små børn bare slet ikke skal sige, noget som børn slet ikke skal tænke - Noget der ødelægger mit morderhjerte totalt. Jeg får bare lyst til at kramme ham og sige at alt bliver godt, og det er også det eneste jeg kan gøre. Jeg vil give ham hele verden for at fjerne den smerte han føler og jeg har sådan en lyst til at råbe ud i ingenting at det her slet ikke er fair! Altså ikke situationen, for den kan ingen ændre på, men den følelse mit lille vidunder har i maven, det er bare ikke iorden, slet ikke okay!

Da Sebastian var kommet sig over den følelse og var faldet helt til ro, ja så brød jeg helt sammen. Jeg kunne mærke at tårerne pressede sig på og jeg kunne simpelthen ikke stoppe dem, så jeg skyndte mig at gå for mig selv, og så brød jeg sammen. Jeg kan bære så mange ting på mine skuldre, men at jeg ikke kan tage hans smerte fra ham piner mig. Det gør ondt helt ind i det allerinderste i mit hjerte og den frustration aner jeg ikke hvor jeg skal placere - For det hjælper ham jo ikke at give ham hele verden, det hjælper ikke at råbe ud i ingenting og jeg føler mig så magtesløs i forhold til at hjælpe ham. Jeg ved godt at det eneste jeg kan gøre er at lade ham reagere, lade ham få luft for de følelser han har i maven og kramme ham mens han græder, men det føles bare ikke som om det er nok. Det er fantastisk at han er så gammel nu at han forstår nogle af tingene, men det åbner også bare op for så mange andre ting inde i ham som jeg ville ønske han aldrig nogen sinde behøvede at føle!

Da jeg havde samlet mig gik jeg lige så stille i gang med at lave konfekt, Sebastian gjorde sine lektier færdig og kom ud til Sakarias og jeg som stod og trillede kugler af marcipan. Eller det vil sige at jeg trillede kugler, Sakarias spiste små sukkerkugler vi skulle have pyntet med. Det var en lille smule syrealistisk at både jeg og Sebastian en halv time forinden havde følt os helt fortabt og nu stod vi så der og grinte med chokolade, marcipan og krymmel ud over hele køkkenet, som om det aldrig var hændt. Lidt ligesom stemningen efter et ordenligt tordenvejr på en hed og tør sommerdag, som om alt det onde er skyllet væk og tilbage er bare at åbne øjnene, trække frisk luft helt ned i lungerne og mærke den rensende virkning. Det blev julens absolut grimmeste chokolader der kom ud af det, men det var lige præcis det vi alle havde brug for for at få aftenen til at slutte lige så godt som dagen var begyndt.

Nu ligger Sebastian i hulen og sover sødt, præcis som en 8årig skal gøre. Sluttede af med at sige "Mor, jeg vil ikke have mareridt, jeg elsker dig!" og hele min fortvivlelse forsvandt som dug fra solen. Hvorfor skal livet være så svært for sådan en skøn lille trold, en dreng som har alle de bedste egenskaber - han er så kærlig, så omsorgsfuld og så vidunderlig på alle måder at det virker helt forkert at han skal sloges med så store følelser. Når han ligger der, helt afslappet og smiler går mit liv op i en højere endhed og jeg kan slappe af, det eneste en mor ønsker er jo glade og trygge børn. Jeg nyder at Sakarias endnu er så lille, han er så nem at tilfredsstille, så nem at gøre glad og så ufattelig let i sit sind - Jeg ville ønske at det kunne fortsætte sådan for evigt, men som de bliver ældre og får en større forståelse, så kommder der ting der påvirker dem, ting der gør at deres liv ikke altid er let og fornøjet. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved mig selv når de en dag kommer hjem med kærestesorger, for lige meget hvor meget jeg ønsker det, så ved jeg at jeg ikke kan tage alle deres frustrationer fra dem for altid, og det kan jeg simpelthen ikke bære.. Mine små mennesker.. Åhh..

Glædelig 20. december

søndag den 19. december 2010

19. december - Så begynder jule-hækkeløbet!

19. december

Så er taktikken sat ind i det lille hjem, fra nu af er der kun 4 dage til at få styr på alt det vi har glemt, få lavet konfekt og småkager, få hentet træet, pyntet det og ellers bare krydse fingre for at alt går op i en højere enhed. Vi er ved at være nået dertil hvor alt hvad vi har gjort de sidste 3 uger gerne skal holde og så må vi bare håbe på at resten kommer af sig selv.

For mig er julen en af mine absolutte yndlingstidspunter på året, sammen med halloween (ja jeg er halloween nørd, og elsker den kommercielle tilkøbte højtid som butikkerne lever stort af i oktober, ELSKER det siger jeg!) men det er også en af mine sværeste tidspunkter på året. Jeg bruger hele året på at planlægge julen, så snart een jul er slut går planlægningen af den næste i gang, nogen gange før. Der er pakkekalendre der skal købes, der er gaver der skal spares op til, der er julepynt der skal findes på januartilbud og der er gaver der skal jagtes på de helt rigtige tidspunkter. Jeg kender mine mangler, som altid har været størst på pengepungen men nu også på energi nievaeuet, det ene kan jeg forsøge at planlægge mig ud af og det gør jeg i stor stil, men der er altid et eller andet der ramler i december, december er sådan en tids- og pengeslugende maskine som ingen formår at stoppe før det er for sent, sådan en der kommer snigende og lige pludselig er der og stikker af med både din tid og dine penge.

I år havde jeg totalt styr på det hele, lige indtil december rent faktisk begyndte, så løb det hele alligevel af sporet. Jeg havde besluttet at i år skulle være året hvor jeg havde både økonomisk og mentalt overskud til at gøre alle de ting jeg altid har drømt om i julen, som at tage en hel dag ud af kalenderen og tage i Den gamle by i Århus, lave konfekt i grimme farver eller bruge en hel søndag på bare at bage småkager og spise dem i samme tempo som de kom ud af ovnen. Vi købte ungernes gaver allerede i starten af september, vi afskrev alle de mange gaver til venners børn og vi bekendtgjorde overfor familien at gaverne i år ville være personlige og højst sansynlig uden byttemærker og så har jeg ellers jagtet julegaver hele året og fundet nogle gode ting.

I dag vågner jeg op til den 19. december, de første knap 3 uger er allerede fløjet afsted og jeg har hverken fået bagt småkager, fået lavet kulørt og klistret konfekt med ungerne, fået bagt honningkage hus eller været i den gamle by - Jeg har vitterligt ikke fået gjort noget som helst af det jeg havde arbejdet så hårdt på at få plads til i julemåneden. Det gør mig trist at det er blevet sådan, for jeg ved at de næste 4 dage bliver fyldt med stress, dårlig samvittighed på grund af travlhed, måske en smule snerren af René fordi vi er stressede og jeg føler mig mangelfuld i forhold til at få hygget om hele juleriet og en hel masse forsøg på at kompensere på andre måder. Derfor startede vi også morgenen med at lægge en plan for hvad der nu skal ske, mandag er jeg syg på grund af sprøjten og vi har nogle ærinder, tirsdag og onsdag skal jeg arbejde og torsdag skal jeg på sygehuset - Og så er det faktisk juleaften og timeglasset er løbet ud. Hvis vi skal nå det hele, må vi tage unødvendig hårde metoder i brug.. Jeg måtte tage sprøjten kort efter morgenmaden og bruge hele denne søndag på at lige udskidt æblegrød med rander under øjene og alt for krum ryg, sådan lidt ala pigen i "Nightmare before christmas" bare uden syningerne! Men det er nødvendigt hvis vi skal nå det hele, jeg har ikke tid til at ligge i sengen imorgen!

Ungerne åbnede deres pakker, bamser de kunne male på. Jeg malede sammen med dem den første times tid, hvor vi alle blev en del mere farverige, hjalp Sebastian med at ringe over til hans oldeforældre og lave en "play-date" og hjalp René med at gøre Sakarias klar til deres "hemmelige" juleshopping uden mor, derefter satte jeg mig med min gule spand og min grønne sprøjte i sofaen, med hele familien som et underligt nysgerrigt puplikum og stak mig selv i maveflæset, for hvad jeg håber bliver sidste gang på denne side af julen. Derefter imigrerede de lige så stille ud af huset og ud i snevejret, præcis som jeg havde håbet at vi alle ville gøre her i julen - Vi har ikke engang fået bygget en snemand. CHRIST! Jeg og min dårlige samvittighed smuttede ind under dynen og der blev vi liggende hånd i hånd indtil de vendte tilbage kort efter middag.

Derefter tvang jeg mig selv på benene igen, jeg ser godt nok usædvanlig mange stjerner i dag og er meget, meget svimmel, men det er søndag, familiens hyggedag og det skal hverken julestress eller EPOsprøjter altså have lov at ødelægge. Efter at have hygget lidt med Sakarias, som bestemt mente at hvis mor kunne ligge inde i sengen og sove så kunne han også, og derefter have fået ham puttet ude i barnevognen kom min mor og min stedfar. Min stedfar er så sød at rydde sne på vores vej, vi bor jo så langt fra alt muligt at der ikke bliver ryddet sne, og slet ikke på private veje, så det gør han. Min mor kom med gaver til drengene, hun bliver hårdnakket ved med at påstå at julenissen ved en fejl ligger gaver henne ved hende hver eneste søndag. Vi sad længe og snakkede og spiste lidt frokost sammen inden Sakarias endelig vendte tilbage fra sin middagssøvn ude i sneen. Som en af mine bekendte skrev på facebook igår, så kan man godt forstå at man som turist finder det meget mærkeligt at vi putter vores små bitte mennesker ud i minusgrader for at sove - Men Sakarias sover fantastisk der ude, langt bedre end indenfor!

Efter at Sakarias havde fået sin gave og min stedfar var kørt over til oldeforældrene med Sebastians gave tog jeg lige en halv time inde i sengen igen, inden Sebastian kom hjem for at lege lidt. Det bliver til lidt leg med lego, lidt hysteri over at lego gik i stykker og et fælles projekt om at samle lego igen. Hvad den Atlantis borg ikke efterhånden har været igennem er ikke værd at tale om, og det har altså også været nødvendigt at lime nogle af de sarte dele sammen, for det bliver brugt stort set dagligt og bliver altså ikke ved med at hænge lige godt sammen. Man må da næsten håbe at han får hvad han har ønsket sig til jul, så den stakkels borg kan få lidt velfortjent ro.

Hen under aften smuttede Sebastian over til sine oldeforældre igen, de har åbenbart aftalt at han skal sove ovre ved dem i nat. Det gør nu heller ikke så meget, for jeg er ved at være så flad at jeg snart falder i søvn og ikke vågner før imorgen igen. Sakarias og René sidder og ser julekalender og jeg tager en slapper igen, for lige om lidt går det løs med putteritualerne og dem vil jeg nu engang være med til. Specielt fordi at Sakarias er inde i en periode hvor han er meget mors dreng, så jeg kan høre ham kalde inde i stuen når han syntes jeg har været væk længe nok - og så mest af alt fordi jeg godt kan lide den del hvor vi siger "Godnat, ses i morgen, elsker dig"

Glædelig 19. december