Sider

torsdag den 22. december 2011

22. december - Juletræerne flytter ind

Sebastian sidder lige nu og prøver at tegne med pasteller med en af mine veninder, hun er en helt fantastisk dygtig tegner og er lige nu ved at lægge sidste hånd på nogle julegaver. Vi har inviteret dem her ud, fordi hun er mor til vores kommende gud-barn og fordi vi elsker at være sammen med dem. Lige nu ligger vores halvsløje "lånebaby" så og sover, René læser godnathistorie for Sakarias og Sebastian er ved at lære at tegne - Og indtil videre har han en fantastisk tålmodighed, noget som han ellers ikke er ejer af, men når det er "fremmede" der prøver at lære ham noget så kan han åbenbart godt finde det frem.. Den dreng ligner altså hans mor for meget!! Men det efterlader så for første gang i flere dage, mig alene med med tid til at skrive lidt på den yderst forsømte juleblog.

I dag har været endnu en træls dag, efter min tur på sygehuset. Jeg går bare og venter på at det hele eskalerer og til sidst ender med et smertehelvede, det er rigtig øv at gå og vente på, men jeg ved at det bliver bedre ret hurtigt efter at det har toppet, så jeg håber inderligt at det snart sker så det ikke er juleaften der skal ødelægges af det! Trods at dagen har været træls så har jeg faktisk fået lavet nogle ret gode ting med ungerne, altså haft noget kvalitetstid!

Sakarias har været hjemme, han er stadig syg med noget feber og er enormt pyldret, så han og jeg har hygget os mens René hentede min lillebror fra hans sidste dag på anlægsgartner grundforløb og Sebastian havde sin sidste dag i skole inden juleferien. Sakke og jeg startede så med at se halvdelen af en pokkers masse tegne film, minisekterne, Iceage 3 og Sammys store eventyr. Da han ikke syntes det var videre sjovt at blive ved med at sidde i sofaen sammen med en slatten mor fandt jeg lidt energi frem fra depoterne og fandt noget grønt akrylmaling frem, nogle tørrede grankogler og mine skønne pensler, som jeg egentlig helst ikke ønsker at dele med ungerne.

- Og så lavede vi juletræer af grankogler. Det vil så sige at grankoglerne fik lidt maling, Sakarias fik meget maling og spisebordet var spurt ind i maling, ligesom mit hår åbenbart også er det. Men jeg tror det kendetegner at vi har gjort noget godt og hyggeligt, at det også har været grisset og smattet og at vi har grinet! For grinet blev der i hvert fald, ikke mindst når vi begge var smurt ind i maling. Det var egentlig meningen at koglerne også skulle have perler og pynt på i dag, men det var kun et af træerne som nåede så langt, for så mistede Sakarias også interessen for det og jeg valgte at tøffe tilbage til stilstand og gå en lille smule i middagshi hvor jeg så ikke lavede alverden, ud over at se nogle gigantiske fisk i discovery!

Sebastian havde jeg kommet til at love at jeg ville spille minecraft med, det er flere måneder siden at vi sidst har gjort det så der er kommet tonsvis af opdateringer siden da og jeg har ikke rigtig gidet at se hvad han har forsøgt at vise mig, så nu skulle det altså være - med multiplayer og det hele. Det var ellers ikke lige det jeg havde allermest lyst til på daværende tidspunkt, men jeg fik mig indrettet ved sofabordet, med Sakarias ved min side som åbenbart også lige pludselig skulle spille på hans fars computer, ikke at han forstå hvad han laver, men han forstå at nu spiller vi alle i  fællesskab og det vil han gerne være en del af. Jeg ved ikke rigtig hvad der er at fortælle om minecraft, det er et spil som foregår i firkanter, hakke sten, samle sten, bygge af sten, finde kul, fælde træer, laver fakler - og tusindvis af mange flere ting, men det er faktisk meget hyggeligt, jeg spiller ellers ikke rigtig computer, men det her syntes jeg er hyggeligt fordi det handler om noget så simpelt som at samle ting og bygge op. Det er lige sådan noget min hjerne kan klare, og så bestemmer man også selv om man vil have monstre med i spillet - Det vil jeg som regel ikke, de ødelægger altid mit hus!

I dag ville Sebastian godt nok ikke spille i mange, mange timer som han plejer, jeg tror han blev træt af at han ikke kunne snyde i spillet, det kan han nemlig ikke når vi spiller multiplayer, og han er ikke så god til at vente med at finde de ting som man mangler. Men hyggeligt var det, og det er nok ikke sidste gang vi gør det inden jul, det er en nem beskæftigelse for os alle, det er hyggeligt og så lærer han endda at skrive lidt på computeren fordi vi er nødt til at skrive sammen da vi sidder i hver sit rum.

Vores eget juletræ er også kommet ind nu, til tørring - Det er hermed kåret som årets grimmeste juletræ. Sebastian er sur og tvær, René var sur og tvær da træet skulle sætes i foden, for den knækkede nemlig da det vejer dobbelt så meget i den ene siden som i den anden og Jeg er sur fordi det er FOR asymetrisk. Men det går også, for når der kommer pynt på og gaver under det, så er der ingen der ligger ret meget mærke til at det er så skævt. Så imorgen når det er ordenlig tørt, så skal det pyntes - Det skal vi nok få et par timer til at gå med, om ikke andet så når det skal gøres anden og tredje gang fordi hunden har rykket pynten af igen.

Nu vil jeg dog kigge på mit skøne og yderst koncentrerede barn og nyde resten af aftenen, med en helvedes masse smerter!! AV!


Ahh troede vi, for netop som jeg skulle til at poste dette eskalerede Sakkes hosteri til et punkt hvor vi alle fløj op - Selvfølgelig var jeg den som rendte hurtigst og vandt retten til at sidde inde hos ham! Det har jeg det nu bedste med, at det er mig - Men det gik altså ikke værre eller bedre end at det kørte helt af sporet, vagtlægen måtte tilkaldes og nu sidder René med Sakarias udenfor hvor de prøver at komme af med en omgang falsk strubehoste. Vagtlægen er på vej og jeg prøver at lade være med at være alt for nervøs, jeg har ike selv helbred til at være den der sidder ude og jeg magter ikke at sidde inde og være passiv.. Så nu går jeg i gang med at vaske køkkenet ned!!

Glædelig 22. december

mandag den 19. december 2011

19. december - Hvad dato er det efterhånden?!

Er det allerede mandag igen, dagene er bare smuttet afsted for mig de sidste mange dage. Jeg har ikke fået skrevet, jeg har ikke fået sovet - Ja jeg ved efterhånden snart ikke hvad dag det er, hvad dato det er eller hvad det egentlig er jeg skal hver dag. Det hele løber ud i et for mig i en eller anden form for tåge af træthed og ting jeg har besluttet mig for BARE skal gøre, afholdes eller klares. Jeg render rundt med en konstant hvalme, med konstante tømmermænd af træthed og med børn som skal tale ret højt for at trænge igennem til mig. Gæt selv, det er ved at være jul om 5 dage sidder vi lige nu forhåbentligt og er klar til at danse om juletræet eller er ved at åbne gaver, men ikke engang derefter kan jeg sige at der bliver ro på. Det bliver der nok ikke før efter nytår og jeg bliver helt kvalm ved tanken!

Jamen mit krop kan sgutte finde ud af noget som helt mere, jeg kører mig selv for hårdt og det påvirker vist både hormoner, humør, og alt andet i mit system. Jeg tror jeg er nødt til at aflægge lægen et besøg snart for min krop er helt ved siden af sidg selv med konstant feber, konstante smerter og ikke rigtig nogen ting der tyder på noget bestemt der skulle udløse den situation - men har man tid til at tænke over det i julen, NEJ! Og når jeg har, ja så er jeg så træt at jeg skvatter bevidstløs om af træthed og først kommer i tanke om det igen når det er for sent.

I dag startede med en rigtig sød unge i sengen, Sakarias havde valgt at sove længe endnu en gang, noget der jo ellers kun sker sådan ca en gang om året, men nu har vi altså oplevet det to dage i træt. Wee! Det er så fedt at starter med et "Mor, du er MIN dreng!" og så de der små iskolde fødder ind på sine godt varme lårbasser under dynen. Sebastian skulle blive hjemme fra skole, vi havde nemlig en aftale - En aftale med nogle "professionelle" som skulle hjælpe mig med at få snakket med ham om det her med kræften. Det lyder meget højtideligt, men så slemt er det ikke, men når man er en familie som vores med hypersensitive børn, eller bare børn for de er i sig selv hybersensitive, så er det svært at æøbe ind i sådan en omgang her og så bare tro at det kan gå ubemærket hen. Så afsted i børnehaven med Sakke og videre afsted med Sebastian i bilen. Der var meget stille hele vejen, jeg var nervøs, Sebastian var vist bare træt og René er ved at blive syg.

Det er frygtelig hårdt at skulle tage sådan en snak med sit store barn der på een gang forstå alt for meget og alt for lidt. Heldigvis får vi god hjælp til at tackle det hele lige nu og den eneste der endte med at sidde med tårer i øjnene var mig, mest af alt fordi at han afslørede at han allerede ved alt for meget uden at vi har sagt noget, men også ved tanken om at han som en af meget, meget få 9 årige der ved at meget medicin udvikles i USA og er "nødt" til at have en viden om sådan nogle ting. Mens alle de andre drenge kan koncentrere sig om at lokke deres forældre til at lade dem stille spil de ikke er gamle nok til, så er han nødt til at bryde sit søde lille hoved med at "Mor venter på om hun kan blive forsøgs person på noget nyt medicin". Jah, personlgit syntes jeg jo det lyder frygteligt "forsøgsperson" så jeg er SÅ bange for hvad der nu kommer til at ske inde i hans lille skaldede hoved, vil han nu komme til at se mig sidde i bur, med læbestift smurt ud over hele ryggen og ryge på cigarer mens jeg tager en masse piller, her i hans næste mareridt. Eller er det kun mig der har sådan en eller anden ubehagelig fornemmelse af at blive den næste hvide kanin i bur, eller rygende chimpanse. Sådan hænger det jo ikke sammen, men når jeg kan have det billede hvad kan en dreng på 9 så? Jeg er nok nødt til at stole på at dagens snak er den rigtige, det er trods alt ikke mig der er uddannnet til at snakke med børn om sådan noget, så mon ikke at det er okay når de siger det er sådan det skal foregå?

Resten af dagen er gået med en klump i halsen og meget tæt til våde øjne hele tiden, jeg venter hvert andet øjeblik at han kommer og stiller mig spørgsmål jeg ikke ønsker at svare på - Hvad sker der hvis han spørger mig hvad der sker hvis jeg ikke bliver godkendt?! Jeg ved det jo ikke engang selv og jeg har ikke lyst til at vide det, af skræk for hvad der så er derude for mig.. Måske det i virkeligheden er mig der har mest brug for at snakke med nogen om det her.. Ikke en tanke jeg har tænkt mig at gøre til ende lige nu, for jeg har simpelthen ikke tid til at tænke på hvordan jeg har det, jeg tror der kommer et eller andet nedbrud sammen med det, angst for fremtiden og alt det der som jeg ved vil slå mig ud i de dage det tager at tude mig selv dehydreret, så nej, det er ikke nu jeg skal snakke med nogen om det. Det må komme når de alle er tilbage i skole og jeg kan hulke i fred! Men ja, det er nok ved at være tid til at det kunne være sundt at få det ud af systemet for en tid, jeg er for god til at gemme det inde så længe at det ikke bare er lidt der skal ud, men en stor, sort regnsky!

Eftermiddagen er gået med julehygge, lave juledekorationer, ungerne har lavet julegaver og jeg har siddet og haft ondt, igen. Men drengene har haft en fantastisk eftermiddag, selv om at begge deres forældre er ved at være godt brugte for i dag - Og det er simpelthen det vigtigste. Eftersom vi havde en lang eftermiddag blev det til rygbrødsmadder da vi kom hjem, og Sakarias blev ret hurtigt sengeklar. Jeg begynder at undre mig over at han sover mere og mere, men det må virkelig være hårdt at gå i børnehave. Lille pus altså.

Sebastian er i gang med at rydde op på hans værelse, noget jeg har gjort frem til nu men nu er mine smerter simpelthen for slemme, så her mens jeg sidder og venter på at det smertestillende vil hjælpe kan jeg lige skrive lidt her. Han rydder op fordi hans onde, onde mor har sagt at der ikke kommer nye julegaver ind før han har ryddet op og gjort plads til dem. Han er rasende på mig, for han kan ikek se nogen grund til at man skal kunne se gulvet eller at tøjet skal vaskes inden HELE tøjskabet er tomt. Han er MAX teenager p[ det punkt, så det er simpelthen noget med at stå inde på værelset og sige "Sebastian, nu skal du rydde det område der op" og så hele tiden holde ham til ilden ellers falder han i en eller anden leg hver eneste gang han får ngoet i hånden, om det så er pappet fra en adventsgave, en gammel ind eller et stykkelegetøj, det har alt sammen en historie og så forsvinder han simpelthen fra virkeligheden når han kommer i tanke om hvad han lavede med det sidst. Det er virkelig en prøvlse for en mor med manglende tålmodighed i tiden, men de der trusler med julegaverne virker endnu - Utroligt at han stadig tror på det, men hvad fa'n, så længe det virker så er det jo bare fedt. Der skal nok komme en tid hvor han er bedøvende ligeglad med hvad jeg siger og murre sig inde i hans rod.

Dog tror jeg det er ved at være ved tid at sende ham i seng nu, det var det første område jeg bad han få "cleared", så der skulle være en mulighed for at han kan sove uden at have alt mulig skrammel i fodenden i dag. Så må resten af oprydningen komme de næste par dage, der er trods alt et par dage endnu. Og så vil jeg hoppe i seng også, jeg er så smadret at jeg lige nu tvivler på at vi nogen sinde bliver kar til jul i det her hus!

Glædelig 19. december!

fredag den 16. december 2011

16. december - Så la' da vææææær!!

Ja, jeg er det der sure, gnavne hun-monster der render rundt og råber mig hæs i dag. Alting er bare trælt, alting er bare øv og jeg syntes at NU kan det fanme være nok! Det er selvfølgelig knoglesmerterne der er min værste fjende i dag, og knoglesmerter er noget af det værste man kan have, for der er stort set ikke noget der kan tage kampen med det 100% så man er smertedækket, i hvert fald ikke hos mig. Så mine fingre skriver ufattelig langsomt, mine knæ kan ikke rigtig bære mig, mine hofter kan ikke lindres lige meget om jeg sidder eller ligger - Ja, det er mildest talt bare slet ikke spor sjovt. Og jeg tør godt indrømme at jeg bliver en fanden at være sammen med når ejg har så ondt, seriøst slem. Jeg har ingen tålmodighed, jeg har ingen ro, jeg har ingen overskud, jeg kan ikke tåle lyde.. Jamen hvis jeg havde været en hest så tror jeg sgu man havde skudt mig, om ikke andet så fordi det ville skabe noget mere ro i stalden!

Dagen startede faktisk også en smule irriterende, det er jo fredag og jeg plejer at sove til langt op af formiddagen fordi ejg har taget min skod-sprøjte, som så bare var super meget skod igår, men i dag var der bare lige to mennesker mere i min stue fra morgenstunden og selv om at jeg plejer at kunne sove fra alt, så kan jeg åbenbart ikke sove fra fremmede stemmer uden for min soveværelsesdør! Så da jeg først var vågnet kunne jeg slet ikke falde i søvn igen for bare smerter, så jeg måtte proppe mig med smertestillende og sætte en dvd på, have hunden ind og varme mit ene knæ og så bare vente på at blive slået omkuld - Og det lykkedes bare aldrig rigtig sådan helt, det blev i hvert fald en meget urolig søvn der ikke har gjort mig noget godt i dag!

Derfor har jeg heller ikke været uden for en dør, ikke engang for at kigge i postkassen, for det har simpelthen bare været så slemt at jeg har forsøgt at sidde så stille som muligt og så bare lade som om at jeg var et helt andet sted. Det har nu været rimelig svært for min telefon har kimet og bimlet hele dagen, Bo skulle have byttet vagt, Bo skulle det ene og Bo skulle det andet - Og jeg hedder da for fanden ikke Bo, men selv efter knap 5 år på den her måde, så har Bo's datters børnehave, det firma Bo lejer biler hos, Bo's venner og Bo's arbejdskolleger ikke fundet ud af at han har skiftet telefonnummer og at det nu er en lille rødhåret arrig furie der har nummeret. Efter at have forholdt mig nogen lunde i ro i lang tid endte jeg alligevel med at svare tilbage på en sms i dag, det har jeg ellers ikke gjort i siden september, men da jeg havde fået den samme sms 5 gange blev jeg sgu sur og skrev tilbage "Ja Bo vil da sikkert rigtig gerne bytte vagt imrogen, men husk lgie at sige det til HAM også, så HAN ved det", ej forud for det havde jeg altså skrevet og spurgt om de ikke godt ville stoppe med at spamme mig med beskeder, og fået et beskidt svar tilbage om at det skulle de nok hvis jeg bare gad at svare (sagt på en noget grimmere måde). Jeg tror de forstod det, vi har trods alt haft den snak mere end een gang, men ellers har BO altså byttet sin vagt med kvindeteknik på onsdag.. Hmm!
- Jeg vil lige sige igen, når man har ondt så skal der ikke meget til før man bliver en smule emig.. Hehe!

Så kom ugleungen hjem, skyndte sig ind på sit værelse og da jeg jo sad og ævlede i telefon gik der noget tid før jeg opdagede at han IGEN har været ved at klippe sig selv.. Åhh, denne gang kan jeg s¨å i stedet sige at han har været ved at barbere sig selv, i håret!! Han så simpelthen frygtelig ud og jeg kunne ikke lade være med at blive så chokeret at min stemme nok røg lidt for meget op i den høje ende, heldigvis havde jeg en i den anden ende af røret som bare skreg af grin. Det lettede stemningen noget.. Men for pokker, hvad tænker drengen da på?! Ikke at julen står for døren med alle de der smarte arrangementer hvor moderen gerne vil have at han ser smart og fiks og ikke delvist skaldet ud!! Jamen for pokker da, det er virkelig grinagtigt, nu. Det syntes jeg ikke for 2 timer siden da jeg var nødt til at klippe ham næsten skaldet, for kun at opdage at man faktisk endnu bedre ser de bare pletter nu, eller da jeg først opdagede det. Men jeg vænner mig vel til det, der når ikke at gro ret meget hår ud på 8 dage.. Skøre unge!

Han har lige pludselig fået en MEGET høj pande.
- Og så kan man ikke engang se det hul i håret han har lavet oppe i toppen!

Eftermiddagen er lidt tåget for mig, jeg har mest af alt "arbejdet" på computeren, eller hvad man nu skal kalde det når man bruger det meste af sin tid på at sidde og se ud i luften i en eller anden smertetåbe som bare nægter at lette og det er ikke blevet bedre efter at Sakarias og René også kom hjem. Jeg har bare været gnaven, forsøgt at holde mig på behøring afstand af de andre sådan de ikke bliver for meget påvirket af det og så ellers bare siddet og rokket for at holde smerten ud. Jeg klarede lige at holde Sebastians plagen ud og hjælpe ham med at sortere og tælle hans Pokémon kort som han længe har ævlet om at sælge, og NU, pine-død NU skulle det så være, det hjalp ikke ligefrem på min gammel-gnavne attitude, men jeg tror nu nok at Sebastian syntes det var godt nok alligevel. Det bunder vist ud I at han har fundet ud af at han vil have en Nintendo 3d et eller andet xl stor og stærk og så er han gået i gang med at ville sælge ud af alt det han ikke bruger mere - Hvilket også er rigtig fint, men jeg kunne godt have drømt om at han havde valgt at gøre det på en dag hvor jeg ikke havde så pokkers ondt, men okay, det var da heldigvis stillesiddende "arbejde" han ville have mig til, det var værre hvis han havde besluttet at der skulle sælges ud af hans cykler eller sådan noget!

Sakarias har været lige så træt som mig i dag, så han har gået rundt og pebet lidt og jeg har siddet og pebet lidt - Jeg tør godt at afsløre at René ser meget træt ud i dag. Jeg tror han glæder sig til jeg lige om lidt smutter i seng så han kan få noget alene tid med ro! Ej men det er slet ikke til at forklare hvor grumt det er at have så ondt og så ikke kunne gøre noget. Det kan jeg så heldigvis nu, for nu er ungerne puttet og der er ro i huset. NU kan jeg tillade mig at tage en god portion smertestillende og så bare sove, sove, sove! Og det er lige præcis hvad jeg har tænkt mig at gøre. Så den der manglende 15. december må altså vente lidt endnu, der er egentlig heller ikke så meget at skrive for det er gennemgående bare ynk og brok jeg har at komme med - Smerter, smerter og møgsprøjter, men selvfølgelig også nogle fantastiske unger som har lavet nogle skøre, sjove og underlige ting. Hvorfor render Sakarias f.eks rundt med armen i bind og tror han har kiks på armen? Jaah.. Det må jeg se om jeg ikke kan få skrevet imorgen, hvis der bliver overskud til det.

Glædelig 16. december!


Mon nogen opdager det hvis jeg lader drengen gå sådan rundt? *fløjter*

onsdag den 14. december 2011

14. december - Argh..

Nåh ja altså, min slattenhed er IKKE blevet bedre, faktisk tvært imod. Jeg har længe gået med en svagt forhøjet temperatur, lige på grænsen til feber, altså hele tiden med 37,5 som det laveste. Jeg har bildt mig selv ind at jeg kan huske at jeg også havde forhøjet temperatur dengang jeg fik konstateret kræften og at det nok bare er et tegn på at der jo altså ér mere kræft i mit blod end i den tid kræften har været i nogen lunde bero. Men jeg begynder faktisk at blive i tvivl, jeg har døjet med nogle symptomer som har forvirret mig meget, lidt hævede lymfekirtler, lidt forstyrrelser her og der - Og nu er min temperatur taget et "hop" længere op. Derfor burde jeg måske egentlig nok have ringet til lægen allerede tidligere på ugen, men jeg kommer der så tit at jeg efterhånden føler mig som hypokonder og faktisk ikke har lyst til at komme der mere. Jeg ved egentlig godt at det er noget fis, men jeg har allerede været igennem en ret hård omgang med maven i det her år hvor jeg blev startet op på endnu en afdeling, på endnu et sygehus med endnu en behandling og en række kontroller og jeg har været igennem en hjerte-optagelse, med henvisning til hjerteafdelingen (som så heldigvis ikke var behandlingskrævende) så jeg orker simpelthen ikke at skulle ud til lægen igen og sige "Jeg tror der er noget galt, men jeg kan ikke selv lokalisere hvad det er". Hvad skulle chancen også være for at der er MERE galt lige nu, altså jeg har da vist trukket min del af læsset nu?!

Men jeg burde jo nok - og jeg skal også nok ringe, når jeg en dag er vågen i lægens telefontid, hvilket jeg ikke var i dag! For i dag har jeg sovet indtil middag, sådan on and off. Altså jeg plejer at sove meget, men for pokker da ikke i 14 timer i træk. Der er helt sikkert noget galt der inde, men om det "bare" er kræft eller om der gemmer sig noget andet er jeg ikke lige i stand til at vurdere - Lige nu holder jeg bare fast i at jeg ikke skal ringe til sygehuset og lade mig indlægge før temperaturen er på 38,5, og indtil videre har jeg altså ikke været over 38,3!!

Det betyder desværre for denne dagbog at jeg ikke har alverden at sige i dag heller, hvilket irriterer mig godt og grundigt. Det lyder simpelthen ikke særlig flatterende at sige "Jeg har siddet og halvsovet på sofaen hele dagen, til dårlige serier og min computer" jeg ville meget hellere kunne fortælle om alle de fantastiske ting mig og ungerne skulle have lavet. Men sagen er altså den at vi ikke har lavet noget, andet end at sidde på sofaen og kigge på youtube videoer med Barbapapa.

Sebastian har igen i dag haft en kammerat med hjemme og lege, så det er minimalt hvad jeg har set til ham. Jeg oplevede dem lige et par gange mens de var ude og plynre køleskabet, der går godt nok nogle skiver rugbrød til sådan nogle pre-teens. Hold da helt op, der er ikke noget at sige til at Sebastian lige i tiden døjer rigtig meget med vokseværr. Der er ikke mange aftner/nætter hvor vi ikke må ind til ham fordi hans ben gør ondt. Jeg ved ikke om det er min unge alder eller mine egne nætter med knoglesmerter der gør at jeg stadig kan huske vokseværk, men jeg føler virkelige med ham. Det var da ganske forfærdeligt og en smerte man stort set ikke kunne gøre noget imod. Dengang jeg var lille var det kun kolde klude min mor kunne tilbyde, men nu er man da gået med til at ville give børn smertestillende en gang imellem. Det er heldigvis ikke meget han har brug for, men jeg er virkelig glad for at have muligheden når det er værst - jeg hader at se ham ligge og vride sig af smerte, netop fordi jeg kender følelsen så forbandet godt, det er jo sådan stort set alle mine nætter foregår hele vinterhalvåret!!

Det har virkelig været slemt i dag, både med træthed og smerter, så jeg har været langt fra så spændende som ungerne kunne ønske. Jeg ved ikke om man kan sige "heldigvis", men Sakarias har været træt efter en begivenhedsrig dag i børnehaven, så han og jeg har hygget på sofaen med Sebastians dyne hvor Sakarias har fortalt mig en masse om deres tur i kirke i dag. han er lidt et sjovt barn, for han har ikke rigtig den der oplevelse af at kirken er noget kedeligt - Men jeg har nu også altid ladet ham tulle rundt når vi har været i kirke, for så har det været til barnedåb, børnegudstjenester og den slags og jeg VED at hvis han skal få et godt forhold til kirken, så hjælper det ikke at han skal siddet bænket i en time af gangen. Så han får altid lov til at åbne lågen, gå ud på gangen, hviske og stille spørgsmål. Og faktisk har jeg aldrig mødt nogen som ikke har syntes det var også, det er nok faktisk sværest for mig selv at give helt slip og lade ham gøre det helt og ikke halvt. Så i dag har også været en fantastisk dag for ham, en begivenhedsrig dag som han lyder til at han har nydt i fulde dragt. Men hold da op hvor er han træt, slatten og pyller. Der skal ikke meget modgang til før han føler at hele verden er imod ham - men så er det godt med en eftermiddag på sofaen med en lige så pyller mor!

Jamen altså, jeg forsøger virkelig at komme i tanke om, om vi da ikke har gjort et eller andet spændende, men det har vi altså ikke. Jeg havde en plan om at vi skulle have laet et par små scrapbøger sammen, for sørme så, der er sket noget spændende i dag!! Posten har været her, med en fantastisk pakke! Ind af døren kom nemlig, en smule forskrækket post fordi jeg ikke ligefrem har set levende ud i dag, men med favnen fuld af pakke og julekort. Pakken havde jeg slet ikke regnet med, en sød pige på facebook havde skrevet til mig at hun egrne ville give mig ldit af hendes scrapbooking ting hun laver selv, men jeg havde virkelig ikke regnet med at få en hel pakke med totalt lækre og skønne ting. Jamen hele mit "scrapbord" er fuld af papir, klister-produkter, alfabeter, pynt og klistermærker. Jamen det er jo vidunderland for sådan en som mig, og ungerne også, vi har næsten sloges om at åbne og kigge på tingene. Sakarias lagde straks han så det, beslag på nogle Peter Plys klistermærker som han stolt sad og puttede i sin klistermærke bog. Også en dejlig rolig aktivitet vi kunne gøre sammen på sofaen og som gav os lidt kvalitetstid sammen, som ikke havde med tegnefilm at gøre. Men mere blev det altså ikke til.. Måske imorgen, eller fredag bliver bedre..!



Nu sidder jeg og ser et program om folk som opfostrer aber som små børn og selv om jeg syntes det er ganske forfærdeligt at et vildt dyr som en abe jo er, skal vokse op i en verden så er så langt fra den verden den tilhører, så forstår jeg faktisk godt lidt af deres behov, altså menneskernes. Det er da frustrerende, om end fantastisk, at se sine børn voksse op, blive selvstændige, få venner med hjem, få egne meninger, ikke have brug for de mange daglige knus, få hemmeligheder og om ikke så mange år få kærester og leve et liv som ikke nødvendigvis behøver at involvere mig så meget længere - Så hvem ville ikke kunne falde for ideen om et spædbarn der aldrig tog den rejse ud i livet og en dag ikke er noget barn længere. Personligt er jeg måske mest til at blive ved med at få børn, så længe det er forsvarligt, og i mit tilfælde betyder det så at jeg er nødt til at blive ved med at finde mig lånebørn!

Hvilket faktisk bringer mig til at der er utrolig stille i huset her til aften, jeg er nemlig "gået glip af" min lånebaby i dag. Det plejer ellers at være ret fast at han kommer om onsdagen, men i denne uge har hans forældre ikke brug for at få ham passet, jeg sad tidligere i dag og overvejede om jeg kunne tillade mig at spørge om han ikke trænger til at komme hjemmefra alligevel, meeeen med feber og  træthed må jeg nok også være realistisk og tage hensyn til mine egne børn først, som måske ikke syntes at det ville være fedt at dele min sparsomme energi med en mere - Selv om de også elsker lille Sean præcis så højt som vi voksne gør det! Men som skrevet tidligere, så gør sådan nogle små størrelser altså bare noget ved folk uden energi, så der går nok ikke mange dage før jeg er nødt til at ringe og bede hans forældre om lov til at låne ham igen!

Nåh, jeg vil se aberne færdig, tage mit kvalmestillende og så lige vente på at jeg kan tage kemmo (selv om jeg stadig ikke helt forstår hvorfor jeg skal tage noget medicin som ikke virker mere!?) og så vil jeg hoppe i seng og håbe på at jeg kan samle noget energi til imorgen, hvor jeg med garanti får brug for det. Spændende, spændende!

Glædelig 14. december!

tirsdag den 13. december 2011

13. december - Jeg kan ikke i dag..

I dag er jeg træt, meget træt, faktisk så træt at jeg ikke orker at skrive. Jeg har længe været utrolig stolt over mig selv, at jeg trods de store ting vi kæmper med i forhold til min sygdom, har været i stand til at skrive hver dag og også fået lavet nogle skønne ting med ungerne. Men i dag er jeg nødt til at give fortabt, sygdommen har fældet mig og jeg er nødt til at indrømme at der bare ér dage hvor jeg ikke kan klare ale, heller ikke selv om at det jo egentlig ikke kræver alverden at skrive en tekst og på den måde vise lidt overskud, som måske ikke reelt er der.

Men dagen har altså tapper mig for energi, på trods af at det eneste der er sket er en halv times julehygge i børnehaven, en halv times presse-foto i hjemmet og at Sebastian har haft en kammerat hjemme. Det er ting jeg normalt, altså inden det her "tilbagefald" eller hvad man skal kalde det slog ind, ville kunne klare i stiv arm og stadig være frisk - Men det har været en hård dag, uden at jeg egentlig har gjort noget. Jeg tror måske at de krav jeg har stillet til mig selv, i forhold til at VILLE være frisk i julen, VILLE give mine unger daglige små opgaver og gode oplevelser og VILLE kunne gøre min egen 2010-juledag har været for stor en mundfuld. Jeg ér jo for pokker syg, måske jeg også bare snart skulle lukke folk ind og lade dem se det?!

Jeg er nødt til at give fortabt i dag, jeg har intet fået frembragt, jeg har ingen billeder til jer - Jeg har været nødt til at tænke på mig selv og samle mine recurser og prøve at være noget for mig selv. Jeg håber at dagen i dag så betyder at jeg har mere energi imorgen.

Nu vil jeg sætte mig til at se "Andersens Julehemmelighed" - Den kan virkelig få mig til at smile. Det er en blanding af totalt plat humor og gode minder fra min barndom der gør, at en aften på sofaen med Andersens Julehemmelighed er lige det der kan give mig modet tilbage.


Ahh, hvem husker ikke Putte og gas-og-vand mestren?! ;oP


Vi "ses" imorgen og glædelig 13. december.

mandag den 12. december 2011

12. december - Hjemmehjælp, eller?!

Ahh, det er nu så hyggeligt når man vågner om morgenen kun for at trille ud over kanten af sengen og stavre sig afsted ud i morgen-livet, okay så formiddags-livet, som en anden Dronning Ingrid, meget har ændret sig siden sidste år, men ikke lige dette. Jeg bruger stadig to dage om ugen på at imitere dronningemoderen og skal jeg sige det selv, så gør jeg det faktisk ret godt - Altså lige ud over de der kleptoman rygter, det har jeg simpelthen ikke i mig, men ellers passer resten vist meget godt.

Men til min overraskelse var det nu slet ikke så slemt endda, så efter at have bikset lidt morgenmad sammen (hurra for microovn når man totalt gerne vil have scrambled eggs!) og hapset morgen-madpakken af piller, så var jeg egentlig i vældig humør. Felicity var da også totalt for mærkelig i dag, så selv om at jeg efterhånden kan zulu's tvprogram uden ad, så var det altså for kedeligt. Og tænk sig, min mor havde endda fri, for nogen lunde første gang (hint! hint) så jeg skyndte mig at lægge beslag på hende fra middag og frem. Så kunne jeg lige være sikker på at det der med at have det okay ville holde ved og gøre et ihærdigt forsøg på ikke også at ligne dronningemoderen når jeg nu bevægede mig ud i vinterkulden!

Farfar, altså drengenes farfar havde nemlig videregivet opgaven med at købe gave til drengene, jeg synets ellers at jeg faktisk var ved at være færdig, men jeg elsker at købe legetøj så det gjorde mig nu ikke noget at det blev min opgave i år! Min mor plejer at joke med, faktisk sammen med hendes frisør - meget mærkelig mand, at jeg skal lege med alt legetøjet inden jeg køber noget med hjem til drengene.. Og måske har de lidt ret, jeg skal i hvert fald lige sikre mig at det ikke er noget de mister interessen for indenfor de første par dage, så det skal da selvfølgelig testes så meget som muligt. Så jeg lagde mig lidt i baghold og lokkede min mor med til Randers, hvor jeg ved at der ligger en toys'r'us og så gjorde jeg det endda ved at sige "Husk nu at du mangler hængelåse, dét må de da have i Harald Nyborg" man skulle ellers tro at hun var ved at have lært mig og mine små tricks at kende. Det kan jo selvfølgelig være at hun havde gennemskuet mig og bare lod mig få min vilje, men jeg vælger nu at tro at jeg tog fusen på hende, det er meget sjovere!

Så da jeg havde sikret mig at René havde mulighed for at være der til at hente i børnehave og åbne døren når Sebastian kom hjem smuttede jeg glad afsted på endnu en etape af julegavekøbene, jeg tror min mor ville kalde det bjergetapen, for hun hader virkelig det der med legetøj! Ret nedslående lykkedes det mig faktisk også kun af finde gave til Sakarias, så jeg kommer til at tage endnu en etape. Det er simpelthen også skide irriterende at porto er blevet så dyrt og at der ikke er nogle spejder butikker her ude, for det Sebastian ønsker sig er alt sammen ting til at bruge til spejder og jeg er for nærrig til at bruge 80 kr på porto når de kunne bruges på selve gaven og jeg egner mig bare ikke til at rende rundt inde i Århus midtby, jeg skal shoppe et sted hvor jeg kan gå inden for ellers kan mine knogler simpelthen ikke bære mig. Jeg tror "desværre" bare at Sebastian er nået til det punkt i de fleste børns liv (altså ud over mig åbenbart) hvor de ikke længere leger med legetøj men begynder at få sig en hobby og gå op i det i stedet for. Det er jo egentlig meget fint, for vi slipper for alt mulig skrammel, men man skal også bare til at være mere kreativ i sine gavekøb. Kompasser, madkar, spejderbukser, foldebestik, soveposer og selvoppustelige liggeunderlag er bare ikke lige så sjovt som at købe racerbaner og actionfigurer - Men selvfølgelig langt mere praktisk!

Min mor skulle finde insektsæbe - Og nu lader jeg lige være med at forklare hvad det er, så kan I jo lige tænke lidt over dét, jeg ved godt hvad JEG tænkte, og det fik vi ret så meget sjov ud af! - så vi tog i plantorama for at finde det og kom selvfølgelig ud uden det som det eneste, som altid! Men mens vi gik rundt der inde ringede de fra sygedagpenge afdelingen, nu er jeg godt nok ikke på dagpenge, men jeg er da syg. Jeg tænkte selvfølgelig straks "Åhh, åhh det er NU de vil presse mig til noget jeg måske ikke er klar til" men tvært imod havde jeg simpelthen den bedste oplevelse jeg nogen sinde har haft i Norddjurs kommune, jeg mødte fuld forståelse, medfølelse og fik endda tilbud om hjælp. Den rare dame, som det ærger mig at jeg ikke fik fat i navnet på, spurgte om jeg kan få det hele til at hænge sammen og selv om at jeg ikke lige syntes det var det fedeste at stå i plantorama og blotte min sjæl, så fandt jeg da et hjørne jeg kunne stå alene i, nede blandt fisk og skaldyr og fik sagt at det faktisk ikke rigtig hænger sammen. At det der med alt det huslige er en mindre ting lige nu, så der godt kan tænkes at findes nullermænd på størrelse med hunden og at madlavning er noget René alene tager sig af - Til det spurgte hun til min store overraskelse om der var noget vi ønskede hjælp til?.. Vildt!! Nogen der tilbyder at hjælpe, jamen det er jo helt vildt. Hjælp af systemet er som regel noget man skal tigge og bede om og man så alligevel ikke får noget af. Jeg har for meget stolthed til at jeg har lyst til at sige ja til den slags hjælp, jeg syntes faktisk det går meget godt med at holde styr på hjemmet og jeg kender mig selv godt nok til at vide at jeg ville gøre rent inden en evt. rengøringshjælp ville komme, så det ville være spild af tid og energi at give os den slags håndsrækning - men jeg klapper lige mig selv på skulderen og er ret stolt af at jeg faktisk fik bedt om hjælp til noget. Jeg er så dårlig til at bede om hjælp, jamen ikke bare dårlig men direkte elendig, så det er noget virkelig stort der er sket og det burde næsten fejres (så det gør jeg lige ned et glas cola light, aahhh). Men nu vil nogen nok tænke, hvad beder man om hjælp til hvis det ikke er det huslige?! Jo det skal jeg sige, jeg beder om hjælp på mit barns vegne, jeg beder simpelthen om hjælp til at Sebastian kan få hjælp til at lave sine lektier af en der ikke er træt og derfor ikke har den største tålmodighed i verden. De der har pre-teen drengebørn vil måske vide at lektier er sådan noget som man bruger timer på at hade, sige man ikke kan lave, kæmpe imod og gøre sine forældre gråhårede over og jeg indrømmer blankt at jeg ikke har den nødvendige tålmodighed og energi til at gøre det bedste for Sebastian lige nu. Han er ellers en dygtig elev, så jeg forstår simpelthen ikke hvorfor han skal kæmpe så meget imod, han er skide god til matematik og han læser godt, men når han sidder med lektierne foran sig, så lader han til at syntes at hele formålet med lektier er at ødelægge hans liv - Og det bliver altså vendt mod mig, eller René hvis det er ham der tager kampen. Jeg håber virkelig at det er noget man kan få hjælp til, det ville fjerne en stressfaktor i vores hverdag, for er det en anden der laver lektier med Sebastian, så kæmper han sjovt nok ikke imod på samme måde og spørger man ham hvorfor siger han "Jamen jeg kan jo ikke opføre mig sådan overfor en der ikke er min familie" som om det er det mest tåbelige spørgsmål jeg kunne stille. Jamen for pokker dreng, haha!

Da vi havde hygget, hygget og hygget lidt mere satte vi snuden mod Bønnerup og vendte hjem til et hjem hvor der allerede var spist aftensmad, så jeg hoppede direkte ind i hyggen og satte mig til at lege lidt med Sakarias og et eller andet udgravningssæt han havde fundet frem. Det har ellers ligget i vindueskarmen længe, men i dag var så dagen hvor han havde tænkt sig at blive arkæolog, suuuper hyggeligt. Især for mig, for han ville ikke lave det grove arbejde med kun sidde med penslen og som tidligere nævnt er jeg et stort legebarn endnu, så jeg fik levet mig super godt ind i legen og fik gravet den grimmeste lille dino frem sammen med ham.



Imens vi gjorde det lavede René limen til vores honningkage huse, så vi kunne komme i gang med at lime dem sammen og pynte dem, altså med glasur selvfølgelig. René havde lavet nok til to, sådan at Sebastian kan få et med i skole imorgen så klassen kan hygge sig med det. Han var ikke selv med til at pynte det for mens vi hyggede med honningkagehuse her hjemme hyggede han sig med at lave konfekt sammen med sin oldemor, ganske fin fordeling, Sakarias fyldte mere end rigeligt selv og åd mere end rigeligt af glasuren alene, hver gang vi vendte ryggen til. Det blev faktisk rigtig fint, selv om det ikke helt blev som jeg havde håbet, men min sprøjtepose gik i stykker ved drengenes fødselsdag, så jeg havde ikke de bedste betingelser for at få det til at blive ordenligt desværre, en engangssprøjte er bare ikke det bedste man kan dosere med, i hvert fald ikke når man bruger royal icing til at pynte og lime med!



Sebastian kom hjem mens jeg lagde sidste hånd på hans hus til skolen og var ellevild, så det er jo helt perfekt. Derefter kunne jeg lige spise aftensmad, selv om det blev så sent at det blev sammen med julekalender - Eller spiste jeg inden honningkagehuset.. Åhh, jamen det er sgu da også ligemeget, jeg gjorde det i hvert fald alene og gud hvor er mad da bare kedeligt når man sidder alene og spiser, der er altså bare et eller andet hyggeligt ved at sidde sammen som familie og hygge sig med det i stedet!

Ungerne så julekalender, ungerne blev puttet og jeg har nu brugte de sidste timer på at tjekke op på de små opgaver jeg har rundt omkring på nettet der lige skal klares en gang imellem. Så for at min søde René ikke skal undvære mig hele dagen, så vil jeg runde af nu - Det er jo for fanden også lagt over min sengetid!

Glædelig 12. december

Ov ja.. Fik du tænkt over hvad insektsæbe er? Jeg kan med det samme sige at det ikke er til at vaske dine insekter i, min mor var ved at brække sig af grin da jeg spurgte om hendes insekter var beskidte, jeg tolkede hendes svar som at det ikke lige var dét det var til. Det er heller ikke til at fjerne insekter fra bilen med, det er nok heller ikke lige på denne årstid der sker flest insektdrab på forruden - nej det er filme til at vaske sine planter i, for at få insekterne til at holde sig væk fra dem. Totalt misvisende navn, men så fik vi da slået fast at jeg ikke aner noget om plante-pleje! Men nu er jeg jo altså heller ikke den i familien med de grømme fingre, det er jo min lillebror som om 10 dage kan kalde sig et eller andet fancy og afslutter på "anlægsgartner-skole" i Beder! WuuHuuu!

søndag den 11. december 2011

11. december - Hvem har spist?!

Ihh, så troede man lige at man skulle nyde aftenen med lidt ro mens der flyver stjerner rundt om hovedet på mig, lidt ligesom i tegnefilm når de slår hovedet, mine stjerner skyldes bare at jeg for et par timer siden tog min sprøjte og at min krop nu kæmper for at lave mig nogle hvide blodlegemer der kan danne grundlag for det immunforsvar min krop egentlig selv burde lave, hvem pokker er det der render rundt og spiser mine hvide blodlegemer når jeg nu har så pokkers meget brug for dem selv?! Og hvem har iøvrigt spist mit internet, nu er jeg jo nødt til at underholde mig selv!

Dagen i dag har båret rigtig meget præg af at jeg var ude og feøjte igår, for det første vågnede jeg først ved halv ni tiden, hvilket jo faktisk er meget okay når jeg plejer at ville have mindst 10 timers nattesøvn. Men ungerne var jo hos deres oldeforældre og de skulle hentes så jeg tænkte at jeg hellere måtte tage mig sammen og komme op så vi kunne hygge når René kom hjem med dem. Men puha, træthed kan vist næsten sammenlignes med tømmermænd, altså det eneste der sådan rigtig manglede var kvalmen og sprutånden, eller var både træthed, svimmelhed og sløvheden der fint! Vi fik klaret og igennem en super hyggelig søndag morgen hvor alle var så heldige at få en adventsgave, ud over hunden, stakkels lille forsømte pus! René fik en "hov for pokker, er det allerede søndag igen"-gave som Sakarias og jeg havde fundet i føtex den dag han selv var med, en form til at bage honningkagehus i. Det er jo ingen hemmelighed at køkkenet er Renés, i hvert fald når der skal laves mad, det lader til at det mest er mit når der skal gøres rent!?!! Ungerne fik klistermærker og pebbernøddeblanding, hurra for at dr. oetker har gjort det så nemt for forældre der gerne vil snyde sig til lidt julebag og jeg fik "Jul på slottet" på dvd. Super fedt, den har jeg også bare gået og synget titelsangen på så længe at Sakarias kan det meste af det første vers uden ad, uden overhoved at kende sangen!

Da morgenmaden, pakkerne og søndagshyggen havde sat sig godt i os besluttede jeg mig for at overtale ungerne til at se jul på slottet med mig, jeg øjnede lige chancen for lidt let købte point ved at sidde og være totalt "Se det var fra dengang mor var dreng"-agtig og det gik faktisk også skide godt de første par afsnit. Lige pludselig fandt jeg mig selv savlende godt pakket ind i dynen, i et stort set tomt hus. Jeg kan egentlig godt huske at jeg sagde til René at jeg frøs så frygteligt og at jeg tog min temperatur og opdagede at jeg havde en let feber, men alt efter at han hentede dynen er totalt forsvundet - sammen med 4 timer af mit liv som jeg egentlig havde regnet med at bruge på at være overskudsagtig og bage honningkagehus med mine drenge. Men det magtede jeg så åbenbart ikke, i stedet vågnede jeg så op til at Sebastian var taget over til en kammerat og at René og Sakarias var taget ud og handle ind til aftensmaden, honningkagedejen var lavet og ja, jeg følte mig sgu lidt som en røv.

Heldigvis var det ikke den følelse min skønne familie gik rundt med og jeg siger heldigvis fordi jeg simpelthen ikke magtede at hive mig selv sådan helt op og ud fra dynen, så det endte med at de bagte af sig selv, Sebastian og hans kammerat kom her hjem og spillede lidt computer og først da Sebastian skulle lave lektier var jeg ved at være sådan nogen lunde ude af mine tømmernænd - men jeg har dog stadig en let feber!

Jeg syntes ærlig talt at der er lidt mange huller i hukommelsen i dag, for jeg aner ikke hvad jeg lavede da René lavede aftensmad, kommer jeg lige til at tænke på nu.. Mon jeg faldt i søvn igen dengang Sakarias og jeg så Smølfe-tegnefilm?! Det må jeg lige høre ham om senere. Sakarias gjorde i hvert fald og han har været totalt pyldret lige siden, jeg føler med ham, der er altså heller ikke noget værre end at blive vækket før man selv er klar til at vågne, jeg har også tit lyst til at skabe mig hele resten af dagen når jeg bliver nødt til at stå op om morgenen, jeg er sgu aldrig klar til at vågne når der er nogen der mener at jeg skal op og varetage mine mor-pligter!

Efter aftensmaden tog jeg lidt revance og gav mig til at hygge med ungerne. De første 10 minutter gik det også rigtig fint, men så forsvandt Sebastian pludselig, til min store ærgelse, det var ellers hans skyld at vi var begyndt på lige netop dét projekt! For da vi var ude og kigge på (de manglende) scrapbooking-ting igår opdagede han et skilt på døren, et af dem der hvor der står "Åben" på den ene side og "Lukket" på de anden og sådan et ville han bare suuuuper gerne have på sin dør, "for så kan jeg jo stille det på åben når I gerne må komme ind og på lukket når I ikke må!". Altså, jeg syntes jo selv at vi er super gode til at vise ham den respekt at banke på inden vi bare kommer brasende ind til ham, men eftersom vi har afvit at han må få en nøgle til hans dør, så kan det da godt være at han har brug for sådan et "Do not desturb" skilt? Vi fandt nemt de kreative ting frem, de var ikke blevet pakket ud af kassen siden igår, men det var åbenbart ikke nemt nok til Sebastian, for han forduftede indd på pre-teen værelset og satte sig til at spille computer igen! Damn it!



Men så fik Sakarias og jeg da hygget og lavet skilt. han er simpelthen som en lille kopi af mig selv og der hvor det går galt for os er når vi begge vil lege med den samme punch på samme tid, haha! Jamen helt seriøst, det er frygteligt som vi kan sidde i timevis og lave papirdimser, han er jo den datter jeg aldrig (ENDNU?!!??!!!) ikke har fået! Heldigvis legede René den stygge far der sendte begge unger i bad på skift, så jeg havde da lige et kvarters tid hvor jeg kunne få alt legetøjet for mig selv inden Sakarias kom tilbage og overrulede mine ideer. Vi nåede lige at blive færdig inden der kom julekalender, vi havde forberedt os godt og øvet titelsangen til nissebanden så det var super hyggeligt at se den.



Ungerne puttet, selvfølgelig ikke helt uden besvær, Sakke havde jo sovet det halve af eftermiddagen og nu sidder vi så her og venter på at internettet gider komme tilbage. Vi er ellers rigtig glade for vores trådløse internet der suser afsted rundt omkring på hele djursland, men der er altså nogle gange nogle pænt store huller i det. Men okay, til den pris kan man heller ikke forvente alverden og jeg syntes at langt hen af vejen så får vi mere end vi kan forvente!

Jeg vil stoppe nu, for de der stjerner er altså noget belastende og så tror jeg også at jeg vil have godt af at få indhentet lidt af det søvn jeg er gået slip af. Imorgen er det jo hverdag igen og jeg er nødt til at tage mig sammen og være en frisk og overskudsagtig mor igen. Heldigvis kan jeg da blive liggende til et par minutter i 3, vælte ud af sengen og over i børnehaven og så bare lade som om at jeg ikke har sovet hele dagen! Ha!

Glædelig 11. december.

10. december - Så skal der tænktes kreativt!

Uhh, jeg skal se om jeg kan huske så langt tilbage, det er sådan lidt en intern joke i familien at Nadja, det er hende med hukommelse om en guldfisk, efter 4 sekunder så husker hun ikke længere hvad der er blevet sagt. Og eftersom at jeg ikke fik skrevet mit "kalenderafsnit" igår, så kan det meget nemt blive svært at huske hvad jeg overhoved har lavet! Ej pjat, men der er nu noget sandhed i det med hukommelsen, når der er meget der rumsterer på øverste etage og det kommer vi ikke uden om at der er, både bevist og ubevist, i denne tid uden behandling, ventende på godkendelse som forsøgsperson og sådan, så er der ikke plads til de der småting som "Husk mig lige på at jeg får ringet til mormor i aften".

Nå, men så vidt jeg husker så startede dagen igår med at begge børn var hjemme, noget der ellers ikke sker voldsomt tit i weekenden da Sebastian ahr det med selv at fordufte ud i verden og leve sit eget liv med venner, bedsteforældre og oldeforældre, så man når til et punkt hvor man faktisk føler sig utrolig priviligeret når man har sine børn hjemme i weekenden, det gør jeg i hvert fald. Tænk at de skal blive så selvstændige, det har jeg altså ikke meldt mig til! Pakkekalenderen bestod af en notesblok, ikke lige det fedeste syntes ungerne, heldigvis havde vi, nåh nej Nissen, lagt en lille elstra gave i julesokken på døren. Jeg syntes selv det var en fantastisk idé da jeg købte dem, men dét var det så ikke! De der knæklys som var enormt moderne dengang jeg var teenager og gik til klubfester har fundet tilbage og er blevet moderne igen, jeg fandt et par stykker for læææænge siden da jeg var i Søstrene Grene og blev grebet lidt af nostalgi, så dem skulle ungerne have på en mørk morgen - Og det er det jo her i december. Men for pokker da, det endte med at vi alle sammen sad med en hånd for øjet, for inden længe havde vi alle sammen fået prik i øjnene med meterlange knæklys. Dét er en ommer, og kan ikke anbefales hvis man har tænks sig at der skal morgenhygges inde i sengen!!

Jeg havde planer i dag. Noget jeg har ca. en gang om måneden og noget som jeg ser uendelig meget frem til fra det økeblik det skilles fra sidst. Vi er 6 piger, der helt tilfældigt fandt sammen om en fælles interesse, scrapbooking og nu i over et år har mødtes på denne måde, scrappet, sladret, spist lidt for store mængder sukker og bare hygget os helt vildt. Det er en lidt sjov forsamling vi er, jeg tror ikke vi som sådan var fundet sammen hvis det ikke var fordi vi havde den her hobby til fælles, men nu hvor vi har lært hinanden at kende på kryds og tværs, så er der ikke en eneste jeg ville undvære af dem.

Jeg var lidt slatten dagen før, så jeg fik ikke pakket mine ting sammen, så efter et hurtigt dampbad, så måtte jeg i gang med at finde de ting jeg vidste jeg ville komme til at bruge. I dag havde jeg jo planer om at der skulle laves denne ene skønne julegave til et kørt familiemedlem og jeg havde gjort mit forarbejde ret godt, hvis jeg selv skal sige det, men for at lave sådan en gange skal der bruges meget mere end bare billeder og tekst, så jeg endte med at pakke præcis lige så meget som jeg plejer, en stor frugtkasse med pynt, dimser og dutter, min kæmpe kasse med papir, noget værktøk og nogle redskaber. Jeg priser mig lykkelig for at René altid tilbyder at køre mig, for hvis jeg selv skulle bære på det der, så ville jeg komme til at sidde ude i bilen og scrappe, det vejer som et ondt år! Men desværre havde jeg overhoved ikke det julepynt jeg havde håbet på, altså julescrapbooking-pynt, så jeg nåede at panikke en lille smule og René nåede at få mig ned på jorden igen ved at sige "Vil du ikke have en adventsgave på forskud, for så vil jeg gerne give dig en".

- Og hvem ved sine fulde fem siger nej til at få en gave, mere! Jeg gør ikke, jeg eeelsker gaver og jeg er en af dem der godt tør indrømme at jeg faktisk er lige så glad for at få som jeg er for at give. Uhh jeg elsker overraskelser, jeg elsker gaver, jeg elsker at nogen mener at jeg er værd at bruge den tid på - Præcis ligesom jeg selv elsker at bruge tid på at finde den rette gave, lave den rette gave og give den og opleve modtager blive glad. Derfor pakkede vi bilen, da ungerne vi havde fået morgenmad, alle julekalendere var åbnet og de fleste øje var helet, og satte snuden mod Århus hvor dagens scrappe-date skulle foregå. I Århus ligger også Specialkøbmanden som jeg før har været inde og savle i, mere end een gang og det er ikke kagerne jeg savler over. De har nemlig nogle helt fantastiske Martha Stewart punches og nogle lækkert scrapbooking papir - Eller rettere, de HAVDE! Det var nemlig en totalt nedslående oplevelse at komme der ind, jeg havde sådan glæder mig til at se ders julerier i scrapbooking og så havde de i stedet valgt at droppe alt det jeg kommer der for. Heldigvis fik jeg lov at gå ud bag ved og kigge i en kasse med ting der skulle sendes til fjernlageret og her fandt jeg lige præcis den dims jeg aller helst ville have. Så selv om jeg ikke fik juleting, så nåede jeg at få een af de ting jeg har savlet på i mange, mange måneder! Sådan nogle kage-hoveder, de kan da ikke bare tillade sig at droppe den del af deres forretning som jeg elskede aller mest!

En smule nedslået sad jeg i bilen bagefter og min søde kæreste hev noget op af lommen og sagde "Manglede du sådan en her, jeg fandt den lgie i lommen?!" og selv om at det var en lille smule plat, for jeg havde regnet ud at han ikke skulle låne toilettet da han sendte mig ud i bilen med ungerne først, og at jeg jo ikke er 3 år og hopper på at han lige havde gemt sådan en i lommen (Med mindre han er blevet skabs.kleptoman?!!) så var det vanvittig sødt af ham at prøve på at mundre mig op og det lykkedes også rigtig godt. Så igen denne dag blev jeg forkælet, jeg ved ikke hvad der går af ham, eller hvor han er begyndt at gemme penge henne, jeg troede kun det var mig der havde en hemmeligholdt opsparing til sådan nogle "Skal vi ikke lige forkæle hinanden"-dage. men det er ikke alt jeg skal vide, selv om jeg har meget svrt ved at acceptere at det forholder sig sådan!

René satte mig af og tog derefter ungerne med ud og købe julegave til mig. Modigt at han "tør" det, hvis de børn ligner mig bare en lille bitte smule så går der ikke mange dage før de har "kommet til" at afsløre hvad det er jeg får. Men de havde besluttet af tage sig en rigtig hyggedag uden mor og det er nok også godt nok at de en gang får sig en rigtig herre-dag uden en eller anden der hele tiden voerruler dem ved at tørre dem om munden, sørge for at hårret sidder ordenligt og sige "Ej, de der negle kunne du da godt lige have renset inden vi tog hjemmefra!".

Jeg ved ikke hvor meget jeg kan fortælle om vores scrappe-date, noget af det kræver censur, noget af det er simpelthen for plat og noget af det ville nok gå hen og blive for kedeligt og for teknisk. Men jeg gætter på at de fleste, og det gælder både kvinder og mænd, har en eller anden gruppe. Det kan være en mødregruppe, en gruppe arbejdskolleger eller som os en gruppe af folk med samme hobby som de bare falder rigtig godt i spænd med, kan være sig selv med og kan blive totalt overtrætte, fnisende og platte sammen med! Sådan er vi, vi har det hele, en psykolog der kan sætte os lidt på plads og hjælpe med at vendt tankerne en gang imellem, hende der den bund ærlige som ikke siger at eens røv ser lille ud hvis den faktisk er stor (eller at ens kort er perfekt hvis det faktisk har en lille skønhedsplet), hende den single med alle de saftige detaljer, hende den konservative der er nem at ryste og mange af de punkter flyder sammen og passer på os alle sammen sådan at det bliver en sjov og herlig debatklub hvor der aldrig nogen sinde er nogen som er helt enige med hinanden, men hvor det heller ikke gør noget!

Jeg fik lavet det meste af det jeg gerne ville og der hvor min manglende julescrap-pynt skulle have været var de, som altid, søde til at hjælpe mig ved at videregive lidt af deres, bytte noget eller komme med gode ideer til alternativer, så nu hvor jeg sidder med det næsten færdige resultat i dag bliver det meget lidt jeg er nødt til at gå ud og købe ekstra.



Vi havde på forhånd aftalt at denne gang skulle vi blive så længe vi gad, vi har før mødtes hvor nogen skulle noget senere på dagen og vi har i den situation altid endt med at sidde og sige "Aj øv, vi er jo slet ikke færdige med at hygge" så denne gang skulle det bare være noget der sagtens kunne fortsætte til sent ud på aftenen - og det blev det. Det kostede mig rigtig mange dyk ned i "madpakken" (altså den medbragte pilleforsyning) men det lykkedes mig utrolig nok at holde helt til omkring ved 23 tiden hvor jeg tog hjem som en af de sidste. Jeg var godt nok også den mest fnisende, for der hvor børn bliver pylrede og umulige når de over overtrætte så bliver jeg bare grinende, mumlende og ret underholdende - For alle andre end jeg selv! Men for pokker hvor jeg nød det. I det forum er jeg nemlig ikke "Nadja med kræften" der er jeg bare Nadja og hvis vi endelig taler om kræften, og det gør vi faktisk aldrig, så er det som en biting, ikke som en ting der er en stor del af mig eller en stor del af mit liv. Det er det jo lige nu, det ved jeg godt, men lige i det selskab er vi ikke samlet for at snakke om det med for at nyde hvad vi har tilfælles, scrapbooking, børn og det at vi er kvinder. Der er snildt plads til at tage fat på de tunge emner og det bliver der også hver evig eneste gang, men det er som om at vi alle sammen har en ret god føling med hvad der er nødvendigt at snakke om og hvad der ikke er, og der er det altså ikke nødvendigt at snakke om kræften. De ved alligevel det hele, for der går ikke ret mange dage imellem at vi på den ene eller den anden måde snakker sammen, opdaterer hinanden og spørger lidt ind til hvad vi nu snakkede om sidst. Det er bare så befriende at jeg der ikke er med som en del af underholdningen men i stedet er der fordi de kan lide de jeg er inde bag alt det andet, og så må de næsten også kunne lide mine evner indenfor scrapbooking, ellers giver det ikke meget mening!

René havde afleveret mini-monstrene hos mine bedsteforældre hvor de skulle spise og sove og hygge sig, han selv var taget ind til en kammerat i Århus og det passede så fint så da jeg gerne ville hjem, så gik der ikke lang tid før han også var klar til at tage turen hjem. Jeg halvsov, eller rettere var nærmest i komatilstand, på vej hjem i bilen og jeg husker faktisk ikke rigtig at jeg er kommet ind og er gået i seng, men eftersom jeg vågnede i min seng midt i nat, så må det jo være sket på et eller andet tidspunkt!

fredag den 9. december 2011

9. december - I guder da!!!

9. december - I guder altså!!

Jeg vågnede totalt omtumlet i nat ved at jeg brat faldt ud af et mareridt jeg tror havde stået på nogle timer, det føltes i hvert fald som evigheder at jeg havde forsøgt at danske rundt på høje hæle, med knæ der ikke kunne bære mig og til sidst kolapsede i min stedfars arme, med besked om at jeg måtte droppe ud af "Vild med dans" på grund af smerter i ankler, knæ og hofter. Meget mærkelig drøm, men jeg blev ramt som et slag af kold luft da drømme-tågen lettede, mine knæ brændte og dumkede som om det var glædende kul der lå i mine led, det samme med mine ankler og mine hofter. Klynkende fik jeg forsigtigt vækket René og ynkeligt bedt ham om at hjælpe mig ud af smerterne. Alt mit "Av hvor er vejret ondt" har været småting i forhold til hvad natten har bragt, smerter i en klasse at det gav kvalme og de der kender lidt til det der med smertestillende og kvalme ved måske også at det ikke rigtig vil virke når maven ikke er helt i ro. Så det har været en uendelig lang nat, med medicin, smerter og de særeste drømme. Her til morgen vågnede jeg ved at jeg drømte jeg faldt ud af nissebandens luftballon og så var jeg iøvrigt også gravid - Jeg gætter på at det var smerterne i hoften der fik den usansynelige drøm sat i værks.

Derfor har min dag også være ualminelig kedelig, jeg kom med meget besvær ud af sengen og i noget tøj, ind på sofaen og opdagede at mine knæ føles som om jeg har store blå mærker efter slag på dem. Jeg har proppet mig til bristepunktet med smertestillende og det længste jeg har været væk fra sofaen var da jeg var oppe i køkkenet for at hente mælk til at dulme mavesmerterne efter de mange piller!

Det er også en del af det liv jeg lever og da specielt lige i tiden, det står i stor kontrast til det liv jeg havde for blot 8 måneder siden hvor jeg susede rundt og arbejde, havde det skønt, kunne kalre hele verden, løb rundt på de små stier i skoven og havde det faaan-tastisk. Nu er der dage hvor jeg ikke kommer ud, jeg sover flere gange i løbet af dagen for at kunne holde mig vågen til børnetimen er slut og ungerne puttet og det "arbejde" jeg får lavet foregår siddende i sofaen ved computeren eller med en hækelnål. Jeg hader den del af mit liv, jeg direkte HADER det, hader, hader, hader det!! Det er så unfair at jeg ikke bare "kan få lov" til at være den der glade, friske og energiske Nadja. Jeg er skide ligeglad emd at skulle have leukæmi, hvis det da for fanden så bare ville opføre sig ordenligt og leve med mig, i stedet for som det føles nu, arbejde imod mig.

Jeg får tit at vide at jeg er en stærk pige, at jeg kan klare det hele - men lige i tiden går jeg og mugger lidt, jeg er jo nødt til at være stærk, jeg SKAL klare det. Der er ikke nogen der spørger om jeg vil eller om jeg kan, det er ikke et valg jeg har, jeg SKAL. Selvfølgelig er der nok ikke nogen der stiller større forventninger til mig end mig selv, jeg har en klar forventning om at jeg kan klare det, jeg har en klar forventning om at jeg er gjort af et stof (et Kaagh-stof) der gør at jeg også er stærk nok til at klare det men hvorfor skal jeg bruge så mange kræfter på at kæmpe en kamp jeg ikke selv har valgt?! Nogle gange, når jeg tillader mig selv at drømme, så føles det virkelig uretfærdigt at jeg ikke kan bruge alle de kræfter og alt den energi på noget som jeg selv har valgt, jeg er sikker på at jeg ville komme langt, hvis ikke det var fordi at jeg hele tiden skal sætte energi, styrke og vilje af til en modstander der ligger som et eller andet Alien-monster inde i mig selv og æder alt det jeg er. Jeg er ikke "hende med leukæmien" som jeg så tt hører mig selv omtalt som efter min deltagelse i de unge mødre, det er ikke den jeg er - Det er den jeg er blevet tvunget til at være. I foråret da alt så lydt og godt ud var jeg endelig kommet der til hvor jeg kunne sige "Nej, det er jeg ikke. Jeg er Nadja fra Bønnerup", leukæmien var en lille del af den jeg er og mine ønsker og drømme var i langt højere grad en del af mig, men nu er jeg endnu engang blevet tvunget ud i at de to ting har skiftet plads på vægtskålen og jeg kan ikke lade være med at føle at der sidder en eller anden grim djævel og gnækker et eller andet sted..?!!

Nu er det selvfølgelig kun fordi jeg stadig har meget ondt over det hele at jeg er i det humør, for imorgen når jeg forhåbentlig har det bedre (det skal ejg have) så har jeg heldigvis igen fået overtaget over de tunge tanker og jeg har igen fundet glæden ved at jeg trods alt har så meget meget energi og styrke at sygdommen ikke har fået det totale overtag!

Min dag er altså foregået på sofaen og da jeg har haft for mange smerter til at arbejde med hækelnålen i dag har jeg i stedet brugt lidt tid på julebloggen, som jeg går og overvejer om måske ikke skal have lov at fortsætte efter jul, måske med hverdagsting, måske med nogle af de gode ideer og kreative ting vi går og laver og måske med et par hækleopskrifter som den jeg lagde op i dag. For jeg er nemlig lige så stille begyndt at  turde springe ud i at lave små simple opskrifter selv, lige nu er det på legemad fordi det er det jeg syntes er sjovt, men måske bliver det noget andet en gang. Jeg er jo en lille smule damp, ikke sådan i klinisk forstand, men med hensyn til det der med at få ideer. Så jeg skifter håndarbejde som jeg skifter undertøj, så der burde være nok at tage hul på - Imorgen ved jeg for eksempel allerede kommer til at stå på scrapbooking. Det har jeg nemlig forsømt længe og det er jo nok egentlig dér min helt store hobby ligger.

Opskriften på gulerødderne finder du HER

René kom hjem med blomster til mig, satte sig ved siden af sofaen og jeg kiggede ud af øjenkrogen og tænke "Ååhhh Åhh!!" - men han kom simpelthen hjem med de skønneste lyserøde og orange roser, og en fin lille pakke. Nu kunne man jo godt fristes til at tro at han ville fri, men det ved han udemærket godt at han ikke ville få noget ud af. Men sådan er René altså bare, lige som man allerminddst venter det, så kommer han hjem og er (næsten kvalmende) sød og romantisk - Og helt ærligt, så var det faktisk også lige i dag at jeg havde brug for sådan en skøn overraskelse. Så han var så sød at hjælpe mig lidt igang, varme mine smertende knogler lidt op og hive mig ud af de mørke tanker inden ungerne meldte deres ankomst fra skole og børnehave.

Sebastian satte sig ved computeren og spiller minecraft, Sakarias tullede rundt og var lidt pyldret efter en lang dag i børnehaven, jeg forholdt mig forholdsvis i ro og René rendte rundt og smilede mens han tydeligt nød opmærksomheden fra tre personer der alle rykkede i ham for at få lidt opmærksomhed. Dét er en mand der kan multitaske, for alt imens blev maden lavet og indtaget i hyggelig familie-fredags-ro!

Efter maden var vi ved at være nået dertil hvor børnene altid ser frem til - Det der disney sjov og fredagsslik! Utrolig at det aldrig går af mode, jeg sidder der også stadig troeligt og ser på de samme gamle tegnefilm som blev sendt da jeg var barn, jeg glæder mig utrolig meget til de begynder på "Den lille havfrue" igen, mens René virkelig nyder at de sender "Luftens helte" lige i tiden. Skønt! Det blev så lige til 1½ time foran fjernsynet med trætte og sukkermætte børn, jeg trøster mig virkelig ved at mine børn ikke er nogen af dem der som bliver hyeraktive af sukker, de kunne stadig smides i seng efter en pæn omgang juleslik. Ahh, Sebastian satte sig nu ind til computeren og spillede Minecraft igen, men den litte skvattede i søvn stort set med det samme - Og jeg tror, hvis jeg kiggede ind til Sebastian nu, så ligger han med garanti og sover til "Min søsters børn", jeg syntes jeg kan høre at den kører der inde endnu.

Selv har jeg brugt alt tiden siden nissebanden på at printe billeder og tekst til en julegave som skal laves imorgen, imorgen er nemlig dagen hvor jeg slår mig ned i en fin lejlighed i Århus og scrapper hele dagen, sammen med nogle skønne piger hvis selskab jeg virkelig nyder. Så der skal tøsesladres, fnises, spises en masse sukker og sladres noget mere - og så får vi måske også scrappet lidt, men det er nu ikke så vigtigt!

Glædelig 9. december - I knoglesmerternes navn!

Hæklede gulerødder - Opskrift

Mit første offentliggjorte hjemmelavede hækle mønster. Jeg har forsøgt at skrive det som jeg har læst andre opskrifter, men hvis nogen har spørgsmål, så sig endelig til! :)



Hæklet gulerod

Rnd = runde
fm = fastmaske
lm = luftmaske
fm tage ind = fastmaske tages ind/samle to fastmasker til en.

Gulerod - I orange garn.

1. rnd. - Start med 6 fastmasker i en magisk ring.
2. rnd. - *2 fm i næste fm, 1 fm i næste 2 fm* gentag 2 gange (8)
3. rnd. - 1 fm i hver fm (8)
4. rnd. - *2 fm i næste fm, 1 fm i næste 3 fm* gentag 2 gange (10)
5. rnd. - 1 fm i hver fm (10)
6. rnd. - *2 fm i næste fm, 1 fm i næste 4 fm* gentag 2 gange (12)
7. rnd. - 1 fm i hver fm (12)
8. rnd. - *2 fm i næste fm, 1 fm i næste 5 fm* gentag 2 gange (14)
9.-10. rnd. - 1 fm i hver fm (14)
11. rdn. - *2 fm i næste fm, 1 fm i næste 6 fm* gentag 2 gange (16)
12.-13. rnd. - 1 fm i hver fm (16)
14. rnd. - *2 fm i næste fm, 1 fm i næste 7 fm* gentag 2 gange (18)
15.-17. rnd - 1 fm i hver fm (18)
18. rnd. - *2 fm i næste fm, 1 fm i næste 8 fm* gentag 2 gange (20)
19.-21. rnd. - 1 fm i hver fm (20)
22. rnd. - *2 fm i næste fm, 1 fm i næste 9 fm* gentag 2 gange (22)
23.-30. rnd. - 1 fm i hver fm (22)
31. rnd. - *fm tage ind, 1 fm i næste 3* gentag 4 gange, 1 fm i næste 2 fm (18). Fyld med fiberfyld/vat.
32. rnd- - *fm tage ind, 1 fm i næste fm* gentagg 6 gange (12)
33. rnd. - *fm tage ind* gentag 6 gange
34. rnd. - Luk af og sy tråden således at hullet lukkes.

Gulderodstop - I grønt garn.

1. rnd. - Start med 5 fastmasker i en magisk ring.

Herefter hækles 36 luftmasker ud fra hver af de 5 fastmaske, spring første luftmaske over og hækl 1 fm i hver lm.
Hækles fastmaskerne stramt nok vil de nu sno sig.
Luk af efter sidste af de "arme" og sy toppen på guleroden.

TIP - Sy en lille klokke ind i guleroden, således bliver det til alle tiders rangle.
TIP - Fyld  noget celofan i guleroden og den knitrer så skønt.
TIP - Afslut guleroden efter 17. runde ved at sprineg direkte til 32. runde og få en mindre gulerod.

Som ses på billedet har jeg samlet en håndfuld gulerødder i en lille celofanpose og lavet en label. På denne måde har du alle tiders lille gave til ungernes legekøkken. Hjemmelavet legemad vil ungerne med garanti elske og kun fantasien sætter grænser for hvad man kan lave - og måske en nybegynders evner, man lærer kun ved at kaste sig ud i det!

God fornøjelse.

torsdag den 8. december 2011

8. december - Sakke og Theo ved ørelægen!

Ja så kom dagen, dagen hvor mit lille minimoster skulle have lagt dræn i sine små søde, men desværre og altid vinter-syge, ører! Sidste år da jeg skrev juledagbogen her havde vi det også oppe at vende, hans havde endnu engang fået sig mellemørebetændelse, for gud ved hvilken gang i hans liv, men dengang valgte vi i samråd med læge og ørelæge at han ikke skulle have dræn, det skulle vi så nok ikke have gjort. Han MØB fortsatte ind i foråret, hvor det altid stopper og så begyndte det igen her i efteråret med en sprunget trommehinden og en ret strid omgang og denne gang fik vi ikke noget valg - jo selvfølgelig gjorde vi det, men hvis ikke at Sakarias' hørelse skulle tage varrig skade af de mange ar på trommehinden det giver når trommehinden springer, så skulle der dræn til. Sebastian har allerede nedsat hørelse på hans ene øre netop på grund af at hans trommehinde sprang rigtig mange gange da han var lille, men dengang var der ingen der snakkede om dræn.

Vi havde ellers snakket frem og tilbage om det i nu et år og sidst blev enige om at så længe at det ikke var presserende så ville vi ikke melde Sakarias ind i klubben af børn med dræn. For helt ærligt, så tror jeg efterhånden at det er noget man "bare gør" fordi det er en mulighed. Jeg har ikke noget at have den påstand i, men jeg husker overhoved ikke at have hørt om nogen der fik dræn da Sebastian var lille hvorimod at jeg snart ikke kender nogen uden dræn på den årgang Sakarias er af. En læge i vores lægehus havde fortalt lidt om hvad ørelægerne får for at lægge et dræn og det var klart at han ikke var fortaler for det, tilbage for et år siden og jeg kan heller ikke lade være med at tænke tilbage på hvad han havde at sige; "Der er ingen garantier for at det er drænene der hjælper og at det ikke bare ville være gået over af sig selv". Men som en hvilken som helst anden forældre ønsker jeg selvfølgelig ikke at mit barn skal lide, så denne gang takkede vi ja til drænene som blev planlagt til i dag.

Morgenen startede derfor så sent som muligt, for Sakarias skulle faste og med hans store appeltit så var vi bange for at det ville give nogle konfrontationer fra morgenstunden som vi gerne ville sslippe for. Desværre var René nødt til at vække ham for at give ham det smertestillende som lægen havde beordret, men det viste sig slet ikke at blive noget problem, han havde nemlig alt for travlt med at åbne sin pakkekalender og den lille ekstra gave som jeg havde købt  til ham, i tilfælde af at vi nu ville støde ind i problemer. Vi valgte at faste sammen med ham og blev i sengen så længe som muligt, så da vi væltede ud af sengen og videre ud i bilen var det med snuden mod Randers og ørelægen.

Inde ved ørelægen opdagede vi hurtigt at når der skal lægges dræn, så er det på samlebånd det bliver gjort. Det var en baby i køen foran os og en to piger efter os så der var ingen slinger i valsen, noget der faktisk var en smule skræmmende for mig som mor. Da det blev Sakarias' tur som narkoselægen og hentede os alle tre, da jeg satte mig på hug for at forklare Sakarias hvad det var vi skulle gøre nu, noget vi allerede havde snakket igennem flere gange i løbet af de sidste to dage, kunne jeg mærke at det var der overhoved ikke tid på "Giv mig lige hans fødselsdag" - "Det er Sakarias og han skal have dræn, læg ham op med det samme", egentlig burde vi som forældre være lidt mere kritiske med hvad der skulle ske, have tjekket hele hans personnummer og have snakket om hvilket indgreb det var der skulle udføres. Jeg ved at man når der skal foretages en operation, ligegyldig hvor stor eller lille den er, skal følges et helt fast skema for at være sikker på at patienten er den rette og indgrebet er det rigtige, og det blev bestemt ikke fulgt her!

Sakarias fik en isbjørnebamse i favnen, den Trygfonden giver til børn der har været i narkose, Theo sagde armbåndet og jeg fik løftet ham op. Han var heldigvis ikke bange, ikke før han fik masken på og jeg tror at den eneste grund til at han blev bange var at jeg ikke nåede at gøre sætningen færdig inden narkoselægen gav ham masken på. Jeg ville blot sige "Nu får du masken på, ligesom den vi har der hjemme og du skal trække vejret godt" for det havde vi nemlig aftalt hjemmefra, altså snakket om hvad der skulle ske, hvad det var for en maske og sådan. Det helt var bare så stressende at det på et tidspunkt var svært ikke at stoppe op og sige til narkosen at han godt lige kunne tage hensyn til det lille menneske han lige nu var ved at bedøve! Sakarias havde kun lige lukket øjnene da vi fik besked på at forlade lokalet, sammen med Theo og vi kunne stadig høre ham klynke mens vi en smule modvilligt gik ud og døren blev lukket efter os!

Heldigvis gik der maks 3-4 minutter inden der blev kaldt på os igen og narkoselægen kom bærende på en sovende Sakarias, som blev lagt ind i et andet lokale hvor vi fik 10 minutter til at "sove rusen ud". Sakarias snorkede som en anden drukkenbolt og havde ikke lige planer om at vågne med det første. Ørelægen der havde lagt drænene kom ind og snakkede med os og fortalte desværre at hans ører stadig er syge, at hun da hun fik åbnet kunne se at der stadig er puds og væske bag trommehinden og at han vil have rigtig godt af at få drænene nu - Og fortalte venligt at han ikke vil tage skade af at få dræn igen og at det her ikke lige går over med det samme. Så vi kan nok desværre se frem til at han kommer til at døje med ørerne nogle år endnu. Stakkels lille pus! Utrolig at det barn snakker så godt som han gør, han har ikke sådan nogle ord han ikke kan udtale de rigtige lyde på (ud over Kvickly som han partu vil udtale Plickly, men jeg ved det kun er fordi jeg retter på ham hver gang) og han snakker simpelthen konstant. Hvis hans tale og hørelse bliver bedre af det her, så kommer han til at blive et af de der børn som siger ord som slet ikke passer til dem, kognitiv indlæring, udviklingsprocess, overspringshandlinger, de der ord der bare ikke passer ud af et barns mund!

Pludselig kom der en læge og bankede på døren og sagde at nu måtte vi gerne begynde at kilde ham, for nu grænsede det sig vist op af at tage en middagslur og det havde vel at mærke ikke taget de 10 minutter endnu! Endnu engang følte jeg midt vildt presset, for han var virkelig langt væk, men jeg fik taget op på skødet og han begyndte langsom at åbne hans øjne. Men hold da op hvor var han langt væk, han kunne ikke holde hovedet selv, han kunne overhoved ikke stå selv og da vi begyndte at give ham tøj på var han så svimmel at jeg måtte holde ham for at han ikke klaskede sammen som en klud - Men han var vældig frisk i hovedet og startede med at fortælle mig at "masken ved ørelægen altså er anderledes". Så vi pakkede os sammen, og Theo selvfølgelig, og gik ud i vinterkulden igen, på noget usikre ben. Da ørelægen ligger tæt på Føtex besluttede vi os for at gå der ovre, så kunne vi alle få lidt at spise og vi ville ikke være så langt væk hvis nu der blev noget, det gjorde der nu ikke for så snart vi kom ud i kulden havde vi den gode gamle og meget friske Sakarias tilbage igen.

Vi havde i forvejen spurgt ham hvad han gerne ville efter ørelægen, René havde taget fri og vi havde begge afsat hele dagen til at hygge med ungerne. Sakarias ville i biografen, men kun med mor! Så vi satte os til at google om der mon var nogle børnefilm i biografen, gerne af de der forestillinger med korte, små børnefilm som Postmand Per eller Byggemand Bob, men nej. Enten var det film han stadig er for lille til eller også kom det så sent på dagen at det ikke kunne hænge sammen for os, så vi plantede en idé om at gøre vores stue til biograf i stedet og tage hjem og se en film. Det udviklede sig hurtigt til at vi så endte med at gå i føtex og diskutere frem og tilbage om vi skulle se "Drømmehaven" eller "Smølferne" og heldigvis endte Sakarias med at overgive sig, jeg ville have hadet at skulle se drømmehaven hele eftermiddagen! Så da vi satte os i bilen og vendte snuden hjemad igen var det med baconsnacks, popcorn, cola  og med smølferne til dvd'en! Jeg prøvede ihærdigt at minde mig selv om den artikel jeg lige har skrevet til Ungmor med 13 gode, billige og hyggelige aktiviteter i december - Riv en dag ud af kalenderen hvor man ikke siger nej - for jeg har altså en smule svært ved at ungerne får lov at spise den slags i hverdagene, og da specielt inden vi rent faktisk har fået frokost!! Men man tager jo ikke skade af det, en gang imellem, før frokost eller ej!

Så - da jeg lige havde bidt mig selv i tunden for at undgå at råbe noget meget, meget grimt efter hunden, som mens vi var væk havde spist Sakarias' pakkekalender gave og hans ekstra gave (de der små "Osean in my pocket figurer. Som Sakarias er toalt forgabt i!!), limet figurerne sammen igen med sekundlim og forsøgt at tælle til 100 bagfra på Sakarias' vegne, uhh jeg bliver så rasende når hvalpen æder barnets bedste legetøj og bedste bøger, stopper det da aldrig?! - ja så, blev stuen mørklagt, dvd'en smækket på og popcornene poppet mens vi fandt dyner og puder frem og satte os godt til rette. Jeg anmeldte tidligere på året Smølferne filmen på facebook, sådan bare for sjov og der fik den ikke den bedste anmeldelse fra min side, men her anden gang (og tredje) man ser den og har vænnet sig til at den har nogle elementer der kun er lavet for 3D-effekternes skyld, ja så er den faktisk meget hyggelig. Ja så hyggelig at vi nu har væet i hjemme-bio to gange i dag, for vi tog den lige igen efter at have været et smut i Grenå.

Som bringer mig til - hvornår pokker er det blevet SÅ dyrt at fremkalde billeder!??! 20 kr i opstartsgebyr og 3 kr pr billede, det i dårligskvalitet papir endda.. Wow. Jeg havde ellers ét punkt tilbage på julegavelisten som jeg gerne vil have afsluttet på lørdag og dertil skal jeg bruge nogle billeder, da jeg ikke har tid til at vente på at billederne bliver fremkaldt over nettet så brændte jeg billederne på en dvdskive og tænkte at photocare måtte være stedet de kunne klare sådan noget på et par dage. Det kunne de bestemt også for over tre gange så meget som jeg plejer at få det til på nettet! Jeg mindes ellers at vi kun gav 50 øre pr billede da vi fik fremkaldt efter Elias' fødsel, så en stigning på over 600% må da siges at være temmelig hæftigt, også selv om det er 4 år siden vi fremkaldte dem! Derfor gik jeg slukøret ud af butikken igen, så kan jeg lige så godt tage min lille nuttede Canon fotoprinter i brug, selv om den er temmelig dyr at printe på, så er det stadig billigere end at gøre det ude i butikken - Og her hjemme i stuen, der er der ingen ventetid, de bliver redigeret præcis som jeg ønsker det og så kan jeg endda få dem i lige præcis den størrelse som passer mig bedst.

Ja, og da vi kom hjem lavede vi så den før omtalt 2. omgang at vores hjemmebio, som fortsatte ud i julekalender for begge børn. Nu skal resten af aftenen så bruges på at få lavet de sidste detaljer på ungernes hæklede overraskelser, som jeg har sagt før, men nu er min synål knækket og ja, jeg har mange gode undskyldninger, så lad os nu se.. Hehe!! Jeg har taget min møgsprøjte og har allerede fået en grum trykkende hovedpine placeret lige over øjnene så jeg ved ærlig talt ikke hvor meget det egentlig bliver til at hjemmehæklerne - Men et billede af de, så godt som, færdige dyr skal i ikke snydes for!



Planen er at ungerne skal have dem på søndag, men spørgsmålet er så om jeg kan vente med at give dem til dem, jeg tvivler faktisk. Jeg er altid så glad når jeg endelig har fået noget færdigt at jeg bare gerne vil give det med det samme og jeg ved at drengene bliver SÅ glade, så det er virkelig svært at vente. Nu må vi se om det ender med at der står en lille bamse hos hver unge imorgen tidlig.. *fløjter uskyldigt*

Er der stemning for en "How to make a crochet carrot"? For så smider jeg gerne opskriften på mine hjemmehælkede økologiske gulerødder op!

(Og ja, jeg er godt klar over at det vælter rundt med stave- og slåfejl, men for at være helt igennem ærlig, så er jeg simpelthen for doven til at læse korrektur på det jeg har skrevet inden jeg poster det. Så jeg håber at I kan gætte jer til hvad der står, ellers må I endelig stille spørgsmål - jeg vil rigtig gerne høre jeres tanker, så smid en kommentar!)

onsdag den 7. december 2011

7. december - Hvornår bliver man voksen?

Ja - Hvornår vågner man op og er voksen?

Jeg har længe tænkt over, hvornår vågner man op og føler sig voksen? Det varer ikke længe før jeg kan føje endnu et år til min alder og når jeg hører tallet højt tænker jeg "Gud, er jeg virkelig så gammel, det er jo næsten voksent" og tænker tilbage på hvordan jeg husker min mor i den alder. Jeg er så heldig at have en ret ung mor, så jeg kan tydeligt huske hvordan det var dengang jeg selv havde en mor på 28 år og jeg syntes hun var enormt voksen. Hun drak kaffe, læste aviser, snakkede voksent med hendes venner og virkelig meget voksen! Men når jeg så kigger på mig selv, så har ingen ingen fornemmelse af at være i nærheden af at være lige så voksen som jeg føler hun var på daværende tidspunkt.

Jeg spurgte hende en dag for nogle måneder siden om hvornår hun blev voksen, og hun kiggede undrende på mig og spurgte mig tilbage hvad det her nu handlede om og da jeg skulle prøve at  forklare hende den følelse jeg sad med i maven, den følelse af altid at være en stor teenager, som stadig gerne kravler i træer, stadig gerne fniser til langt ud på natten af dårlige jokes og sagtens kan sætte mig ind i følelserne i en ungdomsfilm, kiggede hun forundret på mig og spurgte hvordan det egentlig er at jeg ser hende som værende voksen? Og det kunne jeg ikke lige svare på, ud over at hun jo er voksen?! Jeg kan bare slet ikke se at jeg er voksen på den samme måde som mine forældre er voksne?!

At de tanker melder sig hos mig i dag igen skyldes mit hjertebarn, hjemmesiden Ungmor.dk som jeg startede op for 8 år siden i denne måned, ideen blev i hvert fald til virkelighed i denne måned hvor jeg satte mig sammen med en totalt fremmed programmør og aftalte at vi nu skulle indgå partnerskab om at lave en hjemmeside til og for unge mødre. En af de der totalt impulsive teen-ageting jeg havde det med at lave, få en idé, være lidt damp omkring den, springe hovedkuls ud i at det skulle føres ud i livet og overtale andre til at hjælpe mig på min vej. Det har været en fantastisk rejse og en af mine eneste ideer der har været så holdbar og har fået så meget succes, jeg har elsket den side, jeg har grinet på grund af den, jeg har grædt på grund af den go senest her til morgen har den givet mig våde øjne.

Triste omstændigheder gjorde at jeg og min daværende partner var nødt til at gå hvert til sit i efteråret 2008 og det betød at Ungmor, der rent juridisk stod i hans navn blev solgt ud af mine hænder - Og skæbnen ville at jeg var så utrolig heldig at have en, dengang bekendt, der sprang til og købte mit hjertebarn og lod mig blive ved roret, selv om jeg nu måtte finde mig i kun at være anden styrmand.

Men i dag har jeg endnu engang måtte sætte mig ned og gøre op med mig selv om jeg stadig har de samme håb og drømme for Ungmor, og om siden er tjent med at have en nu halvgammel - men dog ikke voksen - kvinde ved roret. Noget jeg stadig tænker lidt over, for alt den energi jeg har lagt i ungmor kunne måske bruges for at skrive for mig selv, den der bog jeg gerne vil have skrevet, den der blog jeg måske gerne ville føre videre efter jul også. Men jeg ér Ungmor.dk og Ungmor.dk er mig, forstået på den måde at da jeg engang i tidernes morgen sagde "Mig slipper I aldrig for, jeg sidder her stadig når jeg er 80" så mente jeg det faktisk. I'm in it for life, I think! Jah.. Nu må vi se..

Ind imellem mine tanker har jeg selvfølgelig også brugt dagen på andet, det har nemlig været en fantastisk god dag i forhold til helbredet, ud over trætheden som jeg efterhånden er ved at acceptere at jeg ikke kan gøre noget som helst ved, så har det været en forrygende dag! Derfor begav jeg mig afsted ud i vintervejret sammen med min mor, på hendes eneste fridag i ugevis (sådan føles det i hvert fald! Hint mor, hint!!) for at få afsluttet julegavekøbene. Ej måske ikke afsluttet, men så lad os kalde det anden etape ud af en tre-firetyve stykker, for helt færdig bliver man vel egentlig ikke før dagen før juleaftensdag?! Jeg multishoppede i tilbud, og nu her hvor jeg sidder og beundrer mine indkøb er jeg faktisk helt stolt af mig selv, nu håber jeg så bare at modtagerene bliver lige så glade for gaverne som jeg er for at det er lykkedes mig at få så fine, så fede og så skønne gaver til stort set ingen penge!

Vel hjemme, efter et kort smut inde og samle energi smuttede hunden og jeg ud på vores lille tur over i børnehaven efter Sakarias og sikke en skøn modtagelse jeg fik. Sakarias kom løbende henne fra den anden ende af huset og nåede op i en ret heftig fart inden at i et stort spring hoppede op i armene på mig så jeg var lige ved at vælte bagover og mistede pusten totalt fordi han trykke alt luft ud af mig. Fantastisk! Selvfølgelig har han rummet fyldt med juledekorationer, tegninger, julepynt og sedler lige den dag hvor jeg har valgt at lade lommerne og tasken blive hjemme, så det har helt sikkert været et yndigt syn da vi forsøgte at stavre os hjem med armene fulde af Sakarias' skatte. Nu står der så ikke mindre end 6 juledekorationer i stuen - og jeg minder lige om at vi har 88kvm fordelt på stue/køkken, tre værelser, to gange og et badeværelse så alle vandrette flader er efterhånden fyldt med ler, gran og sterin! Men jeg brokker mig ikke, det er da fantastisk at have så kreative børn der hiver dekorationer hjem i store mængder, dog ville jeg ikke blive specielt ked af det hvis jeg også kunne få lov til at sende nogle videre til skraldespanden når lysene er brændt ned, for jeg mangler virkelig mine vindueskarme og bordplader!

Mest spændende var dog at perlerne stadig stod fremme fra igår og derfor besluttede vi os alle, for Sebastian kiggede trods alt hjem selv om han havde truet med at gå over og være hos olderne hele dagen, for at afprøve noget jeg længe har snakket om - At lave skåle ud af de almindelige små Hama-perler. Det gik faktisk bedre end forventet og efter første forsøg havde vi ret godt styr på hvordan det skulle kalres for at blive bedst, så vi deler gerne en lille "How to make" perleskåle!



Find dine yndlingsfarver frem, eller tag den nemme løsning og bland dem alle sammen og få et virvar af farver når det er bedst. 


Find så din yndlingsskål frem, den der kan tåle at komme i ovnen.


Tænd ovnen på 200 grader


Smør din smål indvendigt med margerine eller smør, alt efter hvad du nu lige har i køleskabet.


Læg dine perler i et enkelt lag indvendigt i skålen, margerinen gør nu at perlerne sidder fast på kanterne og ikke smutter rundt.


Når du har lavet det ønskede mønster og har den ønskede højde sætter du skålen, med perler, ind i ovnen og "bager" det i ca 5 minutter. Bagetiden af hænger helt af hvilken type skål du bruger. En keramikskål er langsommere om at blive varm end en metalskål er det.


Når perlerne er smeltet vil de syne tyndere og med større hul i midten, tag skålen ud, pres midten af din perleskål på plads mens perlerne stadig er varme og bløde, hvis perlerne altså har hævet sig. Det kan du gøre med en skaftet på et stykke bestik.


Stil nu skålen til afkøling - Stiller du den udenfor så husk at stille den et sted hvor husdyr ikke kan komme til den! Små kattesnuder kan også få grimme brandmærker!


- Og vupti, så har du den sødeste perleskål, alle tiders julegave til bedsteforældrene. Eller som tilbehør.



Her hjemme blev det til to skåle i multi-color som drengene har moret sig med at lave, de ejer ikke helt den samme tålmodighed som deres mor, så det der med at sortere perler var ikke et hit. Moderen fik lavet en fin skål med et perlesnefnug i midten (lavet på perleplade først, strøget let og lagt i midten af skålen inden de andre perler kom der i). Og så afsluttede vi med at lave et par små skåle som fungerer rigtig fint som fyrfadsstager som skal gives væk til en af bedstemødrene her til jul. Det er helt sikkert noget vi vil forsøge os med igen, sjovt, hyggeligt, nemt at gå til og det tager ikke ret lang tid, så man når ikke at tage ungernes koncentration inden de kan se det færdige resultat - Med mindre man skal sortere 500 perler og stryge perlesnefnug først. Jeg vil klart anbefale at man bruger penge på at købe perler i poser sorteret efter farve hvis man har tænkt sig at lave farvemønstre!

Og pebbernødderne - ja dem har min kære kæreste selvfølgelig lavet til mig, klokken lort igår aftes fordi jeg med mine store hundeøjne og dådyrevipper sagde "Pleeeeease". At han gider.. Han er sgu for god af sig en gang imellem, jeg hjalp godt nok med at trille dem, men stadig, at han gider! *fløjter uskyldigt og håber på at han ikke læser dette*

Her til aften har vi haft besøg af vores kommende barn, gudbarn godt nok, men barn ikke detsto mindre. Når vi nu ikke kan få flere selv, så gør vi med glæde brug af at låne os til dem og vi har en klar favorit i lille Sean som vi har været så uifattelig heldige at få lov at have ugentligt siden han var knap 4 uger gammel. Det er virkelig et stort privilegie at have sådan en i huset, jeg forstiller mig lidt at det er ligesom at have børnebørn. Vi kan forkæle ham, hygge os med ham, lege med ham og glæde os over ham - Uden at skulle tage alle de hårde nætter, alle skrigeturene og alle udgifterne. Det er jo fantastisk og lige præcis hvad vores lille familie mangler. Da hans forældre hentede ham første gang takkede de os i lange baner, men jeg var nødt til at sige at vi også siger ja til at låne ham (og selv spørger efter ham!) af rent egoistiske grunde, vi er simpelthen ikke klar til at give slip på babypludren her i huset, så vi har mindst lige så meget brug for at få lov til at låne ham som hans forældre har brug for nogle timer uden baby. Han er virkelig herlig, stort set altid glad, smilende og er som de fleste andre babyer bare helt igennem fantastisk! Selvfølgelig tærer det lidt på energien, men jeg vil vove den påstand at med børn i huset får man lige så meget energi tilbage ved bare at være sammen med dem når de griner, smiler, pludrer og kommer med deres små fedtede børnefingre og giver de største kram. Havde det ikke været for vores egne (og vores låne-) børn, så havde jeg uden tvivl haft noget sværer ved at holde modet oppe og jeg havde med garanti heller ikke haft den samme vilje og lyst til at kæmpe den her kamp!!

Nu vil jeg tøffe i seng, det har været en utrolig lang dag, men også en virkelig skøn og dejlig dag. Desværre er smerterne vendt tilbage og da jeg ved vi får en hård dag imorgen også, så vil jeg tage noget smertestillende, tænde for criminalminds for at tage tankerne væk fra smerterne og glæde mig til at glide ind i en god nats søvn lige om et øjeblik.

Glædelig 7. december!