Sider

mandag den 23. januar 2012

For F... da! Jeg sparker leukæmi-røv!!

Hold da op man bliver træt af at komme ud i verden!

Min mor afleverede mig tilbage på Pilevej omkring kl. 16 hvor jeg var pænt smadret, jeg husker at have været sammen med familien lidt, men nu slår jeg øjnene op til at klokken er 20, min hofte gør ondt og jeg har bare lyst til at lukke mine øje igen. Lorte-sofa, den er alt for hård til at man kan sove godt på den! Og hvor er det da bare utroligt at man kan være så drænet for energi at en tur på sygehuset og så i Bilka kan være så udmattende at man er nødt til at sove flere timer - Faktisk ville jeg ønske at René ikke blev ved med at vække mig, så jeg bare kunne sove igennem til imorgen. Men jeg har selv bedt om at ville se "De bortførte børn" så den stakkels man gør jo bare som jeg selv har ønsket, og alligevel skal han døje med en morgensur kæreste kl. 20 om aftenen.. Gad vide hvad de egentlig har spist til aftensmad?!

Det har været udmattende på sygehuset, ingen tvivl om det. Det var svært at stå op imorges, jeg tror ikke rigtig den søvn jeg har fået har været så meget værd, jeg tror jeg har sovet uroligt og jeg ved at jeg har drømt rigtig meget. Men jeg fik mig da slæbt op, kom i bad og fik krammet ungerne og René lidt længere end jeg plejer inden jeg begav mig ud i vintervejret for at komme på sygehuset og forhåbentlig få lidt svar.

Jeg havde faktisk indstillet mig på at jeg ikke ville få nogen svar i dag, lægen havde lovet at han ville kontakte mig lige så snart at han havde hørt mere fra medicinalfirmaet og da jeg ikke havde hørt noget så regnede jeg ikke med at han vidste mere. jeg snakkede som et vandfald hele vejen ind i bilen, rystende nervøs, for jeg havde besluttet mig for at NU ville jeg have at vide hvad alternativerne var, hvad ville han gøre ved mig hvis jeg blev afvist igen? Min mor var stille, så jeg ved at hun også tænkte og var nervøs. Hun stillede lidt spørgsmål som jeg ikke kunne svare godt nok på og prøvede ellers bare at lytte, men jeg lagde nu godt mærke til at det ikke altid var det hele hun fik svaret det rigtigt "Uhhm" til. Men vi er forskellige, så vi klarer nervøsiteten på hver sin måde, så det tror jeg at vi begge har fuld forståelse for.

Når jeg sådan skal på sygehuset til kontrol, så foregår det ved at jeg først får taget en blodprøve og derefter venter en time på at den blodprøve bliver analyseret, for så at komme ind til lægen og få svar på hvordan det ser ud lige nu og hvad vi gør til næste gang. Denne gang var der dog tilføjet et hjertekardiogram til, noget jeg ikke har prøvet før, men eftersom jeg har haft nogle ekstraslag på hjertet i efteråret og været igennem en større undersøgelse der, så tænkte jeg faktisk ikke over at det var noget specielt.

Men det var altså noget specielt i dag, efter at have ventet min time, i nervøsitet snakkende som et vandfald og uden overhoved at få læst et ord i den avis jeg sad med, kom jeg ind til min læge. Jeg kunne høre hans stemme på lang afstand og jeg tror næppe jeg har rejst mig så hurtigt før, for at løbe ham i møde da han sagde mit navn. Puha hvor var det godt at se ham og høre hans stemme - Den mand burde simpelthen indtale de der afslapnings Cd'er, han har simpelthen sådan en behagelig stemme og selv når han fortæller noget farligt så kan han få mig til at føle mig helt tryg. Han startede som altid ud med at spørge mig hvordan det går, og jeg lagde bestemt ikke skjul på at det ikke går ret godt!

- Og så kom han med de glædelige nyheder; "Må jeg se hvad du har i posen Nadja?".
"Øh Ja! Det havde jeg næsten glemt" og smider mit medbragte hjertekardiogram op på bordet.
Bag mig sidder min nervøse mor og får nervøst fremstammet at hvis det er hvad jeg har i tasken han vil se, så skal han nok forberede sig på at det tager et par timer.
"Du undrer dig nok over hvorfor jeg nu har sendt dig til sådan noget?" og da jeg trækker lidt på mit jaaaa fortsætter han "Men medicinalfirmaet har godkendt dig, på den betingelse at det her (han vifter lidt med papiret der var i posen) ser normalt ud, og dét gør det!"

Jeg tror jeg var et par sekunder om at forstå det, jeg er godkendt. Jeg er virkelig blevet godkendt til noget nyt kemo, med et grimt navn, som er min eneste chance for at få den her leukæmi ned på et acceptabelt niveau igen. JEG BLEV GODKENDT!!! Jeg skal have behandling, jeg skal have det godt igen, jeg skal leve igen!! Det kunne jeg slet ikke lige overskue der, så det blev i stedet til en lang snak om bivirkninger og hvad de næste måneder nu skal bringe. Jeg troede faktisk lidt at det var sådan en "Wupti-og nu er du bare rask, Nadja"-løsning den her nye medicin skulle være. Men det er det ikke, det bliver en hård omgang, det bliver alt andet end rart i starten og det er noget som kommer til at kræve at jeg har tålmodighed og at jeg hænger i før det bliver bedre. Men det skal nok gå, det skal det jo..!

Sådan rent behandlingsmæssigt starter en lang og forvirrende plan nu, lægen prøvede at forklare mig lidt om det hele inden jeg gik ud, men min koncentrationsevne er meget svækket af at jeg er så træt og svag, så hen mod enden af mit besøg slap min hjernekapacitet altså op - Det var nok at skulle prøve at få helt ind at jeg rent faktisk er godkendt!! Og det tog også sin tid før det sådan rigtig trængte ind, og der skete da også det at da det endelig gik ordenlig op for mig at den der nervøsitet nu kan forlade min krop og erstattet af forventning og beslutsomhed, ja så lukkede min krop rimelig meget ned. Jeg stod i skranken og skulle modtage mine meget indviklede behandlingsplan for den næste 1½ måned da jeg kunne mærke at nu kunne mine ben ikke bære mig mere og at jeg var løbet helt tør for sukker.
- Heldigvis er sådan nogle kræftafdelinger jo vant til at patienterne har brug for noget energi for at komme igennem dagen, så jeg kunne frit gå ind og hente noget juice, to stykker chokolade og en lille pose peanuts og sætte mig og få lidt styr på mig selv igen inden jeg fortsatte ud i verden igen.

Argh! Jeg ville ønske at jeg kunne beskrive mine oplevelser bedre, men lige nu fylder behandlingsplanen egentlig mest, så det er svært ikke at blive alt for teknisk omkring den og i stedet lægge vægt på alle de følelser om var i mig i dag. Da jeg kom ud var første gang at jeg lagde mærke til at der var is på vandpytterne, at min ånde lavede en smule damp i kulden og alle steder tittede der små fine forårsblomster frem under de visne buske. Ting som jeg egentlig plejer at sætte stor pris på, men som jeg overhoved ikke har haft mentalt energi til at bemærke før nu, det var som om at den der sorte råge som jeg har rendt rundt inde i lettede og lod mig både føle og se ting som jeg simpelthen ikke har kunnet, om ikke andet så for en stund i hvert fald. For det skal med garanti nok blive både slemt og hårdt at komme igennem opstarten med det her nye kemo - Men jeg behøver ikke frygte for mit liv på samme måde mere!!

Det er stadig ikke helt sunket ind, at jeg nu er en del af en lille håndfuld mennesker her i landet som har fået lov at deltage i det her forsøg - Og det kommer nok også til at tage et par dage. Men gud hvor er det dog rart at vide at jeg snart kan komme i gang med at leve resten af mit liv, som den Nadja jeg allerhelst vil være, den Nadja som kæmper. For det ér altså nemmere at kæmpe, kæmpe mod bivirkninger og medicin, end at stå magtesløs overfor en leukæmi som styrer mig. NU kan jeg tage styringen igen - Og jeg klarer det fanme, jeg sparker røv!!

1 kommentarer:

JeaNett sagde ...

Ønsker deg en hel masse lykke til med den behandling du skal igenom, og håber virkelig at den lykkes!! Knus fra Norge (følger deg på tv, med vi ligger litt bakefter her.. )